Warning: may contain spoilers

Det var ikke meget jeg kendte til filmen Megamind, da jeg igår fandt ud af at jeg havde børn i dag. Og fandt på, at så kunne man da gå i biografen og se det sidste nye på animationsfronten i 3D - denne her fra DreamWorks (altså Shrek-skolen).

Men det var bestemt et positivt møde for os alle tre. Undervejs var jeg lidt nervøs for den yngste (på 5 år), hvor meget han fik ud af historien. Men han var ihvertfald efterfølgende glad for filmen, så den var god fin. Og det var den ældste naturligvis også, samt jeg selv.

Filmen læner sig heftigt op af Superman-historien: Døende planet, forældre sender deres spædbarn afsted i de sidste sekunder, spædbarn havner på jorden... i denne historie er det bare 2 forskellige det sker for, fra forskellige planeter.

Den ene af de to vokser op hos en pæn familie, ser godt ud, har en harmonisk opvækst (er måske lidt mobbende og ulidelig)... og ender med at bruge sine superkræfter til menneskehedens bedste som Metro Man.

Den anden vokser op i fængsel blandt hardcore kriminelle, er blå og skaldet, har talefejl og bliver mobbet under sin opvækst - og ender som superskurken Megamind, som bruger sit super intellekt på at bekæmpe sin ærkefjende Metro Man; men for det meste havner han i fængsel.

En dag lykkes hans onde planer, imidlertid, og han gør det af med Metro Man. Og overtager kontrollen med Metro City.

Men han opdager hurtigt at livet ikke er det samme uden Metro Man, at han mangler en Yin til sin Yang. Og han føler sig nærmest som Palle alene i Verden.

Derfor finder han på at gøre et menneske om til en ny superhelt, med Metro Mans egenskaber. Men det går rent galt... og Megamind ender op med, at måtte påtage sig rollen som superhelt. Og at gøre kur til historiens Lois Lane, som han før har kidnappet igen og igen, for at genere Metro Man.

Historien handler altså helt grundliggende om, at hvis man først er låst i en identitet, kan det være forbandet svært at slippe ud af den igen. Medmindre man har muligheden for at påtage sig en andens identittet, ihvertfald for en periode. (En pointe Leoparddrengen kan tilslutte sig!)

Og så kan man jo også sagtens trække en parallel til Den Grimme Ælling. Også selvom ordspillet i overskriften næppe er noget de har tænkt på hos DreamWorks.

Den er rigtig god, men man skal nok være 7-8 år for at få maksimalt ud af historien. Animationen og 3D'en er helt fin - og der er nogle virkeligt flotte scener med Megaminds tusinder af robotter - og musikvalget er storartet (AC/DC har en fremtrædende plads hos Megamind).

Og så kan man som voksen morer sig over referencerne til Superman - således genopstår Marlon Brando for eksempel for en stund som rumhelte-far.

4 store et eller andet ud af 6. (Jeg må vist snart til at lave et egentligt karaktersystem - hvad kan det være jeg skal give? Leopardklør? Vil det være positivt? Leopardhjerter er selvfølgeligt oplagt, men den med hjertet er ligesom brugt... går i tænkebox.)

Når Megamind ikke får mere, er det først og fremmest fordi den ikke rammer dybt emotionelt, som andre nylige man kunne nævne (I'm looking at you, Pixar). Så det er god ramasjang, og en storartet historie, gode grin - men den sætter sig ikke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.