Som jeg beskrev i et par indlæg for nogle måneder siden, blev jeg ret interesseret i Lone Frank og hendes seneste bog om genteknologi og hvad deraf følger: Mit smukke genom - historier fra genetikkens overdrev.

Og jeg kunne jo udmærket have købt den selv, men jeg kunne ikke lade være at tænke at det da var en storartet gaveidé - så kunne en fra familien (min mor) få lov at give mig noget litteratur hun sikkert ville finde mere lødig, end det jeg plejer at ønske.

Så det blev til gaveønske - jeg havde egentligt regnet med at få den til min fødselsdag, men det blev altså først til jul.

Og jeg blev så færdig med den idag... den kan sgu anbefales - også selvom det der genetik måske ikke er noget man går og tænker så meget over; måske faktisk netop da!

For vi bliver som læsere taget med på en rejse, først omkring det nuværende tekniske stade og den rivende udvikling som finder sted. Ikke mindst fordi teknikken til analyse af generne og det samlede genom bliver billigere og billigere og mere og mere udbredt.

Og der findes mere eller mindre fandrevne sites, som via afstemninger er med til at bestemme, hvad der nu skal forskes i - sites, som i sin opbygning minder mig om seti@home/BOINC-projekterne. Her donerer man blot viden om ens gener for at være med, istedet for computerkraft.

Og alskens andre projekter, hvor man både kan blive klogere på sig selv, og samtidig være med til at drive forskningen fremad, for des flere gener der kan analyseres, des større muligheder er der for at finde sammenhænge mellem gener og for eksempel sygdomme - eller hvorfor nogle kan lugte på deres tis, at de har spist asparges. (En gen-variant jeg heldigvis ikke besidder - jeg spiste nemlig et helt bundt grønne asparges i går...)

Lone Frank bruger jo så sig selv som forsøgsperson, og vi kommer med både i hendes afsøgning af hvad hun kan lære om sine aners historie gennem analyse af Y-kromosom (hendes brors, godtnok) og sit eget mitokondrie-DNA.

Og kort efter får hun checket sit eget DNA for risici for arvelige sygdomme. Og tilsidst sin personlighed.

Undervejs i disse kapitler havde jeg det lidt, som om jeg var del af en lille gumbas. For der lød mellem linierne, efter hvert kapitel: Men vi skal længere ind... vi skal helt ind i sindet! Hvad vi da også efterhånden føler vi kommer.

De sidste dele af bogen fokuseres på etiske aspekter af de muligheder der vil opstå, og de krav der vil komme.

Det er altsammen meget interessant. Men hvad der bringer bogen over blot at være interessant på en informativ måde, er Lone Franks brug af sig selv, og hendes reflektioner undervejs. Og så det, at hun rejser rundt og interviewer eksperter inden for de forskellige felter. Det slog mig tidligt i bogen, at jeg ikke tror jeg før har læst populærvidenskab som på den måde var bygget op af dialog - men det er bogen her i meget høj grad, jeg skyder på mindst en tredjedel er ren dialog.

En ret smart tilgang, også til belysning af de ofte filosofiske og etiske dilemmaer - men vel egentligt en metode som har sin oprindelse i Sokrates & Platon (som jeg aldrig har læst, skal jeg skynde mig at sige). Ihvertfald fungerer det fint til at komme rundt om mange aspekter af en sag. Samtidigt med at det giver en del humor, som der i det hele taget er en hel del af i bogen, især fordi hun er ganske hudløs omkring sin egen personlighed, men godt kan se de morsomme aspekter af sig selv, som andre ser dem. Og iøvrigt kan være ganske provokerende, også i forhold til de interviewede.

Så, man bliver klogere på gener og man bliver klogere på Lone Frank. Og jeg vil også hævde man bliver klogere på verden. De sidste kapitler omkring fremtidens etik virker nok lidt løsere og mere fabulerende (muligvis fordi Frank selv holder sig lidt mere på sidelinien end tidligere), men de burde være obligatorisk læsning for alle, som gerne vil holde sig orienteret eller have noget at sige om samfundets udvikling de næste 10-20-30 år.

For der er mange spørgsmål og problemstillinger som uden tvivl bliver relevante - og det er ingen skade til at have tænkt over inden. Hvor langt man ønsker at gå inden for eugenik for eksempel - og om det overhovedet er noget man kan tillade sig at sige fra i forhold til. Ikke et så ligetil spørgsmål som rygmarvsreaktionen muligvis siger.

Så: god bog, rigtigt god. Og man behøver ikke holde sig fra den, fordi man ikke føler man har styr på gener og naturvidenskab i det hele taget, for den er skrevet i et flydende sprog, og det der er af teknik og fagudtryk kan man tage til sig eller springe over, det er ikke så vigtigt i forhold til fortællingen. (Og hvad den korte version af SERT er, skal man nok få lært inden bogen er færdig.)

Jeg har ihvertfald fået helt lyst til at surfe rundt nu, og undersøge nogle af de sites der nævnes i bogen. For jeg sad unægteligt og fik helt lyst til at putte både mit eget og nærmeste families DNA under lup. Pudsigt nok er det ikke noget jeg føler mig særligt beklemt ved - jeg tror først jeg har problemer med den medicinske verden når det er en behandlingssituation; jeg kan godt finde ud af at deltage i eksperimenter.

Og så ligger det vel egentligt meget godt i tråd, med ønsket om at få min personlighed ind på Google's servere, hvis jeg også kan få mit sekventerede genom derind?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Tidligere overhørte jeg den ældste prøve at forklare den yngste hvad teenager betyder - og hvad det kommer af. Med lange forklaringer om engelske tal, og hvad age betyder. Altsammen meget rigtigt, men jeg tror ikke den yngste fik så meget ud af det.

Men han forstod det lidt bedre, da jeg sagde at det også kunne hedde døn-alderen på dansk - fordi det er det tallene slutter med: tra-døn, fjor-døn, fem-døn, sajs-døn, sø-døn, a-døn og ne-døn.

Jeg er lidt spændt på om det holder ved, og det kommer til at hedde døn-alderen for fremtiden her i huset. De virkede begge meget glade for ordet.

Ellers er der gået lidt julekuller i den herhjemme, og begejstringen over den Wii jeg gav dem til jul er begydnt at lægge sig til fordel for skænderier. Og kælketuren som jeg ellers havde håbet kunne bryde stemningen lidt op endte efter 10 minutter i tænders gnidsel. Men ungernes irritation på hinanden blev vendt til vrede mod mig - jeg ved ikke rigtigt hvorfor - så nu hygger de sig fint med hinanden igen. Go figure.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg ved godt vi sådan set stadig er i juledagene, men for en ukristelig person som mig er julen først og fremmest juleaften. Bortset fra det betyder julen mest noget med andre TV-programmer og lukkede butikker (det er heldigvis ikke så slemt mere, som det var engang).

Men de her dage, mellem jul og nytår - de er altså sådan et lidt underligt ingenmandsland. Hvor man ikke rigtigt ved, om man er ved at geare ned efter julen, eller varme op til nytåret. Og det slog mig altså så i dag, hvad det må være - det er simpelthen mellemkødet for året.

Hvad julen og nytåret så hver i sær repræsenterede var jeg lidt i tvivl om - indtil det gik op for mig, at nytåret jo er et nyt annus. Og så ligger resten jo klart som blæk.

Hvad køn af mellemkød vi så taler om ved jeg ikke, og det er egentligt også ligegyldigt, efter min mening. Men hvis man vil kan man sikkert finde noget symbolik i et juletræ. Men man skal nok tænke over hvordan man præcist drejer & vender den tanke. Et træ kan vel hurtigt blive en bush, hvis man vender det rigtigt.

Beklager, syrer lidt ud... :)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Men især bornholmere... bliv nu inden døre!

Jeg tager med unger og eks til min mor om en times tid, og så overnatter jeg og ungerne der. Så I har sandsynligvis julefred for mig til i morgen. Medmindre jeg kaster mig over morens mac i nat.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er det sidste spørgsmål i donor-kalenderen, her den 24ende: Hvorfor motivet er en pelikan, når man har 100-doneringsjubilæum.

Med svarmulighederne at det er fordi der er plads til mange liter blod i en pelikans næb, eller fordi pelikanens næb har samme farve som blod, eller fordi at en pelikan-moder giver sit blod til ungerne hvis de sulter.

Og svaret er... nej, så enkelt skal det ikke være her i dag :) - det er trods alt jul. Vi skal have det lidt sjov. Så svaret ligger lagt som en slags mandelgave i denne historie. Hvem ved, måske kan I lide den - og får endda lyst til at dele den med nogen? For mig var det ihvertfald en opbyggelig og lærerig oplevelse.

God jul!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu var det ellers lige før man var blevet bekymret for Liselotte Blixt fra DF - det er hende med småkagerne & saftevandet, og de rivende, bidende og flående muslimer - der er jo gået en hel måned siden hun sidst var ude med et hadefuldt udfald.

Men, nej, ingen grund til bekymring - inden julefreden når at sænke sig, kan hun lige komme med en svinestreg, man så kan sidde og gumle på sammen med alt julefedtet, mens man tænker på det gode i mennesket og hvad det nu ellers er det siges man skal her i højtiden:

Læger der behandler mennesker, der opholder sig ulovligt i Danmark, skal tvinges til at melde de illegale til politiet. Mener Liselotte Blixt. Som vil have reglerne ændret, så sundhedspersonalet ikke længere har tavshedspligt i forhold til illegale indvandrere.

(Hvis det forslag skal give mening, må det jo iøvrigt også betyde, at sundhedspersonalet pålægges at undersøge om deres patienter nu har lovligt ophold eller ej her i landet. Interessant.)

Resultatet af et sådant forslag er indlysende: det er i forvejen særdeles svært for illegale at få lægehjælp, da de jo ikke har nogen offentlig kasse til at betale for behandling, men hvis forslaget gennemføres vil det være helt igennem sidste udvej at søge lægehjælp. Og så kan de ellers ligge og dø af lungebetændelser eller få koldbrand på grund af banale infektioner, som ikke kan blive behandlet. Og iøvrigt også gå og sprede smitsomme sygdomme, også hos os rigtige danskere.

I det hele taget er det et rigtigt fint princip - lad os da endelig ophæve tavshedspligten - for sundhedspersonale, men hvorfor ikke også advokater, psykologer, præster - i alle de tilfælde hvor myndighederne kan være interesseret i nogle oplysninger. Det må være vejen til et dejligt, dansk samfund.

God appetit & god jul.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lars Løkke Rasmussens selvbiografi: En evig stræben efter Storhed & Fad.

(Og, nej, det er ikke det her jeg har været kreativ med hele dagen. Den her faldt mig bare lige ind.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg var 15, var jeg på en rundrejse på Island med min mor. Eller halvrundrejse - den dækkede kun den vestlige og nordlige del af øen (+ Vestmannaeyar). (Der er vist stort set ingen og intet på den østlige del, bortset fra en jökull).

Anyway, det var en form for pakke-rejse. Islandsk turistindustri var i sin vorden, tydeligvis, men de gjorde en satsning med os - en samling danskere som ville se den gamle vulkankoloni.

Og vi så mange fascinerende ting. Jeg husker starten af rejsen til jordens indre, lavasletter og svovlkilder og i særdeleshed Heimaey - hvor der ca 10 år før havde fundet et kæmpeudbrud sted, og man stadig kunne bage kartofler hvis man gravede dem lidt ned i jorden.

Men der var så også en udendørspool vi skulle i - varmet af varmt kildevand. Hvorfor vi jo skulle omklædes. Jeg har som sådan altid hadet offentlige omklædningssteder, og især som 15 årig. Men det forhindrer jo ikke en i at kigge på andre - og jeg kunne ikke undgå at bemærke det her medlem af vores rejseselskab.

Han må have været omkring de 50-55, med velplejet grå/hvidt skæg omkring ½ cm. Men i omklædningen skilte han sig ud, for hans pik og nosser var røde. I den grad. De lyste nærmest op - og derfor kom jeg internt til at give ham tilnavnet julepik. Og omkring hver jul vender synet fra den omklædning tilbage til mig.

Og nu er han så blevet foreviget. Skål, julepik. Wherever you are!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I går var det så Bossen og Bumsen. Og idag stod den på Ghostbusters. Som lige bortset fra nogle af effekterne holder 100 endnu. Man kan jo ikke lade være med at være lidt spændt på den 3'er der er under opsejling - virker det / virker det ikke? Og hvordan ser de ud? Der er immervæk gået næsten 30 år!

Jag havde købt 1+2'eren på DVD til drengene til jul, men fortrød i sidste øjeblik, og tænkte at den trods alt nok ikke var for den yngste. Nok meget godt. Men jeg så den så med den ældste her til aften. Som også kom med grin i en lind strøm.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er selvfølgelig flere. Men lad mig se:

Op til jul skal der ihvertfald, i ethvert medie, opskrifter på flæskesteg med sprød svær, og proper bagt and med videre i julemenuen.
Der skal indslag om folk der ikke giver julegaver.
At prisen på juletræer er endnu højere end den plejer at være.
Noget om julepyntede huse, og el/C02 forbrug.
Nogle voxpops blandt folk der køber gaver den 22ende og 23ende, om hvordan det er at være ude i sidste øjeblik (i parentes bemærket køber jeg aldrig før).
Indslag om mænd der køber lingeri - og om hvordan de køber i forkerte størrelser.
Endnu et indslag med folk der køber ind henad kl 22 den 23ende.
Og et indslag med mænd der køber forkert størrelse BH'er henad kl 22 den 23ende.
Noget om at danskerne kun går i kirke til julegudstjeneste.

Selve juleaften er der garanteret nogle faste historier - men dem må jeg indrømme jeg ikke kender, for der er jeg optaget.

Så juledag kommer der nogle nye faste historier:

Folk der har spist for meget/fået kvababbelse/maveinfektioner.
At der har været mange indbrud i julen.
Et eller andet uheldigt der skete ved Pavens julemesse.

Og så iøvrigt opvarmning til Nytårets faste historier: om slankekure, fitnessløfter, rygestop, forsætter i almindelighed, nytårsdress, fyrværkeri & beskyttelse & skader, hvad der er sket i året der gik (og i år ti-året), bedste/værste whatever i det forgangne år etc.

Der er vel et helt fag på journalisthøjskolen hvor de historier bliver indterpet. Eller bliver de virkelig genopfundet hvert år?

(Så havde min mor i øvrigt købt Ekstra Bladet i dag, som en avis der udkom. Hun troede jeg ville blive glad for det; men det er vel efterhånden 10 år siden jeg gad læse den sprøjte. Og jeg blev godt nok chokeret over kvaliteten - følte det som om jeg havde fået et Se & Hør i ekstra billigt tryk mellem hænderne. Hovedhistorien var hvem der er bedst/værst til at score unge kvinder, Riskær eller Asschenfeldt...?!)

Skal jeg være helt ærlig kommer der nok også hvert år noget brok over at medierne skriver det samme hvert år ved jul & nytår.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Well, der var så tæt på at gå jule-kuller i mig i morges, da det trak ud med at komme hjem fra min mor. Men tilsidst kom vi afsted med alle pakkenellikerne, og blev kun dyngvåde på vej hjem.

Og efterfølgende gik jeg ud, og fandt ud af at jeg havde taget helt fejl: var sikker på at Fakta-Q og den slags butikker havde åbent i dag, men der er åbenbart stadig én dag som holdes hellig. Bastards!

Nå, men vi klarer os vist. Men jeg blev ekstra våd på den tur! Så det var godt at jeg scorede min egen indkøbte mandelgave i går, en halv flaske snaps, så jeg lige kunne varme mig på en lille én da jeg kom hjem.

Ellers har jeg siddet og bygget Lego med drengene, mest den ældste, der fik et kæmpesæt. Og det er jo hyggeligt, når man tager sig tid til det - at sidde og rode efter de rigtige klodser og forme.

Nu tager de time-out med Stuart Little og popcorn (og lidt senere æbleskiver). Og jeg begynder så småt at have fået varmen. Og så er det jo en meget fin dag ikke rigtig at skulle noget.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Og hvordan forløb juleaften så?

Meget fredeligt må man sige, men vi var også kun min mor, mig selv og mine børn. Min ex var syg, og min bror er stadig i eksotisk land. Så det var egentlig bare en udvidet middag med ekstra traditioner - og gaver.

Hvor antallet i forhold til ungerne heldigvis var skåret drastisk ned i år, de sidste år har de fået tonsvis af mere eller mindre skrammel - kvantiteten har været i højsædet, hvorfor en masse aldrig har været i brug og bare fylder op. Det tror jeg ikke sker i år.

Og vi overnatter så her hos min mor, hvilket efterhånden også er tradition, og meget rart ikke at skulle bakse hjem med gaver med trætte, overgearede unger.

Faktisk har det været en relativt stress-fri jul, også selvom den til tider har været på grænsen til ikke at være det. Og det er vel nærmeste det højeste juleønske at få opfyldt?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg var lige ved at oute mig selv, da jeg sendte julehilsner tidligere. Jeg sms'ede først nogle stykker til bekendte, derefter nogle hvor modtageren kender mig som Leoparddrengen, hvorfor jeg selvfølgelig underskrev som sådan. Og så så jeg lige en på min liste som hilsenen også passede godt til, så jeg sendte den også til hende.

Bortset fra hun ikke kender mig som Leoparddrengen. Og jeg ville som sådan intet have imod hun læser min blog, men vi har fælles bekendte, og dem ville jeg helst ikke have herind.

Men heldigvis kender hun mig fra gamle dage, hvor jeg jo også ind imellem var interessant klædt - måske kender hun endda den oprindelige leoparddragt fra dengang - selvom det tror jeg nu ikke. Men jeg tænkte ihvertfald at hun nok bare ville se det som sejt(?) tilnavn jeg gav mig selv, næppe som en hemmelig identitet.

Da jeg fik en sms tilbage havde hun så også givet sig tilnavnet Drage-prinsessen, så den er vist reddet. Men man skal på når man sms'er mellem forskellige identiteter!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Blandt dagens sidste øjebliks indkøbsøvelser var et besøg i Tiger på Vesterbros Torv.

Ikke overraskende gik køen gennem cirka halvdelen af butikken. Som grundliggende består af en lang, lidt snoet gang, men der er også et lille sidelokale eller alkove eller hvad sådan noget hedder. Hvis man blot skulle have varer fra gangen var det ikke noget problem, for dem kunne man jo bare tage på vejen mens man stod i kø. Men skulle man have noget fra sidealkoven var det et problem at være i kø, for så måtte man jo opgive pladsen.

Så jeg valgte at gå op ved siden af køen. Men det blev en meget bred mand for meget, han var vist mistænkelissom, og syntes vist jeg var mistænkelissom. Han greb fat i mig og sagde, "Jaja, det kan du godt spare dig, du skal ikke prøve at springe over i køen!"

"Jamen, jeg skal ind til siden og se efter nogle varer!" forsvarede jeg mig.

"Det kunne du li', og så hopper du ind i køen foran når du ser dit snit til det!", fastholdt han.

"Narj, narj, jeg skal nok komme tilbage bagerst i køen, jeg er flink nok." En formulering der overraskede mig selv noget, men den virkede åbenbart, for han gav slip på mig, og lod mig komme forbi. Men han var tydeligvis stadig meget mistænkelissom.

Jeg var fremme og kigge, og der var så ikke noget interessant, og begav mig tilbage i køen igen. Manden stod og studerede nogle 10-kroners ting, og så mig ikke (måske med vilje), så jeg kunne ikke lade være med at klappe ham på armen, og give ham et meget bredt smil da han vendte hovedet og jeg passerede forbi.

Og hvorfor så den historie? Tja, jeg syntes den var lidt pudsig. Og så var det jo en storartet anledning til at få luftet det nye ord!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Well, ihvertfald næsten.

Jeg havde fået min mor til at tage ungerne nogle timer i dag, så jeg langt om længe kunne få købt nogle gaver til her om et par dage.

Jeg iførte mig nogle rimeligt solide støvler jeg købte på QXL for et par år siden, for det tilfælde at der skulle komme heftig sne. Og den stund var oprindet nu. Men da jeg kom ned på gaden, og satte kurs mod Vesterport med drengene, kunne jeg godt mærke at det måske havde været en idé at benytte dem lejlighedsvist tidligere. For deres såler var ganske glatte - og i kombination med fortovenes beskaffenhed betød det at jeg sejlede en del rundt.

Og efter ikke særlig lang tids gåning kunne jeg godt mærke i min venstre hæl, at der var noget som gnavede. Ret meget endda.

Nå, vi kommer frem med s-toget, får købt juletræ med min mor, og bærer det hjem til hende. Hvor jeg efter kort tid drager ud for at gøre mine indkøb. Da jeg tager støvlerne på igen, kan jeg godt mærke at det ikke bliver nogen behagelig tur.

Men det skal blive værre. Første sted jeg er inde, viser det sig at mit betalingskort ikke bliver anerkendt - det kan ikke læses. Det skal så siges, at det også er ganske slidt - det der med at anbringe sådan et kort i et fint hylster eller rum i en tegnebog er ikke lige min stil. Så strengt taget overrasker det mig ikke, hvis det sætter ud. Men hvorfor lige nu?! Det er lidt for Murphy-agtigt!

Jeg har heldigvis lidt kontanter, som jeg akkurat kan dække det første indkøb med, men så er det også slut. Finder en pengeautomat, og forsøger lykken med kortet dér. Men nej. Jeg prøver tre gange i automaten, men den vil ikke.

Jeg begynder at overveje muligheder, men den eneste jeg kan se er at få min mor til at hæve kontanter til mig, og så overføre til hendes konto. Men det er ikke særlig fedt - og værst, jeg kommer til at miste en dag, for der er allerede gået en del tid.

Nå, jeg prøver en automat mere - og den er åbenbart mindre nøjeregnende, for det lykkes at få lov at indtaste pin, og hæve kontanter. Godt med dem, nu jeg har en maskine der virker.

Og så går det ellers stærkt - jeg udsætter altid mine juleindkøb til de sidste øjeblikke, og har også opbygget en evne til at være ganske effektiv - også selvom jeg ikke har nogen idé om hvad jeg skal give. Men i løbet af en lille time er jeg gennem det hele - mangler lige 2, men dem kan jeg hurtigt fixe i morgen. Heldigvis kom jeg i tanke om Fantask, hvor jeg ordnede en del ting.

Hjem og anbringe & gemme gaver. Skifte fra gnavende støvler til dejlig bløde gummisko - skide være med væske indtrængen, bare der ikke rives flere lunser hud af - og afsted til min mor igen.

Hænge der lidt, og så hjem med børn, som endda næsten ikke var sure.

Alt i alt en ganske fredfyldt dag.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har hugget billede og delvist idé fra Erna Lola, som  igen har det fra Ilvas julekatalog.

Jeg kan bare ikke lade være med at spekulere på  - hvis det er juletræer? -  hvor skal man så gøre af stjernen?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Min farmor var hjertens god og jeg holdt meget af hende. Hun var meget pædagogisk - det var så også hendes metier - men nogen gange blev hun altså for pædagogisk. Ligesom hun også indimellem havde en markant manglende situationsfornemmelse, og foretog det ene faux-pas efter det andet. Hvilket en del skænderier mellem hende og især min onkel vidnede om.











Ceterum censeo Facebook esse delendam.