Dette tweet fra Kaare Sørensen dukkede idag lidt tilfældigt op i min strøm:

@brianweichardt Interessant tanke: Så medier skal ikke have blogs?

— Kaare Sørensen (@KaareSorensen) 4. november 2016

Spørgsmålet var del af en længere diskussion (som jeg slet ikke var involveret i) om især politikere og blogs, og det forekommer mig at spørgsmålet er retorisk — for som jeg læser det er tanken om at medier ikke skal have blogs utænkelig.

Muligvis læser jeg det forkert — men jeg vil under alle omstændigheder prøve at svare: Nej — medier skal ikke have blogs. Politikere eller ej. Det er en uskik.

Og det er sådan set noget jeg har ment længe; det at medierne begyndte at køre blogs for særligt indbudte har været skadeligt både for blogs og medier. Jeg kan ikke helt regne ud, hvad bevæggrunden har været oprindeligt for at aviserne hev blogs ind. Måske skyldtes det blogs pludselige popularitet og so ein ding; eller måske så aviserne det som en billig måde at få skrevet klummer.

I hvert fald kunne nogle indbudte nu få lov at skrive deres tanker,med rimelig sikkerhed for at de ville blive læst af en del, i og med link til deres stuff ville komme på hovedsiden af avisens site; og avisen kunne få dejligt content, der endda ville blive læst & klikket på af mange, hvis de valgte de rigtige bloggere.

Og det lyder jo som en win-win, ikke sandt. Så hvad er problemet?

Der er en del. Efter min mening.

Det første problem er, at de folk der indbydes til at blogge, for det meste slet ikke er bloggere. De skriver ikke fordi de har noget de må ud med; de skriver fordi de har fået en platform foræret til promovering. (Havde de skrevet blogs i forvejen, som var blevet syndikaliseret, havde det derimod været helt fint for mig.)

Det andet problem er økonomien. Medierne er kommet til at elske de bloggere som skaber "debat" — ikke fordi de skriver godt, sandt eller intelligent og bringer os nye steder hen. Men fordi de skaber klik. Klik, klik, klik. Og hvert klik er penge ned i en stadigt tommere kasse.

Nogle aviser er bedre til at styre det end andre — Berlingske er uden tvivl de værste i klassen. Men for alle gælder at den økonomiske interesse ikke ligger i noget så højpandet som kvalitet af bloggerne, men i hvor mange klik de kan skabe.

Det tredje er det redaktionelle ansvar, som medierne fralægger sig ganske. For der er jo tale om en blog. Det høres igen og igen, når en avis spørges hvordan de dog kan lægge virtuelt papir til had, løgn, paranoia, mere had, mere løgn. "Det er en blog, vi redigerer ikke."

Jamen, så skal I sgu ikke bringe det. Det er så forbandet hyklerisk & ansvarsforflygtigende. Enten er det noget i står på mål for — eller også skal I ikke bringe det. Kraftedderhelvede.

(Og så siges det iøvrigt ofte at det er tydeligt at der er tale om en blog, ikke en del af avisen. Det synes jeg så meget sjældent er tydeligt. Især ikke i mobilversioner.)

At blogverdenen langt fra er hvad den har været, vil det nok være for meget at klandre medierne og deres brug af blogs for, omend jeg tror de er del af det; fordi en blog for mange i dag står som værende en klummeskriver i en avis. Men der er problemet nok mere, at Facebook har ødelagt og kannibaliseret.

Men overordnet har blogs på medier efter min mening ikke først noget godt med sig. Heller ikke selvom der er blogs og bloggere jeg gerne læser og får noget ud af; dem læste jeg hellere andre steder. Og heller ikke selvom nogle medier er bedre til at håndtere blogs end andre. Det handler om klik, klik, klik. Og er med til at ødelægge mediers redaktionelle troværdighed.

Så, ja luk for jeres blogs, kære medier. De af jeres bloggere, der for alvor har noget på hjerte, har masser af steder at udgive deres tanker, åbent for hele internettet og gratis. Og hvis de virkeligt er værd at læse, skal de såmænd nok også blive læst.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så er ugen ved at være overstået, hvor man, hvis man er kommet forbi TV2 har skullet slalome imellem forfærdelige sygdomshistorier, underholdning og vild med dans, hvor aldanskens kendisser er med, og lodtrækninger om fossilbiler.

Nej, Knæk Cancer på TV2 er ikke et kønt syn. Men det er ikke det jeg mest har i mod det.

Det er heller ikke det faktum, at det lanceres som et godgørende program, når sandheden er at kræft rammer os alle, og det inderst inde er vores egen dødsangst vi prøver at betale os fra.

Eller for den sags skyld at grunden til at kræft er sådan en alvorlig sygdom for os, er at vi har behandlet os ud af stort set alt andet, og at vi bliver så meget ældre i dag. Døden skal jo for pokker have en årsag. Og, ja, kræft rammer også unge, og det er en tragedie, men hovedparten af os har altså fået kopieret vores celler til overflod før det sker..

Men et show som Knæk Cancer er demonstrativt for hvor mange ressourcer den sygdom får lov at suge til sig, båret af vores alles dødsfrygt og en exceptionel succesfuld lobbyforening i form af Kræftens Bekæmpelse.

Jeg mærkede det selv, da min mor blev syg. Hendes symptomer var heftige, men diffuse, og virkede mest som noget med senilitet. Et område som ikke ligefrem oversvømmes med midler. Så alene det at få en tid, hvor nogen i sygehusvæsnet kunne kigge på hende, var der tre måneders ventetid til (dette var i 2011, så det ville muligvis ikke være sådan i dag).

Jeg fik kæmpet for det, for den var helt gal med hende, og fik vist ventetiden ned på 1½ måned. Men det hjalp ikke meget, for mellem hver ny undersøgelse var der en evighed.

Selv ikke da hun gik i coma og røg på intensiv blev der brugt ressourcer på at finde ud af hvad der egentligt lå til grund.

Men da en PET/CT skanning efter 3-4 måneder, efter vi først havde fået lov at komme i kontakt med systemet, viste at det hele visnok skyldtes lungekræft… ja, så kom der andre boller på suppen.

Så var det næsten ikke til at følge med i undersøgelser & udredninger — hvoraf mange var overflødige, for vi havde allerede været dem igennem i snegletempo, men sådan er det med pakkeløsninger — og inden for 3-4 uger var hun i kemo- og strålebehandling, og der blev brugt en masse ressourcer på hende, og det er jeg meget taknemmelig for, og hun var i klar bedring, inden det et halvt år senere viste sig at det hele var metastaseret i hjernen og hun døde på et par uger.

Så jeg oplevede i den grad forskellen i vores sundhedsvæsen på om man sagde kræft eller ikke kræft.

Jeg fik virkeligt meget sympati for en masse sundshedspersonale, både blandt dem der arbejdede med kræft og dem der ikke gjorde. (Og, ok, så ver der også et par idioter, som jeg stadig i dag forbander langt væk. Men i det store hele.) Så det handler ikke om dem, men om den måde vi forvalter ressourcer.

Og jeg følte hvordan kræften har udviklet sig til noget, der vokser og suger til sig fra det omliggende sundhedsvæsen, så meget at det kan hæmme bekæmpelsen af den.

Og derfor hader jeg Knæk Cancer.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.