I går kom jeg med et humøroptimistisk tweet, og jeg egentligst syntes Danmark havde klaret sig OK gennem de seneste dages begivnheder, ihvertfald syntes jeg det var begrænset hvad jeg havde set af hysteri.

Måske har jeg bare være god til at undgå hysteri, men er godt nok lidt stolt over Danmark i dag. Den runde tabte Terroren, sgu. Synes jeg.
— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) February 15, 2015

Et respons gjorde dog opmærksom på, at for eksempel Søren Pind ikke havde det sådan; eller måske rettere, at han prøvede at skabe sit eget hysteri:

@Leoparddrengen Enig! Gid du kunne overbevise @sorenpind om det. Jeg tvivler
— Dorrit Danielsen (@dorritdanielsen) February 15, 2015

Men son jeg måtte sige, ham tror jeg ikke jeg kan overbevise om noget som helst. (Og tænkte for mig selv om dengang jeg mente han var med til at skabe antisemitisme, da han mente kritik af Israel var forkert, fordi det det var anti-semitisme. Et sørgeligt aktuelt indlæg.)

Og så i dag så jeg dette RT'et fra ham:

Billeder fra Svanevej, vi ikke vil se. Blomster for en fej usselryg: pic.twitter.com/b09RNWT8rD
— Søren Pind (@sorenpind) February 16, 2015

Først tænkte jeg, at det da egentligt var usmageligt, at Søren Pind ikke kunne forestille sig, at den døde, hvor meget usselryg han end var, ikke også skulle kunne have famile og venner, der havde brug for at sørge, lige meget hvor slem en handling han i øvrigt havde stået for.

Men så kom jeg til at tænke nærmere på, hvad Pind egentligt skrev. Billeder vi ikke vil se? For det første, hvem er vi? For det andet:

Nogle skælder ud over billeder af bomber i en turban. Andre skælder ud over billeder af blomster.
— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) February 16, 2015

Men så gav jeg mig til at tænke på, hvis nu der var et billede jeg ikke ville se, hvad skulle det så være? Og straks faldt et billede af Søren Pind mig ind — og det er ikke en bestemt inkarnation af Søren Pind, der er mange, men de er alle slemme.

Grunden til jeg meget gerne vil slippe for at han i tide og utide dukker op, er at hver gang jeg ser ham er reaktionen den samme: først kommer jeg i godt humør og morer mig over håret, minerne og udseendet; men derefter går morskaben over i skræk og rædsel: over hykleriet, idiotien, tankegangen. Og det sker hver eneste gang.

Faktisk, kom jeg til at tænke på, har jeg det med Søren Pind, som drengene i Stephen Kings horror-mesterværk It (Det Onde) har det med monsterklovnen Pennywise.

Analogien er faktisk så god, tænkte jeg, at jeg burde skrive et blogindlæg om det. Hvis bare, hvis bare, det endda var sådan, at Søren Pind kunne gøres til et anagram af Pennywise, ville det være perfekt. Og så studsede jeg.

Søren Pind. Pennywise. Anagram.

And I give you:

Sywen Pine / Pennørids

Der er tydeligvis noget der er lost in translation, men det kommer sådan set ikke bag på mig. Slet ikke.

Det er close enough for me. Og nu ved jeg så også hvem det mystiske 'vi' i Sywen Pines tweet er … We all float down here!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.