Han efterfulgte Jens Otto Krag som statsminister og leder af socialdemokratiet; han er især kendt for tidligere i sit liv at have haft et - for en toppolitiker - usædvanligt job; vi taler om...?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Steen AA har som profilbillede på Facebook på det seneste haft en tegning af Professor Balthazar - hvilket har gjort mig helt nostalgisk.

For jeg kan huske, at jeg elskede den meget fantasifulde jugoslaviske tegnefilm om den opfindende professor, dér midt i 70'erne da den kom frem. Som tænkte - og tænkte - og tænkte - og så fik han en idé. Som udmøntede sig i et par dråber af en eliksir, med farverige effekter.

De viste den så vidt jeg husker i TV. Måske var det i programmet "Kl 4" - som blev sendt kl 16, men senere ændrede sendetidspunkt til kl 17, hvorefter det ændrede navn til "Kl 5"? Eller måske et andet program.

Da vi var blevet ældre, mener jeg også at kunne huske at vi stadig så den, i skolen. Det skyldtes, at når skolen engang i mellem syntes vi skulle have det hygeligt i klassen, fik vi lov til at se smalfilm i biologilokalet - og af tegnefilm rådede skolen over et par stykker, det var Professor Balthazar, og så Muldvarpen.

Vi var på det tidspunkt - 5. klasse og op - egentligt for gamle til at være i målgruppen, men vi var stadig meget fornøjede, da det var sjældent det skete - det der med video var kun lige akkurat begyndt at blive talt om, at der var nogen meget rige mennesker som havde.

Så - jo, han vækker nogle minder, Professoren. Jeg kunne desværre ikke finde en film på dansk på YouTube - det er lidt ærgerligt, for hvis jeg husker rigtigt er fortælleren i den danske version Poul Dissing.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er ikke rigtigt gået i fodbold-mode endnu - og jeg ved heller ikke om jeg kommer til det. Jeg føler mig ikke specielt oppe på det. Meeen, efter tidligere erfaringer bliver jeg drejet på, når først bolden er givet op - ikke mindst når nu Danmark er med, men jeg plejer nu i sidste ende at gå meget op i det under alle omstændigheder.

Den første gang det for alvor skete, var VM i Spanien 1982 - så det er det jeg betegner som mit første.

Selvom det ikke er ganske korrekt. Jeg kan svagt huske billeder fra '74, og at jeg var på koloni med min børnehave efterfølgende (på Langeland). Og at vi spillede fodbold, og vi havde navne efter VM-stjernerne på den tid. Især Beckenbauer og Müller var populære.

Og '78 i Argentina husker jeg noget. Jeg husker de voldsomme skygger i billedet, som især kommentator Niels Christian Niels-Christiansen blev slået ud af - for når bolden gik fra et solrigt til et skyggefuldt område gik der længe inden kameraet omstillede sig, og man kunne se bolden.

Jeg holdt med Argentina, husker jeg. Mest fordi de var på hjemmebane, og der blev kastet masser af konfetti i deres kampe. Min storebror var sur over det - både af fodboldmæssige og politiske grunde; han mente man var fascist hvis man holdt med Argentina. Og han holdt med Holland - så det blev ganske hyggeligt i finalen, hvor jeg sad med hjemmelavet argentinsk flag, og kunne se Argentina slå Holland, og min bror blev gevaldigt bitter.

Men det første VM jeg virkelig gik op i - det var det i '82. Jeg købte Tipsbladet, som kom med særnumre under hele turneringen, og jeg sad og lavede små kort, hvor jeg kunne skrive turneringsplanen for hver gruppe, indføre resultaterne efter hver kamp, og regne stillingen ud.

Og så var der Gruppe 6. Den nok mest fantastiske VM-gruppe jeg husker at have oplevet; eller sådan føles det ihvertfald i dag. Den bestod af Brasilien, Sovjetunionen, Skotland og New Zealand. Og alle kampene var i puljen var fantastiske. Selv New Zealand, som tabte alle deres kampe, står lysende for mig, som et godt minde. For de tabte på en positiv måde, og havde prøvet at levere en god kamp.

Den mest, mest fantastiske kamp var åbningskampen i puljen mellem Brasilien og Sovjet. Det er en af de kampe, hvor man føler guderne er kommet ned på jorden og spiller fodbold. Som jeg igen oplevede nogle år senere med Danmark-Sovjet. En helt fantastisk kamp, med nogle fantastiske mål - og jeg har fundet et gensyn på YouTube, præsenteret af Svend Gehrs:


Brasilien vandt 2-1, og i det hele taget må jeg sige, at det landshold for mig står som det bedste, jeg har oplevet fra Brasilien. Også selvom de ikke vandt - de blev, ligesom Sovjet, slået ud allerede i mellemrunden.

Ikke alt var positivt - Italiens pulje for eksempel var ret dødssyg, og de senere vindere spillede alle deres kampe i den indledende pulje uafgjort, og gik kun videre fordi de havde en 1-1- kamp, hvor Cameroun havde en 0-0. (Tilgengæld leverede Rossi i den grad varen senere i turneringen, og det var ham som sendte Brasilien ud, ved at lave et hattrick i mod dem.)

Og så var der jo kampen Østrig-Vesttyskland. Dengang blev slutkampene i puljerne ikke spillet samtidig, så da de to hold gik på banen, vidste man at hvis Vesttyskland vandt kampen 1-0, ville begge hold gå videre. Vesttyskland scorede ret hurtigt til 1-0... og sidenhen gik spillet meget, meget langsom på tværs af banen. Indimellem blev den med et meget sløvt sparket op på den modsatte bane, hvor den så gik på tværs i langsomme afleveringer...

Og slutresultatet blev 1-0, både Østrig og Vesttyskland gik videre.... Algeriet, som ellers stod til at gå videre var rasende - og siden er slutkampene blevet spillet samtidig.

I den ene semi-finale spillede Vesttyskland mod Frankrig. Den endte 3-3 efter forlænget, og Vesttyskland vandt straffesparkene - med god hjælp fra målmand Toni Schumacher - som ellers burde være blevet vist ud, efter den slagtning han begik mod franske Battiston:

- der blev end ikke dømt frispark.

Finalen vandt Italien fortjent 3-1 over Vesttyskland.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Beviset ses her af en test af en robot fra 1976.

Hvis de var kommet så langt dengang, kan man jo spekulere over om Jeltsin, Putin og Medvedev i virkeligheden ikke var/er robotter? Det ville forklare en del...


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Efter en kommentar i går fik jeg lige et flashback - Norge, sidst i 70'erne.

Jeg har været 9-10 år; årligt fra jeg var 6 havde vi (jeg og min mor + vekslende andre) været på skitur i Norge på vekslende hoteller. Egentligt var jeg mest til det alpine, men var også blevet ok glad for langrend, sålænge det var på gode vekslende skovløjper.

Men det hotel vi var på her (og det var sidste gang, uvidst på det tidspunkt) havde de arrangeret nogle mærker man kunne tage. Således at man kunne få et bronze, sølv, emalje (what the fuck?) og guld mærke, hvis man løb en tur på en bestemt tid. Som var en lille rundstrækning, afhængigt af hvor gammel man var skulle man løbe et bestemt antal omgange, og opnå bestemte tider for at kunne få de forskellige mærker.

Men de var jo smarte på hotellet: så man kunne ikke opnår sølv før man havde fået bronze, ligemget hvor hurtigt man løb; og man kunne ikke få emalje (what the fuck?) før man havde fået sølv; og ikke guld før man havde fået emalje (what the fuck?). Meningen var naturligvis at det skulle bringe folk tilbage år efte år, fordi ungerne ville have næste mærke.

Anyways, det stillede jeg altså op i. Og jeg var den første af ca 20 børn der skulle løbe. Min alder gjorde at jeg skulle løbe 2 omgange.

Og jeg kom fint af sted, og ud på rundstrækningen, og cirka da jeg var i bunden - og heldigvis uden for synsvidde af alle - skvattede jeg. Ned i en kæmpe snedrive. Hvor jeg lå og sprællede og ikke kunne få nogen form for fodfæste. Og var vanvittigt panikslagen og ville op hurtigst muligt. Ikke for tidens skyld, men jeg vile op, inden nogen så mig ligge sådan. For jeg var god til at stå på ski, faldt aldrig, hvorfor så lige der, nu?

Sprælle, sprælle, sprælle. Det føltes som en evighed, men langt om længe fik jeg pludselig kontakt med noget, så jeg kunne komme på benene igen. Og op i sporet, og løb videre som en rasende, nu var der noget der skulle indhentes.

Og jeg beholdt min førsteplads rundt og rundt, og mig bekendt har mit fald indtil nu været ukendt af alle bortset fra migselv. Jeg blev endda rost meget, fordi jeg var den eneste der ikke blev overhalet af en 14 årig pige, som var startet bagerst, og havde taget alle andre. Og min tid var god nok til guld (men jeg fik jo altså kun bronze).

Men hvad jeg tog ud af det løb var skammen over at ligge der, sprællende, og panikken. Og erfaringen om endnu engang at holde ting for mig selv.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg var barn, i 70'erne, var der ganske mange - og store - pornobiografer i København; især på Vesterbrogade, samt Strøget og sidegader.

Det fik en brat ende med indtoget af videoen, især VHS'en. Nygade Bio på strøget var sejlivet, og bukkede under som den sidste, såvidt jeg husker i slutningen 80'erne. Da havde de øvrige været borte længe.

Jeg har aldrig været i en, og har også umiddelbart svært ved at se charmen i at være sammen med en større gruppe (fortrinsvis mænd), og dele udløsninger med dem.

Men, kan da godt forstå fænomenet eksisterede dengang, da det var de færreste beskåret at have privat biograf. Ganske vist fandtes der selvfølgelig smalfilmsfremvisere og film til dem, men det var særdeles uhandy.

Uden jeg skal gøre mig til den store ekspert, har filmene vel også været skruet sammen på en anden måde end i dag; blandt andet fordi mediet (blandt de brede masser) var relativt nyt, men først og fremmest fordi der ikke var nogen fast-forward løsning, og man gik udfra folk rent faktisk så det hele.

Anyway, jeg kom til at tænke på det, fordi nu kommer der jo en bølge af 3D film, og som jeg så med Monsters vs Aliens er det en teknik der faktisk virker - ganske overbevisende.

Og hver gang der kommer nye teknikker, plejer pornobranchen ikke at være sen til at udnytte dem; og 3D sex må kunne være en oplagt sællert.

Men der er det interessante bare, at såvidt jeg ved kan Blu-ray/DVD ikke klare de her 3D film, det er kun de digitale biograffremvisere der dur endnu; og de ligger i en del millioner kroner, trods alt ikke noget de fleste får installeret i stedet for fladskærmen.

Så det vil sige, hvis 3D muligheden skal bruges, må det næsten betyde pornobiografer the old way. Og det kunne sgu være lidt interessant hvis det skete igen, selvom jeg stadig synes hele konceptet med biograf til den slags er lidt underligt; jeg tror det ville have en indflydelse, god eller dårlig, på samfundet og synet på fællesskab, og sex i det hele taget.

Men det må - lissom med så meget andet - jo tiden vise. Time will tell... sooner or later time will tell, som Einstein siger i introen til Red Alert.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg har truet med er jeg i et retrospektivt hjørne for tiden; så lad os få dækket de 9 år, der har mærket mig mest fra barndommen - på godt, men især ondt. Vær advaret, beretningen vil til tider virke som én lang jammer, men det er svært at komme udenom.

Og den slutter positivt...

Den begynder en augustdag midt i 70'erne, i solskin. Jeg er spændt, men først og fremmest nervøs og skræmt, for det er min første skoledag. Men det går jo fint, og det gør den første tid også; og jeg finder ud af der ikke er noget at være bange for (tror jeg), og at jeg godt kan lide at lære, og at jeg godt kan lide at lege i skolegården.

Jeg kan huske vi leger meget hele klassen, også meget på tværs af piger/drengeskel - meget mere end det er mit indtryk det sker i min søns skole i dag.

Vores klasselærerinde er en sød, ældre dame, hedder Frk , så det er trygt og godt. Og min matematiklærer - som jeg kommer til at have længe, og er den lærer jeg har de bedste minder om, har et mega langt rødt skæg, og ryger pibe når han er gårdvagt.

Jeg lærer hurtigt - som jeg husker det havde jeg ikke rigtigt nogen skolefærdigheder inden skolen (i modsætning til for eksempel mine egne børn i dag), men det er som det skal være. Jeg kan huske, at jeg er meget stolt, da jeg vinder den kolosale musetrappe vi har lavet i fællesskab i klassen til jul; vi skal gætte på et tal mellem 1 og 21, og jeg tager det bogstaveligt og regner ud at tallet midt imellem er 11, så det gætter jeg på. Og gætter rigtigt (Frk siger ganske vist det ikke var sådan ment, men det er resultatet der tæller.)

Men efter nytår er der ikke mer Frk - hun går på pension. I stedet for vi en ung lærer (og nu er det ike længere lærerinde, selvom hun også er hunkøn). Hun er som sådan også god nok - men ikke den samme afslappede, jeg-ved-hvordan som Frk . Og efter vi har haft hende et par år, ser vi hende næsten ikke mere - hun er konstant på barsels- eller sygeorlov.

Men indtil engang i 3. klasse, er alt sådan set storartet. Det fungerer godt socialt; fagligt er jeg den bedste i klassen på alle punkter bortset fra idræt, men det er nu ikke fordi jeg er dårlig der; er altid en af de første valgte i fodbold, og er tredjebedst i løb og den bedste i længdespring. (Kast er dog altid min akilleshæl, der er jeg klart dårligst).

Men derfra begynder det at skride - af forskellige årsager. Men til at starte med, er det nok, at jeg får en ny interesse - bøger. Jeg gennemtrawler det lokale børnebibliotek for alt hvad de har; til at starte med klassikere som De 3 Detektiver, og Enid Blytons samlede værker; ikke kun De 5, men det hele S.O.S (syv og Sofus), "Den Hemmelighedsfulde "-serien og hvad de hedder allesammen. Min rekord er at læse syv (7) bøger på en dag. (Men det var vist også S.O.S bøger og de var ret korte, og med store bogstaver; egentlig under min værdighed på det tidspunkt, men hvad - det var ord på et papir).

Gik senere over til Science Fiction og mere esoteriske bøger.

Og det var jo fint nok - bortset fra, at jeg jo så ikke havde lyst til at deltage i socialt liv uden for skolen, jeg ville hellere bare hjem og læse.

En anden ting var at jeg begyndte at blive nærsynet; hvilket jeg først ikke var klar over, og jeg kom vist ikke til sundhedsplejersker nogle år. Men i tilbageblik kan jeg se, at mit idræt (fodbold!) begyndte at blive dårligere og dårligere - af den simple årsag, at jeg efterhånden ikke anede hvem jeg skulle aflevere til. Og det betød forbandet meget socialt dengang.

En anden ting der skete, var at flere elever begyndte at forlade skolen; og de hørte allesammen til de både fagligst og socialt mest velfungerende i klassen; jeg ved ikke måske havde deres forældre allerede opdaget noget var galt, eller måske skulle de bare flytte og det var tilfældigt det var sådan det ramte (til at starte med - sidenhen er der ingen tvivl om det var med vilje).

(En af dem der forlader klassen, midt i 4., er i øvrigt den pige jeg er forelsket i; og det var ikke fordi vi var kærester eller talte om det, men jeg tror faktisk det var gensidigt; hende tænker jeg stadig på indimellem - ville meget gerne finde ud af hvad der er blevet af hende.)

Det betød at skellet mellem mig, som altid havde været den bedste, og de som blev tilbage, blev mere og mere udtalt.

Så der er jeg: den mindste i klassen, den mere og mere udpræget klogeste i en mere og mere dysfunktionel klasse, som selvvalgt har skippet en del af det sociale liv udenfor skolen - det kræver ikke den store hovedregning at se, at der står mobbeoffer skrevet på min ryg og pande med meterhøje flammende bogstaver.

Hvad der hjælper en del, er at jeg i starten af 4. klasse for en ven - han går i parralelklassen - som er min totale soulmate. Vi har samme interesser, samme... alt muligt. Vi er bare som skabt for hinanden. (Og hans situation er meget lig min i hans klasse - som er om muligt endnu mere dysfunktionel end min; det var efterhånden en helt igennem forfærdelig skole.)

Så det at være isoleret bemærkes ikke så meget; vi finder sammen i hvert frikvarter. Godt det samme for timerne er ikke sjove længere. Jeg er noget for langt, og de andre er nået for kort. Det er blevet sådan, at jeg på de første dage af skoleåret laver samtlige opgaver for resten af året, og så er den prut slået, fagligt. (Da vi får engelsk i 5. giver det selvfølgelig for en stund lidt udfordring igen.)

Parolen for skolen i 70'erne er jo Ritt Bjerregaards berømte, kulturrevolutionsinspirerede: Det, ikke alle kan lære, skal ingen lære. Og sådan virkede min skoletid faktisk langt henad vejen, fra 4. til midt i 8. klasse.

Dog var min matematiklærer ok, han sørgede for at fylde bøger på mig, fra gamle systemer for højere klasser, som jeg så kunne sidde og arbejde med selv. Det var godt for mig, men gjorde jo sit til at jeg ikke hørte til i klassen.

Så da min vens mor efter et års tid, fandt ud af at hun skulle prøve at gen-finde sammen med sin mand - som uheldigvis arbejdede på Grønland - og hev ham med derop, stod jeg pludselig fuldstændig alene i en skole der ikke sagde mig noget, hverken socialt eller fagligt. Og hvor de andre elever - som heller ikke havde det for godt - jo så kunne bruge mig som offer.

Det var ikke fordi jeg fik bank, men der var verbale ydmygelser ret konstant.

Så - jeg finder det ikke så underligt at jeg var syg en del; noget af det sikkert reelt, noget andet psykosomatisk, men langt det meste decideret pjæk. Hvilket jeg fik lov til af både skole og min mor, for fagligt havde jeg jo ingen problemer.

(En note her, om min mor: for mange vil sikkert have stillet sig spørgsmålet, hvorfor hun dog ikke hev mig ud; det spørgsmål stiller jeg mig da også selv, nogle gange. Men langt henad vejen må jeg forsvare hende med, at jeg var skidegod til at skjule hvor galt det stod til; og jeg havde en eller anden underlig loyalitetsfølelse i forhold til klassen, så jeg ikke ville "bagtale" dem.)

Min ven kommer tilbage fra Grønland efter 1 år eller så, og det hjælper selvfølgelig noget; men ikke meget, for nu får vi ikke længere lov til bare at isolere os.

Efter et år - til starten af 8. klasse - bliver han flyttet over på en anden skole, hvilket får min verden til at bryde sammen. Samtidig får vi ny klasselærer, skolens skræk - med krop, stemme og udseende som Birthe Rønn Hornbech; hun skal vist sætte skik på klassen. Frygteligt, frygteligt synes jeg.

Men hun er ikke så dum; ved den første forældrekonsultation fortæller hun min mor meget direkte, at jeg skal skifte skole, og at jeg ville blive ødelagt hvis jeg blev dér. Det er et chok for mig at få at vide, men i løbet af et øjeblik forvandles det til en usigelig lettelse.

Og det går ret stærkt, så efter nytår skal jeg begynde i den nye skole, som ligger ca 100 meter længere væk end den gamle. Jeg kan huske, da jeg går hjem fra skole inden juleferien og lykkelig for mig selv synger Stones sangen This Could Be the Last Time.

Og jeg begynder i den nye skole, og det er herligt; en klasse med almindelige børn/unge som er åbne og venlige. Jeg får nogle rigtigt gode venner der - den ene ser jeg endnu, ligesom jeg også stadig ser min ven fra den gamle skole, som flyttede.

I modsætning til den gamle klasse er alle drengene her kommet i puberteten, hvilket jeg ikke er; så jeg er endnu mere den mindste end før; men det betyder ikke noget, for de har ikke noget at bevise.

Og en dejlig forårsaften kort før sommerferien er vi på fælles tur til Bakken, og på vej hjem til Klampenborg Station løber jeg forbi/ind i en gruppe af pigerne som går foran, og jeg råber eteller andet i stil med "Hvad så smukke" til den ene af pigerne - som jeg ikke kan huske jeg har bemærket før det øjeblik, og hun kigger på mig med sine smukke dybe brune øjne, og fra det øjeblik er jeg forelsket.

Ulykkeligt, ganske vist, og der kommer til at gå ganske mange år, inden jeg så meget som tør betro hende mine følelser - men ulykkelig kærlighed er bedre end ingen kærlighed. (Hende er jeg iøvrigt stadig på mail med; og helt tror jeg aldrig den kærlighed forsvinder.)

I det hele taget sker der utroligt meget det år jeg går i 8. klasse; det er også der jeg lærer at programmere, og der jeg begynder at spille Dungeons & Dragons; begge ting der betyder meget for mit senere liv.

Og 9. klasse fortsætter på mange måder, 8. sluttede - godt, godt, godt føles det for mig, som har været vant til noget ganske andet. Jeg er dog stadig syg en del, og kan huske jeg en periode er syg i 2-3 uger uden egentlig påviselig grund; for jeg var jo stadig glad for skolen. I dag er jeg ret sikker på det var en depression, og jeg er ganske sikker på de er blevet "indpodet" i mig de tidligere skoleår.

Fagligt hører det med, at jeg selvfølgelig stadig var god; men ikke længere ubetinget den bedste til alt, der er en eller 2 der kan konkurrere med mig. Og geometri er jeg decideret bagefter i starten, en helt underlig følelse.

Nogle ting vender jeg måske tilbage til i nærmere detaljer - men det var grundlæggende den skoletid...

Tweet

Ceterum censeo Facebook esse delendam.