Det hele er noget drømmeagtigt, men jeg må fortælle begivenhederne som jeg husker dem, hurtigst muligt:
Det må have været i går eftermiddags. Jeg var inde ved Israels Plads, jeg havde tænkt jeg skulle se de nye Torvehaller. Da 3 mænd pludselig hopper ud fra en hvid mercedes. PET-typer.
"Hop ind," siger en af dem, øjensynligt deres leder. Jeg overvejer mine muligheder, men han åbner lidt for jakken, jeg kan se han har en Uzi i et skulderhylster. "Det har du ikke lyst til," siger han. "Der er for mange der kan komme til skade!"
Og han har desværre ret, så jeg sætter mig ind i merceren, hvor de giver mig strips på arme og ben, og lænker mig til sædet. Og vi kører.
"Leoparden er i hus," melder en af dem over en radio.
"Hvor kører I mig hen - og hvem står bag det her?" spørger jeg. Mest for at få ro på mine tanker, undgå panik.
"Op til Lars," siger den ordførende. "Han siger du skylder ham noget."
Jeg ved ikke lige hvad det kan være. Ved vores seneste møde var jeg af den opfattelse at Lars havde snydt mig godt og grundigt. Men det er svært at finde ud af hvordan hans underlige sind fungerer.
Efter ca 35 minutters kørsel nordpå kommer vi til et mondænt, moderne bygningsværk med udsigt over Øresund - omkring bygningen er en mindre park, og uden om den en høj mur. Privathospitalet Holger Danske fortæller et skilt, at der er tale om. Chaufføren melder os ved et samtaleanlæg ved et støbejernsgitter i muren - gitterporten svinger op, og vi kører op til selve bygningen.
Hvor Lars Løkke står og modtager os. Hans lille korpus virker endnu mere absurd på grund af proportionerne på stedet - alt er større end normalt, bortset altså fra Lars.
"Velkommen, Leoparddreng, så mødes vi igen!" siger han, da jeg bliver lempet ud af bilen. Han gør tegn til en kittelklædt person, som jager en sprøjte i min skulder. "Bare noget som får dig til at slappe af, " siger Lars. "Vi vil jo helst undgå uheldige episoder..."
Jeg mærker hvordan kontakten til min krop hæmmes, som er jeg fuld. Jeg kan godt bevæge mig, men tiden er forkert - min krop reagerer for langsomt.
Jeg bliver ført ind i bygningen og ned ad gange som straks virker labyrintiske. Men jeg bemærker hvor sterilt alt er - og dyrt. Der er stuk på lofter og vægge, belagt med pladeguld, og moderne kunst på væggene.
"Velkommen til Privathospitalet Holger Danske," siger Lars Løkke. "Hvad ikke alle ved, er at det også er hjem for Venstres Pressetjeneste."
Vi kommer forbi en glasrude som viser et mareridtsagtigt sceneri et et stort rum - i 12 senge ligger overvægtige mennesker med gennemsigtige slanger ind i deres maveområder, hvorigennem klumper bliver suget ud. Fra deres hoveder går elektroder til computere - men mest uhyggeligt: de er ved fuld bevidsthed og deres hoveder er spændt fast så de kigger på en stor fladskærm for endevæggen, der viser noget der ligner turistfilm for Danmark. Fokusgruppe 3 står der på et skilt på ruden.
"Your tax dollars at work," ler Lars Løkke. "Det er her vi klarer fedmeoperationerne og fedtsugninger. Og samtidig tester vi altså, hvordan vi bedst stiller Danskeren tilfreds - de her er i gang med at udvælge scenerne til vores præsentationsvideo til TV. Det var oprindeligt Anders' idé med fokusgrupperne, men han overlod udførelsen til mig, da jeg var Sundhedsminister. Og jeg er ret stolt over resultatet!"
Han kigger på mig, mens vi fortsætter ad gangene: "Og hvorfor fortæller jeg dig så alt det? Som en tåbelig overskurk i James Bond med storhedsvanvid, tænker du sikkert." (Og det har han ret i.) "Det skal jeg fortælle dig, Leoparddreng: Fordi du aldrig kommer til at fortælle nogen om det her. Og fordi du skal hjælpe mig!"
Han åbner en dør, til et lokale på vel ca 3x3 meter. Der er et skrivebord og en enkelt stol. Jeg bliver sat i stolen og spændt fast. På væggen overfor er endnu en fladskærm, fra Samsung, bemærker jeg.
"Forstår du, Leoparddreng. Alle mine fokusgrupper har ikke kunnet give mig overtaget i denne valgkamp. Der mangler noget. Og mine analytikere - vel nok mest deres programmer - har undersøgt Danmark og nettet, og fundet ud af at der findes et nexus - et sted hvor videnen om den del af danskerne jeg ikke kan nå samles. Og det er i dig, Leoparddreng!"
Det gibber i mig. Jeg føler mig som om jeg er del af de hvide mus' eksperiment i Hitchhikers'.
Løkke fortsætter: "Det er ironisk, Leoparddreng, at det lige skulle være dig. Min værste fjende. Men der er vel også en form for symmetri i det!" Her aner jeg faktisk ikke hvad han ævler om...? Hans værste fjende?
"Det der gik galt var fedmen," fortsætter Lars Løkke uanfægtet. "Alle der kommer ind her er jo overvægtige - og med de seneste ændringer i regelsæt skal de være endnu federe end før. Og det forskruer billedet. Men du - du kan udjævne det, give det sidste nøk..."
Han trykker på en knap. En hvidkitlet person kommer ind, en anden end før, og giver mig en ny indsprøjtning. "Bare lidt penthotal-natrium og lidt barbiturater," forklarer Løkke. "Et sandhedsserum!"
Fjernsynet tændes, og Løkke fingerer ved sin iPhone. Op på skærmen kommer 4 kvadranter, med et motto i hver.
"Se på disse," beordrer Løkke mig. "Analytikerne har fundet frem til at det er et af disse to par, det øverste eller nederste vi skal bruge, men vi kan ikke afgøre hvilket. Og det er det du nu skal fortælle os, Leodreng. Den venstre side er det vi vil sige om oppositionen, og den højre er det vi vil sige om os selv. Hvad er det bedste, det øverste eller nederste?"
Her er hvad der stod på skærmen:
Det står øjeblikkeligt klart for mig hvad det rigtige svar er - måske er jeg virkelig sådan et nexus?
Selvfølgelig er det Stress & Jag man skal skræmme danskerne med - for de gider sgu ikke arbejde længere, om det er 5 minutter, 12 minutter eller én time, eller hvad. At fortælle danskerne at de 12 minutter aldrig ville blive til noget har været regeringens helt store fejl gennem valgkampen - det har kun beroliget danskerne i forhold til Helle Ts plan
Og danskerne er fint tilfreds med Chips & Hygge (det vil sige Paradise og andet reality) i den tid de helst ikke vil være på arbejde - altså sålænge som muligt.
12-minutters penge / rigtige penge - det er tilgengæld for latterligt. Nok en fancy copywriters våde drøm, men han stemmer så også på Venstre.
Men jeg vil selvfølgelig ikke sige, at de skal gå med den øverste. Problemet er de her stoffer der cirkulerer rundt i min hjerne, som gør at jeg føler at jeg må sige det. Men noget må være galt med stofferne - nok min sære leopard-metabolisme, som de nok ikke har regnet med, en bieffekt af min mutation.
Ihvertfald får jeg efter en hård kamp fortrængt impulsen, og fremstammet: "D-d-den nederste!" hvorefter jeg kollapser på bordet, dog stadig ved bevidsthed.
"Storartet, Leoparddreng, storartet. Det giver mig lige 4 år mere!" Efter en pause: "Og nu tror du sikkert vi vil slå dig ihjel? Men sådan er vi slet ikke - selvom du tror det. Og vi kan jo få brug for dig igen… Om lidt kommer en af de rare læger, og du får en indsprøjtning så du glemmer det her - ligesom det sker for alle vore andre patienter. Og så kører vi dig hjem."
Kort efter kommer der ganske rigtigt en ind, og jeg mærker endnu en indsprøjtning. Ting bliver mere tåget fra nu af, men på et tidspunkt er Peter Christensen i rummet og snakker med Løkke.
Løkke skælder ham ud: "Nej, Peter, du bliver her som vi har aftalt. Du kan ikke snakke med nogen i øjeblikket. Der er for stor chance for at du kommer til at sige noget dumt!"
Per Christensen: "Må jeg ikke nok bare sende en lille sms? At hun spekulerer i skat?"
Løkke: "Nej, for helvede, Peter, du er gået for langt denne gang. Ingen kontakt til pressen for dig, før efter valget. Og slet ikke B.T!"
Og alt bliver sort. Til jeg vågner op i Ørstedsparken, midt om natten. Først forvirret - men så husker jeg - men kun sløret. Deres stoffer virker simpelthen ikke ordentligt på mig. Og jeg skynder mig hjem i Leopardhulen. Og deler nu min historie med Danmark.
Det må have været i går eftermiddags. Jeg var inde ved Israels Plads, jeg havde tænkt jeg skulle se de nye Torvehaller. Da 3 mænd pludselig hopper ud fra en hvid mercedes. PET-typer.
"Hop ind," siger en af dem, øjensynligt deres leder. Jeg overvejer mine muligheder, men han åbner lidt for jakken, jeg kan se han har en Uzi i et skulderhylster. "Det har du ikke lyst til," siger han. "Der er for mange der kan komme til skade!"
Og han har desværre ret, så jeg sætter mig ind i merceren, hvor de giver mig strips på arme og ben, og lænker mig til sædet. Og vi kører.
"Leoparden er i hus," melder en af dem over en radio.
"Hvor kører I mig hen - og hvem står bag det her?" spørger jeg. Mest for at få ro på mine tanker, undgå panik.
"Op til Lars," siger den ordførende. "Han siger du skylder ham noget."
Jeg ved ikke lige hvad det kan være. Ved vores seneste møde var jeg af den opfattelse at Lars havde snydt mig godt og grundigt. Men det er svært at finde ud af hvordan hans underlige sind fungerer.
Efter ca 35 minutters kørsel nordpå kommer vi til et mondænt, moderne bygningsværk med udsigt over Øresund - omkring bygningen er en mindre park, og uden om den en høj mur. Privathospitalet Holger Danske fortæller et skilt, at der er tale om. Chaufføren melder os ved et samtaleanlæg ved et støbejernsgitter i muren - gitterporten svinger op, og vi kører op til selve bygningen.
Hvor Lars Løkke står og modtager os. Hans lille korpus virker endnu mere absurd på grund af proportionerne på stedet - alt er større end normalt, bortset altså fra Lars.
"Velkommen, Leoparddreng, så mødes vi igen!" siger han, da jeg bliver lempet ud af bilen. Han gør tegn til en kittelklædt person, som jager en sprøjte i min skulder. "Bare noget som får dig til at slappe af, " siger Lars. "Vi vil jo helst undgå uheldige episoder..."
Jeg mærker hvordan kontakten til min krop hæmmes, som er jeg fuld. Jeg kan godt bevæge mig, men tiden er forkert - min krop reagerer for langsomt.
Jeg bliver ført ind i bygningen og ned ad gange som straks virker labyrintiske. Men jeg bemærker hvor sterilt alt er - og dyrt. Der er stuk på lofter og vægge, belagt med pladeguld, og moderne kunst på væggene.
"Velkommen til Privathospitalet Holger Danske," siger Lars Løkke. "Hvad ikke alle ved, er at det også er hjem for Venstres Pressetjeneste."
Vi kommer forbi en glasrude som viser et mareridtsagtigt sceneri et et stort rum - i 12 senge ligger overvægtige mennesker med gennemsigtige slanger ind i deres maveområder, hvorigennem klumper bliver suget ud. Fra deres hoveder går elektroder til computere - men mest uhyggeligt: de er ved fuld bevidsthed og deres hoveder er spændt fast så de kigger på en stor fladskærm for endevæggen, der viser noget der ligner turistfilm for Danmark. Fokusgruppe 3 står der på et skilt på ruden.
"Your tax dollars at work," ler Lars Løkke. "Det er her vi klarer fedmeoperationerne og fedtsugninger. Og samtidig tester vi altså, hvordan vi bedst stiller Danskeren tilfreds - de her er i gang med at udvælge scenerne til vores præsentationsvideo til TV. Det var oprindeligt Anders' idé med fokusgrupperne, men han overlod udførelsen til mig, da jeg var Sundhedsminister. Og jeg er ret stolt over resultatet!"
Han kigger på mig, mens vi fortsætter ad gangene: "Og hvorfor fortæller jeg dig så alt det? Som en tåbelig overskurk i James Bond med storhedsvanvid, tænker du sikkert." (Og det har han ret i.) "Det skal jeg fortælle dig, Leoparddreng: Fordi du aldrig kommer til at fortælle nogen om det her. Og fordi du skal hjælpe mig!"
Han åbner en dør, til et lokale på vel ca 3x3 meter. Der er et skrivebord og en enkelt stol. Jeg bliver sat i stolen og spændt fast. På væggen overfor er endnu en fladskærm, fra Samsung, bemærker jeg.
"Forstår du, Leoparddreng. Alle mine fokusgrupper har ikke kunnet give mig overtaget i denne valgkamp. Der mangler noget. Og mine analytikere - vel nok mest deres programmer - har undersøgt Danmark og nettet, og fundet ud af at der findes et nexus - et sted hvor videnen om den del af danskerne jeg ikke kan nå samles. Og det er i dig, Leoparddreng!"
Det gibber i mig. Jeg føler mig som om jeg er del af de hvide mus' eksperiment i Hitchhikers'.
Løkke fortsætter: "Det er ironisk, Leoparddreng, at det lige skulle være dig. Min værste fjende. Men der er vel også en form for symmetri i det!" Her aner jeg faktisk ikke hvad han ævler om...? Hans værste fjende?
"Det der gik galt var fedmen," fortsætter Lars Løkke uanfægtet. "Alle der kommer ind her er jo overvægtige - og med de seneste ændringer i regelsæt skal de være endnu federe end før. Og det forskruer billedet. Men du - du kan udjævne det, give det sidste nøk..."
Han trykker på en knap. En hvidkitlet person kommer ind, en anden end før, og giver mig en ny indsprøjtning. "Bare lidt penthotal-natrium og lidt barbiturater," forklarer Løkke. "Et sandhedsserum!"
Fjernsynet tændes, og Løkke fingerer ved sin iPhone. Op på skærmen kommer 4 kvadranter, med et motto i hver.
"Se på disse," beordrer Løkke mig. "Analytikerne har fundet frem til at det er et af disse to par, det øverste eller nederste vi skal bruge, men vi kan ikke afgøre hvilket. Og det er det du nu skal fortælle os, Leodreng. Den venstre side er det vi vil sige om oppositionen, og den højre er det vi vil sige om os selv. Hvad er det bedste, det øverste eller nederste?"
Her er hvad der stod på skærmen:
Stress & Jag | Chips & Hygge |
12-Minutters Penge | Rigtige Penge |
Det står øjeblikkeligt klart for mig hvad det rigtige svar er - måske er jeg virkelig sådan et nexus?
Selvfølgelig er det Stress & Jag man skal skræmme danskerne med - for de gider sgu ikke arbejde længere, om det er 5 minutter, 12 minutter eller én time, eller hvad. At fortælle danskerne at de 12 minutter aldrig ville blive til noget har været regeringens helt store fejl gennem valgkampen - det har kun beroliget danskerne i forhold til Helle Ts plan
Og danskerne er fint tilfreds med Chips & Hygge (det vil sige Paradise og andet reality) i den tid de helst ikke vil være på arbejde - altså sålænge som muligt.
12-minutters penge / rigtige penge - det er tilgengæld for latterligt. Nok en fancy copywriters våde drøm, men han stemmer så også på Venstre.
Men jeg vil selvfølgelig ikke sige, at de skal gå med den øverste. Problemet er de her stoffer der cirkulerer rundt i min hjerne, som gør at jeg føler at jeg må sige det. Men noget må være galt med stofferne - nok min sære leopard-metabolisme, som de nok ikke har regnet med, en bieffekt af min mutation.
Ihvertfald får jeg efter en hård kamp fortrængt impulsen, og fremstammet: "D-d-den nederste!" hvorefter jeg kollapser på bordet, dog stadig ved bevidsthed.
"Storartet, Leoparddreng, storartet. Det giver mig lige 4 år mere!" Efter en pause: "Og nu tror du sikkert vi vil slå dig ihjel? Men sådan er vi slet ikke - selvom du tror det. Og vi kan jo få brug for dig igen… Om lidt kommer en af de rare læger, og du får en indsprøjtning så du glemmer det her - ligesom det sker for alle vore andre patienter. Og så kører vi dig hjem."
Kort efter kommer der ganske rigtigt en ind, og jeg mærker endnu en indsprøjtning. Ting bliver mere tåget fra nu af, men på et tidspunkt er Peter Christensen i rummet og snakker med Løkke.
Løkke skælder ham ud: "Nej, Peter, du bliver her som vi har aftalt. Du kan ikke snakke med nogen i øjeblikket. Der er for stor chance for at du kommer til at sige noget dumt!"
Per Christensen: "Må jeg ikke nok bare sende en lille sms? At hun spekulerer i skat?"
Løkke: "Nej, for helvede, Peter, du er gået for langt denne gang. Ingen kontakt til pressen for dig, før efter valget. Og slet ikke B.T!"
Og alt bliver sort. Til jeg vågner op i Ørstedsparken, midt om natten. Først forvirret - men så husker jeg - men kun sløret. Deres stoffer virker simpelthen ikke ordentligt på mig. Og jeg skynder mig hjem i Leopardhulen. Og deler nu min historie med Danmark.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.