Jeg har før været i Italien under Berlusconi, og oplevet deres mildest talt sære TV. Men ikke i så ekstrem form som i det nylige Rom-ophold.

Vi havde en eller anden satelit-modtager, så vi havde agang til ca 100 kanaler. Et par af dem var udenlandske: en polsk og en russisk musikkanal, samt et par arabiske, og en på vistnok urdu. Og så en spansk.

Den spanske var den eneste kanal hvor vi ind imellem stødte på nyheder - de handlede altid om chilenske minearbejdere.

Bortset fra det stod menuen på italienske Hvem vil være millionær-kloner (+ den rigtige i italienske udgave) og andre latterlige quizshows, nogle af de berømte shows med ældre Berlusconi-lignende hårtransplanterede mænd og unge storbarmede blonde kvinder (dem var der dog ikke så mange af som jeg havde forventet), et par italienske soaps, et par amerikanske italiensk-eftersynkroniserede ditto (Ugly Betty kunne de godt li'), en enkelt gang eller to en amerikansk spillefilm - naturligvis eftersynkroniseret (Rocky på italiensk - Rocky Balboa talende med klar, distingveret, italiensk stemme), og ikke at forglemme TV Shop, TV Shop og atter TV Shop.

Og masser af reklamer. Mellem udsendelser, midt i udsendelser, sågar nogle gange reklameblokke midt i en anden reklameblok. Det var virkeligt svært at orientere sig om hvad man egentligt var midt i.

På intet tidspunkt oplvede jeg noget, der på mindste måde lignede et oplysende program. Hverken på de statslige RAI 1, 2 eller 3, eller RAI GULP eller hvad de iøvrigt hed, eller de private eller de regionale. Det hele den samme suppe af reklamer og lowlife TV. Jeg så dog ikke noget reality-TV (bortset fra fra den bløde ende, i form af X-Factor, som kørte hele tiden): tror at Robinson og Paradise Hotel er for lowlife til selv italiensk tv.

Anyways: det må være det mest dødssyge og fordummende TV jeg nogensinde har oplevet - og det tør jeg godt udtale, selvom jeg naturligvis har været lidt handicappet i min tilgang, i og med det hele var på italiensk. Men faktisk har jeg en fornemmelse af at jeg ville have syntes endnu mindre om det, hvis jeg havde forstået hvad de sagde. Jeg må dog indrømme - jeg så ikke meget der lignede propaganda, i det det jo ville kræve et eller andet forsøg på oplysning. Som der altså ikke var noget af.

Ikke overraskende at så mange romere søger på gaden om aftenen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En kort opdatering for at fortælle, at jeg er vel hjemme igen, efter vellykket Rom-udflugt. (Humøret blev dog lidt ødelagt af skænderi med eks kort efter hjemkomst. Hun forstår at time det!)

Jeg vil meget gerne skrive en rejsebeskrivelse, men er noget mat i sokkeholderne - så det venter lige lidt.Her på en aften hvor Prince spiller i STC Forum, og senere i Amager Bio, åbenbart. Og Lady Gaga i Herning.

Skulle jeg vælge, skulle det nok være Lady Gaga i Amager Bio. Eller dem begge to?

Og så er Jacob Winther en unavngiven person blevet sigtet for lækage af fortrolige oplysninger. Men her på bloggen ved vi naturligvis at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og at der godt kan gå røg af en brand uden der er ildløs, så det vil vi slet ikke godte os over, nænej!

Og så tror jeg ellers jeg vil læne mig tilbage, og prøve at nyde den her lidt gyngende post-flyvningsfornemmelse. Hvis der kommer andre indlæg fra mig i aften vil de nok være ret syrede, tror jeg.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Inden jeg skulle til Wall Street - Money Never Sleeps premiere i går, var jeg ude for en hændelse som på en eller anden måde passede meget godt ind.

Det var sent eftermiddag/tidlig aften; jeg var i jakkesæt gående på Frederiksberg af Thorvaldsensvej udfor Landbohøjskolen med retning væk fra indre København, da en bil kører op på siden af mig.

"Excus'e me, can'e you help'e me?" spørger en smilende køn ung mand, i fin blå skjorte med en del italiensk accent (som jeg fra nu vil undlade at skrive, det bliver lidt anstrengende, men husk at den er der). Han holder et vejkort over Sjælland frem i vinduet. "I need to go to airport."

Jeg begynder at fortælle ham, at så er det den gale vej han kører, men han holder lidt dumt - midt i trafikken, halvejs inde på cykelsti.

"Just a minute, I turn car."

Han vender bilen og holder ind på den modsatte side af vejen. Jeg går over, og forklarer ham at han kører den gale vej, at lufthavnen er på den anden side af København City, ovre på Amager. At i bil er det nok enklest at køre uden om, men da jeg ikke selv bruger bil, kan jeg ikke lige sige hvilken vej der er smartest.

Ung mand i bil: "Thank you so much, you are a gentleman. If you ever come to Italy I help you!"
LPD: [smiler] "Well,..."
UMB: "In fact I... What do you do? I mean, your profession?"
LPD: [tænker - nå det var da godtnok en snakkesalig italiener] "I'm a programmer.."
UMB: "Programmer? You mean like computers?" [laver tastebevægelser]
LPD: [nikker]
UMB: "I am a model." [smiler stort - jeg synes det er sødt, at han tydeligvis tror jeg vil blive meget imponeret over det. Han hiver et glittet magasin frem, med en annonce, hvori indgår en mand som ganske rigtigt ligner ham. Han har tydeligvis mere portfolie agtige ting liggende] "That's me!" [peger på sit billede].
LPD: [nikker behørigt imponeret]
UMB: "I was earlier on job in - you know this city, Lyngby?"
LPD: "Yes, north of Copenhagen... it's a suburb really."
UMB: "I was on a modeling job there, in you know this, Magasin du Nord?, I was showing clothes. And now I'm going back to Milan."
LPD: [nikker - underbevidst begynder en svag alarmklokke at ringe, og resten af samtalen er det som jeg kender inden den sker].
UMB: "My boss, he was so happy with me, he gave me a bonus. You know this word, bonus?"
LPD: [nikker]
UMB: "In fact, I... you know Giorgio Armani?"
LPD: [nikker] "Yes, I know what it.." [alarmer bimler nu meget højt i indre hovede]
UMB: "It very good brand. But now, if I take this with me to Milan, it will be trouble. Taxes and..." [smiler mere] "...and you have bee so nice to me, so I want to give you opportunity..."
LPD: "No, thank you..."
UMB: "No? Well goodbye then..." [giver mig smilende hånden, og kører så videre - spejdende går jeg ud fra].

Til hans ros kørte han videre uden problemer da jeg sagde nej, men han har sandsynligvis kunnet se på mit kropssprog at jeg godt var klar over hvad det handlede om, og vidst at det ikke kunne betale sig.

Folk har naturligvis prøvet at scamme mig før - som sigøjnere der vil sælge guldringe, og lignende - men det her var det mest velforberedte jeg har været ude for.

Interessant nok at prøve. Historie videregivet til almindelig oplysning.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ligesom Vatikanets schweizergarde, kommer dette berømte danske kavaleri faktisk oprindeligt fra Italien, nærmere bestemt Veneto-regionen. Hvad er regimentets navn?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er ikke rigtigt gået i fodbold-mode endnu - og jeg ved heller ikke om jeg kommer til det. Jeg føler mig ikke specielt oppe på det. Meeen, efter tidligere erfaringer bliver jeg drejet på, når først bolden er givet op - ikke mindst når nu Danmark er med, men jeg plejer nu i sidste ende at gå meget op i det under alle omstændigheder.

Den første gang det for alvor skete, var VM i Spanien 1982 - så det er det jeg betegner som mit første.

Selvom det ikke er ganske korrekt. Jeg kan svagt huske billeder fra '74, og at jeg var på koloni med min børnehave efterfølgende (på Langeland). Og at vi spillede fodbold, og vi havde navne efter VM-stjernerne på den tid. Især Beckenbauer og Müller var populære.

Og '78 i Argentina husker jeg noget. Jeg husker de voldsomme skygger i billedet, som især kommentator Niels Christian Niels-Christiansen blev slået ud af - for når bolden gik fra et solrigt til et skyggefuldt område gik der længe inden kameraet omstillede sig, og man kunne se bolden.

Jeg holdt med Argentina, husker jeg. Mest fordi de var på hjemmebane, og der blev kastet masser af konfetti i deres kampe. Min storebror var sur over det - både af fodboldmæssige og politiske grunde; han mente man var fascist hvis man holdt med Argentina. Og han holdt med Holland - så det blev ganske hyggeligt i finalen, hvor jeg sad med hjemmelavet argentinsk flag, og kunne se Argentina slå Holland, og min bror blev gevaldigt bitter.

Men det første VM jeg virkelig gik op i - det var det i '82. Jeg købte Tipsbladet, som kom med særnumre under hele turneringen, og jeg sad og lavede små kort, hvor jeg kunne skrive turneringsplanen for hver gruppe, indføre resultaterne efter hver kamp, og regne stillingen ud.

Og så var der Gruppe 6. Den nok mest fantastiske VM-gruppe jeg husker at have oplevet; eller sådan føles det ihvertfald i dag. Den bestod af Brasilien, Sovjetunionen, Skotland og New Zealand. Og alle kampene var i puljen var fantastiske. Selv New Zealand, som tabte alle deres kampe, står lysende for mig, som et godt minde. For de tabte på en positiv måde, og havde prøvet at levere en god kamp.

Den mest, mest fantastiske kamp var åbningskampen i puljen mellem Brasilien og Sovjet. Det er en af de kampe, hvor man føler guderne er kommet ned på jorden og spiller fodbold. Som jeg igen oplevede nogle år senere med Danmark-Sovjet. En helt fantastisk kamp, med nogle fantastiske mål - og jeg har fundet et gensyn på YouTube, præsenteret af Svend Gehrs:


Brasilien vandt 2-1, og i det hele taget må jeg sige, at det landshold for mig står som det bedste, jeg har oplevet fra Brasilien. Også selvom de ikke vandt - de blev, ligesom Sovjet, slået ud allerede i mellemrunden.

Ikke alt var positivt - Italiens pulje for eksempel var ret dødssyg, og de senere vindere spillede alle deres kampe i den indledende pulje uafgjort, og gik kun videre fordi de havde en 1-1- kamp, hvor Cameroun havde en 0-0. (Tilgengæld leverede Rossi i den grad varen senere i turneringen, og det var ham som sendte Brasilien ud, ved at lave et hattrick i mod dem.)

Og så var der jo kampen Østrig-Vesttyskland. Dengang blev slutkampene i puljerne ikke spillet samtidig, så da de to hold gik på banen, vidste man at hvis Vesttyskland vandt kampen 1-0, ville begge hold gå videre. Vesttyskland scorede ret hurtigt til 1-0... og sidenhen gik spillet meget, meget langsom på tværs af banen. Indimellem blev den med et meget sløvt sparket op på den modsatte bane, hvor den så gik på tværs i langsomme afleveringer...

Og slutresultatet blev 1-0, både Østrig og Vesttyskland gik videre.... Algeriet, som ellers stod til at gå videre var rasende - og siden er slutkampene blevet spillet samtidig.

I den ene semi-finale spillede Vesttyskland mod Frankrig. Den endte 3-3 efter forlænget, og Vesttyskland vandt straffesparkene - med god hjælp fra målmand Toni Schumacher - som ellers burde være blevet vist ud, efter den slagtning han begik mod franske Battiston:

- der blev end ikke dømt frispark.

Finalen vandt Italien fortjent 3-1 over Vesttyskland.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Sådan lyder det fra oppositionen i Italien op til det kommende regionsvalg. Påstanden har gjort Silvio Berlusconi rasende:

"Det kan de ikke tillade sig at sige," siger han. Og fortsætter: "Her i landet er det mig der bestemmer hvilken styreform vi har. Det skal de overhovedet ikke blande sig i!"
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg forstår det er noget folk søger efter, og det kan da også være svært at finde.

Men jeg og eks'en + den ældste (som dengang var den eneste) var i Venedig for nogle år siden, og da boede vi på et rigtigt, rart lille hotel, som faktisk var rimeligt billigt i forhold til omgivelserne. Som jeg husker var det noget med 70 € pr overnatning (sidst i april), inklusive morgenmad.

Det lå så også ude på Lido (den her langstrakte ø, som ligger ude "foran" i lagunen), så man bor ikke inde i selve Venedig proper. Men det var vi faktisk ganske glade for - en del mere ro, og bedre luft. Og turen ind tager ikke særlig lang tid (og så får man udsigt til et dejligt stort Campari-skilt, når man om aftenen sejler tilbage mod Lido).

Hotellet hedder La Meridiana (som ligger her), og anbefaling er hermed givet videre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Egon Olsen - Italiens redning?

Socialdemokrater, hundehoveder... Jeg tror et eller andet sted Egon Olsen missede sit kald - i Italien kunne han have ført det vidt, være blevet regeringsleder, og havde kunnet tromme store menneskemængder sammen for at høre sine enetaler imod alt hvad der var galt med samfundet.

Lidt pudsig tanke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I Italien har der været en sag med en gruppe unge studerende, som havde lagt en video af at de mobber en autist fra klassen på YouTube. De studerende er blevet bortvist, såvidt så godt.

Men en dommer har nu også idømt 3 ledende medarbejdere fra Google (som ejer YouTube) betinget fængsel for episoden. De har selvfølgeligt intet haft med den at gøre - men fordi videoen blev lagt på YouTube er de altså ansvarlige, mener dommeren.

Videoen blev ganske vist fjernet kort efter YouTube blev orienteret om den - men det var ikke godt nok for dommeren - han ville have at YouTube skulle have hentet tilladelse fra alle involverede, inden videoen blev offentligt tilgængeligt.

Og det kan jo lyde meget fornuftigt, når man ser på en enkelt, forkastelig video. Men det vil i praksis gøre det umuligt at lade almindelige mennesker komme til orde på internettet - om det er gennem video, skrift eller andre medier - hvis alting skal forhåndsgodkendes, og det skal checkes om eventuelle tredjeparter giver tilsagn.

Det vil betyde et farvel til blogverdenen, et farvel til YouTube, et farvel til stort set al fri kommunikation på nettet. Kun i private emails vil man kunne skrive, uden at ting skal forhåndsgodkendes og censureres.

Og de eneste der kan bruge nettet til massekommunikation, vil så være store etablerede sites, som kan holde deres medarbejdere i ørerne, og sørger for at intet grimt slipper igennem. Det vil muligvis være godt for autistiske drenge, og bestemt godt for Berlusconi-typer.... men ikke for os andre.

Så det er en meget farlig dom, som det må gøres alt for ikke kommer til at danne præcedens!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Og det må man jo sige: hvordan kan vi (eller rettere de, italienerne) have, at en sådan man skal formaste sig til at dømme Silvio Cæsar?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvis det var sket i Danmark ville jeg som en selvfølge gå ud fra brevet var skrevet i Forsvarskommandoen. Men Italien er jo ikke et korrupt land, så det er nok ikke sådan det hænger sammen der?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I sidste uge omtalte jeg tv-programmet Min Italienske Drøm særdeles positivt.

Det er efter aftenens afsnit ikke blevet mindre positivt, tværtimod. Men indtil sidste uge så jeg mest programmet som af høj underholdningsværdi, og så selvfølgelig med et interessant billede i den lille italienske by, Rosora.

Men programmets morale gik for alvor op for mig i aftenens afsnit; for det er jo tydeligt at der er en vis kulturkløft i mellem italienerne og danskerne, set over en kamp. Samtidig er de danske par også meget besværlige, og ser tydeligvis meget forskelligt på hele den italienske drøm (eller efterhånden mareridt for nogle, virker det som). Og for os der forstår danskerne, virker kulturforskellene efterhånden større mellem jyderne og københavnerne, eller mellem de unge og gamle - end den gør mellem danskerne og italienerne over en kam.

Og det kræver jo ikke meget fantasi - eller, det gør det måske desværre for nogle - at vende det billede om, og tænke over at hvor meget indvandrere og 2.g'ere mv, generelt bliver skåret over en og samme kam i medierne, er sandheden måske en smule mere nuanceret...

Interessant var det også, hvordan det hemmelige råd anser sagen - for dem er de sgu ikke et underholdningsindslag i et tv-program, for dem er det blodig alvor. Bartenderinden var for eksempel bange for at det jyske par ikke var engagerede nok, men bare var interesserede i at overtage huset, og sælge det videre til de første de bedste - og så ville byen bare stå med en død Bed'n'Breakfast indenfor et par år - var de bange for.

Så, endnue engang - fremragende tv, endda i reality-genren - holdt på et sobert niveau. Jeg anbefaler helhjertet!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

...og lidt mere nostalgi.

Har prøvet at komme i tanker om hvad hun hed noget tid, men kombinationen af n'er, a'er og i'er har forvirret mig. I dag lykkedes det så, så jeg kan præsentere endnu en gamel gylden ting fra firserne, som det godt nok er længe siden jeg har hørt.

(og så er det endda en italiensk video med noget for kvinderne at kikke på! :) )

Gianna Nannini med I Maschi

Ceterum censeo Facebook esse delendam.