Handlen med Liberal Alliances aktier (NLA) blev idag suspenderet på Københavns Fondsbørs på en ellers stille og rolig dag, efter vedholdende rygter om at der skulle foregå insiderhandel med aktien.

Der blev peget fingre på børsen i dag - men har sagen noget på sig?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg i sin tid for snart en del år siden blev hevet ind og se Biler (Cars) var det med en god portion skepsis. For jeg har aldrig været meget til biler, og de forfilm jeg havde set syntes jeg ikke tydede på noget interessant.

Men jeg blev meget positivt overrasket - over historien, som ramte dybt i noget med venskab, og over animationen, som virkeligt fik gjort de biler til nogen man kunne leve sig ind i og leve med.

Så det var med en noget anden forventning jeg i dag var med mine nu to biografmodne drenge inde og se fortsættelsen.

I denne omgang er hovedpersonen snarere kranvognen Bumle end Lynet McQueen. Bumle, som på mystisk vis bliver rodet ud i en agenthistorie i bedste James Bond-stil. Eller rettere, i bedste Frede-stil. For plottet og underplots minder mig i den grad om den danske Balling-film Slå først, Frede fra 1965, hvor Morten Grünwald, Frede, som spøg- og -skæmthandler på lignende vis bliver rodet ud i et agentsammensurium. (Frede-filmene kan iøvrigt lidt ses som forgængere til Olsen-banden, det er ihvertfald stort set de samme folk hele vejen igennem.)

Og det er da også på mange måder oplagt - for bilerne har jo gennem tiden spillet ret store roller i James Bond-film - og det bliver der også trukket på her.

Sideløbende kører så en historie med Lynet McQueen som prøver at vinde Verdenspokalen i ræs, ikke mindst for at vinde over den italienske charmebil med blottede hjul, Francesco. Men det er altså Bumles historie som er den styrende.

Og det er fint alt sammen. Masser af ramasjang, og meget fantasifuldt. Og der er sjove scener fra de lande (Japan, Italien og England) som ræsne foregår i - ikke mindst en scene hvor Bumle er havnet på japansk "toilet").

Desværre er der så ikke meget af den (emotionelle) dybde i filmen man efterhånden er kommet til at forvente fra Pixar. Det betyder ikke noget for ungerne, men jeg savnede det altså meget - så kan animationen være nok så nydelig. (Vi så den iøvrigt "kun" i 2D, det foretrækker den yngste og det var hans tur til at bestemme.)

Jeg syntes også den var lidt rigelig lang - 1 3/4 t var lang tid for den 6-årige.

Så karaktermæssigt bliver det for mig et sted mellem 3 og 4 ud af 6 - vel nærmest 3 store. Ungerne ville nok give den mindst 5 ud af 6. Så konklusionen må være, at den er fin at tage unger med at se - men man skal ikke som voksen forvente en ny Op. Og det er da også fair nok.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er gennem noget tid blevet punket for ikke at bringe flere reklamevideoer, her på bloggen. Men ærligt talt, der har været langt mellem snapsene som var værd at bringe, de har været ganske intetsigende. Og samtidigt har min egen udgivelsesfrekvens været en del lavere, så jeg risikerede jo det blev en ren reklameblog.

Men den her Ronal Barbaren forventer jeg selv at skulle se. Er dog noget nølende overfor det med "for hele familien", som den ældste søn har hæftet sig ved... men jeg er sikkert også bare forstokket.


(og jeg betales en anelse hvis du ser den)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Joachim B. Olsens udsagn i TV2 Nyhederne i aftes satte gang i en af de sjovere ordvekslinger jeg har haft på Twitter. Ikke den sjoveste, og jeg har før tænkt på at kopiere dem ud til almenheden, men ikke taget mig sammen.

Men nu gør jeg det med den her - som udtryk for hvilken syret brainstorming jeg som er mulig på Twitter, og kan opstå ganske spontant (naturligvis også med tak til @vingband og @Filoffen) :


Som man nok har forstået synes jeg altså det er ret sjovt det Twitter. Men man skulle muligvis have været der :)


Ceterum censeo Facebook esse delendam.