Som jeg beskrev i et par indlæg for nogle måneder siden, blev jeg ret interesseret i Lone Frank og hendes seneste bog om genteknologi og hvad deraf følger: Mit smukke genom - historier fra genetikkens overdrev.

Og jeg kunne jo udmærket have købt den selv, men jeg kunne ikke lade være at tænke at det da var en storartet gaveidé - så kunne en fra familien (min mor) få lov at give mig noget litteratur hun sikkert ville finde mere lødig, end det jeg plejer at ønske.

Så det blev til gaveønske - jeg havde egentligt regnet med at få den til min fødselsdag, men det blev altså først til jul.

Og jeg blev så færdig med den idag... den kan sgu anbefales - også selvom det der genetik måske ikke er noget man går og tænker så meget over; måske faktisk netop da!

For vi bliver som læsere taget med på en rejse, først omkring det nuværende tekniske stade og den rivende udvikling som finder sted. Ikke mindst fordi teknikken til analyse af generne og det samlede genom bliver billigere og billigere og mere og mere udbredt.

Og der findes mere eller mindre fandrevne sites, som via afstemninger er med til at bestemme, hvad der nu skal forskes i - sites, som i sin opbygning minder mig om seti@home/BOINC-projekterne. Her donerer man blot viden om ens gener for at være med, istedet for computerkraft.

Og alskens andre projekter, hvor man både kan blive klogere på sig selv, og samtidig være med til at drive forskningen fremad, for des flere gener der kan analyseres, des større muligheder er der for at finde sammenhænge mellem gener og for eksempel sygdomme - eller hvorfor nogle kan lugte på deres tis, at de har spist asparges. (En gen-variant jeg heldigvis ikke besidder - jeg spiste nemlig et helt bundt grønne asparges i går...)

Lone Frank bruger jo så sig selv som forsøgsperson, og vi kommer med både i hendes afsøgning af hvad hun kan lære om sine aners historie gennem analyse af Y-kromosom (hendes brors, godtnok) og sit eget mitokondrie-DNA.

Og kort efter får hun checket sit eget DNA for risici for arvelige sygdomme. Og tilsidst sin personlighed.

Undervejs i disse kapitler havde jeg det lidt, som om jeg var del af en lille gumbas. For der lød mellem linierne, efter hvert kapitel: Men vi skal længere ind... vi skal helt ind i sindet! Hvad vi da også efterhånden føler vi kommer.

De sidste dele af bogen fokuseres på etiske aspekter af de muligheder der vil opstå, og de krav der vil komme.

Det er altsammen meget interessant. Men hvad der bringer bogen over blot at være interessant på en informativ måde, er Lone Franks brug af sig selv, og hendes reflektioner undervejs. Og så det, at hun rejser rundt og interviewer eksperter inden for de forskellige felter. Det slog mig tidligt i bogen, at jeg ikke tror jeg før har læst populærvidenskab som på den måde var bygget op af dialog - men det er bogen her i meget høj grad, jeg skyder på mindst en tredjedel er ren dialog.

En ret smart tilgang, også til belysning af de ofte filosofiske og etiske dilemmaer - men vel egentligt en metode som har sin oprindelse i Sokrates & Platon (som jeg aldrig har læst, skal jeg skynde mig at sige). Ihvertfald fungerer det fint til at komme rundt om mange aspekter af en sag. Samtidigt med at det giver en del humor, som der i det hele taget er en hel del af i bogen, især fordi hun er ganske hudløs omkring sin egen personlighed, men godt kan se de morsomme aspekter af sig selv, som andre ser dem. Og iøvrigt kan være ganske provokerende, også i forhold til de interviewede.

Så, man bliver klogere på gener og man bliver klogere på Lone Frank. Og jeg vil også hævde man bliver klogere på verden. De sidste kapitler omkring fremtidens etik virker nok lidt løsere og mere fabulerende (muligvis fordi Frank selv holder sig lidt mere på sidelinien end tidligere), men de burde være obligatorisk læsning for alle, som gerne vil holde sig orienteret eller have noget at sige om samfundets udvikling de næste 10-20-30 år.

For der er mange spørgsmål og problemstillinger som uden tvivl bliver relevante - og det er ingen skade til at have tænkt over inden. Hvor langt man ønsker at gå inden for eugenik for eksempel - og om det overhovedet er noget man kan tillade sig at sige fra i forhold til. Ikke et så ligetil spørgsmål som rygmarvsreaktionen muligvis siger.

Så: god bog, rigtigt god. Og man behøver ikke holde sig fra den, fordi man ikke føler man har styr på gener og naturvidenskab i det hele taget, for den er skrevet i et flydende sprog, og det der er af teknik og fagudtryk kan man tage til sig eller springe over, det er ikke så vigtigt i forhold til fortællingen. (Og hvad den korte version af SERT er, skal man nok få lært inden bogen er færdig.)

Jeg har ihvertfald fået helt lyst til at surfe rundt nu, og undersøge nogle af de sites der nævnes i bogen. For jeg sad unægteligt og fik helt lyst til at putte både mit eget og nærmeste families DNA under lup. Pudsigt nok er det ikke noget jeg føler mig særligt beklemt ved - jeg tror først jeg har problemer med den medicinske verden når det er en behandlingssituation; jeg kan godt finde ud af at deltage i eksperimenter.

Og så ligger det vel egentligt meget godt i tråd, med ønsket om at få min personlighed ind på Google's servere, hvis jeg også kan få mit sekventerede genom derind?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg røbede, da jeg fortalte om min observation af Jupiter for et par uger siden, interesserede jeg mig en del for astrologi i mine sene barndomsår og tidlige ungdom.

Ikke fordi jeg troede på det - men det var sjovt at lægge dem udfra et matematisk synspunkt: at finde ud af hvor og hvornår folk var født, og derefter udfra en del beregninger og efemerider bestemme hvor himmellegemerne i solsystemet var på fødselstidspunktet - og så finde ud af hvordan de stod i forhold til hinanden, og i forhold til firmamentet.

Derefter kunne man så begynde at tolke horoskoperne, men der stod jeg for det meste af. Nu var det sjove forbi, og resten troede jeg alligevel ikke på.

Men jeg læste alligevel om det - om tolkningerne og betydningerne - så jeg lærte en del om hvad de forskellige stjernetegn og planeter stod for et cetera - og jeg mener også jeg lærte en del af psykologien i det.

Og det slog mig pludseligt, da jeg læste interviewet med Lone Frank, som jeg omtalte den anden dag (hende med Mit smukke genom): det er jo de samme spørgsmål hun/vi søger i arvemassen, som man i årtusinder har prøvet at finde i stjernene. Svar på hvilken personlighed man er, hvilket helbred man kan forvente sig, hvad man skal passe på - og ikke mindst, hvilken partner der vil passe til én.

Tag ikke fejl, jeg prøver ikke at anfægte den videnskabelige lødighed i de genetiske undersøgelser, og de svar de kan bringe. Jeg finder det blot interessant fra et psykologisk/socialt aspekt.

Og med mit kendskab til menneskeheden, vil der snart - når disse tests bliver mere udbredt, som de vil blive - være nogen som finder på at dele de forskellige gen-typer ind i nogle arketyper, som er lettere at operere med og forklare. For eksempel 12 styk, 12 er sådan et dejligt antal. Vi kan kalde typerne alpha, beta etc, men mere sandsynligt er nok man vil finde noget fra den zoologiske verden, nogle dyrebetegnelser - det lyder lidt sejere at være en bjørn end en epsilon*? Og man kan hurtigt læse pamfletter om hvilken personlighed man har som den gen-type man nu er - pamfletter som er skrevet så faktisk alle personligheder kan føle sig hjemme i hver enkelt, det er ikke så svært - og hvilke gen-typer man passer godt sammen med.

Og inden længe vil Se & Hør og Alt for Damerne finde ud af, at det da er den nye dille, det der gen-noget. Og på horoskopsiderne vil man kunne finde opslag om, hvad der nu vil ske for ens gen-type den næste uge. Ligesom man naturligvis kan få en app til iPhone eller Facebook, som man hele tiden kan konsultere om vejledning, som man kyndigt får baseret på ens gentype.

En fuldstændig forkvaklet form for genetisk tolkning - ligesom uge- eller dagshoroskoper er det i forhold til "rigtig" astrologi - stadig ikke at jeg tror en brik på astrologien, men det man finder i aviser og ugeblade er under alle omstændigheder en hån. En forkvaklet tolkning som naturligvis intet har med videnskab eller nogen sandheder at gøre - men jeg kan sagtens forestille mig det ske.

For et eller andet sted søger vi mennesker vist overtroen lige så meget som vi altid har gjort. Vi vil bare gerne have den i en ny indpakning.

* Især hvis man har læst Huxley's Fagre Nye Verden (Brave New World).
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har før været inde på, at jeg vist ikke sådan har en type, jeg er specielt efter. Bortset måske fra skaldede kvinder og jødiske prinsesser.

Men noget kunne tyde på, at der er en type mere: superforskeren, helst indenfor noget neurovidenskab...?!

Hvor det lige kommer fra, ved jeg ikke; men jeg blev første gang opmærksom på typen, var da jeg for ca ½ år siden så et interview med en kvindelig professor (og meget mere) som talte meget nøgternt om hjernedoping op til eksamen i TV-Avisen. Uden at blive lokket til at moralisere eller lignende.

Hun interesserede mig. Så jeg googlede hende, og fandt ud af at hun åbenbart er et stort navn indenfor sin gren af forskerverdenen, og selvom hun er midt i 30'erne har hun tonsvis af titler og patenter bag sig. Og så lød hun skræmmende ambitiøs og målrettet - noget jeg aldrig ville kunne leve op til. Og havde givet afkald på at få børn, for det var der slet ikke tid til.

Og jeg følte mig ganske tiltrukket af det jeg læste.

Og nu dukker der så en mere op: i de forløbne uger har jeg set hende et par gange, i andledning af hendes bog Mit smukke genom – historier fra genetikkens overdrev. Som jeg kunne forstå, havde hun ladet sig genteste, for at finde ud af hvor meget og hvor lidt videnskaben udfra nutidig viden om den mennekselige arvemasse kan fortælle om én.

Og det har så skabt en del debat, fordi nogen åbenbart ikke mener det er en viden vi er klar til at modtage og forholde os til. At det kun er noget læger skal rode med.

Nå, men havde set det ud af det ene øje, men ikke hæftet mig synderligt ved det - udover at jeg bemærkede hende forfatteren havde nævnt at hun blandt andet kunne se i generne, hvor hendes depressioner kom fra. (Hun kaldte det vist noget andet, men det var hvad jeg hørte.) Og det kunne jeg da godt forstå, at det var interesant at kunne se.

Anyway, i går var der så et længere interview med hende i Politiken, Lone Frank hedder hun. Og hun har åbenbart skrevet flere bøger, og er toppen af poppen indenfor populærvidenskab - den nye Tor Nørretranders. Og hende havde jeg ikke hørt om før.

Men da jeg sad og læste interviewet, sad jeg næsten og blev helt forelsket. Så måske er det i virkeligheden et narcisistisk aspekt jeg har fundet, for hendes beretninger om det at være anderledes altid og meget andet, kunne jeg i den grad genkende.

Lidt pudsigt var det, at hun ville prøve alle mulige andre tests, men ikke en intelligenstest - fordi hun var bange for at den ville vise hun var gennemsnitlig. Det tror jeg nu ikke der ville være nogen "fare" for at den ville vise, udfra det jeg læste, men jeg kom til at spekulere på, om jeg mon ikke ville havde det på samme måde, hvis jeg ikke havde taget alle mulige tests for sjov, da jeg var barn, og så naturligvis igen en tvungen da jeg var til session. Og siden har jeg så ind imellem taget en del på nettet, så jeg ved ca hvor jeg ligger.

Og nu får jeg da helt lyst til at læse den her bog - så hvem ved, måske ender jeg også med at tage en gen-test. (Jeg gør mig nu nogle tanker om det der gen-halløj, men dem gemmer jeg til et andet indlæg.)

Anyway - nu fremgik det desværre af interviewet, at hun har kæreste på - bortset fra det også barnløs, som den førstnævnte - hvilket jo helt egoistisk kan ærgre. Især da hun nærmest er nabo til mig på Frederiksberg, og måske en dag kunne finde vej til Amigo, og måske ville synes det var overordentligt interessant med sådan et excentrisk dansende leopard/menneske.

Men jeg må vist bare spekulere over, om jeg kan bruge den oplysning til noget: at jeg tilsyneladende bliver meget interesseret i intelligente kvinder, som forsker i noget med neuro- eller skriver om det. Og jeg må vel også spekulere over, om det at jeg spekulerer over det har en betydning: er jeg på udkig?!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.