Afsted til Düsseldorf:

John Farnham You're The Voice eller er det A Friend In London med New Tomorrow?


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lidt inspireret af oprør i Nordafrika har jeg besluttet mig får at gøre noget mere ud af min twitterkonto. Som jeg har haft i et års tid, men aldrig brugt til andet end at lave feeds på mine indlæg her fra bloggen.

Og da jeg så samtidig befinder mig noget mere væk fra computer i øjeblikket end jeg har været vant til længe, tænker jeg at jeg vil eksperimentere lidt mere i det mobile pipperi, når nu jeg også har en smartphone med apps til den slags, etc.

Så må det vise sig hvad det ender med at blive til - nu har jeg ihvertfald annonceret det, og lagt sådan en tingest ind ude til højre, hvor man kan se det seneste jeg ikke kunne lade være med at pippe op om.

Hvis jeg ender med at se Melodi Grand Prix i aften, som jeg er bange for jeg gør, kan det jo godt være jeg kommer til at pippe...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er den kommende store satsning indenfor reality/talentprogrammer. Denne gang er det døve som skal imponere os med deres optræden, inden de én efter én, program for program, bliver sendt hjem - hvad hedder programmet?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Danske diplomater er kommet i problemer på grund af regeringen og DFs pointsystemer. De har nemlig haft den - uheldige - tendens at gifte sig med udlændinge. Måske ikke så mærkeligt, når nu de sålænge befinder sig i udlandet, at de også møder deres ægtefælle der, men det er jo ikke desto mindrre en uheldig ting at gøre.

Og eftersom de kun er i Danmark i korte perioder, har de ikke rigtigt mulighed for at score point, så deres ægtefælle kan få fast opholdstilladelse. Hvilket så giver problemer, når de endeligt returnerer til Danmark, med deres udanske ægtefælle.

Og det vil de gerne have dispensation fra.

Hvis man er lidt blødsøden, kan man jo godt se deres problem. Men det er jo altså bare tough luck. For hvorfor skal de have en dispensation, som ikke gælder for andre? Hvis det handler om at holde ægtefæller ude, fordi de åbenbart ikke har opfyldt nogle betingelser som regeringen og DF i deres visdom har sat op - så kan jeg ikke se hvorfor det ikke skulle gælde for diplomater - hvis det gælder for FLSmidth eller Mærsk ansatte, eller alle mulige andre som rejser meget ud og omkring.

Sandheden er jo, at det er nogle horrible regler - men hvis man først begynder at dispensere bestemte grupper, så undergraver man principper om lighed for loven. Og det vil jeg såmænd ikke blive overrasket over, hvis regeringen og DF synes er en god idé.

Det der med at undergrave principper har de tidligere vist sig ikke at have så meget imod.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har før brokket mig over dette lands brug af varetægtsfængsel, som jeg synes er ganske horribel.

Så når det nu sker for en person, som jeg finder ganske, overordentlig usympatisk - Erik Skov Pedersen - så føler jeg faktisk også det er vigtigt, at jeg gør opmærksom på jeg synes det er forkert.

Det er selvfølgeligt endnu langt fra så grelt, som den 15-årige - men principielt finder jeg det problematisk, at Erik Skov Pedersen fortsat skal varetægtsfængsels, med den begrundelse at politiet mangler at afhøre én person. Det har de haft 14 dage til - så synes jeg altså det må være deres problem, at de åbenbart ikke har fået fingeren ud.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg vil allerede godt nu, knap et par måneder inde i året, udnævne Informations Anton Geist og Ulrik Dahlin til favoritter til Cavling-prisen for 2011.

De har egenhændigt grebet fat i skandalen om statsløses manglende tildeling  af statsborgerskab - og i ganske lang tid ganske alene (og jeg har da også tidligere skældt ud over andre mediers træghed i sagen) fuldt op på sagen.

Og nu gennem de sidste par uger, hvor sagen endeligt har rullet i alle medier - formår de stadig at være spydspids i at finde nye oplysninger i sagen.

Igår havde de ganske fantasifuldt søgt aktindsigt i Sverige, for nu at finde ud af hvornår Birthe Rønn Hornbech vidste hvad, når nu hun ikke vil sige det til hverken det danske Folketing eller journalister. Og idag sørger de lige for at sætte DFs påstande om uvidenhed i relief.

Med andre ord, selvom det efter lang tid er lykkedes at sætte det store mediemaskineri i gang, lykkes det stadig for de to at være et skridt foran i afdækningen af denne større og større skandale (- som nogen (i al ubeskedenhed) dog opfattede det mulige omfang af relativt tidligt....).

Og det synes jeg sgu er imponerende. Og der er godtnok over 10 måneder til, at næste pris uddeles, men det bliver altså svært at overgå deres præstation i år.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er altså ret god embedsmandshumor. Eller er det?

Departementschef Claes Nilas vil ikke udtale sig til Politiken i statsløse-skandalen. Med denne begrundelse:

Claes Nilas oplyser gennem ministeriets pressechef, at han ikke vil lade sig interviewe, fordi Birthe Rønn Hornbech tager sig af kommunikationen med pressen.

Det er godt nok absurd teater, de står for, derinde.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En behjertet anonym leverede en kommentar, som jeg i første omgang næsten troede var noget automatisk posted spam, og jeg regnede med at den ville slutte med at jeg kunne få millioner af $, hvis bare jeg sendte mit kontonummer med videre til en adresse i Elfenbenskysten.

Men det viste sig rent faktisk at være et CV for gode, gamle Billy Adamsen - undskyld, Doktor Billy Adamsen - placeret på et hockey-agent firma, hvor han åbenbart er partner. Naturligvis for den ikke for lidt i CV'et - man skal jo ikke sætte sit lys under en skæppe - eksempelvis fremstår han stadig som rådgiver for Tony Blair-regeringen. Realiteten i den historie er vist noget i stil med, at han sad ude i venteværelset og råbte "gode" råd.

Anyway, her er hele hans CV, skrevet i Dr Adamsens sædvanlige ydmyge stil:

Dr. Billy Adamsen serves as the Director of European Operations for O2K Worldwide Management Group. Dr. Adamsen will oversee all aspects of O2K's business, contract negotiations, sports marketing, player development and wealth management in Europe.

Dr. Adamsen recently was the Executive Director for the brand new multimillion dollar Malmo arena in Malmo, Sweden. The arena currently serves as the home for the Malmo Red Hawks. Dr. Adamsen is also a Partner in Denmark’s oldest Public Relation and Public Affairs agency, Sylvester Hvid & Co. and serves on various government boards and committees in Scandinavia and Europe.

Dr. Adamsen is well respected for his work in amateur and professional hockey throughout Scandinavia and Europe. In his past he’s served as an Executive Director for a Danish Ice Hockey Club and for various sporting events and organizations throughout the world.

In addition to Dr. Adamsen’s passion for hockey, he has also worked within politics and science. For more than 6 years he was the personal Adviser to the Danish Prime Minister and has been Adviser for The British Labour Government. Dr. Adamsen was a Professor at the University of Copenhagen and Copenhagen Business School where he conducted research on subjects such as Politics, Management and Communication, Culture, Media and Mass Communication and Sports Psychology and Language. He is an author and has published more than five books on these subjects and is an expert on how to turn organizations into a winning organization with a winning culture and image.

Dr. Adamsen has a Bachelor degree in Language Psychology, Master Degree in Mass Communication, Media & Culture and a PhD in Politics, Management and Communication from the University of Copenhagen. He has also been a research student at the University of California, Los Angeles (UCLA) where he conducted research on Media, Politics and Sports.

Jeg blev lidt nysgerrig omkring de her more than 5 books on these subjects - af Doktor Billy Adamsens bøger kender jeg nemlig kun til én, den berømte Spindoktor, hvor han gør det tydeligt, at han - naturligvis - var det eneste som fungerede i Poul Nyrups statsminiterium. Så jeg slog ham op på Wikipedia, hvor han står som forfatter af 5 bøger (det er jo næsten også mere end 5) - de 4 første lyder også ufatteligt interessante, nemlig:

• TV - en god babysitter
• TV og Computeren - gode babysittere
• TV-valg og TV-vælger
• En enkel sag - en tanke om enkeltsager og politik

Jeg håber bare at han en dag vil skrive en bog med Brian Mikkelsen, det tror jeg kan blive nærmest samfundsomvæltende litteratur. Ren Nietzche!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor kammeradvokaten skal forsvare lichen, den tidligere velfærdsminister, Karen Jespersen for hendes svinske beskyldninger. Som sådan set ikke havde noget med hendes ministergerning at gøre, men blot var en udløber af hendes formørkede sind.

Endnu mere absurd er det, at den forurettede, Zubair Butt Hussain, som har vundet sagen i byretten (og jeg kan næsten ikke forestille mig, at han ikke også får medhold i landsretten) står til at blive den store taber, økonomisk. Han regner med at ende med at have brugt en kvart million på sagen - hvoraf Karen Jespersen skal betale 31.250, som sagen står nu.

Derudover er Karen Jespersen dømt til at betale 4 dagbøder af 250 kr..... - det vil sige hun ialt må slippe kr 32.250. En brøkdel af hvad den forurettede må bøde.

Og så kommer staten - skatteborgerne - til at have brugt over 300.000, sikkert tættere på en ½ million.

Det er ret svært at finde nogen rimelighed i det.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er tale om en Sankt Bernhardshund fra alperne, som er omskolet af ejendomsmæglere -  så i stedet for tønder med cognac bærer den rundt på vigtige papirer, som den kun udleverer på den rette befaling.

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg for et par uger siden skrev et indlæg om Mubarak under overskriften En gal mand, havde jeg ærligt talt ikke regnet med, at jeg nu kort efter er nødt til at overtrumfe den overskrift, med en ny leder fra Mellemøsten.

Men de sidste dages billeder af Gaddafi levner desværre ikke meget tvivl om, at manden er bindegal.

Først billederne igår, hvor han sidder i en faldefærdig pickup-truck i en faldefærdig garage og en paraply, og regnen der drypper ned mellem huller i taget - og taler om at han da gerne ville passiare med de unge mennesker, men at det jo regner.

Og så billederne i dag, fra hvad der ligner en faldefærdig svømmehal, hvor han i 1½ time skælder ud på alt og alle - og mest af alt ligner en mellemting mellem en parodi på en lommediktator optaget til et lowbudget satireprogram og en scene fra Der Untergang.... (jeg er da også sikker på at den optagelse i fremtiden vil blive tekstet på mange kreative måder, ligesom med Der Untergang.)

Det ville være forrygende morsomt, hvis det ikke samtidigt var så tragisk. Især hvis historierne om de importerede lejesoldater fra det sorte Afrika er sande, hvad de desværre nok er. For under normale omstændigheder må man formode, at en hær ville sige fra, hvis den blev sat til at nedslagte egen befolkning - men det kan man ikke regne med med lejesoldater, som hvis Gaddafi har valgt dem omhyggeligt, sikkert endda nærer et had til arabere.

Så i Libyens tilfælde er det ikke nok at militæret forholder sig passivt, eller desserterer. De er simpelthen nødt til at gå over på befolkningens side, og imod den gale diktator, Gaddafi.

Der som tingene ser ud nu, om meget få dage vil få sit eftermæle. Og på den positive side, kan man sige at han ihvertfald ikke pralede af sin luksus - for det har godt nok været ydmyge omgivelser han har ladet sig fotografere i de sidste par dage.

På den negative side, vil han nok fremstå som Afrikas galeste diktator og slagter siden Idi Amin - og det er en bedrift, for der er for eksempel også en Robert Mugabe at konkurrere med.

Og med brugen af lejesoldater og bombninger af egen befolkning kan man godt frygte at han kommer til at overgå Idi Amin.

(Som afslutning ville jeg jo gerne finde en af de to taler - men jeg allerede kun finde ting i satiriseret version - jeg er ikke sikker på jeg ville have valgt klippet herunder, ellers, situationens alvor taget i betragtning. Men det er sådan set ramt meget godt på kornet.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ungdommen i dag er som bekendt historieløs, ikke mindst naturligvis indbyggerne i vor hovedstad København. Derfor har jeg tænkt at lave nogle indlæg om mere eller mindre kendte steder i København, som jeg synes folk ved alt for lidt om.

Dette første indlæg skal handle om et sted vi alle kender, de færreste har dog i dag nogen anelse om hvilken uhyggelig fortid stedet har. Men allerede i 70'erne, i min barndom, havde jeg en anelse af frygt for stedet. For jeg kan huske min mor tog mig med til demonstrationer på Rådhuset mod nedskæringer i børnehaver - demonstrationer vendt mod den datidige borgmester på området, Pelle Jarmer. Pelle Jarmer havde jeg en opfattelse af var en meget ond mand, husker jeg - og han havde et meget specielt skæg, som gav ham et dæmonisk udseende, så ham frygtede jeg.

Og da det gik op for mig, at der var noget som hed Jarmers Plads tæt på Rådhuset, troede jeg det var Pelle Jarmer den var opkaldt efter. Og det undrede mig at man ville opkalde noget i København efter sådan en ond mand. Men den historiske sandhed bag dette område mellem indre by, Ørstedsparken og H.C. Andersens Boulevard er meget værre. Meget, meget værre.

Absalon og Valdemar ydmyger Svantevit

Historien tager sin begyndelse i det Herrens År 1168. Københavns grundlægger, biskop Absalon, og Kong Valdemar den Store, er på korstog mod det slaviske folkeslag, venderne, i Østersøen. Her ødelagde de vendernes storborg på Rygen, Arkona, i en massakre som bedst kan sidestilles med Karthagos ødelæggelse.

Men måske værst - danskerne ydmygede de hedenske vendere, og brugte deres statue af deres 4-hovedede afgud, Svantevit, som brænde til deres sejrsfest. Og øen Rygen - idag del af den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern - blev lagt ind under Roskilde Stift.

Men vendernes ypperstepræst, Jaruslaw, svor hævn over danskerne. Dette lod sig ikke i første omgang gøre, men eden går i arv, og 3 generationer senere kan Jaruslaws oldebarn, Fyrst Jaromar d. 2 af Rygen - også kendt som den danske Dracula - føre hævnen ud i livet.

På det tidspunkt, midt i 1250'erne, ligger den danske kong Christoffer I i borgerkrig med den onde biskop Jacob Erlandsen. Christoffer en gift med en vendisk kvinde, Margrete Sprænghest, som er kusine til Fyrst Jaromar - et forræderi, føler Jaromar. Fyrst Jaromar, som foregiver at være kristnet, men i virkeligheden stadig tilbeder sine forfædres afgud, går i forbund med biskoppen, og efter at have brændt kongens borg Lilleborg på Bornholm, får han afgørende nyt.

Han finder ud af at kongens søn Erik (den senere kong Erik Klipping) er på vej hjem fra det syvende korstog i det Hellige Land, og sender besked til dele af sin familie, som flygtede mod syd efter Arkonas ødelæggelse, at de skal tage Erik til fange. Dette lykkes for dem, Erik tages i Rumænien, og holdes fanget i en borg i Karpaterne. Det kan faktisk meget vel være samme borg som den senere notorisk berømte fyrst Vlad III - bedre kendt som Dracula - besad, da fyrst Vlad sandsynligvis var af vendisk afstamning. Men det vides nu ikke præcist.

Hvorom alting er, Eriks tilfangetagere klipper venstre ringfinger (med signetring) af ham (heraf får han senere navnet Klipping) og sender den til fyrst Jaromar som bevis på tilfangetagelsen.

Jaromar drager med sin hær til Sjælland og kræver forhandling med kong Christoffer. Hvor han fremviser beviset på at Erik er i hans magt.

Rystet trækker kongen sin hær tilbage, ind i København, mens Jaromar følger efter ham, og gør lejr uden for byen. Her beordrer han et tårn opført, 20 meter højt bliver det, med en enkelt vindeltrappe op, og et fladt tag, uden brystværn. Det er indrettet så beboerne i København kan se hvad der foregår. På taget opføres en statue af Svantevit, samt en mængde instrumenter til påførelse af smerte og ydmygelser.

Og de næste 2 år sker det dagligt at Jaromars folk kører i vogne til København og tager tilfældige borgere til fange, hvorefter de bringes op i tårnet, og torteres i 4 døgn - et døgn for hvert af Svantevits ansigter. Borgerne i København kan følge med i alt hvad der foregår, og kan høre skrigene fra de tilfangetagne, som oplyses med fakler om natten, så intet skal være dem skjult. Efter de fire døgn dræbes de af fangerne som ikke er gået til under pinslerne, og ligene smides i den nærliggende voldgrav - som idag er en sø i Ørstedsparken.

Efter nogle måneder inficeres København også af udøde som vandrer i byen om natten - levende døde som vil spise af de stadigt levende - måske endda deres familie - for på en eller anden måde at bevare en tilknytning til det liv som er blevet dem frarøvet. Eller måske er det blot en forbandelse kastet over dem, under tilbedelsen af Svantevit. Hvad årsagen til de udøde end er, byens borgere laver et værn, kaldet Soning (det senere Zonen, som blev slået sammen med Falck i det 20. århundrede), som skal holde de udøde ude af byen om natten.

Kongen har beordret sin hær til at være passiv - han er for bange for, hvad Jaromar ellers kan finde på at gøre ved hans førstefødte søn. Dette kunne have varet ved i mange flere år, men så får kongen glædeligt nyt - det er lykkedes Erik at flygte, og han er nu på vej hjem.

Straks kalder Christoffer hæren sammen, og gør udfald mod Jaromar. Men hæren er demoraliseret, og mange er sprunget fra, efter i flere år intet at have at gøre, bortset fra at se på Jaromars grusomheder. Det går derfor dårligt for kongens folk. Men en lille enhed, anført af kongen selv, kæmper sig vej til tårnet, og op i det.

Her lykkes det kongen at smide fyrst Jaromar ud fra tårnet. Ved synet af deres leders fald og død går der panik i de vendiske tropper, som derefter let hugges under fode - de få overlevende flygter mod Sverige.

Men Christoffer er blevet dødeligt såret af en vendisk klinge under kampene - sandsynligvis var den forgiftet, det kan dog også bare være en infektion. Men han ønsker at se sin søn inden sin død, og da han ved at denne vil komme hjem gennem Jylland, beordrer han, at han selv skal fragtes til Ribe.

Det må betegnes som et mirakel at han overlever turen, men det lykkes faktisk at nå frem, nogenlunde samtidig med at Erik når hjem til Danmark. Og de to genforenes, hvorefter kong Christoffer får fred.

Roskildes biskop, Peder Lang, messer for de døde, og dette får episoderne med udøde til at ophøre. Tårnet og området omkring erklærer han for evigt forbandet for de ugerninger som blev forøvet der, og han byder at området aldrig må bebygges. Hvilket det aldrig er blevet - selv ikke da Københavns volde gik ved området - da holdt man et område åbent der i hjørnet - Jaromars Åbning, som den kaldtes, hvor Pisserenden med Skt Pedersstræde endte.

Tiden gik, og Jaromars Tårn - som efterhånden blev kaldt Jarmers Tårn, faldt mere og mere sammen. Stenene blev ikke genbrugt, som man ellers normalt ville med sten af den kvalitet, men blev smidt ned i samme sø, hvor ligene efter Jaromars grusomheder endte. Men de nederste ruiner af tårnet er stadig at finde, midt på det som idag hedder Jarmers Plads - hvor et utal af mennesker i dag dagligt passerer forbi, uden tanke for de uhyrligheder som udspillede sig for 750 år siden.

Ruinen og pladsen er så iøvrigt ikke det eneste vidnesbyrd vi i dag har om ugerningerne. Ordet jammer kommer oprindeligt fra den klage man kunne høre fra fangerne på tårnet, og ordet vendekåbe - venderkåbe - var oprindeligt betegnelsen for et torturinstrument; en slags dragt med blylodder i bunden og søm som vendte indad.

Hvad mange ikke er klar over er, at der er ganske åbent til at gå ind og besøge tårnet - og sende en tanke til de som måtte lade livet der. Og det synes jeg godt vi kunne gøre en gang imellem!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Information fremturer, og fortæller at det var i 2002 Integrationsministeriet begyndte at give afslag på ansøgninger om statsborgerskab til statsløse. Pudsigt nok lige efter at vi havde ratificeret endnu en konvention, om at statsløse skulle tildelses statsborgerskab.

Dengang var Integrationsministeren Bertel Haarder. Og han siger ganske vist, at det kender han ikke noget til.

Bertel og Birthe træner en antijournalist-kata.

Spørgsmålet er - hvem tør gå ham på klingen, og virkelig spørge ind til det? Måske mens der er Fjernsyn for dig eller noget andet Bertel Haarder virkelig meget nødig vil gå glip af...

Er der nogen journalister i dette land som overhovedet tør vove pelsen? Rasmus Tantholt hvis han er hjemme, måske? Eller en chance for et comeback til Jeppe Nybroe?

Men det helt, helt store spørgsmål for mig er - hvis nu Birthe Rønn Hornbech og Bertel Haarder indgår en alliance - ryg mod ryg tager de imod journalisterne. Er der overhovedet en eneste jornalist som ville turde gå ind til den duo?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er mindst lige så optaget af udviklingen i Libyen, som jeg var i Ægypten. Og begivenhederne virker til at være mindst lige så dramatiske. Og meget mere tragiske - dog tror jeg på en lykkelig udgang der, og et farvel til Gaddafi. (Jeg synes dog stadig Stones skulle tilbyde Gaddafi en plads i bandet - det mener jeg må kunne slutte hele situationen af på en fredelig måde!)

Men det er forbandet svært at få sin lyst til nyheder fra landet dækket - i Ægypten kunne man følge med 24/7 på Al Jazeera, i Libyen kan man ind i mellem høre mere eller mindre løse rygter. Og det gør det også ret svært at blogge om, selvom jeg egentligt gerne ville. Men det kan næsten ikke blive andet end en gentagelse af selvfølgeligheder grænsende til ligegyldigheder. Så det er frustrerende. (Og, ja, jeg ved det er luksusproblemer i forhold til de som rent faktisk gør noget dernede!)

Benghazi - det kan ikke udelukkes det kan blive et turistmekka.

Men lidt fakta kan man da altid viderebringe. For eksempel blev jeg tidligt i forløbet ret nysgerrig omkring den her by, Benghazi, som har været den mest aktive i oprøret. Og det var også meget udmærket at få checket op på, for det fortæller lidt om baggrunden for at oprøret startede der, i Libyens næststørtse by: der har nemlig tilsyneladende altid været en form for konkurrence og måske endda had mellem hovedstaden Tripoli, og to'eren Benghazi.

Faktisk var det sådan, under det tidligere kongestyre, at Benghazi nærmest delte hovedstads-titlen med Tripoli, blandt andet fordi kongefamilien residerede i Benghazis provins, og havde et nærmere tilhørsforhold til området.

I det hele taget vil jeg ikke bare ignorere Gaddafis søns udtalelser, om at hvis man vælter styret (Gaddafi) vil det føre til borgerkrig. Det er sandsynligvis rigtigt at landet er meget stammeopdelt - ihvertfald i de sydligere regioner, men de er på det nærmeste mennesketomme. Tilgengæld er der masser af olie.

Under alle omstændigheder, hvad enten der er en risiko for ufred efterfølgende eller, giver det ikke Gaddafi ret til at blive siddende på en trone han selv har tilranet sig - når folket ikke vil have ham. Og at bombe befolkningen med MiG'er, eller hvad han nu bruger af fly (Berlusconi har vel også foræret ham nogle F16'ere?)... det hører ligesom ingen steder hjemme. Så er man en slem Gaddafi.

Og det synes jeg egentligt godt vore heltemodige ledere i den vestlige verden kunne fortælle ham en anelse klarere.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kan ikke forstå der er så meget røre om den kamp i morgen - burde FCK ikke være storfavoritter? Jeg er ikke engang sikker på jeg har hørt om Sjælsø F.C. før.

Hvis det nu var BK Esrum Sø, så ville jeg være mere nervøs på FCKs vegne!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Brazil er en af mine absolutte yndligsfilm, overhovedet. Jeg har dog haft det sådan med den de sidste 10 år, at det er som om den er blevet overhalet af virkeligheden. Som om det, som i 80'erne var langt ude sarkasme og fiktion i dag er den daglige virkelighed. Og det har på en eller anden måde lidt ødelagt filmen.

Tag nu Politikens vanvittige historie i går: nogle flyttefolk stoppes rutinemæssigt under klimatopmødet - da de skal checkes får de inde på centralen galt fat i den enes navn, og tror han er eftersøgt terrorist. Hvilket straks får alle alarmer til at bimle, flyttefolkene samt deres familie isoleres i total guantanamostil, med pisning i flasker med bind for øjnene og arme på ryggen i håndjern - og fru Pedersen på 65, som de skulle flytte for, udsættes for samme behandling, med sine 2 kunstige knæ.

Fuldstændig forrykt. Men det er beskrevet før i starten af Brazil - som handler om den eftersøgte VVS-mand Archibald Tuttle og myndighedernes forsøg på at fange ham. Men på grund af en bug i systemet - bogstaveligt talt - kommer de istedet til at gå efter Archibald Buttle. Med fatale følger til følge...

Se eller gense de første 5 minutter af Brazil herunder, og døm selv om det ikke i forbløffende grad minder om politiet i Danmark (med en Brian Mikkelsen smidt ind for good measure) anno 2009.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Min morfar døde for 25 år siden. I en periode derefter var det som om hans enke, min mormor, livede op og begyndte at udfolde sig.

Ikke meget underligt i det. Men efter kort tid begyndte hun ikke at kunne huske ting, og hun begyndte at gentage sig selv. Hvilket var begyndelsen på et mareridt af demens der skulle komme til at vare små ti år, de sidste fyldt med had og forbitrelse hos min mormor og spejlet i hendes børn.

Det var virkelig ikke kønt, og jeg overvejede flere gange i fuldt alvor hvordan man kunne slå hende ihjel - uden at nogen ville lide og uden at jeg ville blive busted og uden at jeg ville fortabe min sjæl for evigt. Jeg fandt aldrig en måde. Men hun døde altså i sidste ende - fik fred er ikke et forkert ord, selvom hun absolut ikke var villig til at gå.

Idag er jeg og ungerne på besøg hos min mor. Hvor vi overnatter. Hvilket hun indenfor den første halve time vi var her, talte om vel nok var godt, fordi det bliver så koldt i nat. Og talte om igen. Og igen. Og igen. Og igen. Uden erindring om at have talt om det før - selvom det burde kunne huskes da det de første gange ledte til samme joke fra den ældste (at 15 grader da lød varmt - for der blev ikke sagt minus). En joke som efterhånden stivnede hos ham i undren.

Og i løbet af aftenen har der været mange andre emner, som er blevet taget op... igen og igen.

Og jeg kender det, jeg genkender det, og er lige nu fyldt med frygt. Og jeg fatter ikke hvordan korttidshukommelsen i den grad kan forsvinde på de 10 dage der er gået siden jeg så hende sidst - hvor hun virkede frisk nok. Men lige nu virker den godt på vej væk.

Jeg kan håbe og bede til, at der er tale om en endagsforestilling. Måske tager hun noget medicin, jeg ikke kender til? Måske... jeg ved ikke.

Jeg ved hvad jeg lige nu tror. Og det var ved grød noget jeg aldrig håbede skulle ske. Aldrig, aldrig, aldrig.

Og - det er vel også noget jeg ret hurtigt må prøve at erkende - og konfrontere hende med. For muligvis er der medicin, der i det mindste kan forsinke det. Ligesom der - hvis det er havd jeg frygter - nok også er ting, det vil være godt hvis hun får gjort, mens tid er.

Og et eller andet sted, som en egoistisk ting, ligger der den erkendelse - at hvis det skete for min mormor, og det sker for min mor - hvad sker der så for mig om 20-30 år. Og hvad vil jeg gøre ved det. Og bør jeg undersøge det nu.

Men selvfølgelig er de mest umiddelbare tanker hos min mor - som jeg virkelig ikke ønsker det skal ske for, og jeg ønsker virkelig ikke mine børns billede af hende som hun har været for dem skal ødelægges, som jeg ved det vil blive, hvis det jeg frygter, sker.

[Opdatering, 3/3 2011] Her er en lidt opdateret status på det hele.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.