Der kan være masser af grunde til at være skeptisk og slå koldt vand i blodet i forhold til hvad der sker i Iran i forhold til resten af verden (og måske på sigt også i Iran).

Der kan nu også være masser af grunde til ikke at være for skeptisk. Ikke mindst fordi optimisme kan skabe momentum, som kan løsne op for fastlåste fjendebilleder.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne situationen i øjeblikket med Sovjetunionen i 1985 da Gorbatjov kom til. Ret hurtigt stod det klart, at han ihvertfald i tale var en del forskellig fra sine forgængere. Men kunne han levere?

De fleste vestlige kommentatorer var skeptiske, og mere så des længere man kom på højrefløjen (naturligvis). Og, mente man, selv hvis Gorbatjov var ægte, så ville han næppe få lov til de ting han talte om - han havde jo også et politburo, der skulle stilles tilfreds.

Alligevel skete miraklet - indenfor et år var der topmøde om nedrustning i Reykjavik, mellem Reagan og Gorbatjov. Et topmøde der i første omgang ikke førte til noget direkte, men åbnede op for flere - som gjorde. Så meget at det der før var utænkeligt snart var rutine.

Og i Sovjet kom glasnost og perestrojka, som snart blev en uafvendelig proces, indtil nogle hardliners prøvede at kuppe det hele tilbage - hvilket førte til Sovjets sammenbrud.

Idag taler de datidens højrefløjsfolk om, at det naturligvis var deres hårde linie der var skyld i det, og at våbenkapløbet kørte Sovjet økonomisk ned, og de skal have medaljer.

In phone convo, President #Rouhani and President @BarackObama expressed their mutual political #will to rapidly solve the #nuclear issue.
— Hassan Rouhani (@HassanRouhani) September 27, 2013

På samme måde kan det garanteres, at de som idag ikke mener man skal give Rouhani en chance, vil tage æren for det hele hvis der kommer reelle forhandlinger, og de fører til noget.

Men det er sådan set arbitrært nu - jeg synes det vigtige er at holde fast i den positive tilgang.

Og hvis nu EU er smarte, og kender deres besøgelsestid, anerkender de Irans ret til a-kraft, men går ind og tilbyder nogle gode deals på solenergianlæg til opstilling i Irans ørkener - for eksempel i et joint venture, der kan give gensidig know how og klimavenlig strøm til Iran, og gøre atomenergi mindre attraktivt. Og verden kan blive bedre, både miljø- og spændingsmæssigt.

Ja, jeg er sikkert naiv - men det skal altså også til ind imellem.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det undrer mig gang på gang meget, at Englands grumme historie med talibanere aldrig nævnes, selvom det med udviklingen i Afghanistan i 1990'erne og frem burde stå klart hvor meget det er en gentagelse af hvad der skete i England for 600 år siden. Hvilket burde stå klart, når man husker at taliban betyder studerende - og at alt handler om skoling.

Først må man forstå, at der dengang ikke fandtes mange skoler, så hvis man skulle undervises måtte forældre eller værger selv ansætte en hjemmelærer - som først og fremmest underviste børnene i katekismus, så de ikke endte i Helvede.

Som så mange revolutioner startede det tilfældigt, og med hvad der i dag kan synes som en lille ting.

En gruppe hjemmelærere gik sammen og skrev i 1455 til Pave Nikolas V om noget der lå dem meget på sinde; og noget de havde en formodning om han ville give dem ret i: nemlig at der ikke længere skulle undervises i Højsangen - den var simpelthen for fræk og ukristelig, mente de. Som eksempel fremdrog de indledningen på Højsangen 2 (Song of Solomon 2), som lyder:

I am the rose of Sharon, and the lily of the valleys.

Det var simpelthen for stærk kost, mente de - i det rosen naturligvis er en reference til de kvindelige kønsorganer - og sangen således vel nærmest kan sammenlignes med de moderne Vagina-monologer.

Var anmodningen nu blevet behandlet af den meget misogyne Pave Nikolas havde de såmænd nok fået ret, og Højsangen ville være blevet strøget fra bibelen. Men mens brevet var undervejs døde Nikolas og Callixtus III indtog Pavestolen. Og han var ikke sådan at bide skeer med: versene i biblen var blevet fastlagt ved Synodet i Hippo i AD 393, og resultatet var velsignet - og forsøgte man at lave om på det, var det kætteri. De havde bare at undervise i hvad der stod, om de så fandt det syndfuldt eller ej, var svaret fra paven.

Det var ikke noget der bekom lærerne i England vel, da de modtog svaret. De var i mellemtiden vokset til en landsdækkende organisation, The Tudors - tutorerne, hjemmelærerne. (Idag ville det naturligvis staves The Tutors på engelsk, men der sker jo noget med sprog på 600 år - og man bruger stadig den gamle stavemåde, nok af hensyn til traditionen.)

Så de gjorde oprør - i første omgang mod den katolske kirke i England, men da Kongen, Richard af York, støttede kirken - det var trods alt med Pavens velsignelse han var konge - blev det med tiden også et oprør mod kongemagten og (dele af) adelen.

Men Tutorerne fik store dele af befolkningen med sig - nok ikke fordi de gik synderligt op i doktrinen, men de så en mulighed for et bedre liv. Denne borgerkrig kendes som Rosenkrigen, opkaldt efter argumenterne i Tutorernes oprindelige pavelige anmodning - og endte med Kong Richards død i 1460, og biskoppernes tvungne undsigelse af Paven i Rom.

Hvis folket havde troet de ville få det bedre, tog de imidlertid fejl - de næste 100 år under Tutorernes hierokrati bød blot på et rædselsregime af yderligere undertrykkelse. Offentlige halshugninger for de mindste forseelser hørte til dagens orden. Især kvinderne blev undertrykt - det var jo trods alt deres forbudne frugt som Tutorerne i første omgang havde set sig sure på, så kvinder blev bandlyst i det offentlige rum, og betragtet som en ren handelsvare til bryllupper og "24 timers giftermål".

Og havde man troet at Tutorerne herredømme ville skabe fred, tog man også fejl - for nu hvor der først var ændret i Biblen fik forskellige grupperinger naturligvis lyst til at ændre andre ting som faldt dem for brystet. Og andre grupper brød sig ikke om disse ændringer - hvorfor det naturligvis førte til kampe mellem de forskellige fraktioner, om hvilken lære der nu var den rigtige.

Stort set det eneste varige det lykkedes dem at bygge var Tower of London, som de brugte til opbevaring af de få dødsdømte, som ikke blev henrettet umiddelbart. Tutorerne var meget bedre til ødelæggelse, og som talibanerne gjorde de meget for at ødelægge symboler på tidligere tiders tro - det værste var nok, at de flåede taget af Stonehenge.

Dette varede indtil Elizabeth - efternavn ukendt. Hun var en "24-timers brud", som på klog vis ved sine mange giftermål blandt ledende Tutorer fik samlet en magtbase, som pludselig i 1758 samlede sig - og gjorde hende til Dronning Elizabeth I af England.

Det kan synes besynderligt at store dele af Tutorerne skulle samle sig bag en kvinde, men det giver i historisk perspektiv ganske god mening - det var simpelthen den eneste måde at opnå fred og en samlet doktrin, som Elisabeth - ironisk kaldet The Virgin Queen - stod for: Church of England. At meget af Tutorernes oprindelige idéer var udeladt eller ændret gjorde ikke så meget - de fleste havde alligevel glemt hvad de egentligt kæmpede om - det vigtigste var at der ikke var tale om en tilbagevenden til Pavevældet.

Elizabeth kaldte sig også en Tudor, omend hendes rolle mest var en afvikling og normalisering. Hvorfor hun også endte med at omtale sig som Den Sidste Tudor. Og en af hendes sidste love var et forbud mod undervisning i hjemmet, så et lignende regime aldrig mere skulle kunne opstå - dette er årsagen til den udbredte Engelske tradition for kostskoler, som stadig ses i dag.

Under afviklingen af Tutorernes æra skete der en kulturel opblomstring. Det ses måske tydeligst  i dag i Shakespeares løsslupne værker, som ikke lægger fingrene imellem. Her for eksempel hans slet skjulte hilsen til Tutorerne i Romeo & Julie (2. akt, første scene):

Juliet:

'Tis but thy name that is my enemy;
Thou art thyself, though not a Montague.
What's Montague? it is nor hand, nor foot,
Nor arm, nor face, nor any other part
Belonging to a man. O, be some other name!
What's in a name? that which we call a rose
By any other name would smell as sweet;
So Romeo would, were he not Romeo call'd,
Retain that dear perfection which he owes
Without that title. Romeo, doff thy name,
And for that name which is no part of thee
Take all myself.

I dag hører man imidlertid meget lidt om Tutorerne - jeg tror englænderne basalt set er skamfulde. Pink Floyd forsøgte sig med en musical, The Tower (All in all you're just another brick in The Tow'r og Hey, Tutor, Leave Them Girls Alone ), men dette viste sig for kontroversielt, så istedet blev det til en musical om onde lærere i Vestberlin, The Wall. Don't mention the war, indeed.

Så i dag kendes Tutorerne mest når der dukker møbler op fra den tid - Tudor-stilen. Dette er som regel hårde bænke og pulte, hvor børn har kunnet sidde og lære den katekismus der nu var gængs på det tidspunkt, hos deres hjemmelærer.

Om man direkte kan lære noget i forhold til Taliban i Pakistan og Afghanistan ved jeg ikke, men det virker ihvertfald helt forkert at undertrykke historien - vi burde kunne lære af den. Og hvem ved - måske Taliban kan få en Elizabeth på et tidspunkt?

Find andre af mine historiske essays i bogen Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Et nyt smuthul for spammers og scammers til at få din opmærksomhed, og overtale dig til at købe de der viagra-piller fyldt med pullimut som du så længe har sukket efter, er at oprette deres spam som del af din Google Calendar.

På den måde kan du få spammen to gange: som notifikation når tiden for "begivenheden" oprunder, og når du er inde i kalenderen.

Der er grundlæggende 3 måder dette kan være sket, som jeg her gennemgår, men de første metode er med garanti den mest udbredte, da den er meget enkel. Heldigvis er den også enkel at stoppe.

1. Luk for at alle og enhver kan invitere til begivenheder
Som default er der åbent for at alle kan oprette en event, ved at invitere dig til den - alt det kræver er din email-adresse. (Jeg gætter på denne default muligvis laves om på et tidspunkt ...)

Så det skal du lukke af for. Inde i Google Calendar klikker du på tandhjulet oppe til højre, og vælger Indstillinger.


I Kalenderindstillingerne du kommer til, finder du mod bunden knappen Føj automatisk invitationer til min kalender - den retter du til Nej, vis kun invitationer jeg har svaret på.

(Du kan også vælge midterste punkt - så undgår du notifikationer, men tillader stadig at de optræder i din kalender - hvis du gerne vil bevare den mulighed.)

Bum. Det udrydder med ret stor sandsynlighed fremtidig kalenderspam. Der er dog også andre muligheder for at det kan komme:

2. Check du ikke har givet uønskede apps eller sites adgang
Det gælder sådan set for alt hvad der vedrører din Google-konto, ikke blot din kalender, at du kan være kommet til at give nogen adgang, som egentlig ikke skulle have haft. Eller at adgangen måske var fin nok, men dem du har givet adgangen til så siden er blevet hacket.

Så det kan være en god idé at gennemgå hvem og hvad der egentlig har adgang til de forskellige områder af din Google-konto.

Det gør du ved at klikke dig ind på din Google-konto, ved at vælge dropdown'en
øverst til højre, og vælge Konto.

Under din konto vælger du punktet Sikkerhed - i bunden af siden vælger du så Tilknyttede applikationer og Websites.

Hvis noget ser skummelt ud, kan du så klikke Tilbagekald Adgang.

3. Du har delt din kalender
Hvis du har delt adgangen til din kalender, kan spammen i princippet også stamme fra dem du har delt med. Hvis du har mistanke om det, må du få dem til at gå deres indstillinger i gennem. Eller stoppe med at dele kalenderen med dem.

Jeg håber det virker - tak til Amit Agarwal hvis indlæg hjalp mig til at finde første del af forklaringen

[Opdatering:] @dortetoft - hvis spørgsmål var den oprindelige årsag til jeg undersøgte fænomenet med kalenderspam - har efterfølgende også blogget om emnet - samt om hvor smart eller usmart opbygningen af vores given rettigheder til apps med videre i grunden er.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.