I går var jeg i små to timer til anti-Israel demonstration på Rådhuspladsen. Hvor jeg selvfølgelig straks rendte ind i en af min mors gamle veninder, som vist har været involveret i stort set alle fredsbevægelser og lignende gennem tiden. Hun havde lidt tilfældigt hørt om denne, og måtte som den gamle cirkushest jo også møde op her.

Og hun var ganske tilfreds med fremmødet. Selv var jeg lidt skuffet - men jeg har heller ikke været til mange demonstrationer de sidste mange år, og har derfor mest billerne fra min barndom og ungdom at sammenligne med. Og dengang virker ting for det første større, og derudover var der jo nogle notorisk store demonstrationer i 80'erne, som idag ikke rigtigt er til at hamle op med.

Og de sidste gange jeg ellers var aktiv demonstrerende var anti-Irakkrig demonstrationerne i 2003 - og de var altså også pænt store.

Der blev så selvfølgelig holdt taler, og spillet hiphop, som der jo nu gør. Og så syntes jeg efterhånden jeg havde gjort min pligt. Og skulle videre i teksten for:

Så skulle jeg ind og se Armadillo med min mor, som ville have mig med ind, fordi hun ikke var sikker på at kunne klare at se den alene.

God film, ingen tvivl om det. Og som det er blevet fremhævet af mange, utroligt flot fotograferet. Lydsiden tilgengæld generede mig lidt (men syntes nu også lyden i Grand (som min mor insisterer på at se film i, når hun kan?!) godt kunne være bedre.) Faktisk synes jeg filmen ville vinde ved at være tekstet.

Men lad mig slå det fast med det samme: jeg kan på ingen måde se, at de soldater gør noget forkert (udover altså overhovedet at tage afsted, men det er en anden diskussion.) Og hele den sag med likvidering etc er en fis i en hornlygte - og de stumper der har været vist i TV er iøvrigt klippet sammen, så de kan få en god historie ud af det, men det der bliver sagt i filmen er noget andet.

Og jeg kunne i det hele taget ikke blive særligt chokerede over soldaterne, snarere tværtimod.

Men, der hvor jeg virkelig synes filmen viser noget interessant, og som er blevet ganske ignoreret i medierne, er i forhold til lokalbefolkningen.

Okay, det har været fremhævet, at det ikke lige kunne røre soldaterne, hvis der døde en uskyldig, civil pige.

Men forholdet den anden vej: hvis man har et indtryk af, at lokalbefolkningen i Helmand ser danskerne som beskyttere, kan man godt tro om. Allerhelst vil de jo bare være i fred - og have både danskere og taliban langt pokker i vold, og ikke have deres køer og familiemedlemmer sprængt i stykker hele tiden.

Men hvis de skal vælge mellem 2 onder, vil de helst leve med Taliban og slipe for danskerne.

En særdeles flink dansk forbindelsesofficer, som altid er glatbarberet, og taler som om han var ansat på et socialkontor*, prøver fortvivlet at overtale dem til at indse, at de skal hjælpe danskerne med at fortælle hvad taliban laver, ellers bliver det aldrig bedre.

Men afghanerne ryster på hovedet af hans naivitet - hvis de hjælper danskerne, vil de få skåret halsen over, så snart danskerne er væk, forklarer han. Danskerne har våben, taliban har våben, men de lokale har ingenting.

"Jamen, hvis I ikke hjælper os, bliver det aldrig bedre!" prøver forbindelsesofficeren igen. (Via tolk - hvorfor kan de ikke få et oplært nogen i at tale pashtu?).

"Hvis vi hjælper jer, er vi alle døde." Siger afghaneren - som tydeligvis mener den pæne dansker er dybt debil. Og så er den diskussion ligesom ebbet ud i sandet. I andre samtaler griner de lokale hånligt, når danskerne taler om "når taliban er væk". Ingen tvivl om de regner danskernes kamp for håbløs.

Ligesom de lokale børns bagtaling af soldaterne på pashtu oversættes, og der bliver ikke lagt fingre i mellem.

Og det kan godt være danskerne er overlegne millitært, men man får på ingen måde et billede af, at det er noget der viser sig på jorden - hvor man mest får indtryk af danskerne som belejrede i et ørkenfort, hvorfra de ind i mellem tager ud på patruljer.

Anyway - fremragende film. Det er lidt mit indtryk at man som seer, alt efter hvem man er, slår ned på forskellige dele af filmen, og synes det er ekstra interessant, eller lærerigt. Men vi er et land i krig - den her film giver et billede af den krig, på godt og ondt. Det er en forbandet pligt at se den, lige meget om man er for eller imod krigen. For vi lever i et demokrati, og er dermed alle ansvarlige for den. Og så kan man heller ikke tillade sig at lukke øjnene.

Bagefter var jeg ærlig talt lidt smadret - så har først kunnet skrive indlæg nu.


*sådan virker han iøvrigt også, når han skal udbetale penge for bortsprængte køer, kalve og bedstemødre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.