For godt en uge siden var jeg løbet tør for læsestof, og prøvede så noget nyt. Normalt har jeg rimeligt god idé om hvad jeg nu vil læse, men ikke her. Kunne bare mærke at jeg havde lyst til noget Science Fiction, så prøvede simpelthen at gå ind på Amazon under den genre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Bogen Zealot af Reza Aslan gik som bekendt hen og blev en bestseller, efter dette herostratisk berømte interview på Fox - hvor intervieweren bare ikke kan få det til at passe, at en muslim kan tillade sig at skrive en bog om Jesus. Vel at mærke den historiske Jesus. Interviewet gik viralt - bedste reklame ever.

Allerede inden havde jeg dog bogen i kikkerten, efter at jeg havde set Reza Aslan blive interviewet noget mere om indholdet af bogen, på The Daily Show (med John Oliver).

Så da jeg skulle nogle dage i sommerhus, sprang jeg ud i det, og købte Zealot: The Life and Times of Jesus of Nazareth fra Amazon til min Kindle - bogens listepris er egentligt $ 27, men jeg fik den til $14.99, og hardcover udgaven står til $16.20 pt.

Inden jeg går igang med anmeldelse er det måske meget godt lige at slå fast hvor jeg kommer fra. Så der ikke kommer underlige interviews med mig på TV2 Go'Morgen, om at jeg ikke har redegjort for dit eller dat (fat chance).

Jeg betegner mig selv som agnostiker: Jeg tror sådan set ikke rigtigt der findes nogen all-powerful beings derude, for det savnes enhver evidens. På den anden side vil jeg heller ikke påstå at jeg har nogen evidens for at en all-powerful being ikke eksisterer, derfor vil jeg ikke betegne mig som ateist. Og selv om jeg personligt har haft mærkelige oplevelser, tror jeg altså stadig ikke rigtigt på noget.

Men jeg har fuld respekt for folks personlige tro - og for behovet. Hvor jeg begynder at få det anstrengt er når det kommer til religion - når folk begynder at skulle tro på noget fælles - og påtvinge hinanden måder at tro på. Jeg kan sagtens se hvordan behovet har været der historisk som en sociologisk nødvendighed, men i dag synes jeg grundliggende religion er åndssvagt.

Til gengæld har jeg altid været relativt interesseret i religionshistorie, jeg har syntes det var interessant hvorfor folk begyndte at tro på noget hvornår, og se religiøse skrifter i mere historisk kontekst. Således har jeg også tidligere læst (dele af) Asimov's Guide to The Bible (og her er det så en jøde der (også) behandler Det Nye Testamente).

Selve biblen har jeg ikke læst meget af - og hvis jeg endeligt har har det mest været det gamle testamente (måske fordi min slægt har rødder der). Udover altså hvad man lærte i skolen i 70'erne.

Så: da jeg begyndte at læse, havde jeg ikke nogen dogmatisk tilgang, men mest af alt et ønske om religionshistorisk oplysning.

Og på det plan leverer bogen. I den grad. For at give et bud på hvem Jesus var - kunne være - tegner han grundigt billede Palæstinas historie i cirka 100 år før Jesus, naturligvis af Jesus levetid, og igen tiden efter Jesus korsfæstelse - for at forstå hvordan den historiske Jesus er blevet skrevet ind i en kristen utopi.

Og jeg har sgu lært meget, der er tale om en særdeles interessant periode, som jeg må tilstå jeg har kendte meget lidt til - og det jeg har kendt til den har som regel været set udfra en eller anden religiøs kontekst.

Det er således også ganske interessant at komme tættere på jøderne som de var i landet, og som de så sig selv, dengang - ganske anderledes i deres tilgang til religion end flertallet siden er blevet, men giver også en forståelse af de fanatikere og fundamentalister der i dag lever i Israel. Og hvad det er de vil have tilbage.

I det hele taget er det svært ikke at drage paraleller til vor tid - således kunne jeg ikke lade være at tænke på romerne, som er havnet i dette morads af religiøse fanatikere, som amerikanerne idag, der ikke altid har forståelse for lige hvad de er havnet midt i. Som den romerske soldat der starter et oprør ved at moone hele forsamlingen i templet ved pesach (påske).

Biblen og de første kristne er jeg også blevet en del klogere omkring. Jeg kendte for eksempel ikke synderligt til Paulus før, udover jeg vidste han var vigtig for den tidlige udbredelse og at han ikke kendte Jesus.

Men hvor meget han har hijacked hvad Jesus har gået og sagt, og lagt sit helt eget spin på, var jeg ikke klar over. Ligesom jeg ikke var klar over at Jesus' bror Jakob spillede så stor rolle som han efter alt at dømme gjorde, efter Jesus' død - han er så også på det nærmeste blevet skrevet ud af historien, siden. (Og så vidste jeg iøvrigt ikke at det engelske James er variant af navnet Jakob...)

Så klogere på historien er der ingen tvivl om at jeg er blevet. Meget. Men hvordan så med Jesus selv?

Med så få kilder - hvoraf de fleste er farvet af religiøst spin - sammenligner Aslan i introduktionen opgaven med at stykke et puslespil sammen, hvor man kun har ganske få af brikkerne. Og citerer teologen Bultmann for, at en sådan opgave uvægerligt ender som en søgen ind i sig selv - hvor man kommer til at bruge billeder man selv ønsker eller selv ser.

Så - ingen tvivl om at den person Aslan får givet et bud på, skal tages med et endog meget stort gran salt - og det bliver der altså heller ikke lagt skjul på.

Men han argumenterer nu meget godt for sine gæt - jeg synes bestemt den person han når frem til virker som et realistisk bud (så realistisk det nu kan være, i en samtid hvor mirakler var dagens orden).

Billedet af den person der tegnes er så et billede af en jeg personligt absolut ikke ville have interesse i at møde. Jeg kunne således ikke lade være også her at tænke i en moderne parallel - men den vil jeg ikke farve den eventuelle læser med her. Jeg synes næsten det er at spoile at sige for meget om den Jesus der tegnes - udover at bogens titel siger en del.

Men man skal altså ikke læse den her bog, hvis man tror den giver den endelige sandhed om Jesus - for den kan man ikke få. Men kunne man godt tænke sig at blive klogere på et tumultarisk sted på jorden i en tumultarisk tid, samtidigt lære om Det Nye Testamentes tidlige tilblivelse OG samtidigt få et bud på hvem denne Jesus kunne have været - så går man bestemt ikke galt i byen med denne.

Bogen er på trods af sin akademiske tilgang ganske let at læse (bogen kan måske bedst karakteriseres som populærvidenskabelig formidling) - vær opmærksom på at sidste halvdel af bogen er noter, så de 336 sider den trykte udgave står til er altså ca 170.

Jeg kan bestemt anbefale den, hvis det som skildret her på nogen måde kan have interesse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der findes en del grunde til at jeg ikke har været så aktiv på bloggen her de sidste måneder, som jeg har været (de fleste vil sikkert mene jeg stadig er ret aktiv). En af de grunde er Twitter.

For jeg må tilstå at jeg er blevet indfanget en del af det der Twitter den sidste måneds tid - jeg finder det fascinerende at skulle udtrykke sig i pakker af information på 140 karakterer (og helst lidt mindre), og at forholde sig til andre der gør det samme.

Og jeg har ikke fundet nogle af de ting, som jeg afskyr ved Facebook - lemminge- og mobbementaliteten, og de skruppelløse reklamemåder. I det omfang de ting findes på Twitter, er det meget lidt påtrængende. Det er ren, nedbarberet kommunikation, uden nogen dikkedarer.

På Twitter findes der også noget der omtales som Twitterbrain: når man spørger om et eller andet spørgsmål ud i sen følgekreds, og de måske sender spørgsmålet videre, og man så får et svar tilbage, fra en eller anden som måske ved noget mere om emnet.

Og det er altsammen fint, og meget nyttigt. Men det slog mig den anden dag, at Twitter har potentialet til at blive mere end det, mere en rigtig hjerne - den som jeg kalder Kvidre-hjernen.

Det som slog mig er, hvor meget hele opsætningen minder om et neuralt netværk (altså, en computersimulation/modellering af en menneskelig / dyrehjerne).

Hvor vi, brugerne, er de enkelte neuroner, og de beskeder vi sender til hinanden svarer til de signaler der går mellem neuronerne i en hjerne.

Hvor den enkelte bruger mister meget af sin betydning, og indholdet i den enkelte besked er stortset ligegyldig: det interessante er om beskeden sendes videre, eller om den sætter gang i en anden besked, som når andre brugere, som så sender nye beskeder afsted, muligvis influeret af beskeder som kommer andre steder fra.

Ligeledes vil der være nogle signalveje som fungerer bedre end andre, fordi der er større chance for at nogle brugere reagerer på beskeder fra nogle andre brugere end andre, og oftere sender til nogen end til andre.

Det skal igen understreges: i en sådan Kvidre-hjerne vil den enekelte bruger på ingen måde være klar over at deltage i en hjernefunktion, ligesom den enkelte beskeds indhold er uden betydning, udover hvad den sætter i gang af andre beskeder.

Så hvordan man skulle påvise sådan hjerneaktivitet ved jeg ikke - ligesom jeg ikke ved om hjernen nogensinde vil finde en måde at manifesterer sig i forhold til omverdenen.

Og med 200 millioner twitter-brugere, hvis de skal oversættes direkte til neuroner, er det også en frygtelig lille og ikke mindst langsom hjerne. Og da vi allesammen - eller ihvertfald næsten alle sammen - reagerer på ydre stimuli (fra den virkelige verden), udover de beskeder vi modtager fra Twitter, er vi jo nok i virkeligheden mest at anse som en slags sanseceller. (I en social sans?) Det der virkelig er brug for, for at få hjernen op i gear, vil være et utal computerstyrede profiler, som udfra algoritmer modtog beskeder og sender dem videre.

Dem findes der allerede nogle af, som opsamler information på tværs, men jeg er ikke sikker på det er den rigtige form. Som mere vil være 'bots som skal interagerer med brugere, modtage beskeder fra brugerne og sende til andre 'bots. Men igen, hvis vi ser på os menneskelige brugere som en slags nerveceller, vil det gode være, at vi ikke behøver høre ret meget på de 'bots, som vil udgøre det egentligt kognitive lag.

Det hele er nok meget fabulerende (og jeg er sikkert ikke den første til at tænke det) - men jeg synes da at det er en interessant tanke, at der måske er ved at blive skabt et globalt, neuralt netværk, som man selv er del af.

Det minder lidt om Gaia fra de sidste af Asimovs Foundation bøger. Eller for den sags skyld om supercomputeren Jorden i Hitchhiker's Guide to the Galaxy, som de hvide mus stod for at bestyre.

Anyway, hvis man ikke allerede er på Twitter vil jeg godt anbefale at man checker det ud. Og har man så lyst til at følge mig, skal man naturligvis være meget velkommen! :)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dagens spørgsmål i donorkalenderen. Med svarmuligheder indenfor forskellige kombinationer af røde & hvide blodlegemer (hvor er det iøvrigt dansk? - det har jeg ikke tænkt på før) og plasma, etc.

Det rigtige svar er, at blodet opdeles i røde blodlegemer (de ilt & CO2 transporterende celler), blodplader (thrombocytter, det det som får blodet til at størkne - koagulere), samt plasma - den væske det hele flyder rundt i. Der er forskelligt behov for de forskellige dele til forskellige patienttyper, så på den måde kan blodet udnyttes mest effektivt.

Muligvis man burde læse Asimovs Fantastic Voyage igen, snart...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg var jo på forhånd særdeles skeptisk overfor I, Robot - men jeg blev faktisk glædeligt overrasket. Det var langtfra det action-helvede forfilm havde givet indtryk af. Hvorfor man jo kan undre sig over de marteingsfolk der finder ud af, at traileren skal sættes sådan sammen. For de som har set filmen baseret på traileren har nok været skuffede.

Jeg blev selvfølgelig stadig irriteret over nogle ting, og Will Smiths hovedrolle var småirriterende, men slet ikke så galt som jeg havde frygtet. Og jeg kunne godt lide Bridget Moynahan's Susan Calvin.

Så - jo, den var jeg faktisk glad for at se. Fik helt lyst til at genlæse romanserierne.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er med bange anelser jeg ser I, Robot på TV2 i aften. For den påstår (som titlen også mere end antyder) at være baseret på Isaac Asimovs mesterlige robot-noveller.

Men alt hvad jeg har set af forfilm med videre har givet indtryk af en Will Smith.morsom action-film. Hvilket nogengange kan være ok - men fandeme ikke når man blander det sammen med noget Asimov. Asimovs historier var ganske eftertænksomme i sit forsøg på at efterforske hvordan et samfund med mennesker og tænkende robotter kunne fungere - og stort set blottet for action. Og det er altså lidt svært at genkende i hvad jeg har set.

Af samme grund var jeg da heller ikke inde og se filmen i biografen - men når nu den ligefrem bliver stoppet ned i halsen på mig, i form af at blive vist i mit fjernsyn, må jeg jo lige set hvor galt de har maltrakteret forlægget.

(Jeg kan ikke forestille mig at filmen, når nu det skal være noget med Asimov, ikke gør brug af robotikkens 3 grundregler, the three laws of robotics, som stort set alle Asimovs robothistorier i et eller andet omfang handler om  - så hvis nogen ikke skulle kende dem, bringer jeg dem lige her. Mest fordi det er sejt at have stående på min blog.

1. A robot may not injure a human being or, through inaction, allow a human being to come to harm.
2. A robot must obey any orders given to it by human beings, except where such orders would conflict with the First Law.
3. A robot must protect its own existence as long as such protection does not conflict with the First or Second Law.

Jeg går ikke udfra de også har den nulte lov med, som først blev formuleret og indført af R. Daneel Olivaw en del efter de fleste historier foregår.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dette var et indlæg, som jeg lå og tænkte over i morges, da jeg var kommet hjem fra spil, og ikke kunne sove. Og jeg har været tæt på ikke at skrive det, da det - kombineret med anden viden på bloggen - kan afsløre min identitet. Men jeg satser nu på, at det er for svært at lave den kombination. Eller for uinteressant...

Anyway, den lidt pudsige ting, jeg ikke kunne lade være med at filosofere over, er at både min far og min farfar i diverse biografier står opførst som Arkivarer. Og jegkan også huske det var det, der stod på nogle officielle breve min far modtog, da jeg var barn. Arkivar. Et pudsigt ord, og et jeg ikke rigtigt forstod som barn.

Og det er nu heller ikke særligt dækkende, for de har begge lavet ganske meget andet gennem deres liv, faktisk har det vel kun været ganske få år de har fungeret som egentlige - arkivarer.

Og hvad fanden er en arkivar? Well, så vidt jeg husker har der været en berømt arkivar i min levetid, Frede Farmand - og det har mest handlet om at han har skaffet sig adgang til skjulte optagelser af gud og hver mand, eller noget. Og det er iøvrigt meget, meget længe siden man har hørt noget til ham, han er nok under jorden.

Det jeg forstår ved en arkivar i titlens forstand, er en person som fungerer som researcher for andre, som har en bred basisviden, og kan bruge den til at vide hvor man skal kigge i arkivet, for at finde netop de oplysninger som har relevans i forhold til noget.

Og under den definition passer både min far og min farfar ind. Nok mest min farfar, som i en periode nærmest var landskendt i det, og også var medredaktør på flere leksika. Men min far har altså også mestret det, men måske mere i privat regi (og der er ihvertfald en anekdote jeg troede jeg havde skrevet, men jeg kan se mangler at blive nedfældet -den kommer så snart).

Anyway, det der slog mig var - at det er jo for en stor del også det jeg gør på denne blog. Ikke blot med Google Spørgsmålene, men også med alt det viden jeg indimellem finder det fornødent at pushe i hovedet på jer læsere.

Arkivet er nok lidt større end min fars og farfars - hele internettet - men idéen og drivet må næsten være den samme. Noget med at vide, at man er god til at skrabe viden sammen, og samtidig have et ønske om at dele ud af den samme viden.

Hvilket så igen får mig til at tænke på, om det er en eller anden jødisk tradition - idet det er gennem fædrene jeg har mine jødiske aner. Og jeg ikke kan lade være med at tænke på for eksempel Isaac Asimovs biografi, hvori han fortæller hvordan hans (til Amerika emigrerede far) fortalte om de jødiske forfædre, at de var scholars. Og det ret snart gik op for ham, at alle jøder i den der lille fattige jødiske landsby i Rusland hans forældre kom fra, altså alle var doctors eller scholars.

Hvilket jo næppe passer, men viser noget om, at det er en kultur der sætter både det at tilegne sig viden, men også det at videregive den højt.

Og det kunne jeg så ikke lade være at fundere over, at det da var lidt pudsigt gik igen, på den måde. Og lidt sejt.

(Og så er jeg i øvrigt vanvittigt uretfærdig overfor min mor og min morfar - som begge var lærere på forskellige niveauer, og har udgivet mange antologier og lærdomsbøger i det hele taget - men jeg har bare aldrig opfattet, at de havde det samme bærende princip, omkring videreformidling af den rene viden. For dem har det skullet gennemtygges og fortolkes først. Og det er jo ikke det samme.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En ting jeg altid finder påfaldende når man ser Science Fiction film med aliens, er at næsten alle fremmede racer tilsyneladende har to køn, et maskulint og et feminint, og det feminine har stort set altid meget menneskelignende bryster.

Selvfølgelig aktualiseret med Avatar, men jeg kom egentlig til at tænke på det (igen), da jeg genså Star Trek: Generations den anden dag.

Der findes naturligvis undtagelser - som i Alien-serien, hvor der bestemt ikke er tale om et patte-dyr. Og så er der også nogle hvor det ikke er helt menneskelige bryster, i sær kan antallet variere... i Total Recall er der en tre-brystet kvinde (men det er nu en mutation og ikke en alien, så det holder ikke helt) og jeg kan huske en meget dårlig fanatsy-film engang hvor der var en kvinde med 6- eller 8-bryster. Interessant, men falder også lidt uden for alien-emnet.

Jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke satte pris på de menneskelige sider ved disse aliens - det gør jeg skam. Jeg syntes bare det er lidt pudsigt at intelligent liv udvikles så parallelt i forskellige stjernesystemer.

Og så kunne det i øvrigt være en interessant med en filmatisering af Asimov's The Gods Themselves engang - hvor Asimov virkelig har fundet på en alien-race; der så vidt jeg husker består af 3 køn, og er nogle mere eller mindre pyramideformede geleklumper. Og hele bogen foregår bland dem.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dette er så, ifølge Bloggers tæller, mit indlæg nr 1.000. Og det må jo næsten markeres på en eller anden måde.

Så jeg prøver at gå de tidligere indlæg igennem, og finde ét for hvert 100 jeg synes fortjener at blive gravet op i gen - lidt i stil med hvad en af mine helte, Isaac Asimov, gjorde hvergang han havde fået udgivet 1.000 bøger. Uden sammenligning i øvrigt...

• Det første indlæg, har jeg valgt fordi  - well, det er stadig en aften jeg kan huske, der kom vidt omkring.
• Nummer to må være min hidtil vigtigste kulinariske opfindelse.
• Det tredie fordi det markere en udvikling i forholdet til min blufærdighed - i flere omgange, da noget er tilføjet siden.
• Det fjerde fordi hun også skal huskes, selv her længe efter.
• Den femte fordi den er meget godt eksempel på min tåbelige humor - uden at man behøver quiz'e.
• Sekseren fordi det stadig er pudsig historie.
• Det syvende indslag er stadig mindst ligeså relevant som da jeg skrev det.
• Sundhedsråd kan man ikke få nok af - vi skal jo have hævet levealderen - derfor 8'eren.
• Det niende indlæg for - det vil jeg spille lige om lidt.
• Og det tiende fordi der også skal være plads til lidt satire.

Jeg håber jeg har læsere til de næste 1.000 indlæg også - men ellers skriver jeg dem altså alligevel!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.