Leoparddrengens
Public Key
Leoparddrengens Hjerte
Leoparddrengens bankende hjerte
banker for dig!

fredag den 22. maj 2009

Mobil applikatør

1 kommentar
som jeg skrev for nylig, kunne jeg godt have lyst til at prøve en telefon der kan lidt mere end min gamle Nokia. Og helst en android-kørende, da jeg jo er meget til Google og ikke så meget til Apple (computernørden i mig).

Well, der er jo stadig ingen android-kørende telefoner i Danmark, men nu har jeg opdaget at man kan downloade et gratis SDK, og programmere applikationer til den.

Så nu har jeg foreløbigt downloadet det, og vil kigge lidt på dokumentationen. Det kunne faktisk være et ret spændende hobby projekt, det åbner jo for mange muligheder - i sær da der også er integration til en del google-tjenester.

Så nu mangler jeg bare lidt inspiration til hvad der kunne fikst på sin mobil, så laver jeg sgu en killer app!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hovedbanegård

Ingen kommentarer
Jeg lovede for snart længe siden, at vende tilbage omkring spillet Hovedbanegård - det må vel efterhånden være tid.

Spillet er et, i al beskedenhed, genialt og enkelt spil; samtidig kan man lære meget om den person som spiller spillet; og sidst, men ike mindst, kan det være en æstetisk nydelse.

Nu skulle man måske tro, at det var mig selv der havde opfundet spillet, men det er nu ikke tilfældet. Men jeg har indført det i Danmark, sidst i 80erne (og det blev kåret til årets spil på Erebors julefrokost i - tror jeg det var - 1988). Det oprindelige spil er engelsk, og hedder Finchley Central - og er således i virkeligheden fejloversat; jeg troede Finchley Central var en vigtig station i Tuben, men det ville vist være en overdrivelse. Men faktisk mener jeg et sted at denne fejloversættelse har givet spillet en del ekstra charme.

Som sagt er det et meget æstetisk præget spil. Der er faktisk de, der mener det mere handler om hvordan man spiller spillet, end om man vinder, der er afgørende. Det er dog noget vrøvl - som i alle andre spil er det vigtigste selvfølgeligt at vinde. Men det er rigtigt når det siges at der er meget begynderheld i spillet; faktisk ses det ofte at begyndere vinder de første 3- spil uden besvær, men af en eller anden grund bliver man ofte pludseligt dårligere, når man begynder at forstå de dybereliggende aspekter i spillet.

Men, til reglerne: de er absolut simple - der er faktisk kun to af dem. Der findes så forskellige varianter (for eksempel om spiller med trinbræt), men hvis man skal spille en variant skal det aftales på forhånd, inden spillet starter. Reglerne er som følger:
  1. Hver spiller siger efter tur en station i det københavnske S-togsnet
  2. Den første spiller til at sige Hovedbanegården har vundet.
Simplere kan det jo ikke gøres! Alligevel opstår der ofte misforståelser, og folk prøver at introducere regler, som ikke findes, fordi de tror de er logiske. For eksempel er der mange der vil hævde, at man ikke kan sige den samme station flere gange i træk, men naturligvis kan man det! Der står intet i reglerne om at man ikke kan!

Et eksempel på et spil med 3 spillere kunne f. eks. tage sig sådan ud:
  1. A: Vanløse, B: Klampenborg, C: Solrød Strand
  2. A: Peter Bangsvej, B: Høje Tåstrup, C: Køge(!)
  3. A: Virum(?), B: Vallensbæk, C: Solrød Strand(!)
  4. A: Holte(??), B: Dybbølsbro, C: Hovedbanegården
Her ses hvordan C med den kendte Køge/Solrød Strand manøvre åbner en flanke; a spiller mildest talt ikke synderligt godt, fjumrer lidt rundt, og gør intet for at dække op. B startede ud med at prøve at tage så mange endestationer som muligt - altid et fornuftigt udgangspunkt - men, må opgive, og prøve at forhindre C, men det er for sent, og C vinder i overlegen stil.

Jeg håber at den smagsprøve har givet folk lyst til at forsøge lidt selv, for det er et både lærerigt og fornøjeligt sted, som kan spilles på de fleste steder og i de fleste situationer; og man behøver hverken bræt eller terninger.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dagens navn?

Ingen kommentarer
Jeg er lidt forvirret over hvad status dagen idag egentligt har; i mine yngre dage var det i princippet en dag som alle andre, men det virker mere og mere som om den har fået status af semi-helligdag. Skoler og institutioner holder lukket, og nu er bankerne og børserne også begyndt på det(?).

Men hvis det skal være en helligdag skal den vel også have et navn, ikke? Men hvad skal det så være...? Jeg har et par forslag:

Dagen efter kristihimmelfut (mundret, og bruges allerede)
Vi-gider-sgu-da-ikke-arbejde-når-vi-kan-få-mega-lang-weekend Dag (det ærlige)
Ville-gerne-arbejde-men-er-nødt-til-at-blive-hjemme-og-passe-børn Dag (den mindre ærlige)
2. Kristi Himmelfarts Dag (den systematiske, men kræver også omnavngivning af Kristi Himmelfart, til 1. Kristi Himmelfarts Dag)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 21. maj 2009

Der er noget om snakken...

2 kommentarer
Vi var så på Bakken i dag; jeg, min mor og ungerne. Perfekt timet; ikke for varmt, ikke for koldt og ikke for mange mennesker. Og vi nåede (næsten) hjem inden regnen for alvor begyndte.

For den ældste var det jo et lykkeligt gensyn; for den yngste et herligt første møde. Han har ganske vist været der før, men det var han for lille til at kunne huske.

Og herligt at kunne se konturerne af, om et par år at kunne overlade dem til hinandens selskab, mens man som bonus pater familias sidder og pimper fadøl. Men indtil da er man jo tvunget til at være lidt aktiv, og tage del i nogle af forlystelserne.

Og det er også fint nok, så længe de endnu ikke er på de mest halsbrækkende og kvalmende ting; indtil videre er det hårdeste racer-bilerne, og de har også altid været mine egne favoritter.

Vi endte også op med at spise derude (det plejer vi ellers ikke), og jeg blev faktisk overrasket over at kvaliteten ikke var dårligere; faktisk rimeligt ok mad i forhold til prisen; ikke at den ville vinde nogle kokkekonkurrencer, men der var bestemt spiseligt, og god betjening. (Men meget mærkværdigt anrettet!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 20. maj 2009

Min skoletid

2 kommentarer
Som jeg har truet med er jeg i et retrospektivt hjørne for tiden; så lad os få dækket de 9 år, der har mærket mig mest fra barndommen - på godt, men især ondt. Vær advaret, beretningen vil til tider virke som én lang jammer, men det er svært at komme udenom.

Og den slutter positivt...

Den begynder en augustdag midt i 70'erne, i solskin. Jeg er spændt, men først og fremmest nervøs og skræmt, for det er min første skoledag. Men det går jo fint, og det gør den første tid også; og jeg finder ud af der ikke er noget at være bange for (tror jeg), og at jeg godt kan lide at lære, og at jeg godt kan lide at lege i skolegården.

Jeg kan huske vi leger meget hele klassen, også meget på tværs af piger/drengeskel - meget mere end det er mit indtryk det sker i min søns skole i dag.

Vores klasselærerinde er en sød, ældre dame, hedder Frk , så det er trygt og godt. Og min matematiklærer - som jeg kommer til at have længe, og er den lærer jeg har de bedste minder om, har et mega langt rødt skæg, og ryger pibe når han er gårdvagt.

Jeg lærer hurtigt - som jeg husker det havde jeg ikke rigtigt nogen skolefærdigheder inden skolen (i modsætning til for eksempel mine egne børn i dag), men det er som det skal være. Jeg kan huske, at jeg er meget stolt, da jeg vinder den kolosale musetrappe vi har lavet i fællesskab i klassen til jul; vi skal gætte på et tal mellem 1 og 21, og jeg tager det bogstaveligt og regner ud at tallet midt imellem er 11, så det gætter jeg på. Og gætter rigtigt (Frk siger ganske vist det ikke var sådan ment, men det er resultatet der tæller.)

Men efter nytår er der ikke mer Frk - hun går på pension. I stedet for vi en ung lærer (og nu er det ike længere lærerinde, selvom hun også er hunkøn). Hun er som sådan også god nok - men ikke den samme afslappede, jeg-ved-hvordan som Frk . Og efter vi har haft hende et par år, ser vi hende næsten ikke mere - hun er konstant på barsels- eller sygeorlov.

Men indtil engang i 3. klasse, er alt sådan set storartet. Det fungerer godt socialt; fagligt er jeg den bedste i klassen på alle punkter bortset fra idræt, men det er nu ikke fordi jeg er dårlig der; er altid en af de første valgte i fodbold, og er tredjebedst i løb og den bedste i længdespring. (Kast er dog altid min akilleshæl, der er jeg klart dårligst).

Men derfra begynder det at skride - af forskellige årsager. Men til at starte med, er det nok, at jeg får en ny interesse - bøger. Jeg gennemtrawler det lokale børnebibliotek for alt hvad de har; til at starte med klassikere som De 3 Detektiver, og Enid Blytons samlede værker; ikke kun De 5, men det hele S.O.S (syv og Sofus), "Den Hemmelighedsfulde "-serien og hvad de hedder allesammen. Min rekord er at læse syv (7) bøger på en dag. (Men det var vist også S.O.S bøger og de var ret korte, og med store bogstaver; egentlig under min værdighed på det tidspunkt, men hvad - det var ord på et papir).

Gik senere over til Science Fiction og mere esoteriske bøger.

Og det var jo fint nok - bortset fra, at jeg jo så ikke havde lyst til at deltage i socialt liv uden for skolen, jeg ville hellere bare hjem og læse.

En anden ting var at jeg begyndte at blive nærsynet; hvilket jeg først ikke var klar over, og jeg kom vist ikke til sundhedsplejersker nogle år. Men i tilbageblik kan jeg se, at mit idræt (fodbold!) begyndte at blive dårligere og dårligere - af den simple årsag, at jeg efterhånden ikke anede hvem jeg skulle aflevere til. Og det betød forbandet meget socialt dengang.

En anden ting der skete, var at flere elever begyndte at forlade skolen; og de hørte allesammen til de både fagligst og socialt mest velfungerende i klassen; jeg ved ikke måske havde deres forældre allerede opdaget noget var galt, eller måske skulle de bare flytte og det var tilfældigt det var sådan det ramte (til at starte med - sidenhen er der ingen tvivl om det var med vilje).

(En af dem der forlader klassen, midt i 4., er i øvrigt den pige jeg er forelsket i; og det var ikke fordi vi var kærester eller talte om det, men jeg tror faktisk det var gensidigt; hende tænker jeg stadig på indimellem - ville meget gerne finde ud af hvad der er blevet af hende.)

Det betød at skellet mellem mig, som altid havde været den bedste, og de som blev tilbage, blev mere og mere udtalt.

Så der er jeg: den mindste i klassen, den mere og mere udpræget klogeste i en mere og mere dysfunktionel klasse, som selvvalgt har skippet en del af det sociale liv udenfor skolen - det kræver ikke den store hovedregning at se, at der står mobbeoffer skrevet på min ryg og pande med meterhøje flammende bogstaver.

Hvad der hjælper en del, er at jeg i starten af 4. klasse for en ven - han går i parralelklassen - som er min totale soulmate. Vi har samme interesser, samme... alt muligt. Vi er bare som skabt for hinanden. (Og hans situation er meget lig min i hans klasse - som er om muligt endnu mere dysfunktionel end min; det var efterhånden en helt igennem forfærdelig skole.)

Så det at være isoleret bemærkes ikke så meget; vi finder sammen i hvert frikvarter. Godt det samme for timerne er ikke sjove længere. Jeg er noget for langt, og de andre er nået for kort. Det er blevet sådan, at jeg på de første dage af skoleåret laver samtlige opgaver for resten af året, og så er den prut slået, fagligt. (Da vi får engelsk i 5. giver det selvfølgelig for en stund lidt udfordring igen.)

Parolen for skolen i 70'erne er jo Ritt Bjerregaards berømte, kulturrevolutionsinspirerede: Det, ikke alle kan lære, skal ingen lære. Og sådan virkede min skoletid faktisk langt henad vejen, fra 4. til midt i 8. klasse.

Dog var min matematiklærer ok, han sørgede for at fylde bøger på mig, fra gamle systemer for højere klasser, som jeg så kunne sidde og arbejde med selv. Det var godt for mig, men gjorde jo sit til at jeg ikke hørte til i klassen.

Så da min vens mor efter et års tid, fandt ud af at hun skulle prøve at gen-finde sammen med sin mand - som uheldigvis arbejdede på Grønland - og hev ham med derop, stod jeg pludselig fuldstændig alene i en skole der ikke sagde mig noget, hverken socialt eller fagligt. Og hvor de andre elever - som heller ikke havde det for godt - jo så kunne bruge mig som offer.

Det var ikke fordi jeg fik bank, men der var verbale ydmygelser ret konstant.

Så - jeg finder det ikke så underligt at jeg var syg en del; noget af det sikkert reelt, noget andet psykosomatisk, men langt det meste decideret pjæk. Hvilket jeg fik lov til af både skole og min mor, for fagligt havde jeg jo ingen problemer.

(En note her, om min mor: for mange vil sikkert have stillet sig spørgsmålet, hvorfor hun dog ikke hev mig ud; det spørgsmål stiller jeg mig da også selv, nogle gange. Men langt henad vejen må jeg forsvare hende med, at jeg var skidegod til at skjule hvor galt det stod til; og jeg havde en eller anden underlig loyalitetsfølelse i forhold til klassen, så jeg ikke ville "bagtale" dem.)

Min ven kommer tilbage fra Grønland efter 1 år eller så, og det hjælper selvfølgelig noget; men ikke meget, for nu får vi ikke længere lov til bare at isolere os.

Efter et år - til starten af 8. klasse - bliver han flyttet over på en anden skole, hvilket får min verden til at bryde sammen. Samtidig får vi ny klasselærer, skolens skræk - med krop, stemme og udseende som Birthe Rønn Hornbech; hun skal vist sætte skik på klassen. Frygteligt, frygteligt synes jeg.

Men hun er ikke så dum; ved den første forældrekonsultation fortæller hun min mor meget direkte, at jeg skal skifte skole, og at jeg ville blive ødelagt hvis jeg blev dér. Det er et chok for mig at få at vide, men i løbet af et øjeblik forvandles det til en usigelig lettelse.

Og det går ret stærkt, så efter nytår skal jeg begynde i den nye skole, som ligger ca 100 meter længere væk end den gamle. Jeg kan huske, da jeg går hjem fra skole inden juleferien og lykkelig for mig selv synger Stones sangen This Could Be the Last Time.

Og jeg begynder i den nye skole, og det er herligt; en klasse med almindelige børn/unge som er åbne og venlige. Jeg får nogle rigtigt gode venner der - den ene ser jeg endnu, ligesom jeg også stadig ser min ven fra den gamle skole, som flyttede.

I modsætning til den gamle klasse er alle drengene her kommet i puberteten, hvilket jeg ikke er; så jeg er endnu mere den mindste end før; men det betyder ikke noget, for de har ikke noget at bevise.

Og en dejlig forårsaften kort før sommerferien er vi på fælles tur til Bakken, og på vej hjem til Klampenborg Station løber jeg forbi/ind i en gruppe af pigerne som går foran, og jeg råber eteller andet i stil med "Hvad så smukke" til den ene af pigerne - som jeg ikke kan huske jeg har bemærket før det øjeblik, og hun kigger på mig med sine smukke dybe brune øjne, og fra det øjeblik er jeg forelsket.

Ulykkeligt, ganske vist, og der kommer til at gå ganske mange år, inden jeg så meget som tør betro hende mine følelser - men ulykkelig kærlighed er bedre end ingen kærlighed. (Hende er jeg iøvrigt stadig på mail med; og helt tror jeg aldrig den kærlighed forsvinder.)

I det hele taget sker der utroligt meget det år jeg går i 8. klasse; det er også der jeg lærer at programmere, og der jeg begynder at spille Dungeons & Dragons; begge ting der betyder meget for mit senere liv.

Og 9. klasse fortsætter på mange måder, 8. sluttede - godt, godt, godt føles det for mig, som har været vant til noget ganske andet. Jeg er dog stadig syg en del, og kan huske jeg en periode er syg i 2-3 uger uden egentlig påviselig grund; for jeg var jo stadig glad for skolen. I dag er jeg ret sikker på det var en depression, og jeg er ganske sikker på de er blevet "indpodet" i mig de tidligere skoleår.

Fagligt hører det med, at jeg selvfølgelig stadig var god; men ikke længere ubetinget den bedste til alt, der er en eller 2 der kan konkurrere med mig. Og geometri er jeg decideret bagefter i starten, en helt underlig følelse.

Nogle ting vender jeg måske tilbage til i nærmere detaljer - men det var grundlæggende den skoletid...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Rammende udtrykt!

Ingen kommentarer

Efter den hårde kritik fra Rigsrevisionen omkring forvaltningen af TV2, ønsker oppositionen at det undersøges om daværende kulturminister, Brian Arthur Mikkelsen (K), kan stilles til regnskab efter ministeransvarsloven.


Til dette siger Henriette Kjær (K): Det vil være kalkunjagt at kaste sig ud i nye undersøgelser.


Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre selv!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Pandoras Æske

Ingen kommentarer
Med mit nylige indlæg, om en grundliggende barndomserindring, føler jeg lidt jeg har åbnet for Pandoras Æske. Jeg har en del af de her ufortalte historier, som nu pludselig presser på for at komme ud. Så det er meget muligt der kommer en del af den slags i den nærmeste fremtid.

Så er I advaret!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Quiz 11: Hvilket bogstav?

Ingen kommentarer
Det er Danmarks frækkeste bogstav. (Hint: det blev i Danmark frigivet i 1948, 21 år før pornoen i øvrigt.)

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 19. maj 2009

Jeg hader at dumme mig

2 kommentarer
Og det i en grad at det indimellem senere har givet mig problemer - fordi jeg derudover har svært ved at indrømme det, når jeg har gjort det. Hvilket bestemt ikke altid er skide smart.

Jeg tror grundliggende det skyldes, at jeg faktisk dummer mig ret sjældent. Og derfor har jeg ikke været vant til at håndtere det som barn, hvilket altså hænger ved. Sikkert lommepsykologi, men hvad ved jeg.

Jeg tror muligvis også det er en af grundende til, at jeg opfører mig sådan lidt ekstremt afvigende, indimellem. Ved at påtage mig denne form for klovnerolle, kan jeg få lov til at dumme mig, men være i kontrol over det - og så er det jo ikke en rigtig dumhed. Mere lommepsykologi...

Anyway: mit første minde om en dumhed: jeg var kort forinden begyndt i fritidshjem (nogenlunde det der idag hedder SFO, dengang var de bare ikke del af skolen), så jeg har vist været lige over 7 år.

Vi skulle lave linoleumstryk - altså hvor vi først udskar motivet fra linoleumsplader. Jeg havde prøvet det én gang før; under alle omstændigheder fik vi igen lange forklaringer om hvordan vi skulle passe på knivene, og altid kød bag kniv etc.

(For de som ikke har prøvet at lave linoleumstryk: det er sådan nogle udhulede syle af forskellige størrelse, man kiler ned i linoleumen og drejer rundt, og dermed skærer motiverne ned i den.)

Når men dethavde jeg jo udmærket styr på, mente jeg. Jeg gjorde jo altid alting rigtigt, dummede mig ikke.

Men pludseligt - ved stadig ikke hvordan det gik til - befandt den her sylekniv sig altså i min venstre tommelfinger, som den jo flåede et godt stykke op.

Min første tanke har været vantro. Den næste (oversat til nudansk) oh fuck, hvordan kommer jeg ud af det her. Dernæst væk!

Så jeg skyndte mig, med den anden hånd dækkende såret, for at dets sprøjt ikke skulle blive for åbenlyst, ud og tog jakke og ike mindst vanter på (det var vinter), fik sagt et hurtigt farvel til en pædagog, og at jeg måtte gå nu.

Jeg må have været ret bleg, og jeg gad vide hvad de siden tænkte om blodet? Det har jeg aldrig fundet ud af.

Så gik jem, mens jeg stramt holdt om min venstre hånd med min højre. Kunne se hvordan den blå vante blev mørkere og mørkere som blodet spredte sig. Jeg vidste min mor var hjemme, men ikke hvordan jeg skulle sige hvad der var sket.

Jeg kommer hjem (det var ca 10 minutter et kvarters gang - i dag vil man nok undre sig over at en 7-årig gik turen selv, men ganske normalt dengang, på Østerbro). Hvor jeg råber Hej da jeg er kommet hjem, og at Jeg gik tidligt i dag.

Hilser lige på hende, med min hånd skjult, siger jeg skal på toilettet, så går der uden at tage overtøj af.

Hvor jeg lirker min venstrevante af - vel i det håb at kunne vaske blodet af og kunne lade som ingen ting. Men er ved at besvime af det syn der møder mig, med vanten nærmest fyldt med blod, som klistrer i foret, og min egen hånd så indsmurt at den for mig bare fremstår som en blodig kødklump.

Med spag stemme for jeg kaldt på min mor, som selvfølgelig bliver forfærdet. Som jeg egentlig husker det viser det sig ikke at være så slemt - hånden bliver vist skyllet, og plaster og gaze på eller sådan, og det var vist sådan set det.

Men det for mig typiske er, at jegaldrig over for hende indrømmer at jeg var klar over jeg havde skåret mig - jeg påstår, jeg ikke havde opdaget det, og det må være sket lige inden jeg gik (det var selvfølgelig også sandt nok, det sidste, men ikke på den måde).

Jeg ved ikke om hun bare troede på mig, eller lod mig "slippe". I retrospekt tror jeg nok det havde været en del bedre for mig, at få frem til overfladen, at jeg altså vidste det, men ikke turde indrømme det, og at det havde været ok, og alle dummer sig indimellem, og at det ikke var noget at skamme sig over. Men dertil kom den historie ikke.

Jeg gik halvhjertet i fritidshjemmet lidt tid endnu, men var aldrig rigtig glad for at være der siden; så jeg kom der mindre og mindre, begyndte at pjække fra det, og endte med at få lov til at droppe det.

En lettelse for mig dengang, men selvfølgelig medvirkende til mit tildels selvvalgte behov for isolering siden.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg ved sgu ikke, om jeg tør se den film

Ingen kommentarer
Jeg snakker om von Triers Antichrist.

Man bør da vel ellers være taknemmelig, når der kommer sådan en film med hård porno, som man nærmest er forpligtet til at se, hvis man gerne vil føle - eller lade som om - man er det mindste kulturelt indstillet.

Og det er ikke fordi jeg er nødvendigvis er skræmt af hverken sex, vold, voldsporno, klitorisafskæringer eller blodstyrtningsejakulationer. Fint nok.

Men jeg bliver sgu nervøs for de her omtaler af, hvordan filmen går ind og er en suggestiv surrealistisk billedeoplevelsesbudskab fra en depressiv hjerne, som mestrer det sprog.

Det kan - helt ærligt - godt bekymre mig om jeg kan holde til. Eller om det vil udløse en jekyll/hyde psykose; eller en total udfrielse; eller noget tredje.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Om mænd, kvinder - og lidt om tis

Ingen kommentarer
I går harcelerede The City Girl på egne og kønsfællers vegne over mænds tilbøjelighed til brug af Sanex.

Interessant, for jeg var ikke klar over det var så udbredt. Men er selv én af dem, og bruger Sanex til det meste: flydende håndsæbe, showergel, hårshampoo, barbergel, deo'er. + sikkert mere jeg har glemt.

Så jeg måtte tænke lidt over, hvorfor jeg sværger så meget til det.

Jeg ved egentlig godt, hvorfor det startede - det er fordi jeg jo har en noget skrøbelig hud, og fik det indtryk at Sanex er rimeligt skånsom i forhold til huden; hvilket jeg også mener de er.

Og, ja, så har jeg da også fundet ud af jeg kan lide produkterne. Og det har altså ikke så meget med økonomipakninger at gøre - selvom, hvis det skal være, er det da ulige meget nemmere at slæbe en dunk hjem, end at skulle huske at købe hvert andet øjeblik.

Nej, det har med at gøre at de er forholdsvis uparfumerede - hvilket sikkert er derfor CG og andre piger ikke synes de lugter godt - for de lugter ikke af ret meget. Hvilket klart er hvad der tiltaler mig ved dem, udover at jeg føler de er rimeligt ok mod min hud.

I det hele taget forstår jeg ikke den overdrevne brug af parfume, jeg mener finder sted. Ikke bare i regulær parfume, men også i alle mulige andre produkter.

For én ting er, at jeg personligt ikke bryder mig om lugten af parfume; der er stort set kun en ting jeg hader mere end at være i IKEA, og det er at passere gennem parfumeafdeling i Illum eller Magasin; men det er muligvis bare mig personligt.

Noget helt andet er, at det ikke er skide sundt, og man risikerer alle mulige allergier, og sikkert også hormonforstyrrelser.

Noget tredje - og for mig det mest uforståelige - er, at de gør det sværere at finde en egnet partner darwinistisk set.

For, som adskillige undersøgelser har vist, er det jo sådan for heteroseksuelle at meget af den første tænding sker ved opfangelse af feromoner, altså duftstoffer. Hvor de i den forbindelse vigtige stoffer hos mænd afsondres gennem sveden, mens mænd tænder på stoffer i kvinders urin.

Så min påstand er, at overdreven brug af parfume kan skjule disse stoffer, og få dig til at fremstå som en anden "feromontype"; og det er ikke særlig smart, da feromonerne er sådan indrettet, at man tænder på immunforsvarsmæssigt komplementære typer - således at ens afkom kan få begge sider af immunforsvaret, og altså være betydeligt bedre dækket ind.

Mit råd er derfor, hvis man gerne vil score den der giver bedst overlevelseschancer for eventuelt afkom: at mænd selvfølgelig er rene, men ikke prøver at dække over frisk sved (men naturligvis sørger for den ikke bliver "gammel", da den lugt der kommer ud af det, ikke har noget med sved at gøre, men er bakterier der begynder at mæske sig, og ikke virker særlig hensigtsmæssigt i scoringsregi...) - og at kvinder eventuelt dupper sig med et par dråber tis bag ørerne, istedet for parfume.

Iøvrigt kan jeg ikke lade være med at tænke på: sandsynligvis er det i virkeligheden ikke så stor en del af den mandlige befolkning der bruger Sanex; det der for det til at fremstå sådan i pigers statistik, er fordi det er de mænd, som bruger Sanex, som scorer.

Men jeg har da bestemt lært noget af CGs indlæg - jeg vil sørge for at have nogle produkter stående, som er mere tiltrækkende for kvindelige besøgende end Sanex-dunken. Nogen forslag til hvad det skal være?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 18. maj 2009

Do androids dream of electric phones?

2 kommentarer
Jeg er ikke en mobil fetishist - langtfra. Jeg bruger i øjeblikket en ret gammel Nokia, som jeg købte på QXL for et års tid siden; da min tidligere Nokia blev tabt på Amigo, med en efterfølgende skade af en stilethæl gennem de indre dele. (Derfor tager jeg ikke længere mobil med i byen.)

Nokia har været mit mærke siden Matrix (og før havde jeg ikke mobil, så det vil sige altid). Det er nok den bedste og mest effektive product placement der nogensinde er lavet.

Men efterhånden kunne jeg godt tænke mig noget mere fancy - og da jeg jo gerne sælger min sjæl til Google, så jeg meget gerne at det var muligt at få en telefon med Android indbygget. Men det lader åbenbart vente på sig. Men forhåbentlig bliver tålmodigheden engang belønnet. Eller noget.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 17. maj 2009

Quiz 10: Hvilken årsag?

1 kommentar
Hvorfor leverer leoparder konsekvent gazeller tilbage?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Déjà Vu

2 kommentarer
Tv2 har filmen Déjà Vu på programmet i aften. Kan ikke lade være at spekulere på, har jeg ikke set den før?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Mums

Ingen kommentarer
Sikke dog en herlig eftermiddag - har spist en god gang Lamb Korma (rester af take-away fra igår), med ris kogt i riskoger og indtaget med øl til 90210, som jeg ellers ikke har fået set meget af.

Men idag, med Korma etc, virkede den faktisk rigtig fint - og håber da at Obama kan gør det lidt lettere at blive gravid, eller rettere ikke-gravid, som teenager over there; apropos proklamerede demonstrationer i dag.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Tidligt hjemme

6 kommentarer
Puha - kan godt mærke det - bortset fra igår - er 3 uger siden jeg var ude og danse sidst. Og at jeg på grund af medicin ikke rigtigt har følt mig klar til at løbe/anden motion den sidste tid.

For er godt nok kørt ned nu, og det er usædvanligt hurtigt.

Men har da nået at være et par timer på Ideal Bar, med hardcore dans. Ikke fordi musikken rigtig var til mig, men lidt dirty funk kan da trods alt bruges i en snæver vending, når nu det skal være. Og det skal det jo disse uger.

Meget opmuntrende var tilråb fra diverse grupper af piger passeret på gaden. "Du har en god røv!" er på en eller anden måde altid godt at høre. Burde jo så nok have spurgt om de ikke havde lyst til at få en leopard med hjem, men det tænkte jeg ikke lige på. Nok godt det samme, er alligevel for træt til noget. Men det kunne nu være rart at ligge og spinde lidt.

Gik forbi Amigo på vejen hjem, men det er altså lidt for meget bodega, og lidt for lidt dansested i disse uger jeg i øjeblikket er forvist til. Så gik bare hjem. Igen nok meget godt, var vist egentligt for træt til mere.

Noget andet er, at jeg vist skal have nogle støøre indlæg i leopardskoene, som jo er lidt for store. Og det slider mere på mine storetæer end det bør gøre, tror muligvis jeg ender op med at vågne med vabler i morgen.

Og det var vist så den weekends byture.

Men når man nu er så tidligt hjemme, alene - kan man jo lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt. Se noget porno for eksempel. Og man skulle jo være et skarn, hvis man ikke vil dele:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Katastrofalt!

Ingen kommentarer
Én ting er, at verden åbenbart ikke har fået op for Brincks storhed - som sædvanlig må vi jo nok se i øjnene, at vi er nogle år forud for resten af Europa - men at der skulle være så massiv opbakning til en skrydende, violinmaltrakterende hviderussisk nordmand fatter jeg ikke. Det var da en forfærdelig sang?!

Tilgengæld stemte jeg på 2'eren og 3'eren - Island fordi jeg generelt synes det er synd for dem, og Azerbadjan fordi jeg syntes det kunne være sejt hvis MGP blev sendt fra Baku.

Nå, ellers hyggelig aften hos eks'en og børnene, med indisk takeaway; som har øget deres portionsstørrelse, så er ganske mæt, på trods af jeg har mad med hjem.

Ifører mig snart Leoparddragt med videre, og så vil jeg prøve at se hvad Ideal Bar har at byde på i aften.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.