Jeg fik lige et flashback i dag. Hvor jeg kom i tanke om, at en af de første computere jeg havde en del at gøre med fatisk hverken var en mainframe eller en ZX81 - men en Chess Challenger.

Det var ganske vist ikke min, det var min bror der fik den. Han som ellers i lang tid derefter, op gennem 80'erne og godt ind i 90'erne, skulle være computer-fornægter.

Chess Challenger - elegant, ikke sandt?

Det var nemlig ham der var den skakinteresserede, og han var vist faktisk ganske god. Spillede i klub en overgang, og spillede simultan mod Bent Larsen + diverse russiske skak-koryfæer på Land & Folk-festivalen. Altså - det var ikke ham der spillede simultan, det var stormestrene, min bror var en af de mange - men alligevel.

Og han har altid kunnet banke mig totalt i det spil; jeg er så også allerhøjest en ok spiller til husbehov.

Men altså - min bror fik den her computer på sin fødselsdag (tror jeg, ellers jul). Og jeg tror han må have været omkring 14 og dermed har jeg været 9-10. Og så har det været omkring 1978.

Og jeg fik som regel lov til at låne den, når jeg var ved min far & ham. (Mine forældre var skilt, og han var hovedsageligt hos vores far, mens jeg hovedsageligt var hos vores mor). Faktisk tror jeg ret hurtigt han mistede interessen for den.

Det gjorde jeg ikke. Jeg fandt ud af at jeg let kunne slå den på 1. niveau, og som regel på 2. - der var 7 niveauer i det hele, men et par af dem var dedikeret til problemskak (altså mat i 2 træk, og den slags opgaver).

Jeg blev ikke meget bedre til skak, tror jeg, men jeg fandt ud af en del om computeren. For eksempel, at hvis jeg fulgte bestemte åbninger, lavede den 9 ud af 10 gange de samme træk, som endte med at give mig en fordelagtig stilling - så det spillede jeg som regel.

Og man kunne programmere den, og sætte sin egen stilling op - alt sammen med et display som kunne vise ialt 4 cifre eller tal (gammeldags lommeregner agtigt). Og med nogle taster som var tryk"følsomt" plastik - altså man skulle trykke hårdt på plastikken for at aktivere en kontakt nedenunder. Og elektroniken har fyldt en del - men så var de så smarte at komme et skakbræt henover den, med magnetiske plastikbrikker. Jeg kan næsten fornemme lugten af al den plastik endnu.

Jo, det var faktisk en fascinerende maskine, som jeg pludseligt kom i tanker om. Og så kunne jeg endda finde billede af den - for jeg er ret sikker på, den maskine på billedet her er præcis samme model.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.