Den yngste var qua sit Anders And-abonnement blevet inviteret til gallapremiere på Sådan Træner Du Din Drage 2, og den var vi så til i Imperial her til formiddag. (Den får officiel premiere for pøblen på torsdag den 3. juli.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har gået og glædet mig til filmen Immortals efter jeg først hørte om den. Forgængeren 300 syntes jeg rigtigt godt om, og den er siden vokset i min bevidsthed.

Så da jeg fik mulighed for at komme til forpremiere på Immortals greb jeg naturligvis chancen...

Og jeg forestiller mig at det vil være en film, som deler vandene. For den er godt nok corny og teatralsk. Spørgsmålet er så om man synes den er det på den gode måde.

Heldigvis syntes jeg det... jeg kunne - efter det første kvarters tid at have vaklet - godt om den. Men jeg forstår udmærket hvis ikke alle kan lide den. Bestemt. Det er en krævende film.

Hvor 300s historie var simpel og er denne her noget mere indviklet og til tider uden mening. Det kræves det at man ser bort fra. Og historien er arytmisk, til tider fortalt staccato, og minder på mange måder om gammeldags teater. Og baggrundene, scenografien, er gennemført stiliseret - langt fra på nogen måde at have noget med noget der kunne virke virkeligt at gøre.

Det kan man se som en svaghed eller som del af charmen.

Vælger man at lade sig føre med, får man historien om den unge horeunge, Theseus, som ender med at forsvare hellenerne mod den onde kong Hyperion og minotauren og meget andet - ikke mindst guderne og titanerne som venter i kulissen. (Nogen konkret myte er der dog tale om - så man skal ikke gå ind som oldævlsnørd og regne med legemliggørelsen af de våde drømme.)

Man trakteres med grusomheder og orgier af blod og overskårne lemmer og kroppe, i forskellige former for slow.

Jo, jeg kunne lide den. Men der trækkes i den grad veksler på ens suspension of disbelief. Også lidt for mange til mig. Derfor kommer den ikke op at ringe.

Men den skal have 4 ud af 6 fra mig. Grænsende til de 5. Jeg bliver samtidigt ikke overrasket over hvis nogen vil give den 2.

Skuespilsmæssigt skal Mickey Rourke fremhæves som Hyperion. Og så er det lidt pudsigt med Ulla Essendrop aka Freida Pinto som det jomfruelige orakel, Phaedra.

Jeg ved ikke om den version vi så var med de færdige tekster. Det håber jeg ikke. For det første var de dårligt teknisk udført, fordi de 3D-mæssigt indimellem befandt sig inde i baggrunden. Og hvis der i forvejen er problemer med suspension of disbelief, så hjælper det ikke ligefrem på det! Og for det andet var det indimellem simpelthen forfærdeligt oversat.

Hvis det ikke skulle fremgå, så er filmen ikke for de små. Den er nok mest til at invitere ens med-drengerøve ind til - men jeg mener bestemt ikke det er en kulturelt underlødig film. Der er sikkert bare mange der ikke vil fatte hvor lødig den er!

Den har vist officiel premiere 1. december.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg må være helt ærlig og sige, at i mine Marvel-læsende dage var Avengers ikke ligefrem en superheltegruppe jeg gik op i. Faktisk irriterede en del af medlemmerne mig - blandt andet Iron Man, Thor og Captain America.

Men mest af alt var jeg nok irriteret af Thor - for hvad helvede lavede en aser i et superhelteunivers. Og de (få) afsnit af Avengers jeg læste, hvor han optrådte, gjorde bestemt ikke sagen bedre.

Og det er så egentligt fordomme jeg har haft siden (dvs, siden 80'erne). Men så kom Iron Man filmen jo her for nogle år siden, og jeg kunne se at jeg måtte revurdere mit syn på Tony Stark/Iron Man. Og så kom der en 2'er, hvori der begyndte at blive lagt op til en Avengers film. Som jeg jo også har set på IMDb er på vej.

Og så kom der jo nu en Thor-film. Og det går op for mig, at med Avengers-filmen laver de den individuelle introduktion først, og får dem så samlet som gruppe (tilsyneladende som initiativ under SHIELD). På den måde er det omvendt af for eksempel X-Men*, hvor hele gruppen blev præsenteret i samme film (hvilket også gør at etteren nok er den svageste af dem) - og den er så blevet splittet ud i mere individuelt fokuserede film siden. Okay, kun Wolverine, men andre kan tænkes.

Så, synes egentligt nok det er en ganske fin måde at samle trådene på, at starte med de individuelle film. Ikke mindst fordi det også gør at filmene hænger mere sammen på tværs - akkurat som tegneserierne, men som er noget jeg har savnet i filmene til nu. Hvorfor nævnes Fantastic Four ikke bare en gang eller to i en Spiderman-film, for eksempel?

Anyway... det var en lang indledning om ingenting. Bottomline er, at jeg gerne ville se Thor på grund af hvad der bliver bygget op til. Men at jeg nok stadig var noget skeptisk i forhold til hele Guden-i-Superhelteland konceptet.

Men det behøvede jeg ikke være. Det er en fed film. Den er faktisk rigtig fed!!

Jeg havde glemt, at jeg jo har læst et par storartede bøger af Dan Simmons, Illium og Olympos, som bringer græsk mytologi ind i en science-fiction verden. Og filmen her minder mig faktisk om noget der kunne være en filmatisering af det, de første 20 minutters tid.

Faktisk ser jeg filmen meget mere som en Science/Fantasy film, end en superhelte film - og en god en af slagsen. Og gude-indledningen får på alle tangenter, så der kom gang i hele Imperials arsenal af subwoofers. Som godt kunne minde om Ringenes Herre, i glimt Og så i 3D. Good times.

Nede på Jorden/i Midgård er det mere komedien der er i centrum - Thor er blevet almindelig dødelig (dog ikke en svækling!), og det har han lidt problemer med at acceptere. Mens astrofysikeren Jane Foster, som støder ind i ham nogle gange, har lidt svært ved at tro på ham. Selvom hun kan sin Arthur C. Clarke.

Kampen er lagt på flere fronter - Thor skal genvinde sin guddommelighed, og asernes trone må ikke falde i Jætternes kolde hænder.

Hvilket sådan set var drive nok til mig - men samtidigt ligger der også gennem denne film, den større historie, om tilblivelsen af Avengers. Og det giver altså lige den dimension mere, som gør at jeg synes dette klart er en topfilm i Marvel-serien; selvom jeg altså egentligt ikke vil betegne den som egentlig superheltefilm. (Og jeg forestiller mig i øvrigt at det er en dimension, som går hen over hovedet på de fleste anmeldere på aviserne.)

Castet er noget nær sublimt: Chris Hemsworth leverer i den grad som Thor (som jeg ellers kun kender fra en ikke særligt gode Star Trek), Natalie Portman fungerer også i 3D (i en scene med bouncing boobs måtte jeg dog overveje om de igen var blevet computerforstørret), store biroller leveres storartet af Anthony Hopkins og Stellan Skarsgård.

Og Loke spilles af en Tom Hiddleston, som jeg hele tiden havde fornemmelse af jeg kendte, men kan ikke på IMDb se at jeg kender ham fra noget. Men det vil nu overraske mig hvis han ikke dukker op en del i fremtiden!

Og så er Stan Lee naturligvis still going strong, i Thor deltager han som den tabende part i et forsøg på tovtrækning.

3D'en fungerede på den bedste måde - uden at man lagde mærke til den, den var der bare.

Hvis man skal finde en svaghed, er det måske nok at man ikke bliver revet emotionelt med. Der var ingen tårer ved slutningen som jeg bestemt har kunnet klemme ud ved et par af de bedste Marvel-film (mest X-Men 2). Det er absolut mest en film som underholder.

Den har rating 15 år - det synes jeg personligt nok er i overkanten, der var sådan set ikke andet end ren ramasjang - og den var i 114 underholdende minutter, nogle actionfyldte, nogle komiske. Og den skal have 5 ud af 6 leopardkløer, eller hvad det nu er jeg giver. Også selvom jeg var skeptisk inden - eller måske har det gjort mig glædeligt overrasket. Whatever.

* Der var iøvrigt også trailer til X-Men-i-60'erne filmen, X-Men: First-Class. Jeg tror nok det var 1. juni den stod til. Det glæder man sig naturligvis også til!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har i en måneds tid gået og luret lidt på restauranten Namaste i Fredensgade, på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro. Først fordi jeg tilfældigt passerede den, og syntes det så interessant ud - nepalesisk køkken og lave priser - siden fordi ordet namaste* har fået en særlig betydning for mig på grund af Lost. Og så var der en anmeldelse i Politiken som var ret positiv (især i kommentarerne til den).

Så jeg fik arrangeret middag med den nærmeste familie der i aften, hvilket også var fint fordi det er første gang vi har lavet noget selskabeligt med min mor siden alt hurlumhejet begyndte. Og den del af det gik også fint - det er fint at være ude af hendes hus, så hun ikke behøver fungere som vært.

Og maden på Namaste er lækker - ingen tvivl om det. Det er ret tæt på indisk i retterne, men krydderblandinger og smag er lidt anderledes. Og der virker meget autentisk i den lille restaurant. Tilgengæld også lidt autentisk kludret. Meget venligt, og ikke egentligt kaotisk... men samtidigt ikke helt stringent - vi måtte flere gange minde dem om nogle ting de havde glemt undervejs.

Og så var der faktisk lidt for lidt mad i den tre-retters menu jeg bestilte; en anden gang ville jeg klart gå efter 4-retter til kun 20-25 kr mere. Det var vist noget med kr 155 for tre retter og og kr 180 for fire. Unægteligt billigt, men størrelserne på retterne er så også beskåret i forhold til á la carte versionerne.

Og de har endnu ikke fået alkoholbevilling - men faktisk syntes jeg det var fint, for så fik jeg prøvet lassi, og det er jo ganske lækkert! De sagde de havde fået lovning på, at de fik bevilling efter påsken - men check eventuelt inden.

Det er klart en retsaurant jeg vil anbefale at man prøver. Men man skal være forberedt på lidt ventetid, og en anelse venlig kaos. Og billig det er den altså - vi spiste 4 + barn for ca kr 750. Og fik prøvet meget forskelligt.

* Namaste er iøvrigt en høflig indisk/nepalesisk hilsen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er et lille dansk mesterværk indenfor animationen jeg lige har været inde og se med den ældste - Den Kæmpestore Bjørn havde premiere i dag. Og som tidligere nævnt havde jeg en fornemmelse af den kunne være interessant.

Den handler om søskendeparret Jonathan og Sophie som skal på besøg hos deres bedstefar. Som bor i udkanten af Storskoven - en gammel, vild skov, hvor der såvidt vides ikke færdes mennesker. Det siges at der er bjørne - ja, altså ihvertfald én, men den skulle også være noget for sig, og stor - og ligeså gammel som skoven selv.

De to søskendes forhold er ikke uden problemer - Jonathan, den ældste, betegner Sophie som en gave man ikke vil have, men som man ikke kan bytte - og efter et skænderi forsvinder Sophie ind i Storskoven - og Jonathan må følge efter for at finde & redde hende.

Storskoven er et forunderligt sted, og filmen hører til i fantasy-genren. Men jeg vil ikke give spoilers for hvad de to oplever derinde - blot nævne at Jonathan på togturen til bedstefaren læser Moby Dick, en ikke uvæsentlig detalje.

Men historien er meget medrivende, og kan vel siges at være en fabel over kampen mellem natur og civilisation - med Bjørnen (for, jo, der er en bjørn!) som inkarnationen af skoven - den mystiske, uberørte skov.

Animationen er efter min mening generelt skideflot, men man skal vænne sig lidt til den - det er ikke standard amerikansk animation, vi er snarere ovre i noget Miyazaki-agtigt. Og det veksler mellem det sublime (især de meget detaljerede baggrunde) til at man tænker, at det ansigt kunne de da godt have gjort lidt mere ud af - og rent teknisk er der også nogle brølere indimellem.

Den Kæmpestore Bjørn er sat til Frarådes under 7. Da jeg så forfilmen følte jeg, at det ikke var noget for min yngste (på 5½) som ellers plejer at kunne tåle det meste - men da jeg så det med under 7 - og på plakaten står der for hele familien - fortrød jeg næsten, for det ville jeg tro han godt kunne være med på. Men undervejs i filmen glædede jeg mig over han ikke var med, jeg vil faktisk sige at jeg vil fraråde den under 8-9 år - man skal ihvertfald overveje det med sit kendskab til barnet.

Det er ikke på grund af filmens action - men fordi den første tredjedel af filmen nærmest minder om en gyser: med en lurende stemning af at noget uhyggeligt vil ske, effektfuldt tordenvejr og direkte chokeffekter. Så det skal man være klar over.

Filmen varer ca 1 time og et kvarter - og det syntes jeg var en ganske passende længde. Min medseer, sønnen på 11, ville på en skala fra 1-5 give den 5, og på en skala fra 1-6 også give 5. Hans største anke var animationerne (som beskrevet herover). Og jeg selv rammer vist de samme karakterer.

Så jeg kan kun anbefale, at man går ind og ser den her i vinterferien. Jeg kan frygte at ikke så mange vil gøre det - som den ældte sagde efter filmen: da du viste mig forfilmen, forstod jeg faktisk ikke helt, hvorfor du syntes den så spændende ud - og jeg kan frygte, at de anderledes tegninger vil afholde en del fra at se den.

Men bliv ikke afholdt - den er rigtigt god!

(Jeg slutter lige med en sidste reklame for filmen - et klip fra hvor Jonathan første gang møder Bjørnen.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Langt de fleste kender jo nok serien Lost, så i virkeligheden er dette indlæg nok lidt overflødigt. Men jeg må lige have luft for lidt begejstring. For på grund af mit spartanske udvalg af TV-stationer er den ny for mig.

Men jeg havde jo hørt nogle omtale den positivt - nok til at den dæmrede nok i baghovedet til mig, da jeg skulle finde julegaver i år, til at jeg købte første sæson til min eks. Med den lumske bagtanke, at jeg jo selv kunne låne den efterfølgende. (Men jag var nu ikke kun lumsk - jeg havde også en klar formodning om at den ville være noget for hende.)

Nå, men da jeg så for et par dage siden var 'sitter for ungerne hos hende, og jeg kunne se den stadig stod urørt - blev jeg utålmodig og bange for at den aldrig skulle blive set. Og jeg var jo nysgerrig. Så jeg lånte den lige med, den første sæson.

Og så har jeg ellers på 2 døgn set 9 afsnit... de er da også ret korte. Og jeg er ganske solgt på historien - som i den grad trækker på meget af det gode og arketypiske i litteraturen. Jeg mener ihvertfald at have genkendt - eller ihvertfald fornemme at genkende - Jules Vernes Den Hemmelighedsfulde Ø, H.G. Wells' The Island of Dr Moreau og ikke mindst Shakespeares The Tempest (Stormen). Og der er sikkert meget andet, som jeg eneten ikke har læst, eller ikke lige tænkt på. (Lord of the Flies er for banal at køre ind over, og Watership Down refereres der til, men det er meget begrænset hvad den kan overlappe.)

Men det jeg næsten bliver mest begejstret for er fortælleteknikken - som i den grad, sammen med dele af historien, giver mig mindelser om Dan Simmons Hyperion (første bind, altså) - og jeg er spændt på hvor længe de kan fortsætte serien i dens nuværende form, for det står samtidigt klart at den må ændre karakter (endnu mere) henad vejen.

Men i det hele taget må jeg sige, at Dan Simmons er den jeg kommer til at tænke mest på, når jeg ser historien - på grund af Hyperion, som nævnt, men også fordi jeg først og fremmest kender til The Tempest fra hans Illium og Olympos værker.

Og så er det jo ikke fordi det er så litterært og kedeligt, som det måske kunne komme til at lyde ud fra det her. Starten af serien må være noget af det mest adrenalinfremkaldende jeg længe har set. Og det er da også J.J. Abrams, som jeg før har været ganske glad for med Alias, som står bag.

Så - udfra hvad jeg indtil videre har set, kan jeg kun anbefale den serie, til de af mine læsere som endnu ikke måttet have set den. Jeg har med vilje ladet være med at fortælle noget om handlingen, for det vil uvægerligt føre til spoilers, og det er synd. Lad mig blot sige det handler om nogen der er styrtet ned med et fly - så er der vist ikke røbet for meget.

Og for de der har set serien.... så kunne det da være, at de fik lyst til at læse noget af det jeg henviser til. Hyperion-bøgerne er altså fantastiske!

(Jeg har dog enkelte brok ting over serien - når man som jeg har set rigtigt mange serier fra HBO eller Showtime, hvor der ikke er reklamer - så virker det så forbandet irriterende, når der kommer reklamehuller. Og så fatter jeg stadig ikke at de skulle have så svært ved at finde vand... for helvede, det er en tropisk (eller subtropisk?) ø, det regner, og der er bjerge?! Der må være tonsvis af bække...)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg synes efterhånden jeg har set nok afsnit af DRs såkaldte depressionskomedie Lykke til at have en mening om den (inklusive aftenens afsnit, som jeg smugkiggede på nettet - og det skal nok give nogen søgninger på Mathilde Norholt nøgen...).

Og min konklusion er, at jeg fatisk ikke særlig godt kan lide den. Jeg har ellers været i tvivl længe. Der er masser af historier i serien - dens problem er bare, at de alle forekommer så inderligt ligegyldige, ligesom nogle af dem er så bortrevet fra hovedhistorien, at jeg overhovedet ikke fatter hvad de gør i serien.

Og det store persongalleri er tilsyneladende befolket af i bedste fald intetsigende personer - og langt de fleste af dem er særdeles usympatiske, og uden noget man kan identificere sig med, så man kan få interesse for personen.

Under det seneste afsnit bemærkede jeg hvordan jeg sad under hver scene, og bare håbede at scenen ville skifte snart, for det der gad jeg da ikke høre om - blot for at fornemmelsen gentog sig, når scenen rent faktisk skiftede.

Alligevel bliver jeg nok ved med at se den - jeg ved ikke helt hvorfor, hvilket også irriterer mig. Og det er nok den følelse jeg mest har om serien - den irriterer mig. Og jeg forstår stadig ikke hvad den vil.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I lørdags var jeg og ungerne til forpremiere på Disney's seneste animationsfilm, To på flugt (originaltitel Tangled) i 3D.

Filmen er på godt og ondt klassisk Disney, hvor de tager et eventyr og laver deres egen version - i dette tilfælde er det Rapunzel de har fat i. Og det er faktisk et af de klassiske eventyr jeg kender mindst, så jeg kunne ikke rigtigt blive stødt på manchetterne i forhold til hvad de har gjort med historien, for jeg kender ikke den oprindelige.

Men når jeg skriver Disney på godt og ondt, mener jeg det. For det var altså lige lovlig meget musical-agtigt for mig. Og ikke synderligt god musik - og slet ikke i den danske udgave. Jeg syntes det virkede som om der var nogle versefødder som havde fået klippet lidt mange tæer, og tilføjet nogle ligtorne.

Tilgengæld var historien og effekter ganske fine - selve hovedhistorien var selvfølgeligt noget forudsigelig, men det er vel forventeligt (og jeg ser ingen grund til at referere den her) - og jeg syntes bestemt filmen fungerede rigtigt godt i perioder. Men så begyndte de at synge igen...

Ungerne havde det vist som mig - den yngste (på 5½) havde dog ingen kritik, syntes det var en god film, men han blev noget rastløs mod slutningen (og det ved jeg for han sad oven på mig) - den syntes også det var for meget med musikken. Han sagde han ville give den 5 eller 6 stjerner, men at musikken bragte den ned på 4.

Jeg er lidt mere kritisk - i sig selv synes jeg filmen er til et 4-tal (ud af seks), men den ender på en 3'er.

Men er man til musicals og/eller Disney som Den Lille Havfrue vil man sikkert synes filmen er helt fænomenal, og så kan den kun anbefales. Og det er der vist en del mennesker der er - jeg var ihvertfald overrasket over hvor stor en del voksne der var til forevisningen. Og mange klappede ved slutningen, så de fik da vist hvad de kom efter. Det gjorde vi sådan set også - bare også lidt for meget mere.

Hvad angår alder og hvor gammel man skal være for at se To på flugt, så mener jeg ikke der er det store at være nervøs for.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg gjorde så alvor af overvejelserne, og var til forpremiere på balletfilmen Black Swan idag.

Den handler om balletpigen Nina - spillet meget gennemført og overbevisende af Natalie Portman - som får chancen for at danse hovedrollen som Odette/Odile (den hvide (gode) svane og den sorte (onde)) i Svanesøen.

Rollen som Odette mestrer hun til fingerspidserne, men Odiles mørke, forføriske side har hun svært ved at nå. Og det er ikke mærkeligt, da hun stadig lever hjemme med sin mor (Barbara Hershey), og har et kompleks til hende som kan nå til månen og tilbage igen. Og er ganske hæmmet seksuelt.

Så filmen handler om hendes forsøg på at finde den sorte svane, og om hvor meget transformationen vil koste, hvis den lykkes. Og om hun i givet fald kan finde tilbage igen. For det forekommer hurtigt klart, at Nina ikke har det mest stabile sind.

Til at hjælpe med at finde den sorte svane har hun Lily (Mila Kunis), nytilkommen fra San Fransisco (til New York), for hvem netop den rolle, den sorte svane, synes medfødt. Men prøver Lily at hjælpe hende, eller er hun i virkeligheden selv ude efter rollen. Eller vil hun bare have Ninas krop?

Nina er under stort pres, og har megen tvivl, men også meget beslutsomhed. Og der er behov for begge dele, som det bliver klart. Men kan beslutsomheden ende med at ødelægge Nina selv - eller dem omkring hende?

Filmen minder mig i virkeligheden mest om tidlige Polanski-gysere, mest af alt Repulsion (Chok). Og så kunne nørden i mig ikke lade være at tænke på Star Wars, når nu det er Natalie Portman, der er tale om - nogle af de scener hvor instruktøren Leroy (Vincent Cassel) prøver at lokke den sorte svane frem, mindede mig mest af alt om Darth Vaders forsøg på forførelse af Luke Skywalker - eller Senator Palpatines ditto af Anakin Skywalker.

Balletten tager ikke overhånd, så selvom man er balletforskrækket kan man godt tåle at se den - og slutdansen er forrygende. I det hele taget vil jeg sige at det er noget nær den perfekte date-film, for det unge, intellektuelle publikum: det er kunst & spænding & sex - hvad mere kan man ønske? Det var da også i høj grad det publikum som havde fundet vej til forpremieren.

Jeg vil nu mene, at det er en film alle kan tåle at se - og jeg vil gerne anbefale den til alle. Jeg ligger og svinger meller 4 & 5 etellerandet ud af 6 - og jeg giver den sgu 5, på grund af Natalie Portman - jeg bliver ikke overrasket hvis hun ender med at løbe med en Oscar for rollen - og jeg bliver ret overrasket hvis hun ikke bliver nomineret.

Iøvrigt har jeg også lyst til at nævne at Winona Ryder har en rolle i filmen - den kunne have været større, men det var godt at se hende igen. I det hele taget er filmen stærk på birollerne - men det er Natalie Portman der bærer den hjem.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg beskrev i et par indlæg for nogle måneder siden, blev jeg ret interesseret i Lone Frank og hendes seneste bog om genteknologi og hvad deraf følger: Mit smukke genom - historier fra genetikkens overdrev.

Og jeg kunne jo udmærket have købt den selv, men jeg kunne ikke lade være at tænke at det da var en storartet gaveidé - så kunne en fra familien (min mor) få lov at give mig noget litteratur hun sikkert ville finde mere lødig, end det jeg plejer at ønske.

Så det blev til gaveønske - jeg havde egentligt regnet med at få den til min fødselsdag, men det blev altså først til jul.

Og jeg blev så færdig med den idag... den kan sgu anbefales - også selvom det der genetik måske ikke er noget man går og tænker så meget over; måske faktisk netop da!

For vi bliver som læsere taget med på en rejse, først omkring det nuværende tekniske stade og den rivende udvikling som finder sted. Ikke mindst fordi teknikken til analyse af generne og det samlede genom bliver billigere og billigere og mere og mere udbredt.

Og der findes mere eller mindre fandrevne sites, som via afstemninger er med til at bestemme, hvad der nu skal forskes i - sites, som i sin opbygning minder mig om seti@home/BOINC-projekterne. Her donerer man blot viden om ens gener for at være med, istedet for computerkraft.

Og alskens andre projekter, hvor man både kan blive klogere på sig selv, og samtidig være med til at drive forskningen fremad, for des flere gener der kan analyseres, des større muligheder er der for at finde sammenhænge mellem gener og for eksempel sygdomme - eller hvorfor nogle kan lugte på deres tis, at de har spist asparges. (En gen-variant jeg heldigvis ikke besidder - jeg spiste nemlig et helt bundt grønne asparges i går...)

Lone Frank bruger jo så sig selv som forsøgsperson, og vi kommer med både i hendes afsøgning af hvad hun kan lære om sine aners historie gennem analyse af Y-kromosom (hendes brors, godtnok) og sit eget mitokondrie-DNA.

Og kort efter får hun checket sit eget DNA for risici for arvelige sygdomme. Og tilsidst sin personlighed.

Undervejs i disse kapitler havde jeg det lidt, som om jeg var del af en lille gumbas. For der lød mellem linierne, efter hvert kapitel: Men vi skal længere ind... vi skal helt ind i sindet! Hvad vi da også efterhånden føler vi kommer.

De sidste dele af bogen fokuseres på etiske aspekter af de muligheder der vil opstå, og de krav der vil komme.

Det er altsammen meget interessant. Men hvad der bringer bogen over blot at være interessant på en informativ måde, er Lone Franks brug af sig selv, og hendes reflektioner undervejs. Og så det, at hun rejser rundt og interviewer eksperter inden for de forskellige felter. Det slog mig tidligt i bogen, at jeg ikke tror jeg før har læst populærvidenskab som på den måde var bygget op af dialog - men det er bogen her i meget høj grad, jeg skyder på mindst en tredjedel er ren dialog.

En ret smart tilgang, også til belysning af de ofte filosofiske og etiske dilemmaer - men vel egentligt en metode som har sin oprindelse i Sokrates & Platon (som jeg aldrig har læst, skal jeg skynde mig at sige). Ihvertfald fungerer det fint til at komme rundt om mange aspekter af en sag. Samtidigt med at det giver en del humor, som der i det hele taget er en hel del af i bogen, især fordi hun er ganske hudløs omkring sin egen personlighed, men godt kan se de morsomme aspekter af sig selv, som andre ser dem. Og iøvrigt kan være ganske provokerende, også i forhold til de interviewede.

Så, man bliver klogere på gener og man bliver klogere på Lone Frank. Og jeg vil også hævde man bliver klogere på verden. De sidste kapitler omkring fremtidens etik virker nok lidt løsere og mere fabulerende (muligvis fordi Frank selv holder sig lidt mere på sidelinien end tidligere), men de burde være obligatorisk læsning for alle, som gerne vil holde sig orienteret eller have noget at sige om samfundets udvikling de næste 10-20-30 år.

For der er mange spørgsmål og problemstillinger som uden tvivl bliver relevante - og det er ingen skade til at have tænkt over inden. Hvor langt man ønsker at gå inden for eugenik for eksempel - og om det overhovedet er noget man kan tillade sig at sige fra i forhold til. Ikke et så ligetil spørgsmål som rygmarvsreaktionen muligvis siger.

Så: god bog, rigtigt god. Og man behøver ikke holde sig fra den, fordi man ikke føler man har styr på gener og naturvidenskab i det hele taget, for den er skrevet i et flydende sprog, og det der er af teknik og fagudtryk kan man tage til sig eller springe over, det er ikke så vigtigt i forhold til fortællingen. (Og hvad den korte version af SERT er, skal man nok få lært inden bogen er færdig.)

Jeg har ihvertfald fået helt lyst til at surfe rundt nu, og undersøge nogle af de sites der nævnes i bogen. For jeg sad unægteligt og fik helt lyst til at putte både mit eget og nærmeste families DNA under lup. Pudsigt nok er det ikke noget jeg føler mig særligt beklemt ved - jeg tror først jeg har problemer med den medicinske verden når det er en behandlingssituation; jeg kan godt finde ud af at deltage i eksperimenter.

Og så ligger det vel egentligt meget godt i tråd, med ønsket om at få min personlighed ind på Google's servere, hvis jeg også kan få mit sekventerede genom derind?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Warning: may contain spoilers

Det var ikke meget jeg kendte til filmen Megamind, da jeg igår fandt ud af at jeg havde børn i dag. Og fandt på, at så kunne man da gå i biografen og se det sidste nye på animationsfronten i 3D - denne her fra DreamWorks (altså Shrek-skolen).

Men det var bestemt et positivt møde for os alle tre. Undervejs var jeg lidt nervøs for den yngste (på 5 år), hvor meget han fik ud af historien. Men han var ihvertfald efterfølgende glad for filmen, så den var god fin. Og det var den ældste naturligvis også, samt jeg selv.

Filmen læner sig heftigt op af Superman-historien: Døende planet, forældre sender deres spædbarn afsted i de sidste sekunder, spædbarn havner på jorden... i denne historie er det bare 2 forskellige det sker for, fra forskellige planeter.

Den ene af de to vokser op hos en pæn familie, ser godt ud, har en harmonisk opvækst (er måske lidt mobbende og ulidelig)... og ender med at bruge sine superkræfter til menneskehedens bedste som Metro Man.

Den anden vokser op i fængsel blandt hardcore kriminelle, er blå og skaldet, har talefejl og bliver mobbet under sin opvækst - og ender som superskurken Megamind, som bruger sit super intellekt på at bekæmpe sin ærkefjende Metro Man; men for det meste havner han i fængsel.

En dag lykkes hans onde planer, imidlertid, og han gør det af med Metro Man. Og overtager kontrollen med Metro City.

Men han opdager hurtigt at livet ikke er det samme uden Metro Man, at han mangler en Yin til sin Yang. Og han føler sig nærmest som Palle alene i Verden.

Derfor finder han på at gøre et menneske om til en ny superhelt, med Metro Mans egenskaber. Men det går rent galt... og Megamind ender op med, at måtte påtage sig rollen som superhelt. Og at gøre kur til historiens Lois Lane, som han før har kidnappet igen og igen, for at genere Metro Man.

Historien handler altså helt grundliggende om, at hvis man først er låst i en identitet, kan det være forbandet svært at slippe ud af den igen. Medmindre man har muligheden for at påtage sig en andens identittet, ihvertfald for en periode. (En pointe Leoparddrengen kan tilslutte sig!)

Og så kan man jo også sagtens trække en parallel til Den Grimme Ælling. Også selvom ordspillet i overskriften næppe er noget de har tænkt på hos DreamWorks.

Den er rigtig god, men man skal nok være 7-8 år for at få maksimalt ud af historien. Animationen og 3D'en er helt fin - og der er nogle virkeligt flotte scener med Megaminds tusinder af robotter - og musikvalget er storartet (AC/DC har en fremtrædende plads hos Megamind).

Og så kan man som voksen morer sig over referencerne til Superman - således genopstår Marlon Brando for eksempel for en stund som rumhelte-far.

4 store et eller andet ud af 6. (Jeg må vist snart til at lave et egentligt karaktersystem - hvad kan det være jeg skal give? Leopardklør? Vil det være positivt? Leopardhjerter er selvfølgeligt oplagt, men den med hjertet er ligesom brugt... går i tænkebox.)

Når Megamind ikke får mere, er det først og fremmest fordi den ikke rammer dybt emotionelt, som andre nylige man kunne nævne (I'm looking at you, Pixar). Så det er god ramasjang, og en storartet historie, gode grin - men den sætter sig ikke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da den ældste havde fødselsdag for 3 ugers tid siden, fik han blandt meget andet Civilzation 5. Officielt af min mor, men idéen og indkøbet var mit. Og selvom han bestemt blev lykkelig for det, og det var noget af det han mest ønskede sig, var det måske ikke helt uselvisk fra min side. For så kunne jeg jo også benytte det...

Jeg har nu fået spillet et helt spil igennem, og sendt et rumskib til Alpha Centauri - den traditionelle, oprindelige måde at vinde. Og føler jeg er rustet nok til at give en form for vurdering. Men en helt dybtgående analyse kan jeg ikke give, der er for meget jeg ikke har prøvet, samt at jeg spillede den igennem på for lav sværhedsgrad til at sige noget om AI'et, when the going gets tough.

Men altså: det der slog mig først, var hvor meget der var forandret i forhold til IV'eren. Det er et helt nyt spil - naturligvis bygget over samme koncept, at opbygge en civilisation fra steanalderniveau, og bringe den frem til moderne tid - og længere.

Men det at det var et nyt spil, burde måske ikke overraske mig - i alle de inkarnationer jeg har prøvet (og det er dem alle, bortset fra III'eren) har skiftet i forhold til tidligere været massivt. Der har virkelig aldrig været tale om opgraderinger.

Af helt basale forandringer i V'eren kan nævnes, at kortet nu er baseret på hexagoner (hvorfor jeg konsekvent spiller med grid på, ellers kan det godt være lidt svært at overskue hvor felterne går). Og at det traditionelle kors, der viste hvilke felter en by kunne udnytte, er væk. De kan nu sprede sig meget længere, men selvfølgelig ikke bruge felter udnyttet af en anden by.

Og de kulturelle grænser er en del mere formbare - man kan købe felter, som man lægger til sine grænser, istedet for at vente på at ens kultur spreder sig. Felterne koster så mere, des længere de er fra en by.

Men den helt store forskel er, hvordan man kan bruge sine hære. I IV'eren handlede det grundlæggende om at opbygge nogle gode store stakke, af assorterede enheder, og være forberedt på at man mistede en del enheder ved angreb.

I V'eren er der ingen stakke! Der kan kun være en kampenhed (og en civil) i hvert felt! Hvilket gør at man skal se kampene på en ganske anden, og - synes jeg - mere taktisk interessant måde. Enheder med ranged weapons - fra bueskytter til artilleri - kan så angribe fjender flere felter væk; men skal helst have en nærkampsenhed til at beskytte sig fra at komme i nærkamp.

Og byer har et indbygget forsvar - væk er den tid, hvor man sendte en enhed på togt, og der så pludseligt kom en uset barbar til hest, og to ens hovedstad. Eller noget. Som hurtigt kunne gøre at man mistede lysten til at spille videre. Det forsvar kan så forstærkes en del, hvis man sætter en enhed som garnison, men man føler sig ikke tvunget til at have en der konstant.

Et nyt koncept er Social Policies. Som sådan set er en modificering af tidligere tiders civics. Men disse policies køber man, efterhånden som man får mere kultur, og har stor betydning for hvordan ens civilisation udvikler sig - ihvertfald hvordan den udvikler sig mest effektivt. Man kan specialisere sig mere eller mindre i forskellige områder - og man kan sågar vinde spillet, ved at få nok af dem - det er den nye kulturelle sejr.

Ellers er spillet på en del områder blevet simplificeret og mere overskueligt. Væk er hele religionsdelen, som der ellers var gjort meget ud af i IV'eren. Og jeg kan ikke lade være at føle, at der er ting man savner. Men sådan må det jo være, når der er tale om et helt nyt spil, med anderledes fokus.

Er det så bedre eller dårligere end tidligere udgaver? Tja, bom. Noget af det fantastiske ved Civ serien, er at hvert enkelt spil har været fremragende. Og stadig har været det efter der kom et nyt nummer. Jeg kan stadig indimellem savne at spille det oprindelige, til DOS. Ikke mindst fordi et spil gik så hurtigt, dengang.

Det her, Civ 5, er et fantastisk spil. Men Civ 4 er også stadig et fantastisk spil, og kan sagtens spilles endnu. Jeg vil dog nok komme til at spille Civ 5 mest, ihvertfald i øjeblikket, da der stadig er meget at udforske.

Men et område, hvor jeg syntes IV'eren gjorde det bedre, var Wonders - hvor man så dem blive opbygget. Man føler det ikke så fantastisk at få et Wonder nu - og de virker heller ikke helt så seje, i det hele taget. Det synes jeg er lidt synd (men muligvis godt for spilbalancen).

Der er lagt op til, at der kan laves mods - modificeringer - som kan lægges på nettet, centralt. Og hentes. Det er en del jeg ikke har kigget på endnu, men jeg går udfra der kommer mange, og sikkert nye civilisationer man kan spille, med nye ledere. Og meget andet.

Rent teknisk har jeg haft et par problemer med det - engang var jeg ude i Windows, og da jeg kom tilbage i spillet var musen helt ude af sync; min søn har haft et problem med et spil som gik ned; og så synes jeg generelt det tager utroligt lang tid at loade et spil.

Og det er lidt en anke. Men under alle omstændigheder - er man til Civ - og det er man vel?! - så er Civilzation V noget man vil nyde at udforske. Og se at der er endnu flere måder at gøre det på. Og at gøre det godt.

Og - så er der i øvrigt også en helt ny enhedstype i spillet, den sdiste og sejeste: Giant Death Robot (kræver Nuclear Fusion, såvidt jeg husker). Den er sej - man kan se den i klippet herunder - hvor man iøvrigt også kan se lidt af spillet iøvrigt, i en sen fase:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Mandeflirt og Underberg... er to ord som kan bruges til at beskrive filmen.

Hvor skal jeg starte... Frank vil så gerne leve op til de høje krav der stilles til at være en mand i vore dage. Og han gør virkeligt sit bedste - og har fået gode romantiske råd hos blandt andre Jørgen Leth og Casper.

Desværre bliver resultatet - på grund af omstændighedernes ugunst -ikke så godt, hvilket sender Frank, Casper og the dark horse, Franks nevø, Bo, ud på noget af en roadmovie. Hvor roaden en stor del af tiden er Gudenåen, og fartøjet en kano.

Og som enhver god road movie er der her tale om en dannelsesrejse, hvor de involverede bliver klogere på sig selv - og vi, beskuerne - bliver klogere på de involverede - og os selv. Og lad det være sagt med det samme - vi lærer en del nyt; især sær vi Casper fra nogle sider vi ellers ikke har set før. Han starter ganske vist uden for pædagogisk rækkevidde, i sin helt egen tour de force i fisse - eller blot tour de fisse - men udvikler sig også undervejs til at se, at livet indeholder andet. For en stund, ihvertfald.

Det vil være alt for let at komme med spoilers, så jeg vil begrænse mig til nogle stikord. Men slå fast, at en del af temaet nok er meget aktuelt, omkring fortrydelse af overskridning af grænser, kombineret med voldtægtsanklager. Eller det der ligner.

Og så behandles emner som tissemandsstørrelse, mobning, homoerotik, pædofili, tisning stående eller siddende, Underberg, kærlighed, tryghed, sæd, opofrelse, frygt, joints - og det at være voksen: at ville, kunne og ikke mindst turde være en role-model.

Egner Klovn sig til film-mediet? I det store hele, ja. Der var dog enkelte perioder på måske et halvt minut, sammenlagt, hvor man følte den blev trukket lidt ud. Min største anke ved at se den som film, var at der var lange perioder i en næsten fyldt Imperial, hvor det ikke var til at høre hvad der blev sagt - fordi så mange sad og grinede eller jamrede nej, nej, nej...

Stor filmkunst var det muligvis ikke. Men det var godtnok sjovt. (Og jeg syntes iøvrigt der var lidt kunst over Franks opfattelse af Skanderborg Festivalen og Medina efter at have røget en megabønne.)

Pigerne, Iben og Mia, har ikke de helt store roller i filmen - man kan godt savne dem lidt undervejs. Men når de er der, er de der i den grad! Især Iben. Personligt savnede jeg også lidt Pivert, fra TV-udgaven. Men efter han mistede Bodil i sidste afsnit har han muligvis søgt andre græsgange.

Der er talt en del om at der var meget nøgenhed i filmen - det er også sandt, det er der, men det føles på ingen måde spekulativt - det indgår altsammen som en naturlig og nødvendig del af handlingen. Ja, faktisk er det vel svært at se historien fungere, uden nøgenhed...

Alt i alt - hvis jeg skulle give den stjerner eller whatever, ville det blive til 5 ud af sex. Hvis du er til Klovn skal du se den (hvis du er med på den er en del mere explicit end i TV). Hvis du ikke er, bliver du næppe omvendt - og bør gå i en stor bue uden om den. Men det vidste du nok godt.

Og husk lige Underberg'en!

[Opdatering]: Se iøvrigt dette indlæg, angående aldersgrænse for Klovn - The Movie, hvis du tænker på at tage børn med.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I den sidste uges frost har jeg fået mere & mere lyst til en god gang indisk mad at varme mig på, som en gang murgh makhni (butterchicken), eller noget.

Men jeg har ikke haft energien til rent faktisk at lave det - som jeg sjældent har, når det kun er mig selv der skal laves mad til.

Så i går aftes var jeg ude for at finde et eller andet hurtigt, enkelt og varmt - uden at jeg havde de store forventninger. Men jeg valgte at gå i Irma, for da lige at se på deres udvalg i den henseende. Og opdagede så, at de har fået nogle indiske færdigretter, som udfra pakken at dømme var ganske tiltalende.

Så det måtte jeg jo prøve - der var fire varianter (Tandoori Chicken, Tikka Masala, Lamb Curry og Chicken Vindaloo). Jeg endte op med at købe en Lamb Curry og en Chicken Vindaloo (eller Lam Curry og Kylling Vindaloo, som ser står på pakkerne - det er nemlig norsk færdigmad, fandt jeg ud af!)

To pakker fordi jeg følte mig trængende - stadig på grund af frosten - og der ikke er noget værre end når pakker med færdigmad viser sig at være for små. Pakkerne her virkede nu pænt store.

De koster 40 kr per pakke, så det var lidt en udskrivning og et sats. Altså - ikke fordi 40 kr er meget i sig selv, hvis kvaliteten er god, slet ikke. Men meget færdigmad er billigere - og heller ikke af en kvalitet til 40 kr.

Nå, men hjem og smække Chicken Vindalooen i fryseren, og Lamb Curry 11 minutter i mikrobølgeovnen. Retten var delt i 2 rum, i den ene var basmatiris, farvet gule af gurkemeje, og i den anden del var currysovsen med lam. Det så ganske fint ud.

Og efter de 11 minutter spredte sig en dejlig duft af indisk mad. Rimeligt genialt fuldte der en pose med krydderi med, som man selv kunne tilsætte efterfølgende - og dermed efter hvor meget man nu valgte at hælde i, selv sætte styrkeniveauet for retten.

Jeg kan godt lide at der er lidt power i (og det var jo koldt!), så jeg forsøgte mig med 2/3-dele, tror jeg det var. Og fik også en pænt stærk ret ud af det. Ikke for meget, men der hvor det er lige ved at være over stregen.

Herligt i en færdigret! Og smagen i øvrigt var rigtig lækker og ganske autentisk, ligesom råvarerne der var brugt virkede ganske reelle - såvidt man nu kan bedømme det i en Lamb Curry. (På pakken skriver de da også at maden er håndlavet og uden tilsætningsstoffer - men den slags ved man jo aldrig om man kan stole på. I dette tilfælde kunne jeg nu godt tro på det.)

Faktisk sad jeg bagefter tilbage med det indtryk at jeg havde købt indisk takeaway fra en restaurant - og så må man sige, at 40 kr ikke er galt, tværtimod. Og den anden pakke, Chicken Vindaloo'en, blev der ikke brug for i går, så den fyrer jeg nok af i dag.

Hvis man gerne lige vil pifte retten lidt op, og give den et friskere indtryk, tror jeg det kan betale sig lige at købe noget frisk koriander, og drysse over. Det vil jeg ihvertfald prøve næste gang.

Så det vil jeg altså godt anbefale - selvom jeg nok ikke havde regnet med at jeg skulle få dækket mine indiske lyster via Norge. Men de har nu i øvrigt også et sympatisk site, Saritas / Taste of India.

[Opdatering]: Se eventuelt også indlægget Tikka Masala i Fakta.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

...eller, de sidste par år i det mindste.

Efterhånden som programmer er blevet "smartere", er de via clipboardet blevet bedre og bedre til at udveksle informartion. Således også information om formatering - så hvis man for eksempel copy/paster noget information fra en webside, vil udseendet være bevaret når man paster det ind et andet sted. Smart?

Nej, egentligt ikke. Måske for nogen, men for mit vedkommende er det i mindst 9 ud af 10 tilfælde til gene. Hvis jeg for eksempel kopierer noget fra et andet sted på nettet, ind i noget jeg skriver her på bloggen, ønsker jeg ikke at beholde font og farve etc på det jeg kopierer. Derfor har jeg været nødt til enten at paste det ind i Notepad, og klippe det derfra igen - så har man den rene tekst; eller i Blogger-interfacet paste teksten ind i Rediger HTML.

Under alle omstændigheder møgbesværligt, for noget som egentligt burde være enkelt. Heldigvis brokkede Inanna sig over et lignende problem med billeder den anden dag, hvorefter jeg brokkede mig over tekst-problemet. Og det kendte hun så en løsning på: PureText.

Efterfølgende kan jeg undre mig over, at jeg ikke selv har søgt efter sådan et produkt - eller måske endnu mere, hvorfor jeg ikke bare selv lavede det. Men det vigtigste er at det eksisterer.

Med det kan man - via en valgfri hotkey - kopiere tekst ud på clipboardet - med formatering fjernet. Altså svarende til at det har været en tur i Notepad. Alternativt kan man klikke på en knap, og formatering bliver fjernet fra noget man allerede har liggende i clipboard.

Simpelt & enkelt, og jeg glæder mig til at bruge det! Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste som har bandet & svovlet over problemet, og som ikke har kendt PureText, så den information er hermed givet videre. (Programmet er ganske gratis. Steve Miller er en guttermand!)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg var jo på forhånd særdeles skeptisk overfor I, Robot - men jeg blev faktisk glædeligt overrasket. Det var langtfra det action-helvede forfilm havde givet indtryk af. Hvorfor man jo kan undre sig over de marteingsfolk der finder ud af, at traileren skal sættes sådan sammen. For de som har set filmen baseret på traileren har nok været skuffede.

Jeg blev selvfølgelig stadig irriteret over nogle ting, og Will Smiths hovedrolle var småirriterende, men slet ikke så galt som jeg havde frygtet. Og jeg kunne godt lide Bridget Moynahan's Susan Calvin.

Så - jo, den var jeg faktisk glad for at se. Fik helt lyst til at genlæse romanserierne.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Eller som Gordon Gekko retteligt siger i filmen: Money is the bitch who never sleeps - jeg var til forpremiere på den i aften, og det var overordnet set et glædeligt "gensyn" med Wall Street.

Det er længe siden jeg først så traileren til Wall Street 2, og selvom jeg aldrig har været en kæmpefan af 1'eren, syntes jeg det så ud til at et gensyn kunne blive underholdende.

Gekko er efter en straf for insiderhandel og økonomisk kriminalitet kommet ud igen i 2001, hvorefter han først og fremmest ernærer sig ved at skrive bøger om finanslivet - som hans seneste Is Greed Good?


Han virker som - og påstår også - at fængslet har været godt for ham - han virker nu mere ude på at afsløre mekanismerne bag boblerne, end at udnytte dem.

Gekko - nu med månedskort til subway'en.

Men det er egentligt forkert at fokusere på ham - for nominelt er det ikke ham filmen handler om. Men hans datter Winnie (spillet af Carey Mulligan), som ikke vil have noget med ham at gøre, og dennes kæreste, Jake Moore - spillet af pigernes ven, Shia LaBeouf.

Vi befinder os nu i 2008, pengemarkederne begynder at vakle - og Shia arbejder for filmens Lehman Brothers. Han arbejder med energiinvesteringer, og kan bestemt godt lide at jonglere med de store tal - men hans store drøm er at skaffe penge til et projekt som arbejder på at lave laserdrevet fusionskraft. God idé, siger Gordon - Green is the next big bubble.

Dominoerne begynder at vælte - ret fint skildret, 2 år føles allerede som længe siden - og der kommer forskellige historier med hævn ind. Hovedhistorien er dog om det kan lykkes Jake at genforene Gekko med sin datter, om han blot er ude på at tjene penge, om Gordon virkelig er anderledes fyr idag, og om tid er vigtigere end penge.

Og her skal jeg selvfølgelig ikke afsløre hvordan det går med det. Filmen byder på fint skuespil - rigtigt fint (Susan Sarandon skal også nævnes, hun er Jakes mor, og har hygget sig med at små-investere i ejendomme, og kommer som en penge-junkie hele tiden rendende efter et nyt fiks til at dække det hul hun er havnet i), mange gode oneliners (when you stop telling lies about me, I'll stop telling the truth about you), og rigtig god musik. David Byrne er den konstante afdæmpede stemme filmen igennem, og den bringer også en tilbage til 80'erne.

Så får man tilgengæld også nogle fortællemæssige svagheder (der bliver hængt nogle geværer op på væggen, som altså aldrig bliver fyret af), og en noget udvandet slutning.

Men undervejs følte jeg mig fint underholdt, og filmen vil nok om en del år kunne bruges som et tidsbillede for 2008, meget som Wall Street er for slutfirserne. Oliver Stone har det jo med at tegne med den tykke tusch indimellem, så han er sikker på at alle fanger hans pointe. Den er heldigvis ikke så bred i denne film - jeg kan faktisk generelt ikke særligt godt lide hans film, men Wall Street "serien" er en undtagelse.

Alt i alt er jeg ganske positiv - levede fint op til forventningerne. Som så heller ikke var alt for høje. På en skala fra 1-6 vil jeg give den 4 (og hvis det var 1-5 ville det blive en 3'er).
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg fik en mail i dag, som røg i mit spam filter. Fint nok, for den hører i kategorien unsolicited mail. Men den her var sådan set en jeg gerne ville have.

Den var fra Julia Taylor for Digeus, Inc, som bad mig om at anmelde deres værktøj (unbiased) - tilgengæld for det vilel jeg få en gratis licens til produktet.

Om Julia Taylor er en virkelig person ved jeg ikke. Jeg har nemlig fået den slags tilbud før, og da har det været en opfunden markedsføringsperson, har jeg kunnet se. Men bortset fra det har jeg egentligt ikke noget imod den måde at markedsføre sig.

Når programmet kører, lægger det sig som kamera i proceslinien.

Desværre har de andre produkter jeg har fået tilbudet på, været i en så begrænset version, hvis man ikke købte det, at det ikke har været muligt at give en reel anmeldelse af. Og jeg gider altså ikke betale for at skulle anmelde det.

Anyway, det her produkt hedder SnapIt Screen Capture version 3.7, og kan prøves gratis i 14 dage - så der var ingen problemer af den slags med begrænset funktionalitet.

Indstil knap der bruges til dumps, hvor de skal lægges, og hvilken filtype...

Og så er det endda et program jeg rent faktisk kan bruge til noget: får når jeg laver guides til diverse, laver jeg indimellem screen dumps til at illustrere hvordan og hvorledes. Men jeg laver for få, fordi det er en omstændelig proces. Og det er lige præcis der, dette program kan hjælpe.

Den normale proces, når man skal lave et screen dump foregår noget i stil med: Tryk Prt Screen (eller Alt+Prt Screen), åben tegneprogram, indsæt dumpet, rediger så kun det relevante område er med, og gem filen.

Med programmet her kan man direkte når man laver sit screen dump markere det område som skal dumpes. Men det allerbedste - man kan sætte op at det automatisk skal gemme dumps, så man ikke skal gennem tegneprogrammer, og man kan sætte op hvilken filtype billederne skal gemmes som.

Virkelig fikst: når det er sat op til det, hedder proceduren: tryk Prt Screen, marker område på skærmen... og det er sådan set det! Så har du en fil klar til at indsætte.

...og efterhånden kommer screendumps ind i det valgte dir.

Så - hvis man ofte har brug for at illustrere noget med screen dumps, er det bestemt noget jeg vil anbefale man prøver! Prisen kan jeg se er $17.99 (sat ned fra $25) - og det synes jeg måske er en smule i overkanten. For ganske vist er det et smart værktøj, men det har også en meget begrænset anvendelse. Men det må jo være op til den enkelt. Selve værktøjet er der ikke noget galt med.

Man kan finde mere information og downloade programmet til test hos Digeus. De skriver at det fungerer med Windows op til Vista, men jeg prøvede det med en Windows 7, og der fungerede det også fint.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg og ungerne var inde og se Toy Story 3 - den seneste fra Pixar - i formiddag.

Og det var noget af en milepæl, for det var den første film den yngste så færdig i biografen. Vi prøvede for halvandet års tid siden med Madagaskar 2, men det var dengang alt for tidligt, og jeg kom til at være ude i forhallen med ham den sidste halve time, mens den ældste så den færdig med deres mor.

Men i dag kørte det som smurt, der var ingen problemer med at holde opmærksomheden - og så var det også hans første oplevelse af 3D lementet. Som han vist er for ung til at opfatte som noget særligt, for ham er det vist bare sådan det er - og hvorfor ikke.

Og filmen - den er ikke helt så dyb som Op, som jeg nok vil synes er en tand bedre - ihvertfald for en i min aldersklasse. Men det er en herlig film, også for mig - som rammer den rette blanding af arketyper og dybsindighed, blandet med gags og action.

Anders skal på college, og vil egentlig pakke legetøjet væk og på loftet (bortset fra Woody, som han vil tage med). Men ved et uheld havner legetøjet i stedet som skrald, hvilket de er meget fornærmede over. I jagten på et nyt hjem, finder de en tilsyneladende idyllisk børnehaven, men utopien smuldrer hurtigt, og det viser sig at de er havnet i et mareridt, styret af en despot. (Det gav mig lidt mindelser om Kabbelejes koloni i Kaninbjerget.)

De må naturligvis ikke så lidt igennem, for at slippe fri - og genfinde en værdig plads som legetøj. Og det hele er fantasifuldt og fantastisk skruet sammen, også visuelt (for eksempel da Mr Potatohead for udskiftet sin kartoffel med en tortilla.)

Og et herligt spil mellem Barbie og Ken, samt Buzz Lightyear i en meget spansk paso doble sørger for at hæve begejstringen yderligere.

Under det hele ligger - for de voksne - en tone af melankoli over tabet ved at blive ældre, men det kammer nu på ingen måde over.

3D-mæssigt fungerer det fint, men det var nu 3D på en meget afslappet måde - der var ingen scener som gave indtryk af at være der for at vise at man kan - det indgik blot naturligt.

Den kan rigtigt meget anbefales - især hvis man har børn i næsten enhver alder. Og hvis man er til animationsfilm kan man skam også se den uden børn. Men en film jeg direkte vil opforde voksne til at se uden børn - som Op - er det ikke. Så meget har den ikke sat sig i mig efterfølgende.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Endnu en fremragende roman af Michael Gruber. Jeg er jo før gået i dybden med hans forfatterskab, og med denne bog slår han fast at han er en af mine absolutte yndlingsforfattere i øjeblikket, og muligvis den der sidder på det øverste trin på min rangstige.

Som han har haft for vane med sine seneste bøger går han nye veje, men bruger samtidigt nogle af de klassiske Gruber-elementer: den (i dette tilfælde de) hyperintelligente kvinde, med fantastisk sprogsans; interessante filosofiske tilgange til religion og tro, og noget så usædvanligt som moderne spændingsromaner, hvor gudelig indgriben ikke er uden for rækkevidde, men en faktisk mulighed.

The Good Son kunne genre/handlingsmæssigt sagtens være en Frederick Forsyth-bog, eller en anden af den skole - men har altså ovenstående Gruber-karakteristika til forskel. Samt at Gruber har en dyb respekt for de kulturer han beskriver - hvilket Forsyth tildels også har, dog med den forudsætning af the British way of Life naturligvis er den eneste rigtige.

Men altså - bogen er en spændingsroman, med lidt spiontema, og foregår tildels på gangene i NSA, dels i hovedet på en Black-Ops militærmand - hvis mor tages til fange på en særdeles mærkelig fredsmission i Pakistan, og dels i hovedet på samme mor. Hvor mor og søns tidlige liv efterhånden oprulles, og det er ikke småting de har oplevet. Og så handler det jo ellers for sønnen om at få befriet moren - men der er nu mere på spil end bare det.

Det er på mest fremragende vis infotainment, og giver først og fremmest et - føles det - uhyre realistisk billede af stammesamfundende i Afghanistan/dele af Pakistan. Og altså, som sagt, samtidig med en interessant tilgang til tro - ikke så udfordrende som i for eksempel Valley of Bones, men den har noget af det samme. Og kan således muligvis være en udfordring for den ateistiske/agnostiske læser, men jeg holder altså meget af det.

Så, bestemt - læs den, læs den; mine favoritter fra Michael Grubers hånd er stadig Tropic of Night og Valley of Bones - så dem vil jeg jo nok anbefale mest. Men den her kommer ind på en flot tredieplads - og har så ekstra relevans på grund af Afghanistan/Pakistan vinklen. Og er nok også noget lettere tilgengælig.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.