Jeg har i en måneds tid gået og luret lidt på restauranten Namaste i Fredensgade, på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro. Først fordi jeg tilfældigt passerede den, og syntes det så interessant ud - nepalesisk køkken og lave priser - siden fordi ordet namaste* har fået en særlig betydning for mig på grund af Lost. Og så var der en anmeldelse i Politiken som var ret positiv (især i kommentarerne til den).

Så jeg fik arrangeret middag med den nærmeste familie der i aften, hvilket også var fint fordi det er første gang vi har lavet noget selskabeligt med min mor siden alt hurlumhejet begyndte. Og den del af det gik også fint - det er fint at være ude af hendes hus, så hun ikke behøver fungere som vært.

Og maden på Namaste er lækker - ingen tvivl om det. Det er ret tæt på indisk i retterne, men krydderblandinger og smag er lidt anderledes. Og der virker meget autentisk i den lille restaurant. Tilgengæld også lidt autentisk kludret. Meget venligt, og ikke egentligt kaotisk... men samtidigt ikke helt stringent - vi måtte flere gange minde dem om nogle ting de havde glemt undervejs.

Og så var der faktisk lidt for lidt mad i den tre-retters menu jeg bestilte; en anden gang ville jeg klart gå efter 4-retter til kun 20-25 kr mere. Det var vist noget med kr 155 for tre retter og og kr 180 for fire. Unægteligt billigt, men størrelserne på retterne er så også beskåret i forhold til á la carte versionerne.

Og de har endnu ikke fået alkoholbevilling - men faktisk syntes jeg det var fint, for så fik jeg prøvet lassi, og det er jo ganske lækkert! De sagde de havde fået lovning på, at de fik bevilling efter påsken - men check eventuelt inden.

Det er klart en retsaurant jeg vil anbefale at man prøver. Men man skal være forberedt på lidt ventetid, og en anelse venlig kaos. Og billig det er den altså - vi spiste 4 + barn for ca kr 750. Og fik prøvet meget forskelligt.

* Namaste er iøvrigt en høflig indisk/nepalesisk hilsen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg læste for en uges tid siden en overskrift i Politiken, som handlede om at der næsten ingen seere var til Mad Men.

Og jeg må sige at jeg ikke er overrasket. Ikke fordi jeg har noget imod Mad Men*, men fordi jeg efterhånden synes broadcastet TV er det sidste sted at se TV-serier. Hvor det første sted er fra DVD.

Hvor man kan se så mange afsnit man vil om dagen/ugen/måneden, hvor man er fri for reklamer, og hvor man ikke går glip af afsnit.

Hvad der virkelig har slået det fast for mig er den Lost-marathon jeg har været igennem de sidste par måneder - som nu desværre er afsluttet.

Den tror jeg aldrig jeg ville have fuldt på TV. Kun et afsnit om ugen? Og hvis man går glip af noget... ja, så er man for alvor lost. Jeg har også talt med flere af mine venner, som jeg ellers ville mene serien burde være lige noget for. Men de havde set enkelte afsnit i ny og næ, uden at synes det var noget.... enkelte afsnit, hvem sagde blasfemi. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre end at dumpe ind et tilfældigt sted i den serie!

Jeg syntes det var galt nok, at min ex lod den ældste se nogle afsnit af Lost, igen i ny og næ - uden at han havde set den fra starten. Det fik jeg straks sat en stopper for - så nu ser han den, og i rækkefølge, ikke hakket i stumper. (Og så får jeg iøvrigt genset nogle af afsnittene.)

Det gælder selvfølgelig ikke alle serier, at de ikke kan tåle at være i TV. Men langt, langt de fleste ville jeg egentligt ønske bare kom direkte på DVD.

* Jeg synes dog nok at Mad Men er blevet hypet lidt vel meget. Jeg har set halvdelen af første sæson, og så stod jeg af. Til at starte med kunne jeg da godt se en kvalitet i den, den er meget gennemført og It's Toasted virker stadig. Men jeg syntes den i den grad savnede udvikling og efter 6 afsnit syntes jeg bare jeg sad og så det samme igen og igen. Så jeg gætter på at hypen først og fremmest skyldes rygning på TV, samt at kvinder (og bøsser) synes Jon Hamm er lækker?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er stadig ganske fortabt i Lost, hvor jeg nu er cirka midt i 3. sæson.

Men et afsnit jeg så i går, Exposé, gjorde specielt indtryk - og demonstrerede fuldt hvor ekvilibristisk de skriverkarle på serien kan flette historier sammen.

Afsnittets handling var revet fuldstændig ud af hovedhistorien - i sig selv modigt, da den selvfølgeligt befinder sig midt i en cliffhanger - og man følger pludseligt 2 biroller i serien, hvis beskedne input i de foregående mange afsnit pludseligt sættes i et ganske andet perspektiv, og danner en sort, sort fortælling - som kunne være skrevet af Shakespeare i samarbejde med Poe. Som samtidigt kommer med meta-agtige budskaber om TV-serien som medie.

Og en serie som Lost giver da også grund til overvejelser om TV-serien - den nye fortælleform, hvor man virkelig kan komme i dybden med fortællingen. Som kun er blevet mulig på grund af DVD'en. For, jo, naturligvis var der TV-serier før DVD'erne, men det giver helt andre muligheder at folk kan købe en hel årgang, og se dem i deres eget tempo - istedet for at hvert afsnit skulle ses med en uges mellemrum, på et bestemt tidspunkt.

Hvis det var setup'et er jeg ret sikker på, man ikke ville have vovet et afsnit som Exposé.

Og jeg må godtnok sige, at jeg elsker det med serier på DVD, som man kan bruge uger eller sågar måneder på, i fordybelse. Men jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er synd at en fyr som Dennis Potter dog ikke kunne nå at få den tid med. Han arbejdede mest i hvad der i dag betegnes som miniserier - men jeg kan ikke lade være at forestille mig hvad han kunne få ud af en stor, smal produktion gående over et par sæsoner.

Det tror jeg kunne være blevet forfærdeligt interessant.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Langt de fleste kender jo nok serien Lost, så i virkeligheden er dette indlæg nok lidt overflødigt. Men jeg må lige have luft for lidt begejstring. For på grund af mit spartanske udvalg af TV-stationer er den ny for mig.

Men jeg havde jo hørt nogle omtale den positivt - nok til at den dæmrede nok i baghovedet til mig, da jeg skulle finde julegaver i år, til at jeg købte første sæson til min eks. Med den lumske bagtanke, at jeg jo selv kunne låne den efterfølgende. (Men jag var nu ikke kun lumsk - jeg havde også en klar formodning om at den ville være noget for hende.)

Nå, men da jeg så for et par dage siden var 'sitter for ungerne hos hende, og jeg kunne se den stadig stod urørt - blev jeg utålmodig og bange for at den aldrig skulle blive set. Og jeg var jo nysgerrig. Så jeg lånte den lige med, den første sæson.

Og så har jeg ellers på 2 døgn set 9 afsnit... de er da også ret korte. Og jeg er ganske solgt på historien - som i den grad trækker på meget af det gode og arketypiske i litteraturen. Jeg mener ihvertfald at have genkendt - eller ihvertfald fornemme at genkende - Jules Vernes Den Hemmelighedsfulde Ø, H.G. Wells' The Island of Dr Moreau og ikke mindst Shakespeares The Tempest (Stormen). Og der er sikkert meget andet, som jeg eneten ikke har læst, eller ikke lige tænkt på. (Lord of the Flies er for banal at køre ind over, og Watership Down refereres der til, men det er meget begrænset hvad den kan overlappe.)

Men det jeg næsten bliver mest begejstret for er fortælleteknikken - som i den grad, sammen med dele af historien, giver mig mindelser om Dan Simmons Hyperion (første bind, altså) - og jeg er spændt på hvor længe de kan fortsætte serien i dens nuværende form, for det står samtidigt klart at den må ændre karakter (endnu mere) henad vejen.

Men i det hele taget må jeg sige, at Dan Simmons er den jeg kommer til at tænke mest på, når jeg ser historien - på grund af Hyperion, som nævnt, men også fordi jeg først og fremmest kender til The Tempest fra hans Illium og Olympos værker.

Og så er det jo ikke fordi det er så litterært og kedeligt, som det måske kunne komme til at lyde ud fra det her. Starten af serien må være noget af det mest adrenalinfremkaldende jeg længe har set. Og det er da også J.J. Abrams, som jeg før har været ganske glad for med Alias, som står bag.

Så - udfra hvad jeg indtil videre har set, kan jeg kun anbefale den serie, til de af mine læsere som endnu ikke måttet have set den. Jeg har med vilje ladet være med at fortælle noget om handlingen, for det vil uvægerligt føre til spoilers, og det er synd. Lad mig blot sige det handler om nogen der er styrtet ned med et fly - så er der vist ikke røbet for meget.

Og for de der har set serien.... så kunne det da være, at de fik lyst til at læse noget af det jeg henviser til. Hyperion-bøgerne er altså fantastiske!

(Jeg har dog enkelte brok ting over serien - når man som jeg har set rigtigt mange serier fra HBO eller Showtime, hvor der ikke er reklamer - så virker det så forbandet irriterende, når der kommer reklamehuller. Og så fatter jeg stadig ikke at de skulle have så svært ved at finde vand... for helvede, det er en tropisk (eller subtropisk?) ø, det regner, og der er bjerge?! Der må være tonsvis af bække...)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.