Endnu en fremragende roman af Michael Gruber. Jeg er jo før gået i dybden med hans forfatterskab, og med denne bog slår han fast at han er en af mine absolutte yndlingsforfattere i øjeblikket, og muligvis den der sidder på det øverste trin på min rangstige.

Som han har haft for vane med sine seneste bøger går han nye veje, men bruger samtidigt nogle af de klassiske Gruber-elementer: den (i dette tilfælde de) hyperintelligente kvinde, med fantastisk sprogsans; interessante filosofiske tilgange til religion og tro, og noget så usædvanligt som moderne spændingsromaner, hvor gudelig indgriben ikke er uden for rækkevidde, men en faktisk mulighed.

The Good Son kunne genre/handlingsmæssigt sagtens være en Frederick Forsyth-bog, eller en anden af den skole - men har altså ovenstående Gruber-karakteristika til forskel. Samt at Gruber har en dyb respekt for de kulturer han beskriver - hvilket Forsyth tildels også har, dog med den forudsætning af the British way of Life naturligvis er den eneste rigtige.

Men altså - bogen er en spændingsroman, med lidt spiontema, og foregår tildels på gangene i NSA, dels i hovedet på en Black-Ops militærmand - hvis mor tages til fange på en særdeles mærkelig fredsmission i Pakistan, og dels i hovedet på samme mor. Hvor mor og søns tidlige liv efterhånden oprulles, og det er ikke småting de har oplevet. Og så handler det jo ellers for sønnen om at få befriet moren - men der er nu mere på spil end bare det.

Det er på mest fremragende vis infotainment, og giver først og fremmest et - føles det - uhyre realistisk billede af stammesamfundende i Afghanistan/dele af Pakistan. Og altså, som sagt, samtidig med en interessant tilgang til tro - ikke så udfordrende som i for eksempel Valley of Bones, men den har noget af det samme. Og kan således muligvis være en udfordring for den ateistiske/agnostiske læser, men jeg holder altså meget af det.

Så, bestemt - læs den, læs den; mine favoritter fra Michael Grubers hånd er stadig Tropic of Night og Valley of Bones - så dem vil jeg jo nok anbefale mest. Men den her kommer ind på en flot tredieplads - og har så ekstra relevans på grund af Afghanistan/Pakistan vinklen. Og er nok også noget lettere tilgengælig.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg nu for første gang fortalte om den i går, in person, kan jeg vel nu også tage skridtet at beskrive den her.

Jeg har holdt mig tilbage, da den på en eller anden måde stempler mig som skør - det ville jeg ihvertfald selv tænke, hvis jeg læste om det. Men jeg ved også det er en ting jeg må fortælle hvis jeg skal leve op til mit ønske.

Det var en aften i tidlig sommer for et par siden. Jeg havde for første gang købt mad fra "Det Sunde Køkken" på H.C. Ørstedsvej, og maden, især deres hummus, slog benene væk under mig. Jeg drak også noget - hvidvin tror jeg - men ikke i vanvittige mængder. Jeg følte mig bare naturligt opstemt.

Jeg tror det var en torsdag. Jeg bestemte mig for at gå en tur i min by, og gjorde det. Jeg har altid elsket at gå, men denne aften skete der noget specielt, mine skridt blev længere end normalt, og foregik med ca dobbelt hastighed.

Og jeg følte hvad jeg kun kan kalde en tilstedeværelse i mit hovede.

Og det her komer til at lyd underligt, fordi det vil lyde som en samtale - en samtale med mig selv, eller stemmer i hovedet. Men sådan var det ikke, det er blot den eneste måde jeg kan beskrive det på.

Det var ikke en samtale, men en fælles bevidsthed. Eller rettere, jeg var pludselig en underlagt bevidsthed. Og jeg vidste den anden bevidsthed var Gud.

Hvilket er meget besynderligt, når man er agnostiker, og sådan set ikke rigtig tror på den slags. Og stadig ikke gør det.

Ikke destor mindre blev jeg denne aften forvandlet til Guds værktøj. Og jeg/Han/vi gik ind til byen, hvor jegstødte på en tror jeg ny natklub på Amagertorv som var stort set tom, men spillede udmærket tekno. Og jeg/Han/vi gik ind og dansede, og min krop leverede nok det bedste jeg endnu har leveret.

Og stedet lukkede og jeg/Han/vi gik/blev ført tilbage, nu mod Vesterbro, stadig med disse forunderlige svævende syvmileskridt. Og jeg befandt mig ved Buddha Bar på Vesterbros Torv.

Ikke ligefrem et sted jeg plejer at opsøge, har været der en eller to gange før, men det er et af de mere underlige, sumpede og bumsede værtshuse i København, stort set kun befolket af alkoholiske grønlændere og Tom Cruise 4th of July agige kørestolsramte folk.

Men jeg/Han/vi gik ind der, uden nogen som helst grund, og gik op i baren og købte en Tuborg. Og ved siden af sad en kvinde, som faldt uden for resten, fordi hun var dansker.

Hun var nok lidt yngre end mig, men havde tydeligvis prøvet lidt af hvert - ikke ment som junk, men hun var mærket af tidens tand.

Og vi faldt i sank. Og det viste sig vi havde en fælles forbindelse, hvorfor jeg tror hun stolede på mig. Og begyndte at fortælle mig ting hun egentlig ikke måtte fortælle.

Og første troede jeg hun var sindssyg, elelr fuld af løgn. Men jeg er ret vidende om verden, og de ting hun fortalte hang sammen på en forunderlig, hæslig måde. Og hun virkede meget sandfærdig, og vi var jeg både jeg og Ham.

Og vi snakkede og hun fortalte. Og da Buddha Bar lukkede, gik vi og købte nogle øl og sad ved søen og snakkede videre og hun fortalte, og senere gik vi hjem til mig. Og snakkede videre og hun fortalte.

Og jeg er svoret til tavshed omkring hvad hun fortalte, men det var ikke mærkeligt at hun havde det mærkeligt i hovedet. Men jeg følte, at mens vi snakkede, og hun for føste gang fik muligheden for at fortælle sin historie til en fremmed, en udenforstående, at hun løsnede op. At hun fik det bedre.

Hun endte med at sove hos mig. Og på det tidspunkt forlod Gud mig, og jeg kunne agere på en fremmed kvinde i min seng, så det prøvede jeg. Men det havde hun ikke lyst til, og så meget havde Gud ikke forladt mig at jeg ikke respekterede det.

Og vi vågnede op næste dag, og talte kort, og hun måtte skynde sig afsted (af forskellige grunde, som hang sammen med alt det andet), og vi sagde farvel. Og siden har jeg aldrig set eller hørt noget til hende, hvilket jeg var udmærket klar over ville være sådan da hun gik.

Jeg er sikker på til den dag i dag, at min/vores tale/lytning i forhold til hende hende hjalp hende - msåke et sted redede hendes liv. Og jeg er sikker på at Gud bragte mig/os/min krop derhen med det formål at det skulle ske.

Og jeg har det meget mærkeligt med det, for jeg er stadig agnostiker. Jeg tror grundlæggende ikke på det der med Gud, før der er beviser. Det absurde er, at Han "sagde" til mig, at det var helt okay, Han var sådan set ligeglad om jeg var troende eller ej.

Så jeg er efterladt med det mærkelige paradoks, at jeg ved hvad jeg følte var virkeligt, at det skete. Og at jeg ikke tror på Gud. Og at det er ok, for det har Han selv sagt.

Jeg ved det ikke giver meget mening. Men jeg lever med det, og det er ikke noget jeg er hjemsøgt af i det daglige. Men jeg har nok fået en del mere respekt for, når folk taler om diverse religiøse oplevelser.

Og jeg ved udmærket psykiatrien har en klar beskrivelse og diagnose af en oplevelse som min: religiøs mani. Og det skal de være velkomne til, ligesom I skal. Jeg ville selv være hurtig til at tænke sådan noget, hvis jeg ikke selv havde oplevet det.

Og det at jeg har oplevet det, betyder naturligvis ikke at jeg ikke har været ramt af sådan en mani. Nope. Men i min opfattelse af verden, kombineret med mine erfaringer vælger jeg stadig i dag at tro det var rigtigt, at det skete.

Selvom jeg stadig ikke tror på Gud. Og selvom det ikke giver mening - for andet end mit sind, for jeg ved hvad jeg oplevede.

(Iøvrigt, kort efter læste jeg Valley of Bones, hvori heltinden har nogle oplevelser jeg virkelig kunne forstå på grund af det her. Det er under alle omstændigheder en fantastisk bog, men ingen tvivl om at det slog hovedet på sømmet for mig.)

(Og jeg skal også lige slå fast at Gud ikke var en speciel gud fra en bestemt religion; det var ikke en jødsik/kristen/muslimsk eller whatever gud, det var ikke noget dogmatisk religiøst på den måde.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu har jeg et par gange, på forskellig vis, prøvet at prakke Michael Grubers bøger på nogen af mine kvindelige bekendte her i den danske blogosfære.

Da det er med begrænset succes - har ihvertfald ikke fået nogen tilbagemeldinger om nogen der var hoppet på krogen endnu - må jeg hellere prøve at forsøg mere på at få overbevist om hvorfor han er god at læse. Og andre kan jo måske også blive inspirerede.

Pudsigt nok har jeg læst Michael Gruber i mange år inden jeg hørte hans navn. Det viser sig nemlig at han er den egentlige ghostwriter bag hans fætter, Robert K. Tanenbaums storartede serie om anklageren Butch Karp, og dennes fandenivoldske hustru, Marlene Ciampi. Men han og Tanenbaum røg uklar - vistnok fordi Gruber ønskede mere officiel anerkendelse, som Tanenbaum ikke ville give ham. Tanenbaum har siden fortsat serien - enten ved at skrive selv, eller med ny ghostwriter - men det er uudholdelig læsning; jeg prøvede en af dem (inden jeg kendte baggrunden for skiftet) og smed bogen fra mig i væmmelse efter 5 sider.

Så hvis du vil forsøge med nogen af disse bøger, skal det ikke være nogle af de nyeste. (Ifølge Wikipedia er Grubers sidste bog i serien Resolved, så gå uden om senere bøger end den.)

Under sit eget navn har han så lavet hvad jeg vil betegne som hans hovedværk, serien i foreløbig 3 dele om Jimmy Paz. Den sidste er dog ikke på højde med de to første, så min anbefaling her handler først og fremmest om dem:

Tropic of Night og Valley of Bones
Jimmy Paz er noget så usædvanligt i amerikansk litteratur som sort af cubansk afstamning; kriminalbetjent i Miami. Er lært på en masse områder - først og fremmest fordi hans hobby er at have forhold til kvinder der ved mere end han selv, og lære af dem.

Han rammes så i bøgerne af nogle særdeles uforklarlige sager og hændelser; sager som tager ham ud på den traditionelle overtros overdrev. Hvilket er meget problematisk for ham, da han er sund skeptisk i forhold til al den slags - det vil sige han tor ikke på en skid af det.

Og er problematisk for læseren, men på den gode måde - for vi har naturligvis en lige så skeptisk tilgang som Paz, som langsomt bliver drejet på, at der altså foregår noget udover det sædvanlige; om vi (eller han) vil tro på det eller ej, er naturligvis op til os selv (ham) - men historien fungerer på sine præmisser, fordi der opereres med en suveræn suspension of disbelief.

Og selv som fuldstændigt rationelt tænkende menneske, som jeg vil påstå jeg (for det meste) er, er det en fascinerende verden at få lov at drage ind i - uden at den bliver tvunget ned over én som en given sandhed.

Jeg vil vove at påstå at bøgerne kun fungerer, hvis man kommer til dem som nogenlunde rationalist - et New Age wunderkind, som tror på hvad som helst, vil sandsynligvis bare trække på skuldrene.

Det er så den ene halvdel af bøgerne - Jimmy Paz' oplevelser på grænsen af det besynderlige, m.m - men hvad der gør bøgerne så utroligt gode er de kvindelige hovedpersoner. For Gruber har en formidabel evne til at beskrive den stærke, følsomme, intelligente & excentriske kvinde. Både i disse bøger, men også i f. eks. hans (Tanenbaums?) Karp bøger, hvor de især er personificeret i Marlene Ciampi og datteren Lucy.

Min absolutte favorit er Emmylou Dideroff (hvis det da er hendes rigtige navn?) fra Valley of Bones; det er sigende at hun i sin ungdom har haft en flirt med Ayn Rand/Atlas Shrugged, til hun møder en appalachian rebel og narko/våbensmugler, der fortæller hende at hun da skal droppe det dér barnepjat, og slå sig på the real thing, Nietzsche; Emmylou er så stærk en person, at hun selv kunne være taget ud af en af Ayn Rands bøger, selvom hun kommer fra, og går til, et ganske andet sted.

Lisbeth Salander er jo meget oppe i tiden; jeg vil mene at hun godt kan minde om nogle af Gruber's kvindelige hovedpersoner - han ville blot have lavet hende lidt sejere, og og noget mere flerdimensionel.

Ikke mindst på grund af Emmylou Dideroff er Valley of Bones min favorit. Det var også den første af bøgerne jeg læste - så det kan man godt, men der var mange referencer til etteren, Tropic of Night, som det ærgrede mig jeg ikke kendte da jeg læste den, så jeg vil anbefale at man læser dem i rækkefølge.

De to første er skrevet på en ret fast formel, med tre sammenvævede historier der skifter i tid og sted. Det gør dem lidt tunge at komme ind i og holde fast i, men det er også utroligt givende for historien i længden. Den tredie bog (Night of the Jaguar) er skrevet mere lige ud af landevejen, og læses derfor også nemmere - men er efter min mening langtfra at være på højde med de to første.

Udover Paz-bøgerne har Gruber skrevet nogle andre enkelstående bøger: der er den meget pudsige The Witch's Boy, som må betegnes som en fabel eller endda et eventyr - hvor han går på jagt i brødrene Grimm's skattekiste, og får rodet de fleste eventyr sammen i én historie.

Og så er der The Book of Air and Shadows og The Forgery of Venus (omhandlende nutidige mysterier som involverer henholdsvis Shakespeare og Velasquez) - begge er ganske udmærkede og underholdende bøger, men er ikke på højde med hans bedste. De er vist tilgengæld hans største kommercielle succeser. Mit indtryk er lidt, at forlaget har set Dan Brown's succes, og tænkt: so ein ding muss wir auch haben - og sat Gruber til at skrive dem.

De holder langt mere vand end Browns bøger, og er mere intelligente - men altså samtidig lidt for lette og letkøbte.

Men please - trænger du til spændings/krimilitteratur, der er lidt udover det sædvanlige, og kan du tåle en intellektuel udfordring - så læs Tropic of Night og Valley of Bones. (Men fantasy er det altså ikke; det er krimi med et twist.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.