Som jeg beskrev i et par indlæg for nogle måneder siden, blev jeg ret
interesseret i Lone Frank og hendes seneste bog om genteknologi og hvad deraf følger:
Mit smukke genom - historier fra genetikkens overdrev.
Og jeg kunne jo udmærket have købt den selv, men jeg kunne ikke lade være at tænke at det da var en storartet gaveidé - så kunne en fra familien (min mor) få lov at give mig noget litteratur hun sikkert ville finde mere lødig, end det jeg plejer at ønske.
Så det blev til gaveønske - jeg havde egentligt regnet med at få den til min fødselsdag, men det blev altså først til jul.
Og jeg blev så færdig med den idag... den kan sgu anbefales - også selvom det der genetik måske ikke er noget man går og tænker så meget over; måske faktisk netop da!
For vi bliver som læsere taget med på en rejse, først omkring det nuværende tekniske stade og den rivende udvikling som finder sted. Ikke mindst fordi teknikken til analyse af generne og det samlede genom bliver billigere og billigere og mere og mere udbredt.
Og der findes mere eller mindre fandrevne sites, som via afstemninger er med til at bestemme, hvad der nu skal forskes i - sites, som i sin opbygning minder mig om
seti@home/BOINC-projekterne. Her donerer man blot viden om ens gener for at være med, istedet for computerkraft.
Og alskens andre projekter, hvor man både kan blive klogere på sig selv, og samtidig være med til at drive forskningen fremad, for des flere gener der kan analyseres, des større muligheder er der for at finde sammenhænge mellem gener og for eksempel sygdomme - eller hvorfor nogle kan lugte på deres tis, at de har spist asparges. (En gen-variant jeg heldigvis ikke besidder - jeg spiste nemlig et helt bundt grønne asparges i går...)
Lone Frank bruger jo så sig selv som forsøgsperson, og vi kommer med både i hendes afsøgning af hvad hun kan lære om sine aners historie gennem analyse af Y-kromosom (hendes brors, godtnok) og sit eget mitokondrie-DNA.
Og kort efter får hun checket sit eget DNA for risici for arvelige sygdomme. Og tilsidst sin personlighed.
Undervejs i disse kapitler havde jeg det lidt, som om jeg var del af
en lille gumbas. For der lød mellem linierne, efter hvert kapitel:
Men vi skal længere ind... vi skal helt ind i sindet! Hvad vi da også efterhånden føler vi kommer.
De sidste dele af bogen fokuseres på etiske aspekter af de muligheder der vil opstå, og de krav der vil komme.
Det er altsammen meget interessant. Men hvad der bringer bogen over blot at være interessant på en informativ måde, er Lone Franks brug af sig selv, og hendes reflektioner undervejs. Og så det, at hun rejser rundt og interviewer eksperter inden for de forskellige felter. Det slog mig tidligt i bogen, at jeg ikke tror jeg før har læst populærvidenskab som på den måde var bygget op af dialog - men det er bogen her i meget høj grad, jeg skyder på mindst en tredjedel er ren dialog.
En ret smart tilgang, også til belysning af de ofte filosofiske og etiske dilemmaer - men vel egentligt en metode som har sin oprindelse i Sokrates & Platon (som jeg aldrig har læst, skal jeg skynde mig at sige). Ihvertfald fungerer det fint til at komme rundt om mange aspekter af en sag. Samtidigt med at det giver en del humor, som der i det hele taget er en hel del af i bogen, især fordi hun er ganske hudløs omkring sin egen personlighed, men godt kan se de morsomme aspekter af sig selv, som andre ser dem. Og iøvrigt kan være ganske provokerende, også i forhold til de interviewede.
Så, man bliver klogere på gener og man bliver klogere på Lone Frank. Og jeg vil også hævde man bliver klogere på verden. De sidste kapitler omkring fremtidens etik virker nok lidt løsere og mere fabulerende (muligvis fordi Frank selv holder sig lidt mere på sidelinien end tidligere), men de burde være obligatorisk læsning for alle, som gerne vil holde sig orienteret eller have noget at sige om samfundets udvikling de næste 10-20-30 år.
For der er mange spørgsmål og problemstillinger som uden tvivl bliver relevante - og det er ingen skade til at have tænkt over inden. Hvor langt man ønsker at gå inden for
eugenik for eksempel - og om det overhovedet er noget man kan tillade sig at sige fra i forhold til. Ikke et så ligetil spørgsmål som rygmarvsreaktionen muligvis siger.
Så: god bog, rigtigt god. Og man behøver ikke holde sig fra den, fordi man ikke føler man har styr på gener og naturvidenskab i det hele taget, for den er skrevet i et flydende sprog, og det der er af teknik og fagudtryk kan man tage til sig eller springe over, det er ikke så vigtigt i forhold til fortællingen. (Og hvad den korte version af SERT er, skal man nok få lært inden bogen er færdig.)
Jeg har ihvertfald fået helt lyst til at surfe rundt nu, og undersøge nogle af de sites der nævnes i bogen. For jeg sad unægteligt og fik helt lyst til at putte både mit eget og nærmeste families DNA under lup. Pudsigt nok er det ikke noget jeg føler mig særligt beklemt ved - jeg tror først jeg har problemer med den medicinske verden når det er en behandlingssituation; jeg kan godt finde ud af at deltage i eksperimenter.
Og så ligger det vel egentligt meget godt i tråd, med ønsket om at få
min personlighed ind på Google's servere, hvis jeg også kan få mit sekventerede genom derind?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Men hvis jeg var amerikaner ville jeg nok sige, at jeg beder for Gabrielle Giffords, det medlem af repræsentanternes hus, som i dag er blevet skudt i hovedet. Og først blev meldt dræbt, men senest rapporteres in critical condition.
