Leoparddrengens
Public Key
Leoparddrengens Hjerte
Leoparddrengens bankende hjerte
banker for dig!

søndag den 18. marts 2012

De sidste dage

13 kommentarer
De der har fulgt med på bloggen, har også set mine skriverier om min mors sygdom, som har fyldt meget det sidste års tid. Ihvertfald til jeg kunne komme med en form for afrunding for 5 måneders tid siden, da hun var færdigbehandlet for sin lungekræft.

I nogle måneder så alt forholdsvis fint ud. Hun kom godt nok aldrig op på sit gamle mentale niveau, men hun fungerede fint, omend lidt svingende. Og hendes kontrolbesøg viste ingen problemer, senest i starten af januar.

Det tog en drejning da jeg blev ringet op af hende i starten af februar - hun var lige kommet fra besøg på museum med en veninde, og så var hun kommet hjem til at et vindue tilsyneladende af sig selv var gået i stykker. Det forvirrede hende meget. Samtidigt havde hun noget ondt i hovedet, og vist også ryggen, som om hun havde drejet den forkert, men hun kunne nu ikke huske at hun skulle have gjort det.

Jeg hjalp hende med at ringe til glarmester, så det ville kunne blive fikset, og tænkte at det lød som influenza der var på vej, eller lignende med muskelsmerter. Jeg spurgte i løbet af weekenden flere gange om jeg skulle komme forbi, men det syntes hun ikke - heller ikke selvom jeg advarede om jeg ville få svært ved det de i den kommende uge, da jeg havde børnene og det var vinterferie.

Vinterferien kom, og der brugte jeg nogle koncentrerede dage til ungerne, til deres mor overtog i løbet af torsdag. Her havde jeg så aftalt at komme forbi min mor, der var også praktiske ting der skulle ordnes.

Det var ikke godt det der mødte mig - hun havde tydeligvis en del smerter, ville helst bare ligge på siden. Og hun virkede også meget konfus, men på en ny måde - mere ovre i noget små-hallucinerende, eller ihvertfald med sær tolkning af sanseindtryk.

Så jeg ringede til hendes afdeling på Riget, og vi fik en akut-tid om mandagen, så de kunne undersøge hende nærmere. Min forestilling der var, at det sikkert var noget med en saltbalance der var galt, og det kunne fixes med et drop - det var prøvet før under kemo.

Men blodprøver viste ikke noget unormalt, så de indlagde hende, så de kunne få lavet de tests der skulle til - i første omgang en CT-skanning af hovedet. Det var hun ikke meget for - men hun blev overtalt, på den betingelse at hun kunne komme hjem igen.

CT-skanningen blev foretaget næste formiddag, og i løbet af eftermiddagen fik vi svar. Det viste sig at kræften havde spredt sig til hjernen, så nu skulle der ny omgang strålebehandling til. Det kunne også forklare hendes symptomer, ihvertfald hovedpinen og forvirringen - hjernen hæver, og det forøgede tryk skaber problemerne.

Vi blev sendt hjem - for det var jo det hun ville - med ny skanningstid om torsdagen, de fremrykkede hendes rutinekontrol for at se om noget skulle have udviklet sig andre steder også. Med sig fik hun noget medium smertestillende, samt noget binyrebarkhormon som lettede på symptomerne omkring hævelsen - og det virkede også allerede, hun havde det bedre.

På det tidspunkt var alt sådan set fint, troede jeg - nu var der fundet ud af hvad der var galt, og hvad der skulle gøres. Det ændrede sig dog om natten, da jeg jeg lavede research på det der med metastaser i hjernen, og fandt ud af at det sådan set ikke kunne helbredes. Man kunne udsætte døden med blandt andet strålebehandling, men det ville være et spørgsmål om tid. Jeg kunne se statistik der talte om medio levetid på en måned ubehandlet, og seks måneder med behandling.

Det var noget af et skifte i perspektiv - for indtil nu var den behandling der var givet, givet med henblik på helbredelse. Nu var der pludseligt tale om palliativ - livsforlængende og lindrende. Og selvom jeg selvfølgelig en del gange i det vanvittige forløb har tænkt den tanke, at det kunne være hun snart skulle dø, var det første gang håbet om andet blev fjernet.

Det ramte sgu lidt hårdt, dér om natten. Jeg blev også først lidt sur over, at lægen vi talte med ikke havde gjort det klart. Men ved nærmere eftertanke tænkte jeg, at det nok egentligt var meget godt min mor ikke havde hørt det, i hendes forvirrede tilstand.

Mere research på samme side, viste også at det var forventeligt - 80% af de der rammes af min mors type af kræft, udvikler metastaser i hjernen. Noget jeg også først tænkte, at det kunne de sgu da godt have sagt - men ved nærmere eftertanke: hvad skulle vi have brugt den viden til? Andet end at ødelægge den tid der var?

Jeg ringede til Riget næste dag, for at checke at jeg ikke havde misforstået det hele, men blev bekræftet i hvad jeg havde fundet frem på nettet - der var nu tale om palliativ behandling.

Skanningen torsdag var en slem tur - der var en del smerter, og af tåbelige årsager skulle vi forbi min mors læge, for at få en lægeerklæring - mere om det i andet indlæg - så hun var udmattet da vi kom hjem.

Mandag skulle vi så ind, så der kunne blive gjort klar omkring hendes strålebehandling af hjernen. Men i løbet af weekenden blev smerterne i ryggen mere konstante, samtidgt med at der indimellem dukkede andre op forskellige, skiftende steder. Og jeg følte ikke jeg kunne tage ansvar for mere. Heldigvis kunne hun også selv se det nu, og ville gerne indlægges.

Det tog noget tid, men det blev hun - tilsidst havde hun det virkelig ikke rart, efter flere timer rundt på Riget. Jeg kunne også mærke på de læger jeg nu talte med, at de ikke brød sig om de rygsmerter. CT-skanningen fra om torsdagen havde dog ikke vist tegn på noget i kroppen, men nu blev der bestilt en MR-skanning.

Som allerede blev gennemført næste morgen - det er meget hurtigt at få tid til sådan en - og den viste, at kræften også havde sat sig i et par ryghvirvler. Så nu skulle der også strålebehandling af ryggen til.

Det gode var dog, at hun nu fik effektiv smertebehandling, morfin, så hun havde det en del bedre. Stadig forvirret, men noget skæv af morfinen, på en god måde.

Så et par dage så tingene lidt bedre ud, set fra mit synspunkt. Men natten til torsdag var hun åbenbart stået op om natten, forvirret - og var faldet. Det gav hende et ordentligt blåt mærke og en hævet læbe. Og hun var blevet endnu mere forvirret, og kunne næsten ikke udtrykke sig.

Hendes strålebehandling af ryggen, som skulle være begyndt om torsdagen måtte de droppe - hun kunne ikke finde ud af at hun skulle ligge stille, og hvad der skulle ske. Og så var det for farligt (fordi hun kunne falde ned fra lejet).

Et endnu større problem var dog, at de nu heller ikke turde give hende strålebehandling af hjernen, da hendes almentilstand var for dårlig - og strålebehandlingen ligesom kræften medfører hævelse af hjernen. Og når den allerede var så hævet, kunne det medføre at hun døde umiddelbart efter behandling. Så de ville give hende massive mængder binyrebarkhormon i det håb at det kunne slå hævelsen nok ned, til at hun kunne modtage behandling.

Dagen efter talte jeg med afdelingens overlæge, som fortalte mig at han havde aflyst strålebehandlingerne. Som det havde udviklet sig ville det i bedste fald være formålsløst. Nu handlede det om, at hun fik så smertefri og rolig sidste tid som muligt. Hvilket jeg var helt enig i - men jeg må tilstå at det var lidt svært at følge med i som perspektiverne skiftede - det var kun 1½ uge siden jeg var på hospitalet med hende første gang, og nu var det kun et spørgsmål om dage, måske.

Så i løbet af weekenden var familie og nærmeste venner forbi og sige farvel - ikke at min mor var meget tilstede, hun sov for det meste, og kunne kun udtrykke sig halve sætninger. Selv havde jeg mine børn inde og se hende fredag aften.

Hun var mindre og mindre ved bevidsthed over de næste dage. En eftermiddag ringede de fra Riget: hun havde fået det en del værre med sin vejrtrækning, måske var det snart. Da sad jeg og min bror der en del timer, til lyden af rallen fra slim i halsen, som samler sig når synkerefleksen ikke længere virker. Men hun døde ikke den dag, hun stabiliserede sig efter et par timer, og holdt sig også sådan næste dag.

På den sidste dag, kunne jeg mærke hun var blevet varm - jeg gætter på hun havde fået feber, sikkert ramt af en infektion. Samtidig havde jeg ingen fornemmelse af at hun var tilstede mere, kroppen fungerede rent mekanisk. Jeg håbede og troede at det ville være hendes sidste dag. (Ja, jeg havde også håbet det de foregående dage, men nu var det også min fornemmelse.)

Jeg blev ringet op sent om aftenen - nu var hun død. Så gik jeg ind på Rigshospitalet og sagde farvel, om natten - der var fuldmåne og solstorm, og Venus og Jupiter stod tæt. Det var for ca 1½ uge siden.

Bisættelsen blev holdt for nogle dage siden. Det blev et fint arrangement, synes jeg - det er jo ikke så tit man skal holde sådan noget...

Her er min tale:
I forbindelse med at [min mor] blev 70 – få måneder inden hun blev syg - rejste hun, [min ældste søn] og jeg til Rom en uge. Det blev en dejlig tur.

Ret tilfældigt havde vi lagt det obligatoriske besøg i Vatikanet om formiddagen på hendes fødselsdag. Det kan måske forekomme lidt fjollet, men ingen af os havde tænkt på at det var søndag, og den katolske kirke var en going concern – så undervejs derhen hørte vi hvad der først lød som fjerne 1. maj-taler, men viste sig at være Hans Hellighed, Benedikt XVI, som holdt prædiken.

Det blev en stor oplevelse at overvære – en veritabel hær af præster, biskopper og alterdrenge som udførte sære ritualer i besynderligt farvede gevandter. En stor oplevelse, ikke så meget på grund af det religiøse – men fordi det gav et særligt tilhørsforhold til historien. Ekstra overvældende blev det nok, fordi det på ingen måde var planlagt af os – og at det altså var på [min mors] fødselsdag.

Så da Paven havde velsignet os alle, udbrød [min mor]: ”Så! Nu har jeg set hvad jeg skulle. Nu kan jeg roligt dø!”

Det var naturligvis sagt dels i sjov – men hun mente det nu også, et sted. Og hun gentog det også flere gange, som hun havde for vane, når hun virkelig mente noget.

Det har jeg ofte tænkt på efter hun blev syg. Som at det var en form for forvarsel. I dag føler jeg mere trøst ved det – hun var faktisk på det tidspunkt – da hun endnu var frisk i krop og sind – mæt af livet. Ikke at hun gerne ville herfra – men hun var tilfreds.

Historier og bøger var en stor del af hendes liv. Derfor regnede hun også sin venden tilbage til normalen efter sygdommen, fra da hun kunne begynde at læse igen, midt i oktober. Det begyndte dog atter at knibe efter et par måneder. Hun læste Proust, på fransk, men "det er som om ordene ikke vil hænge fast". Så hun bad mig købe den på dansk, På Sporet af den Tabte Tid. Og da hun blev indlagt bad hun mig hente den – det blev det sidste hun læste, hun nåede til side 28 ifølge bogmærket.

Da jeg var barn, og hun læste bøger op og vi kom til slutningen af De Store – som for eksempel Kaninbjerget eller Ringenes Herre - kunne hun godt have problemer med at læse slutningen højt. Faktisk kan jeg huske, jeg måtte læse det sidste kapitel af Ringenes Herre for hende, fordi hun ikke selv kunne for de store følelser. Lidt på samme måde har jeg det nu. Så det er op til mig at sige: Farvel [mor] – El-ahrairah har kaldt på dig, du skal fortælle historier i hans owsla. Skibet til Gråhavne er forsvundet i horisonten.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.