Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten restaurant. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten restaurant. Vis alle opslag

lørdag den 23. april 2011

Namaste!

Ingen kommentarer
Jeg har i en måneds tid gået og luret lidt på restauranten Namaste i Fredensgade, på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro. Først fordi jeg tilfældigt passerede den, og syntes det så interessant ud - nepalesisk køkken og lave priser - siden fordi ordet namaste* har fået en særlig betydning for mig på grund af Lost. Og så var der en anmeldelse i Politiken som var ret positiv (især i kommentarerne til den).

Så jeg fik arrangeret middag med den nærmeste familie der i aften, hvilket også var fint fordi det er første gang vi har lavet noget selskabeligt med min mor siden alt hurlumhejet begyndte. Og den del af det gik også fint - det er fint at være ude af hendes hus, så hun ikke behøver fungere som vært.

Og maden på Namaste er lækker - ingen tvivl om det. Det er ret tæt på indisk i retterne, men krydderblandinger og smag er lidt anderledes. Og der virker meget autentisk i den lille restaurant. Tilgengæld også lidt autentisk kludret. Meget venligt, og ikke egentligt kaotisk... men samtidigt ikke helt stringent - vi måtte flere gange minde dem om nogle ting de havde glemt undervejs.

Og så var der faktisk lidt for lidt mad i den tre-retters menu jeg bestilte; en anden gang ville jeg klart gå efter 4-retter til kun 20-25 kr mere. Det var vist noget med kr 155 for tre retter og og kr 180 for fire. Unægteligt billigt, men størrelserne på retterne er så også beskåret i forhold til á la carte versionerne.

Og de har endnu ikke fået alkoholbevilling - men faktisk syntes jeg det var fint, for så fik jeg prøvet lassi, og det er jo ganske lækkert! De sagde de havde fået lovning på, at de fik bevilling efter påsken - men check eventuelt inden.

Det er klart en retsaurant jeg vil anbefale at man prøver. Men man skal være forberedt på lidt ventetid, og en anelse venlig kaos. Og billig det er den altså - vi spiste 4 + barn for ca kr 750. Og fik prøvet meget forskelligt.

* Namaste er iøvrigt en høflig indisk/nepalesisk hilsen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 19. april 2011

Jeg skammer mig over Noma!

4 kommentarer
Så bliver Noma igen(!) kåret til verdens bedste restaurant, og medierne falder totalt på halen for det i egen imponerethed og fylder side op og side ned med hvor stort det er i et misforstået frisind.

Glemt er alle de kokkeskæbner som ikke har ledt til hæder og ære - glemt er alle de stakkels kokke som har fået et forkvaklet forhold til mad, og ar på sjælen resten af livet. Og glemt er alle de kokke - og det er de fleste - som står hverdag i små køkkener og smækker en dagens ret til 89 kroner ud til kunderne.

Derfor vil jeg gerne sige til Rene Redzepi: Det kan da godt være du tror du har det meget godt, men du er ikke andet end en sovsekande! Ja, jeg sagde sovsekande, for det er sådan kunderne tænker på jer, kan jeg godt fortælle dig! Men det skrækkelige ved dig er, at du fremstiller det at være kok som noget stort, uden at fortælle om alle problemerne.

Jaja, det kan da godt være at du i et interview taler om at det er en vanvittig arbejdstid og et hårdt miljø og at man skal spise myreæg, men det romantiserer jo bare jer sovsekander endnu mere. Jeg har to drenge, og jeg kan eddermame godt blive bange for, at de skal ryge ind i kokkebranchen på grund af en som dig, Rene!

Sandheden er jo, at ingen normale mennesker vil leve som dig - man må jo simpelthen være syg i hovedet, hvis man kan lide det liv, og de ting man udsætter sig selv for.

Og så praler du endda nærmest med, at de fleste kokke - nej, sovsekander! - i din restaurant er fra udlandet! Men det skriger jo til himlen - hvorfor er der ikke nogen der gør noget, og får dem hjulpet ud af det lede restaurationsmiljø, hvor de står og laver mad 15 timer i træk indtil de simpelthen ikke kan klare mere?

Jeg har prøvet at tale med jer, men nu er det på tide at politikerne griber ind og får gjort det madsalg forbudt, og madprogrammerne i TV også. Det kan ikke passe, at vi skal blive ved at finde os i det svineri, og at der nu endda går prestige i det.

Føj for Satan, siger jeg bare!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.