Leoparddrengens
Public Key

tirsdag den 1. december 2015

Derfor bliver det et Nej fra mig på torsdag d. #3dec

kl. 09.15 1 kommentar
Der kunne såmænd være mange gode grunde til at stemme Nej på torsdag, til EU-tilvalgshalløjet. Men det er ikke fordi Ja-partierne under et har kørt en hysterisk kampagne, som har trukket på nazi/kommupropagandaudtryk i deres skøre ensidige budskaber, komplet med fucking bevingede Nazgul over Kronborg.
Det er heller ikke fordi andre kampagner har kørt på, at hvis man stemmer nej, så hjælper man de pædofile, kvindeslavehandlende, hustrumishandlende tervorister.
Og det er ikke fordi den model for afskaffelsen af retsforbeholdet der er valgt, er en usympatisk fedtspillermodel, hvor vi de facto kommer længere væk fra et samarbejde på de områder hvor jeg for alvor mener det kunne være relevant, for eksempel i spørgsmål om flygtninge og opholdsregler. En model som tilsyneladende er designet til at vi skal kunne afvise maksimalt med flygtninge — og undgå at samarbejde om at modtage dem.

Eller fordi man kan se mange af de samme problemer i fælles EU-ret som i Euro-"samarbejdet": man risikerer endnu engang at bygge huset fra toppen i stedet for bunden.

Det er heller ikke fordi jeg faktisk mener signalværdien er bedre ved et Nej end et Ja (i den form vi stemmer om). Jeg mener da sådan set nok, at det er et bedre signal over en kam at ville beholde suverænitet af pricipielle grunde, end det er at begynde at cherrypicke hvad man vil være med til, og for eksempel finde samarbejde om flygtninge noget man ikke vil røre ved.

Og det at jeg er ret sikker på vores hemmelige politi med flere nok skal finde ud af at bruge de nye muligheder til at lave ransagninger og tilbageholdelser ved at bede venner et sted i Europa om at bede om den på bogus anklage er heller ikke grunden. Ja, det lyder jo nok frygteligt paranoidt, men vi taler her om en tjeneste som i 10 år gennemførte ulovlig overvågning af os, uden at det får konsekvenser.

Og heller ikke fordi min troværdighed til de politikere der skal administrere et Ja er i bund, ja nærmest ikke eksisterende, faktisk negativ (as in: "hvis han siger dét, betyder det det modsatte"). Og at rammerne for hvad vi stemmer om, og løfter om hvad et fremtidigt Folketing vil gøre er nonsens.

Dette kunne altsammen være årsager til at jeg vælger at stemme Nej, men de er det ikke. Omend jeg forsøgte at gå tvivlende ind i de seneste måneder har min beslutning nok ligget fast noget tid. Men den er bestemt kun blevet bestyrket som hysteriet er forstærket.

Jeg var ellers faktisk begyndt at være ganske glad for EU. Fra at være Nej-siger i 1992, 1993 og 2000, blev jeg i nullerne mere og mere positiv.

Dette var i høj grad Anders Foghs skyld; EU gik fra at være et organ der holdt Danmark tilbage på en række områder, fordi miljøkrav for eksempel kunne udlægges som tekniske handelshindringer, til at sætte minimumsstandarder som forhindrede at AFR kørte os helt af sporet. Og 24-årsreglen gjorde malmøfinten til en absurd nødvendighed.

Ja, EU blev et billede på en vis form for tryghed og stabilitet i de sorte år. Forbeholdene var jeg aldrig fan af (bortset fra €-forbeholdet). Min skepsis i 90'erne handlede mest af alt om EUs demokratiske problemer; de var der stadig, men jeg kunne også se at EU gav noget igen.

Og på mit mest EU-positive, det har nok været cirka 2009, havde jeg uden tøven sagt Ja til at afskaffe alle forbehold, bortset fra €.

Men så kom Finanskrisen og billedet begyndte at krakelere. Ikke blot på grund af den afsindige austerity finanspolitik Tyskland har haft lov til at diktere, men i ligeså høj grad på den måde de især sydeuropæiske lande, som blev hårdest ramt, blev behandlet.

Og dertil kom Finanspagten, som absolut giver mening i €-området (og skulle have været på plads fra starten), omend den i sin udformning er håbløs (igen: austerity). Men for Danmark er den idioti, og har vel mest af alt været et billede på hvordan vores hjemlige politikere kan bruge afgivelse af selvbestemmelse som et værktøj. ("Nu har jeg lavet kasseeftersyn, og der er absolut ingen penge, så får vi en bemærkning fra EU. Så vi må skære ned på en hel masse. Hov, der var fejl i mit kasseftersyn, så dropper vi sgu noget afgift på fossilbiler.")

Så herfra gik mit billede af EU nedad: det forekom mere og mere som et projekt, der ikke længere handlede om at finde fælles løsninger, til et hvor det vigtigste var at skubbe aben rundt mellem hinanden. Og EU (ihvertfald €) var mere problemet end løsningen.

Endnu et skud for boven kom, da det begyndte at blive alvor med snak om Retsforbeholdet. At det kun skulle være udvalgte områder, og for eksempel ikke Flygtningespørgsmål. Hvilket for mig ikke giver nogen mening, når Schengen samtidig går fra at være en mellemstatsligaftale til at være overstatslig (læs: idag kan vi beslutte at træde ud, hvis vi engang i fremtiden måtte ønske det.)

Hvis man siger A må man også sige B mener jeg helt grundlæggende. Og tingene må da i det mindste give mening.

På dette tidspunkt var det dog nok stadig blevet et ja. Det var nok blevet som det ja Alternativet er nået frem til. Men den endelige pind til ligkisten kom på en sommernat, hvor jeg, sikkert under påvirkning af ouzo, nåede frem til: "Det er fanme godt vi ikke er med i det der! Og der skal ikke gives en finger mere, når det er sådan det foregår!!"
Det er naturligvis krisen omkring Grækenland, der udløste dette. Her smed Tyskland for mig masken, personificeret af Schäuble, men med Merkel og tysk Storhed i ryggen. Grækenland skulle ikke blot holdes i en (uretfærdig og dum) økonomisk spændetrøje, de skulle også ydmyges — og det skulle for enhver pris undgås at andre gjorde lignende forsøg med demokrati.

Well, det med demokratiet var det såmænd hele EU-establishmentet der var sure over, men lektien i forhold til Tyskland var klar: hvis Tyskland for alvor vil noget i EU, kan de også tvinge det igennem; og så kan det da godt være at de lader os andre bestemme en hel masse om hvordan kontakter skal se ud.

Så, lige dér, gik det op for mig at jeg ikke ville gå ind for at afgive et gram mere suverænitet til den biks der hedder EU, hvis der ikke er en exit-strategi på plads. Fint med alverdens internationale aftaler, men de skal kunne opsiges igen, og vilkårende for en eventuel bodeling skal være på plads på forhånd.

Og så er den sådan set ikke længere.

Det ville da så også hjælpe på mit humør i forhold til EU, hvis der var mere demokrati; men faktum er jo, at alt andet end parlamentet besættes med folk der vælges efter hvem der nu skal have et ben, og hvem der fik noget sidst; det virker mest af alt som en mellemting mellem et møde i oligarkernes klub og et FIFA-repræsentantskabsmøde, når de poster skal fordeles.

Jeg ville så meget foretrække et decideret Europa, en fælles stat, bygget på fuldt ud demokratiske principper og transparens, med en person, én stemme, og en fælles, simpel Forfatning på et par sider. Hvis EU virkeligt er det bedste vi kan nå frem til for internationalt samarbejde, så skal det ihvertfald også være muligt at sige fra.

Det er min holdning, mine følelser. Jeg skriver ikke det her for at propagandere & overbevise nogen, men det er jo en blog hvor jeg skal af med nogle af mine nøgletanker. Og selvom jeg egentligt nu kan mærke, at jeg føler ret meget for det Nej, og håber på at det er det det bliver, så kan jeg også ganske udmærket se tingene fra Ja-sigernes synspunkt — jeg har selv været der på et tidspunkt. På den måde kan jeg virkeligt også godt lide Alternativets afslappede tilgang til afstemningen — at vi nok finder ud af det — omend jeg altså er havnet på et andet sted end dem i dette.

For jeg må tilstå, at Schäuble har efterladt mig med billedet af EU som en vagina dentata; som nok kan se tiltrækkende ud umiddelbart, men er man først kommet ind kommer man kun blødende og lemlæstet ud. Og så hjælper det ikke at Løkke stiller sig op og siger at han ikke stikker den helt ind.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter: , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)