Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 25. september 2010

Google: Kidnappet af Jules Verne

2 kommentarer
Ja, det er ikke et spørgsmål, og dermed udenfor min serie. Men søgningen er for relativt nyligt klikket ind, så måske kan jeg nå at hjæpe den søgende:

Bogen Kidnappet (Kidnapped) er ikke af Jules Verne, men af Robert Louis Stevenson. Ham med Skatteøen og Dr Jekyll and mr Hyde.

[Opdatering 5/2 2011]: Jeg er dog netop kommet i besiddelse af en Sesams Berømte KLassikere med titlen Kidnappet - og der står at den er af Jules Verne. Men historien er faktisk Stevenson's Kidnapped (i en genfortalt og forkortet udgave). Ret pinligt, efter min mening. Jeg var ellers ved at tro at jeg havde spredt usandheder her, men det var heldigvis ikke tilfældet.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lampefeber

Ingen kommentarer
Egentligt havde jeg planlagt i dag til at være mit comeback på den københavnske danse- og natlivsscene. Som jeg har været væk fra i 4 måneder, eller deromkring.

Og det gav begyndende kriller i maven i går kunne jeg mærke. På en anden måde end i gamle dage, hvor det mest var noget med at glæde sig. Men nu er der en nervøsitet i at skulle ud og blotte sig - iblandet selvfølgelig det  med at glæde sig.

Men som alting har formet sig får jeg flere og flere undskyldninger som gør at jeg tror jeg må overgive mig til lampefeberen og melde forfald.

For det første spillede jeg D&D i går - ellers havde det da også været igår jeg satsede på. Og det blev en dejlig sen tørn, hvor jeg først var sent hjemme og endnu senere i seng.

Hvorefter jeg vågner efter et par timer med kramper i læggen. Noget jeg engang var plaget en del af, men det er mange år siden det er sket sidst. Men det kom altså i søvne her. Og det har medført at jeg idag går og humper ret meget på det ene ben. Og ikke føler jeg har sovet ret meget.

For jeg skulle jo også op og sætte lamper op. Og efter hele den fornøjelse føler jeg min dag er slået totalt i stykker.

Så lige nu har jeg mest lyst til bare at hænge foran fjernsynet - som ser dødssygt ud; eller prøve at begynde på et større værk jeg har haft i tankerne siden engang i går eftermiddags.

Eller måske helst sidde og hænge og gå i seng, og så vågne forhåbentligt nogenlunde frisk op i morgen, og begynde på det opus.

Men - jeg har ikke meget lyst til at gå i byen. Så jeg tror sgu ikke rigtigt det bliver i aften jeg kommer ud igen. Medmindre jeg pludselig bliver ramt af en fantastisk bølge af energi.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Sikke dog et inderligt spild af tid

3 kommentarer
Jeg er blevet bedt af min eks om at sætte nogle lamper op. Og det havde vi så aftalt jeg skulle komme forbi og kigge på idag.

Men det viste sig så, at hun havde en aftale hun havde glemt, lige da jeg skulle komme. Men det var jo fint nok, tænkte hun så åbenbart, for så kunne jeg jo passe børnene imens.

Han havde så ikke tænkt på, at hun ikke havde sagt hvor lamperne skulle hænge, sådan præcist. Og heller ikke havde sørget for den stige, som er nødvendig for at nå loftet i den ret højloftede lejlighed.

Hun ringer så efter en time - hvor det var planen hun skulle være hjemme, og beder den ældste komme ned i en forretning og prøve noget tøj - åbenbart en aftale hun havde lavet med ham, som hun ikke havde fortalt mig om. Og så er det jo ekstra heldigt jeg er der, så jeg kan tage mig godt af den yngste imens.

Efter jeg har været der 1 time og 40 minutter - og fået udrette sådan cirka ingenting (well, jo, jeg har kommet et bor i boremaskinen, flot!) dukker de så op. Hun skal lige fortælle mig om nogle ting hun godt synes jeg kan gøre i forhold til børnene, som jeg ikke rigtigt gider høre på, inden hun finder stige og fortæller mig hvor lamperne skal hænge.

Som er inde det bord hvor hun har computer and stuff, så det skal lige flyttes. Og så ellers stige op - som ikke er høj nok. Men ok, jeg kan lige akkurat nå op med boret, og efter hun som sædvanlig bliver ganske irriteret fordi jeg ikke kan forstå hendes mistolkninger af højre og venstre, ender det med at vi bliver enige om hvor der skal bores, præcist.

Og så lykkes det også at få lavet 3 huller.

Men stigen er jo stadig for lille, så hun må have fat i ejendommens større stige, den er bare ikke til at få fat på på det tidspunkt. Så fortsættelse af projektet må ske en anden dag.

Og så er det hun kommer i tanker om, at hun har glemt indkøbte varer i en butik, og må storme afsted for at få fat på dem. Men igen er det jo heldigt at jeg er der, så jeg kan passe børnene.

Da hun så er tilbage efter 20 minutter, skal hun jo lige støvsuge efter at jeg har spredt alt det støv ved boring, og først derefter kan bordet komme på plads. Og så kan jeg ellers godt gå.

Så efter godt 3 timer af en lørdag eftermiddag, kan jeg stolt se tilbage på 3 huller i et loft, og bevidstheden om at det hele fortsætter, vistnok på torsdag.

Og prise mig lykkelig for at det i det mindste ikke er hver dag, der går på den måde. Som det var engang. For det var faktisk pretty standard engang... jeg har heldigvis bare fortrængt det i det daglige.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 24. september 2010

Copenhipster stiller op i Ringkøbing

Ingen kommentarer
Det var Copenhipster som i går var at se på Christiansborg med en papirspose over hovedet. Det kom frem da jeg for lidt siden blev ringet op af Anders Samuelsen. Efter en begivenhedsrig dag havde Copenhipster og Anders Samuelsen behov for at drøfte fremtiden nærmere:

AS: Hej Leoparddreng, det er Anders!
LPD: Øh, Anders hvem?! Hvad er klokken?
AS: Anders Anders... Anders Samuelsen...? Jeg ringer egentligt for at takke dig!
LPD: Javel.. hvorfor?
AS: Jo, efter vores snak igår... det gik op for mig at der var nogle ting jeg hellere måtte få afklaret...
LPD: Ja?
AS: Jo, altså... om det nu virkelig var Copenhipster, for eksempel.
LPD: Jo?
AS: Og han tog jo ikke telefonen på det nummer han havde givet mig...
LPD: Nej?
AS: Nej, så nu prøvede jeg at forhøre mig hos min nieces mands venner, og det gav pote: jeg fandt ham.
LPD: Og hvordan
AS: Nej, du må ikke spørge om detaljer, dem har jeg lovet ikke at afsløre. Men altså, jeg havde ham jo så inde til en snak inde på Borgen i går...
LPD: Ja...?
AS: Hvor vi talte om lidt af hvert - partiprogrammet for eksempel, så han ikke bliver helt overrasket hvis han bliver spurgt om noget.
LPD: Har I et partiprogram?
AS: Joda, og det er skideflot. Saxo Banks reklamefolk har stået for det! Nå, men vi drøftede også hvor han så skulle stille op.
LPD: Jamen, det giver vel nærmest sig selv - valgkreds Kødbyen, here I come!
AS: Du bliver aldrig politiker, Leoparddreng - du forstår ikke spillet. Det er simpelthen for enkelt.
LPD: Øh, nå. Tak, egentlig. Men hvor så?
AS: I Ringkøbing. Ringkøbingkredsen, Vestjylland Storkreds!!
LPD: ...?!
AS: Det bli'r så sejt!
LPD: Det må du forklare...?
AS: Jamen - forstår du ikke. Ringkøbing - det er Udkantsdanmark. De er skide sure på regeringen, men vil aldrig stemme rødt. Så er der to muligheder: DF eller Fælleslisten. Men Fælleslisten slås indbyrdes og er sprængt længe inden den er samlet. Så er der én mulighed. DF. Men nu kommer så Copenhipster, og giver dem et hipt alternativ, og giver dem atmosfære fra Storbyen. Får dem til at føle de er noget igen.
LPD: Wow!
AS: Han giver dem håb, Leoparddreng!
LPD: Han bliver den ny Obama!
AS: Can we do it? Yes we can!
LPD: Er det ikke Byggemand-Bob? Nå, never mind. Det lyder helt fantastisk, Anders. Held og Lykke med det!

Jeg ringede af. Men på trods af Anders Samuelsens smittende entusiasme følte jeg mig ikke helt overbevist - det han sagde harmonerede ikke helt med mine egne oplevelser, fra når jeg en sjælden gang var i provinsen i mine unge år.

Skjern Torv
Så jeg slog op på nettet og ringede til Skjern Forsamlingshus. (Hvis man ikke har helt styr på den jyske geografi, kan jeg fortælle at Skjern ligger lige nord for Tarm. Så skulle de fleste vist vide hvor vi er henne.) Hvor jeg fik en vis Kvælstof-Ove i røret. (På spørgsmålet hvorfor han hedder Kvælstof-Ove svarer han, at det lyder pænere end Gødning-Ove.)

Efter lidt indledende snak fandt jeg ud af, at han var formand for bestyrelsen i forsamlingshuset. Jeg prøver at gengive hans sprog så godt som muligt, men jeg er altså ikke ekspert i jysk:

LPD: Og hvad siger I så til, at NyLiberal Alliance opstiller Copenhipster i Ringkøbing?
KO: A warf en hipster?
LPD: Copenhipster - pimpernellen fra Kødbyen?
KO: Æ Køjbyn?
LPD: Ja, altså han er meget kendt i København. Blandt de unge og hippe!
KO: Hippier? Ahr, dem har it nogn af her, de ovre i æ Thy-lejr! De' nordnfjords!
LPD: Nejnej, ikke hippier. Med de unge og hippe - de smarte!
KO: Avelja, å han stille op herow' sir du?
LPD: Ja, det er lige blevet besluttet.
KO: A wof ska vi sån Køwnhawnr snuj' løwend' rundt her?
LPD: Han er blevet meget kendt i København på at gå til fester, og skrive om det bagefter. Han bliver sammenlignet med drengen i Kejserens Nye Klæder, som siger at kejseren ikke har noget tøj på.
KO: Ahwa?
LPD: Jo, altså..
KO: A forstå godt ahwa du sa, a et' tungnem. Men han ska sgut rende rundt til æ høstfest å si' vi et' har tøj på. Så kommer der jo et' non i æ forsamlinghus.
LPD: Jamen, altså..
KO: Det ka godt vær der nogn som gå udnfor, at tar tøjet a', men de' wel dere egen forretning? Dæ skal sådan ejn knejt vel ikk' skriv hjem om?
LPD: Men...
KO: Ah ka' gåt sig dig, han for it' et bejn til æ jorden, det ska

Her var jeg simpelthen nødt til at lægge på. Og jeg kan godt være urolig for hvordan det skal gå Copenhipster i det jyske - og om jeg har ødelagt alle muligheder for ham.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 23. september 2010

Er det Copenhipster?

Ingen kommentarer
Efter den meget omtalte præsentation af NyLiberal Alliances nye hold tidligere på dagen, hvor Anders Samuelsen blandt andet præsenterede den forkætrede Copenhipster som stemmesluger for partiet, har Christiansborg summet.

For præsenterede er så meget sagt - Copenhipster var ikke selv tilstede under pressemødet. Og siden har snakken blandt spindoktorer, pressechefer, journalister og rengøringspersonale gået i alle retninger. Spekulationerne går på, om det nu virkelig er sandt at Copenhipster er kandidat, eller om det er et rent mediestunt. Eller om Anders Samuelsen tager fajl, og det slet ikke er den rigtige Copenhipster som han har fået til at stille op, men blot en Copenhipster-impostor - en Copenwannabe, som nogle kalder ham.

Spekulationerne fik fornyet næring da Anders Samuelsen her til aften blev set med en mand tildækket af en papirspose på vej til Samuelsens kontor på Christiansborg. Anders Samuelsen sagde venligt, men bestemt, at han ikke havde kommentarer, og manden i papirsposen rystede blot på hovedet. Eller posen.

Manden i posen  - som vi indtil videre må kalde ham - så dog ikke særlig hip ud, hvilket fik en del forsamlede journalister - især de kvindelige - til at mene, at det bestemt ikke kunne være den rigtige Copenhipster. Andre mente derimod, at det netop var hipt at være så uhip. Mange ting er blevet sat på spidsen i dag!

Og spekulationerne fortsætter. Imens er jagten så gået ind på den eneste person, som efter sigende ved hvordan Copenhipster ser ud - DJ'en og kulturpersonligheden Djuna Barnes. Kan hun identificere manden i posen?

Jeg har heldigvis mine kilder i forsvarskommandoen, så hvis der skulle blive lækket nogle oplysninger vil I naturligvis være de første til at høre om dem!

[Opdatering]: Se hvor Copenhipster stiller op.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Google: Hvad betyder Mozilla

6 kommentarer
Mozilla er et navn, som på den ene eller anden måde knyttes til mange browsere. Ofte vil det i dag betyde at en browser på den ene eller anden måde nedstammer fra Netscape, men hvis man ser på den såkaldte User Agent ID, dvs den streng som browsere identificerer sig med overfor servere, er betydningen snarere, at man siger man kan forstå de ting som den oprindelige Netscape kunne. Derfor er indeholder User Agent strengen også en del mere information.

Ordet stammer egentligt fra, at det var det Netscape blev kaldt i udviklingsfasen. Og baggrunden for det, er egentligt at udviklerne lagde op til det der skulle blive den første browserkrig. Som udkæmpedes året før Internet Explorer så dagens lys i 1995.

Inden Netscape kom frem hed den mest udbredte browser i det unge World Wide Web nemlig Mosaic. Som jeg har haft fornøjelsen af at prøve én gang, det var godt nok en syret oplevelse - såvidt jeg husker havde den problemer med mere end 256 farver, hvilket kan have noget at gøre med den Windows version den var udviklet til, men i '96 da jeg prøvede den var den nærmest ubrugelig. Men dens betydning må ikke undervurderes - stort set alle browsere har nedarvet både kode og funktionalitet fra den.

Og - det var den klart mest udbredte, så Netscape-folkene, der havde store planer, kaldte deres kommende browser for Mozilla - en sammentrækning af Mosaic Killer. Og samtidig lød det jo henad Godzilla, hvorfor de fik et logo med en dinosaur.

Netscape endte som bekendt med at bukke under i kampen mod Internet Explorer, men lod sin kildekode blive til OpenSource - hvorfor rigtigt mange browsere i dag bygger på den. Og dermed altså arver fra den oprindelige Mozilla, Mosaic Killer.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Islamister censurerer Sesame Street

Ingen kommentarer
Nu må vi virkelig op på barrikaderne igen - for det her er da for galt?!

Sesame Street er bukket under for klager over kvindelige gæsters påklædning, og udøver nu selvcensur af skræk for konsekvenserne. Det går virkeligt ikke, vi må straks sørge for at alle landets aviser genoptrykker Muhammedtegningerne, og få Lars Løkke og Lene Espersen Lars Barfoed til at lægge pres på den amerikanske regering, så de kan få fortalt Sesame Streets direktører, redaktører og ejere, at man ikke sådan må bukke under for den slags pres og censurerer sig selv, bare fordi nogle fanatikere finder noget anstødeligt.

Også DR har et problem, for de tør ikke engang sige at det er islamister der står bag kravet. Men hvem skulle det ellers være - det er da altid islamister der forlanger at kvinder er tildækkede, er det ikke?


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Copenhipster stiller op for Ny/Liberal Alliance

Ingen kommentarer
Det var et velbesøgt pressemøde som blev afholdt i dag, da NyLiberal Alliance skulle præntere kandidaterne til næste folketingsvalg. Der var et mere blandet segment af journalister end der plejer at være til den slags, en del reportere fra Billed Bladet og Se & Hør og andre fine glittede blade havde fundet vej. Der er jo altid lidt en atmosfære af Oscar-uddeling over det, når kandidaterne skal præsenteres i det unge parti - næsten som når de nye deltagere præsenteres til Vild med Dans.

I år bed jeg dog mærke i specielt et af de nye kendis-navne: Copenhipster! Bloggeren som er gået fra anonymiteten til at være den hippeste hipster af dem alle, fordi han hipster med de andre hipstere mens han blogger om det på en hip måde!

Desværre var han ikke selv tilstede på pressemødet, men efter mødet talte jeg med Anders Samuelsen:

LPD: Det er ellers noget af en papegøje du har skudt dig med Copenhipster i stalden?
AS: [smiler selvtilfreds] Jo, tak. Ja vi er ret sikre på, at han kan nå vælgere som vi ellers aldrig ville få i tale!
LPD: Men han var ikke selv tilstede på pressemødet?
AS: Nej, han var forhindret i at komme i dag, desværre.
LPD: Men der er jo ingen som ved hvordan han ser ud?
AS: Jo, jeg gør!
LPD: du har mødt ham... er han regeringsduelig?
AS: Ja, bestemt. Hvorfor skulle han ikke være det?
LPD: Man kunne jo godt få den mistanke, at det bare var en person du fik til at stillee op, fordi der er mange stemmer i det blandt de unge og smarte?
AS: Det er noget vrøvl. Copenhipster brænder virkelig for den NyLiberale sag. Og det er jo ikke noget nyt at vi i NyLiberal Alliance vedkender os et kulturelt ståsted, det har vi for eksempel tidligere gjort med... hvad hedder han nu... Ayn Rand? Ja, og nu vil jeg altså også vedkende mig at være enig med Copenhipster i hvad han skriver.
LPD: Jeg har ellers talt med tidligere medlemmer af den radikale folketingsgruppe, og de siger at den virkelige årsag til dit brud med de radikale i sin tid var, at du ikke fik lov til at være en af de tre radicool tenorer i Pumpehuset - dengang de radikale styrede den Kreative Klasse. At du var rasende over at Klaus Bondam fik "din plads". At "sådan en skide kommunal P-Vagt ikke skulle komme og tage pladsen fra en MF, bare fordi han havde tag i bøssesegmentet?"... det sidste er et citat?
AS: Det har overhovedet ikke noget på sig...
LPD: Nej? Så Copenhipsters opstilling er ikke din måde vinde den Kreative Klasse, nu hvor de radikale ikke har den længere. Og på den måde få hævn.
AS: Nej! Eller.. altså jo, det med den Kreative Klasse er rigtigt nok, men ikke det med hævnen. Altså.. jeg er ked af jeg sagde det om Klaus Bondam dengang, men...
LPD: Hvordan har du overhovedet fået kontakt til Copenhipster?
AS: Jeg mødte ham til en fest.
LPD: I Kødbyen?
AS: Øh, nej, det var i Virum. Min niece skulle giftes. Her i sommer.
LPD: Og der var Copenhipster så?
AS: Ja - men dengang vidste jeg jo ikke hvem han var.
LPD: Hvordan gik det så for sig? Gik han hen til dig, og sagde "Goddag, jeg er er Copenhipster, og jeg vil gerne stille op for NyLiberal Alliance"?
AS: Nej, altså det var blevet hen på de sene timer, og der sad en gruppe unge, vistnok gommens venner, og så sang og råbte de i kor "Will the real Copenhipster please stand up", og så var der en af dem der rejste sig op, og de andre jublede og klappede. Og så kunne jeg jo forstå at det måtte være noget der var meget stort blandt de unge... og, ja, så gik jeghen og snakkede med ham.
LPD: Og spurgte om han var Copenhipster?
AS: Ja, og om han ville stille op for NyLiberal Alliance.
LPD: Og det sagde han ja til?
AS: Ja, begge dele. Og han var i rigtigt godt humør, han grinede rigtigt meget. Men altså... jeg sagde det jo med forbehold...
LPD: Ja...?
AS: Jo, altså jeg måtte jo lige finde ud af hvem han egentligt var, for det vidste jeg jo ikke dengang. Men siden har jeg lavet noget research på Copenhipster...
LPD: Ja...?
AS: Ja, og altså jeg forstår jo ikke al hans kunst, men jeg kan se at hans site er velbesøgt, så den er jo god nok.
LPD: Og hans politiske program...?
AS: Jamen, det sagde han til festen dengang, at det stod jeg bare for, det var helt fjong...
LPD: Copenhipster sagde at det var fjong?
AS: Ja.
LPD: Men hvad har han så sagt efterfølgende?
AS: Egentligt ikke så meget... jeg har faktisk ikke talt med ham. Han svarer ikke på det nummer han gav mig. Men han har det sikkert også travlt. Med at blogge og alt muligt.
LPD: Ja... jeg tror vi runder interviewet af her... jeg skal også hjem og... og blogge og alt muligt. Men du skal have tak for interviewet Anders!
AS: Jamen, det var så lidt Leoparddreng.  Ses vi til fest hos Lars Seier?
LPD: Nu må vi se... men ellers kan du jo tage Copenhipster med. Jeg tror godt han kan finde noget at skrive om der. Så det skal nok blive fjong!

[Opdatering]: Senere på aftenen blev Anders Samuelsen - muligvis - set på Christiansborgs gange i følge med Copenhipster.

[Opdatering 2]: Se hvor Copenhipster stiller op.

Dokumentation: Den radicoole sang, som viste de Radikales tag i den Kreative Klasse. Hvor Anders Samuelsen ikke måtte være med.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Give Away!

2 kommentarer
Don't stop - continue!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jupiter

Ingen kommentarer
Da jeg var ude at gå ved 8-9 tiden her til aften, bemærkede jeg på hjemvejen en meget klar stjerne. Skråt ned til venstre under fuldmånen. Ingen andre stjerner var fremme, og det var endda lidt skyet, men det lyste den igennem.

Fuck, tænkte jeg, det er sgu ikke en stjerne. Og så kom jeg i tanker om, at jeg igår havde hørt noget med at Jupiter skulle være meget kraftig i øjeblikket. Og det skal jeg da love for at den er! Jeg havde ellers ænkt, at med de retninger de gav, var den tæt op ad fuldmånen, så den var nok svær at se - men den konkurrer den fint med. Og i min lille kikkert hjemme kunne jeg også tydeligt se, at den var rund og ikke bare et punkt som stjerner er, hvis man kiger på dem.

(Eller med - min nærsynethed og bygningsfejl er der aldrig noget som blot er et punkt.... men altså...)

Jeg syntes det var fedt at se den af flere grunde: for det første har jeg aldrig været særlig godt til det med at finde ud af hvad der er planeter, og hvad stjerner. Jeg har da dog nogenlunde fundet ud af Venus, men den er også relativt let fordi den altid er i nærheden af solen, så den ser man mest i skumring, lavt i horisonten.

Mars har jeg fundet ud af en enkelt gang eller to. Merkur skal man ikke regne med at se som bybo på nordlige breddegrader (alt for tæt på solen!).

Og så manglede jeg jo bare Jupiter og Saturn. Og nu har jeg altså fået Jupiter!

Og - den anden grund til at jeg synes det var fedt; jeg har altid haft en særlig fascination af Jupiter. Tildels fordi det er vores største planet, tildels fordi den har den røde plet, en kolonorm storm som foreløbig har huseret i alle de år man har kunnet se planetens overflade med kraftige nok teleskoper til at kunne se den. Og sidst - men faktisk ikke mindst - har jeg haft et særligt tilhørsforhold til den, da jeg i mine unge dage hyggede mig med at lave astrologi, og læste at Jupiter var særligt forbundet med Skytten (som altså er "mit" tegn).

Det skal siges at jeg aldrig har dyrket astrologi som noget jeg troede på - jeg lagade horoskoper som matematiske øvelser, ret sjovt at finde ud af hvor planeterne stod på et bestemt tidspunkt, og se deres indbyrdes relationer. Men... selvom man ikke tror på det, smitter lidt jo af alligevel. Og således altså også et specielt bånd til Jupiter.

Og - så er det jo også lidt sejt at Jupiter er romernes mister Big, lederen af det hele, inklusive de små hvide mus og  tallet 42.

Tilsidst opdager jeg jo så også her, hvor jeg sidder og billedredigerer et foto af planeten, og skræller det sorte univers af - med farver og pletter vil den jo næsten gå i et med baggrunden her - det er en rigtig Leopard-planet!

Så gå ud og kig efter den. I disse dage, mens det er ca fuldmåne, er den at finde skråt nedenunder og til venstre for månen. Det må blive mere og mere til venstre som dagene går, i dag var det 45° rent.

[OPdatering]: Der tog jeg så lige fejl, det bliver tilsyneladende mere og mere til højre. I dag (dagen efter) var den ihvertfald skråt under og til højre for månen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 22. september 2010

Sweet Thing

Ingen kommentarer
Fik lyst til at høre og gense denne - som nok er Mick Jaggers bedste solo-nummer. Og den eneste sang i Stones/Jagger regi, hvor jeg har følt jeg var med på noderne ved at kunne lide. (Well, bortset fra når man hang på Floss, hvor al Stones altid var med på noderne.) Ellers har det gerne været en anden følelse...


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En ny kold tyrker?

Ingen kommentarer
Igår aftes havde Lorry et indslag om, at hashhandlere i Jægersborggade bruger unge, 15-årige vagter. Myndighedernes svar skulle så være at de unge får en form for tilhold - men det går angiveligt for langsomt. I den forbindelse interviewede Lorry Frank Jensen.

Som fortalte, at han ville prøve at tale med anklagemyndighed og domstole, så de kunne få "en fast track" så det kunne gå lidt hurtigere. Fast udtalt på dansk, track på engelsk. (Ca 1:45 inde i klippet.)

Jeg sad noget tid og undrede mig over hvad det nu var for noget, sådan en fast track. Til det gik op for mig, at Frank Jensen jo måtte tænke på og tale om et fast track - et hurtigt spor. Og så kom jeg til at spekulere på, om han overhovedet vidste hvad ordet var og betød, eller om han bare har læst det et sted.

Og så kom jeg via yderligere associationer til at tænke på begrebet kold tyrker. Som jo er en anden - noget ældre - undersættelse, som dækker over det at holde op med at tage stoffer fra den ene dag til den næste, uden nedtrapning. Og jeg ved ikke hvor mange der tænker på, at det da egentligt var et underligt udtryk...

Kold tyrker kommer jo oprindeligt fra det engelske cold turkey. Og hvis det skulle oversættes, og have noget med tyrkere at gøre, skulle det hedde kolde tyrkiet på dansk. Men det har de junkier eller politifolk som i sin tid har indført det ikke følt gav meget mening, Tyrkiet er jo varmt og sydpå, så det måtte blive til en kold tyrker - gætter jeg på.

Mums - kold tyrker
Men turkey i udtrykket har intet med Tyrkiet at gøre, derimod kalkun. Jeg fik i sin tid at vide af min far, at det dækkede over at en kalkun når den får kappet hovedet af, render rundt og basker hovedløst - og det minder om junkier på nedtur.

Men ifølge det amerikanske Online Etymology Dictionary fandtes ordet allerede i 1910, og blev først kædet sammen med stoffer i 1921. Og betyder "uden forberedelse" - fordi kold kalkun - kalkunrester - kan serveres uden forberedelse.

Og det er da meget godt at vide?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Flok-forskellighed

Ingen kommentarer
Jeg havde allerede lyst til at bringe dette klip i forbindelse med Copenhipster / Djuna Barnes-historien. Men nu fik jeg så også lige associationer til den, i forbindelse med dagens tidligere indlæg om Mark Zuckerbergs facebook visioner.

Så her er et 30 år gammelt bud på flokforskellighed:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er fandme uhyggeligt, du!

3 kommentarer
Leoparddrengen
bryder sig ikke om ham her!
Der er en film om Facebooks stiftelse og stiftere på vej - The Social Network - som M gjorde mig opmærksom på i går, det var første gang jeg hørte om det. I den anledning har Politiken.dk idag en artikel om manden bag, Mark Zuckerberg.

Og det er skræmmende læsning for en erklæret facebook-hader som mig. Ikke så meget fordi han behandlede de egentlige opfindere af det der blev til facebook som et svin. Hvilket han tilsyneladende mere eller mindre indrømmer, men ikke synes det er rimeligt at han bliver dømt på hvordan han opførte sig dengang, nu - for i dag er han et nyt og bedre menneske. Det er faktisk ikke skræmmende, det er sjovt - for hvis man ikke skulle dømme folk på hvad de gjorde engang, hvordan skal man så dømme dem? Folk er næsten altid nye og bedre mennesker, når de anklages for noget.

Nej, det virkeligt skræmmende er de to sidste afsnit i artiklen. Om Zuckerbergs vision:

Hans ultimative mål er at skabe – og dominere – et anderledes internet. Som han ser det, kan Google og andre søgemaskiner være nok så gode til at søge på nettet, men »de vigtigste informationer om det, vi går op i, er inde i vores eget hoved.

Så det kan de ikke søge i«, siger han og forklarer, at han med tiden håber, at Facebook udvikler sig til en slags underliggende lag på internettet, som hele tiden vil være der og vejlede én via det, ens venner synes om eller anbefaler.
Jeg ved ikke, om det bare er min grundliggende ikke særligt sociale bevidsthed, der har svært ved at kapere det - men for mig lyder det som noget af et dystopisk mareridt. I forvejen føler jeg, at folk er alt for bundet i forhold til hvad de tør sige og gøre og prøve, fordi skal indpasse sig i hvad de tror deres sociale omgangskreds, mener.

Og hvis denne sociale omgangskreds skal til at være et underliggende lag på nettet, som hele tiden vil være der og vejlede en... så står jeg af. Jeg står rigtigt meget af. Og vil fucking prøve at gøre mit til, at det ikke sker.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 21. september 2010

The Italian Connection

Ingen kommentarer
Inden jeg skulle til Wall Street - Money Never Sleeps premiere i går, var jeg ude for en hændelse som på en eller anden måde passede meget godt ind.

Det var sent eftermiddag/tidlig aften; jeg var i jakkesæt gående på Frederiksberg af Thorvaldsensvej udfor Landbohøjskolen med retning væk fra indre København, da en bil kører op på siden af mig.

"Excus'e me, can'e you help'e me?" spørger en smilende køn ung mand, i fin blå skjorte med en del italiensk accent (som jeg fra nu vil undlade at skrive, det bliver lidt anstrengende, men husk at den er der). Han holder et vejkort over Sjælland frem i vinduet. "I need to go to airport."

Jeg begynder at fortælle ham, at så er det den gale vej han kører, men han holder lidt dumt - midt i trafikken, halvejs inde på cykelsti.

"Just a minute, I turn car."

Han vender bilen og holder ind på den modsatte side af vejen. Jeg går over, og forklarer ham at han kører den gale vej, at lufthavnen er på den anden side af København City, ovre på Amager. At i bil er det nok enklest at køre uden om, men da jeg ikke selv bruger bil, kan jeg ikke lige sige hvilken vej der er smartest.

Ung mand i bil: "Thank you so much, you are a gentleman. If you ever come to Italy I help you!"
LPD: [smiler] "Well,..."
UMB: "In fact I... What do you do? I mean, your profession?"
LPD: [tænker - nå det var da godtnok en snakkesalig italiener] "I'm a programmer.."
UMB: "Programmer? You mean like computers?" [laver tastebevægelser]
LPD: [nikker]
UMB: "I am a model." [smiler stort - jeg synes det er sødt, at han tydeligvis tror jeg vil blive meget imponeret over det. Han hiver et glittet magasin frem, med en annonce, hvori indgår en mand som ganske rigtigt ligner ham. Han har tydeligvis mere portfolie agtige ting liggende] "That's me!" [peger på sit billede].
LPD: [nikker behørigt imponeret]
UMB: "I was earlier on job in - you know this city, Lyngby?"
LPD: "Yes, north of Copenhagen... it's a suburb really."
UMB: "I was on a modeling job there, in you know this, Magasin du Nord?, I was showing clothes. And now I'm going back to Milan."
LPD: [nikker - underbevidst begynder en svag alarmklokke at ringe, og resten af samtalen er det som jeg kender inden den sker].
UMB: "My boss, he was so happy with me, he gave me a bonus. You know this word, bonus?"
LPD: [nikker]
UMB: "In fact, I... you know Giorgio Armani?"
LPD: [nikker] "Yes, I know what it.." [alarmer bimler nu meget højt i indre hovede]
UMB: "It very good brand. But now, if I take this with me to Milan, it will be trouble. Taxes and..." [smiler mere] "...and you have bee so nice to me, so I want to give you opportunity..."
LPD: "No, thank you..."
UMB: "No? Well goodbye then..." [giver mig smilende hånden, og kører så videre - spejdende går jeg ud fra].

Til hans ros kørte han videre uden problemer da jeg sagde nej, men han har sandsynligvis kunnet se på mit kropssprog at jeg godt var klar over hvad det handlede om, og vidst at det ikke kunne betale sig.

Folk har naturligvis prøvet at scamme mig før - som sigøjnere der vil sælge guldringe, og lignende - men det her var det mest velforberedte jeg har været ude for.

Interessant nok at prøve. Historie videregivet til almindelig oplysning.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Wall Street - Money Never Sleeps

Ingen kommentarer
Eller som Gordon Gekko retteligt siger i filmen: Money is the bitch who never sleeps - jeg var til forpremiere på den i aften, og det var overordnet set et glædeligt "gensyn" med Wall Street.

Det er længe siden jeg først så traileren til Wall Street 2, og selvom jeg aldrig har været en kæmpefan af 1'eren, syntes jeg det så ud til at et gensyn kunne blive underholdende.

Gekko er efter en straf for insiderhandel og økonomisk kriminalitet kommet ud igen i 2001, hvorefter han først og fremmest ernærer sig ved at skrive bøger om finanslivet - som hans seneste Is Greed Good?


Han virker som - og påstår også - at fængslet har været godt for ham - han virker nu mere ude på at afsløre mekanismerne bag boblerne, end at udnytte dem.

Gekko - nu med månedskort til subway'en.
Men det er egentligt forkert at fokusere på ham - for nominelt er det ikke ham filmen handler om. Men hans datter Winnie (spillet af Carey Mulligan), som ikke vil have noget med ham at gøre, og dennes kæreste, Jake Moore - spillet af pigernes ven, Shia LaBeouf.

Vi befinder os nu i 2008, pengemarkederne begynder at vakle - og Shia arbejder for filmens Lehman Brothers. Han arbejder med energiinvesteringer, og kan bestemt godt lide at jonglere med de store tal - men hans store drøm er at skaffe penge til et projekt som arbejder på at lave laserdrevet fusionskraft. God idé, siger Gordon - Green is the next big bubble.

Dominoerne begynder at vælte - ret fint skildret, 2 år føles allerede som længe siden - og der kommer forskellige historier med hævn ind. Hovedhistorien er dog om det kan lykkes Jake at genforene Gekko med sin datter, om han blot er ude på at tjene penge, om Gordon virkelig er anderledes fyr idag, og om tid er vigtigere end penge.

Og her skal jeg selvfølgelig ikke afsløre hvordan det går med det. Filmen byder på fint skuespil - rigtigt fint (Susan Sarandon skal også nævnes, hun er Jakes mor, og har hygget sig med at små-investere i ejendomme, og kommer som en penge-junkie hele tiden rendende efter et nyt fiks til at dække det hul hun er havnet i), mange gode oneliners (when you stop telling lies about me, I'll stop telling the truth about you), og rigtig god musik. David Byrne er den konstante afdæmpede stemme filmen igennem, og den bringer også en tilbage til 80'erne.

Så får man tilgengæld også nogle fortællemæssige svagheder (der bliver hængt nogle geværer op på væggen, som altså aldrig bliver fyret af), og en noget udvandet slutning.

Men undervejs følte jeg mig fint underholdt, og filmen vil nok om en del år kunne bruges som et tidsbillede for 2008, meget som Wall Street er for slutfirserne. Oliver Stone har det jo med at tegne med den tykke tusch indimellem, så han er sikker på at alle fanger hans pointe. Den er heldigvis ikke så bred i denne film - jeg kan faktisk generelt ikke særligt godt lide hans film, men Wall Street "serien" er en undtagelse.

Alt i alt er jeg ganske positiv - levede fint op til forventningerne. Som så heller ikke var alt for høje. På en skala fra 1-6 vil jeg give den 4 (og hvis det var 1-5 ville det blive en 3'er).

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 20. september 2010

Danske Discount Bank

Ingen kommentarer
Et billede fra dengang, da
Danske Bank stadig var en pæn bank.
Jeg skal da love for, at det er en ugly gul Danske Bank har fået ind i deres logo. Og hængende over deres pengeautomater, som et grimt gult Bank.

De kører en kampagne i øjeblikket, hvor de prøver at fortælle at de er billige. Og det skal åbenbart gøres ved at bruges søsterselskabet Nettos farver.

Jeg gad nok vide hvad Sorte-Knud siger til det?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nyt digte-site: digtenu.dk - Held & Lykke!

1 kommentar
Omkring nytår lukkede sitet digte.dk, som ellers var gratis hjemsted for alverdens digterspirer og spirinder i landet. Som jeg har forstået det lukkede det af to grunde: mangel på indtjening, og konstante flamewars, som må have gjort det til et helvede at køre.

Jeg har siden været lidt inde over nogle kunstnermiljøer, som observatør, og har kunnet se hvad oppustede egoer, som ikke har noget fornuftigt at sige, kan finde på at hælde ud. Det er ikke småting, isæt ike når de har lært af vores forgænger i statsministeriet, at selvcensur er noget skidt. Og det kan jeg godt forstå, at folk ikke har gidet stå model til - ulønnet, ja faktisk ennda med udgifter til at køre sitet.

Nu er der tilsyneladende så kommet en efterfølger - digtenu.dk er gået i beta.  Manden bag sitet beskriver sig som programmeringsnørd med passion for digte!

Da jeg godt kan lide programmeringsnørder - alt andet ville være dumt når man selv er en - og ved jeg har nogle læsere med interesser i den sfære, er nyheden om sitet hermed givet videre.

Og det ønskes alt muligt held & lykke. Der bliver nok brug for det!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 19. september 2010

Webmaster Tools

Ingen kommentarer
En kær co-blogger spurgte mig om nogle Google-relaterede ting i dag. I den forbindelse omtalte jeg Webmaster Tools - og så kom jeg til at tænke på, at det kunne da godt være at det skulle ud i en større forsamling.

Webmaster Tools er et (gratis) værktøj fra Google til Webmasters. Hvor man kan få forskellige oplysninger omkring ens site i forhold til Google - blandt andet ting som hvor mange bytes googlebot'en har tygget igennem hvornår, og hvor lang tid det har taget at hente de bytes.

Samt hvis Google finder ting som kan være problematiske på ens site - såsom hvis der er ens titler på flere urls på sitet.

Derudover kan man finde råd til performanceoptimering, samt oversigt over hvilke keywords google associerer med dit site, samt topsøgninger som har ført til dit site, og hvor din gennemsnitlige placering er på de søgninger. Og hvortil der linkes til dit site udefra, og ikke mindst hvorfra.

Og så kan Google i øvrigt give dig beskeder, hvis de synes der er et problem med dit site. (Har aldrig fået nogen, så jeg ved ikke hvordan det nærmere foregår.)

Meget af det er muligvis overkill på en blog - hvor det alligevel er begrænset hvor meget man kan gøre ved tingene - men for en lidt teknisk interesseret som mig er den rigtig god at have.

Tilmeldingen er lidt teknisk. Man skal melde sig til som sædvanligt for en google-tjeneste, men så skal man også bevise at man har ejerskab over det site man melder til. Det gør man ved at lægge en stump kode ind i ens template (hvis det er en blogger-blog der er tale om), så kan Webmaster Tools læse det, og se at det er ok man får adgang til oplysninger om sitet.

Hvis der er interesse for det, så skriv det i kommentarfeltet, så skal jeg nok skrive en guide til tilmeldingen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Fint lille værktøj til Print Screen

2 kommentarer
Jeg fik en mail i dag, som røg i mit spam filter. Fint nok, for den hører i kategorien unsolicited mail. Men den her var sådan set en jeg gerne ville have.

Den var fra Julia Taylor for Digeus, Inc, som bad mig om at anmelde deres værktøj (unbiased) - tilgengæld for det vilel jeg få en gratis licens til produktet.

Om Julia Taylor er en virkelig person ved jeg ikke. Jeg har nemlig fået den slags tilbud før, og da har det været en opfunden markedsføringsperson, har jeg kunnet se. Men bortset fra det har jeg egentligt ikke noget imod den måde at markedsføre sig.

Når programmet kører,
lægger det sig som kamera i proceslinien.
Desværre har de andre produkter jeg har fået tilbudet på, været i en så begrænset version, hvis man ikke købte det, at det ikke har været muligt at give en reel anmeldelse af. Og jeg gider altså ikke betale for at skulle anmelde det.

Anyway, det her produkt hedder SnapIt Screen Capture version 3.7, og kan prøves gratis i 14 dage - så der var ingen problemer af den slags med begrænset funktionalitet.

Indstil knap der bruges til dumps,
hvor de skal lægges,
og hvilken filtype...
Og så er det endda et program jeg rent faktisk kan bruge til noget: får når jeg laver guides til diverse, laver jeg indimellem screen dumps til at illustrere hvordan og hvorledes. Men jeg laver for få, fordi det er en omstændelig proces. Og det er lige præcis der, dette program kan hjælpe.

Den normale proces, når man skal lave et screen dump foregår noget i stil med: Tryk Prt Screen (eller Alt+Prt Screen), åben tegneprogram, indsæt dumpet, rediger så kun det relevante område er med, og gem filen.

Med programmet her kan man direkte når man laver sit screen dump markere det område som skal dumpes. Men det allerbedste - man kan sætte op at det automatisk skal gemme dumps, så man ikke skal gennem tegneprogrammer, og man kan sætte op hvilken filtype billederne skal gemmes som.

Virkelig fikst: når det er sat op til det, hedder proceduren: tryk Prt Screen, marker område på skærmen... og det er sådan set det! Så har du en fil klar til at indsætte.


...og efterhånden kommer screendumps ind i det valgte dir.
Så - hvis man ofte har brug for at illustrere noget med screen dumps, er det bestemt noget jeg vil anbefale man prøver! Prisen kan jeg se er $17.99 (sat ned fra $25) - og det synes jeg måske er en smule i overkanten. For ganske vist er det et smart værktøj, men det har også en meget begrænset anvendelse. Men det må jo være op til den enkelt. Selve værktøjet er der ikke noget galt med.

Man kan finde mere information og downloade programmet til test hos Digeus. De skriver at det fungerer med Windows op til Vista, men jeg prøvede det med en Windows 7, og der fungerede det også fint.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

De har meget at lære

Ingen kommentarer
Som von Arnold Antoni
gerne vil ses - billedet er
fra hans facebookprofil.
Han ser meget svensk
og demokratisk ud, ikke?
Den heltemodige Sveriges Demokrat fra Malmö med det flotte navn, David von Arnold Antoni, er blevet overfaldet. Igen.

Første gang skete det i marts, da blev han slået i baghovedet af en mand i en armygrøn jakke, med palæstina-tørklæde, som råbte at du skal holde dig fra vores skoler, skide rascist. Manden gjorde udfald mod von Arnold Antoni med en kniv, men denne undgik behændigt at blive ramt.

Dengang droppede politiet sagen på grund af manglende spor.

Men nu.... nu er de efter ham igen. Den 10. september - derfor er medierne herhjemme ikke gået i selvsving over det, for vi har været optaget af vores bombemand - bliver von Arnold Antoni overfaldet i sit eget hjem af to arabisk-talende personer, og mishandlet. Blandt andet ved at et hagekors skæres i panden på ham med en foldekniv. Og ved at kalde ham svennejävel som afskedssalut. (Jeg ved ikke helt hvad det betyder, men det lyder grumt. Og hvis det er det jeg tror, er det grumt!)

Nu må politiet da gøre noget?! Men nej... for den svenske retslæge bedømmer, at det er von Arnold Antoni selv som har skåret hagekorset i sin pande. Og det er han ganske sikker på; på en skala op til 10 i sikkerhed, er det en 9'er; som retslægen siger, hvis han skulle være mere sikker skulle han have overværet at der blev skåret.

Og det er jo lidt en streg i, om ikke panden, så regningen. Så, nu sigter politiet von Arnold Antoni for falsk anmeldelse. von Arnold Antoni selv er skide sur - Jeg er sikker på de kommer med historien nu, for at det skal få betydning for valget! siger han.

Og det kan man jo ikke afvise - for jeg tror von Arnold Antoni bruger meget tid på at spekulere på, hvilke historier op til valget, der kan have effekt - så han må vel anses som ekspert på området.

Og naturligvis er der ingen tvivl om at det er et komplot. Synd at de ikke har fået Pia Kjærsgaard til at vejlede dem bedre. For hun kan da ihvertfald fortælle om, at skal man overfaldes, skal man sørge for at det sker på åben gade i fuldt dagslys. Og så skal man sørge for at have en bank i nærheden, man kan søge ly i. Den slags kræver god planlægning!

Jo, de har endnu meget at lære i Sverige.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.