For et par dage siden, da jeg var inde på HBO Nordic, så jeg at de anbefalede at man checkede serien Strike Back ud, da tredje sæson snart ville komme. Og, tja, jeg var tom for andre ting at se lige der, så det gjorde jeg.

Og det viste sig at den passer mig perfekt her i disse varme sommeraftener og nætter: Den handler om en britisk black-ops anti-terrorenhed, som besøger verdens brændpunkter, hvor de prøver at finde frem til bagmanden mod hvad de har en vag idé om er et nærtstående angreb mod UK og USA.

Hovedfigurerne er den glatbarberede englænder, og den grovere amerikaner, som er kommet med i teamet. Ikke ligefrem nogen ny sammensætning, men den fungerer jo. I det hele taget er der ikke så meget nyt - og serien er dejligt blottet for moralske overvejelser og stillingtagen. De har et job, og de prøver at udføre det.

Det går ikke altid skide godt - måske derfor slipper den uden om 24 Timers torturdyrkelse, for de fleste af de mål de helst skal tage i live, ender de med at dræbe - eller de ender ihvertfald med at dø. Ligesom rigtigt mange andre også må lade livet, inklusive på holdet selv. Ingen kan regnes for sikre, og det er nok her serien skiller sig mest ud.

Men hvor den måske ikke er synderligt nyskabende er den dælens effektiv: dens spændingsmomenter virker. Virkeligt godt. Der er garanteret plot huller en masse, stereotype skikkelser, alt muligt - men hvis man lige glemmer det et øjeblik er den ret medrivende.

Den er bygget op, så to afsnit (af cirka 45 minutter) udgør en mission - med en gevaldig, oldschool cliffhanger i mellem de to afsnit - så den er perfekt til bingewatching. Har jeg ihvertfald følt, efter 6 afsnit på et par dage.

Så hvis man godt kunne tænke sig noget effektiv spænding, som bestemt ikke kræver for meget af en, så kan serien altså anbefales. Dog ikke for børn - masse af skud gennem hovedet, lemlæstelser - og sex. Hvis Frederick Forsyth skrev TV-serier, tror jeg den her ville være et godt bud på hvordan de ville være.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu er der gået en halv uge, hvor vi ikke har talt om så meget andet end ham bombefyren - og vi ved stadig ikke hvad vi skal kalde ham.

Nogle medier kalder ham Bombemanden fra Ørstedsparken, men det er jo helt forkert. Han kom ikke derfra, han løb dertil. Mit eget tidligere brugte Floss-bomberen har også visse problemer.

Så jeg foreslår at vi (jeg) laver en poll, hvor man kan stemme på hvad man synes han skal hedde. Kom med forslag & begrundelser til navne i kommentarer herunder, så vil jeg om et par dage lave en ny tråd, hvor man kan stemme på de forskellige forslag.

Den der har givet forslaget som får flest stemmer, vil vinde en surprise - i en lille CD-æske købt på Øster Allé Postkontor og sendt anonymt med PostDanmark - hvis man altså vil oplyse mig hvor jeg skal sende den hen, ellers må vi finde på en anden måde.

Selv foreslår jeg at han skal have navnet Sjakalens Søn, for hans mange ansigter minder mig om - udover Inspector Clouseau - Sjakalen. Både i virkelighedens Carlos/Ilich Ramirez Sanchez udgave, og i Frederick Forsyths' fra Day of the Jackal.

Og så lyder det vildt sejt!

Så - kom med gode forslag - og spred eventuelt ordet; hvis du ikke har et forslag selv, kender du sikkert nogen som har. Og det går jo ikke at han bliver ved at være navnløs.

[Opdatering]: Deadline for forslag er midnat, natten mellem den 15./16. Anonyme forslag medtages ikke - faktisk bør man kun deltage med email og link til blog (eller med en Blogger-konto), ellers bliver det svært at bekræfte vinderens identitet.

Uh, og som ekstra incitament for at deltage: I listen af nominerede navne vil der komme link til din blog!! Do-follow og det hele! ;)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Endnu en fremragende roman af Michael Gruber. Jeg er jo før gået i dybden med hans forfatterskab, og med denne bog slår han fast at han er en af mine absolutte yndlingsforfattere i øjeblikket, og muligvis den der sidder på det øverste trin på min rangstige.

Som han har haft for vane med sine seneste bøger går han nye veje, men bruger samtidigt nogle af de klassiske Gruber-elementer: den (i dette tilfælde de) hyperintelligente kvinde, med fantastisk sprogsans; interessante filosofiske tilgange til religion og tro, og noget så usædvanligt som moderne spændingsromaner, hvor gudelig indgriben ikke er uden for rækkevidde, men en faktisk mulighed.

The Good Son kunne genre/handlingsmæssigt sagtens være en Frederick Forsyth-bog, eller en anden af den skole - men har altså ovenstående Gruber-karakteristika til forskel. Samt at Gruber har en dyb respekt for de kulturer han beskriver - hvilket Forsyth tildels også har, dog med den forudsætning af the British way of Life naturligvis er den eneste rigtige.

Men altså - bogen er en spændingsroman, med lidt spiontema, og foregår tildels på gangene i NSA, dels i hovedet på en Black-Ops militærmand - hvis mor tages til fange på en særdeles mærkelig fredsmission i Pakistan, og dels i hovedet på samme mor. Hvor mor og søns tidlige liv efterhånden oprulles, og det er ikke småting de har oplevet. Og så handler det jo ellers for sønnen om at få befriet moren - men der er nu mere på spil end bare det.

Det er på mest fremragende vis infotainment, og giver først og fremmest et - føles det - uhyre realistisk billede af stammesamfundende i Afghanistan/dele af Pakistan. Og altså, som sagt, samtidig med en interessant tilgang til tro - ikke så udfordrende som i for eksempel Valley of Bones, men den har noget af det samme. Og kan således muligvis være en udfordring for den ateistiske/agnostiske læser, men jeg holder altså meget af det.

Så, bestemt - læs den, læs den; mine favoritter fra Michael Grubers hånd er stadig Tropic of Night og Valley of Bones - så dem vil jeg jo nok anbefale mest. Men den her kommer ind på en flot tredieplads - og har så ekstra relevans på grund af Afghanistan/Pakistan vinklen. Og er nok også noget lettere tilgengælig.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.