Er netop blevet færdig med serien 13 Reasons Why, som er ny på Netflix. For så kort tid siden at øjenkrogen stadig er fugtig. Det er en rå sag…
Baseret på en roman af samme navn, som jeg ikke kender (på dansk Døde piger lyver ikke.)
De fleste kan nok sætte sig ind i at være ulykkelig forelsket i en i gymnasiet, og aldrig få sagt det til hende. Forestil dig så at hun begår selvmord, tilsyneladende uforståeligt. Men at du føler at du kunne have gjort mere, at det er din skyld. Og du får en stak kassettebånd (ja, kassettebånd!) hun har indspillet inden sin død, hvor hun forklarer om de 13 årsager der førte til hendes selvmord. Og du ved at du er en af de årsager.
Det er præmissen for 13 Reasons Why, der følger Clay, som netop har fået en æske med 7 bånd, indspillet af Hannah, den døde pige.
Han har en hård tur foran sig, som vi seere bliver taget med på, akkompagneret af teen angst musik i mol — i første afsnit er det Joy Division's Love Will Tear Us Apart, der lægger baggrunden, og så kører det videre derfra, i 13 afsnit — et afsnit per bånd.
Det kan nok lyde som om det kunne blive alt for meget, meget hurtigt. Og det er meget. Men det er skidegodt lavet. Som en blanding af Twin Peaks første afsnit i sin emotionelle direktehed og Breakfast Club i sin tilgang til hovedpersonerne.
Og så er der i tillæg et budskab og en anklage.
En på en gang meget tidløs og nutidig historie, som først og fremmest er en emotionel kajeryster, af den gode slags. Virkeligt god!
Jeg er lige blevet færdig med at se den britiske mini-serie Paranoid på Netflix.
Den var jeg ret hurtig til at begynde at se, da Netflix sendte mig en mail om at den var kommet på, da jeg kunne se Indira Varma havde en større rolle i den. Hende har jeg haft et godt øje til siden jeg så hende i Rome, og stadig efter hun også kom med i Game of Thrones.
Jeg var så også ret tæt på at stå af igen efter ét afsnit, for hold kæft hvor er de underlige alle sammen. (Og det tror jeg mange har gjort — jeg tror at det er forklaringen på den meget lave karakter på IMDb.)
Men heldigvis blev jeg hængende. Og, jo, folk (og historien) vedbliver at være underlige — men når man bliver tunet ind på serien bliver karaktererne og deres excentriciteter og galskaber ret underholdende.
Egentligt er den en krimi; jeg tror endda markedsføringen prøver at gøre den til en thriller, men det er da langt fra.
Men ihvertfald: det starter med et mord. På en legeplads. Og det skal jo så opklares af den lokale politistation, hvis ansatte virker til allesammen at være småskøre (for ikke at sige storskøre). Det er de så ikke ene om; stort set alle er ude på nogle overdrev — ikke mindste psykiateren. Nogle er på piller, nogle er ikke…
Og det viser sig at være en stor del af humlen, det med pillerne. De trækker et spor til Düsseldorf, hvor de også er skøre, men muntre.
Anyways, herligt skuespil (Polly Walker, også Rome, kommer også med i en mindre, men overbevisende rolle), weird manuskript (der er stadig ting jeg undrer mig over) og pudsig produktion. Som jeg efter et par afsnit virkeligt morede mig over.
Men som starter skævt, lige på — og derfor kan filmen let knække for en. Det er nok også grunden til at jeg skriver dette indlæg, for det er lidt synd hvis ingen kommer videre. Og ihvertfald synd med så lav karakter.
For den kan man bestemt godt se, for underholdningens skyld. Men det hjælper sikkert at være på piller.
Da jeg for et par dage siden begyndte at se den nye Netflix-originalFlaked, var det mest for at slå tid ihjel. Navnet, 30-minutter per episode, Will Arnett — det gav altsammen indtryk af letbenet sitcom.
Men det indtryk er bullshit. Det opdager man godt nok ikke med det første. Den lever fint op til hvad man tror af letbenethed:
Will Arnett spiller Chip, en fyr der bor i Venice Beach, han laver taburetter og sælger dem i sin butik. Hvis han da nogensinde har solgt nogen, det fremgår ikke helt. Og hænger ellers mest ud. Ligesom alle andre gør, det er Venice, det er Dude-territorie.
For 10 år siden dræbte Chip en mand. Uagtsomt, ganske vist: han var fuld, han kørte bilen… siden har AA været en stor del af hans liv. Muligvis fordi han her kan lukke alt sit bullshit ud, sine platheder. Og score.
Og Chip er så tilpas røvirriterende, at jeg var meget tæt på at stoppe serien efter de første par episoder. Men det begyndte at gå op for mig, at serien ikke var en letbenet komedie. Den handler om Chips bullshit. Som der unægteligt er meget af. Men som bliver skrællet af, lag efter lag, i et efter min mening ret elegant skrevet manus.
Det er ganske vist en komedie, men letbenet er den ikke, og den er ret meget i mol. Men man opdager det ikke først. Derfor også denne lille anbefaling: giv den lige lidt mere tid, hvis du er ved at droppe den i første afsnit: for måske er det en lidt anden serie end du tror.
Om bullshit og Venice. I 8 afsnit af 30 minutter er den til at overkomme. Og bestemt tiden værd, i mine øjne.
Her i juledagene kan man jo godt trænge til at komme lidt væk i tid & rum, og det skulle de to serier jeg her anbefaler nok kunne hjælpe til. Begge er ganske nye — og jeg har selv hygget mig gevaldigt med dem den seneste uges tid.
Marco Polo — Netflix Exclusive
Jeg skal være ærlig; det er meget begrænset hvor meget jeg kender til Marco Polo, udover hvad jeg lærte i skolen og det er ikke ret meget; og så fandt jeg ud af i Venedig at de er helt vilde med ham.
Det endte jeg så også med at blive, eller ihvertfald med serien om ham (og en masse andet). Omend jeg syntes første afsnit startede lidt trægt, så sluttede det smukt og fik mig til at tænke på Frankie Goes to Hollywoods Welcome to the Pleasuredome. Og siden var jeg solgt.
Hvis man husker firser-storserien Shogun er der mange lighedspunkter (omend man ikke lærer så meget kinesisk/mongolsk som man lærte japansk i Shogun).
Historien er kortfattet at Marco er på handelsrejse med sin far og onkel, hvor de falder i unåde hos Kublai Khan; for at formilde khanen efterlades Marco i hans varetægt, og Kublai lærer hurtigt at sætte pris på Marcos måde at se tingene på udefra og ligefremt. Desuden har han problemer med sin søn og Marco har problemer med sin far, så de får er relativt nært forhold.
Men det er en meget fremmed, multikulturel verden Marco er havnet i, han må lære at agere i disse nye kulturer, og navigere blandt hoffets intriger og klare sig i de væbnede konflikter med resterne af Song-dynastiet, hvis knælerfascinerede kansler ikke vil bøje sig for den mægtige khan.
Heldigvis trænes Marco af en blind shaolin-munk, og får venner, veninder og fjender. Det er altsammen ret fedt, ligesom det heller ikke skader, at vi får indblik i harems opbygninger og konkubiners mange funktioner.
Det kunne muligvis lyde som et værre rod sammen, men det fungerer forrygende. Jeg så seriens 10 afsnit på 3-4 dage, og jeg glæder mig vildt til næste sæson. En af de absolut bedste serier — hvis ikke den bedste — endnu, efter min mening.
Ascension - mini-serie på HBO Nordic
Ascension er kun i 3 afsnit på ialt godt 4 timer; oprindeligt var den vist sat til at være i 6 afsnit der skulle køre ugentligt, men den endte altså i 3, som blev fyret af i USA fra den 15.-17. december.
Her skal vi en anden vej end Marco Polo — en helt anden vej. Præmissen er, at der under Kennedy, i al hemmelighed, blev sendt et interstellart koloniskib afsted fra jorden, mod Proxima Kentauri; det er nu, 51 år efter, nået ca halvvejs, og er således omkring sit point-of-no-return, da der begynder at ske sære ting om bord. Der lægges ud med at en ung kvinde findes død på deres kunstige strand/pool.
Samtidigt følger man den hemmelige mission control på jorden — og man forstår efterhånden at missionen har flere lag.
Det er en fascinerende og tankevækkende historie, som jeg på ingen måde vil spoile, så vil derfor ikke fortælle mere om den. Men en stor del af fascinationen er tanken om de her 600 mennesker, som i mere end én generation har lavet i dette fartøj og skal have det til at fungere socialt. Her giver den lidt mindelser om Battlestar Galactica — en tanke der understreges af, at No 6 derfra, Tricia Helfer, har en bærende rolle i Ascension.
Pudsigt er det også med springet mellem skibet og jorden, der føles som et spring i tid, da de på skibet stadig med 60'er tøj og teknologi.
Manuskriptet er ikke uden ting man må undre sig over — de ændrer sig dog undervejs, eller ihvertfald måden man må undre sig. Men i det store hele fungerer det fremragende, og det sidste afsnit var ganske forrygende.
Så der er ihvertfald lidt tip givet videre. Er din smag i retning af min er begge sikre valg til julen. (Og skal jeg pege på en kryptisk rød tråd imellem serierne, må det blive noget med Hassan-i-Sabbah og noget han holdt af at sige i Alamut, men længere vil jeg ikke gå.)
Da jeg først så spots på DR for deres nye drama-satsning her i 2014, serien Arvingerne, tænkte jeg at det da vist ikke var noget for mig. Sådan et familie/soap/føle-føle-halløj, et eller andet i stil med Sommer, som bestemt ikke var min kop te.
Men da jeg fandt ud af at serien er skrevet af Maya Ilsøe blev jeg straks mere optimistisk på dens vegne. Hende udråbte jeg for 4 år siden til et af Danmarks største talenter inden for drama - på basis af julekalendrene Absalons Hemmelighed (2006) og Pagten (2009) - og det skulle blive særdeles interessant at se hvad hun kunne finde på i voksenafdelingen.
Og hun har bestemt ikke skuffet. Jo, Arvingerne er som sådan ren soap. En succesfuld billedkunstner dør i første afsnit, efterlader sig 4 børn - hvoraf det ene aldrig har kendt hende, eller vidst hun var hendes datter - med vidt forskellige interesser, nogle ex'er, advokater og gallerister. Og en arv.
Men heldigvis flyver serien langt højere end en soap og går i dybden på de flerdimensionelle karakterer og deres indbyrdes psykologi, sat overfor deres mål og deres (for nogle ukendte) fortid.
Når man tror man har en person placeret, viser det sig snart at det hele måske ikke var så enkelt, at der er gode grunde til deres ageren. Og de som først viser sig sympatiske viser senere mørke skyggesider.
Samtidigt er det et interessant billede af kontraster, fra den helt nede på jorden håndboldfamilie, til det excentriske og på en gang fisefornemme og hippieagtige kunstnermiljø.
Hvis jeg skal sammenligne Arvingerne med noget (her efter 3 afsnit), er det den minder mig mest om Per Flys ret suveræne Forestillinger, ligeledes fra DR. Der var noget af den samme intense udforskning af karaktererne og deres relationer.
Og så gør den foreløbige hovedrolle, Marie Bach Hansen, det ganske suverænt. Ingen tvivl om vi kommer til at se meget til hende i fremtiden. Men resten af castet er også ganske tungt besat - og leverer.
Som skrevet har der foreløbigt været vist 3 afsnit af Arvingerne. De kan ses her, hvis du ikke allerede er hoppet på vognen. Og det kan jeg altså kun anbefale at prøve - det er et fornøjeligt spring fra Forbrydelsen / Broen etc, og fantastisk kvalitet - hver søndag kl 20 på DR1.
Serien Masters of Sex begyndte på HBO Nordic mandag for en uge siden, 30/9. Der har således foreløbigt været vist 2 afsnit - hvilket måske nok er lidt vel lidt at skrive en egentlig anmeldelse på baggrund af, men jeg vil ihvertfald meget gerne anbefale den!
Den handler om Masters & Johnson og deres berømte sex-studier fra 50/60'erne. Ikke noget jeg på forhånd var solgt på som et fantastisk emne. Men det er jo HBO*, så jeg så pilot'en - og var ganske solgt.
Serien kan godt overfladisk minde om Mad Men, på grund af tidsperioden (serien starter i 1956). Men til forskel fra Mad Men - som jeg ikke ser, men så nok af at vide den ikke var for mig - som efter min mening kører i tomgang og er ren glitter, er der her tale om en væsentlig historie - og mere et opgør med en tid og nogle normer end et nostalgisk tilbageblik. Og nogle mennesker som gik meget på tværs af normerne for deres samtid.
Meget velspillet på alle niveauer og indtil videre et særdeles godt manuskript. At der ikke er tale om hverken vampyrer eller drager bør ikke afholde nogen fra at se den. Relativ nær fortid kan også gøres interessant - og USA i 50'erne kan forekomme som et lige så sært sted som Westeros.
Jeg anbefaler den virkelig - man kan kun blive klogere på vores moderne selv- og sexforståelse. Og på hvor blank man kan være, hvis man lader sær moral styre hvad man må tænke og fantasere. Og ikke mindst kønsroller - og overveje om ikke nogle af seriens problemstillinger måske stadig er relevante, selvom vi nok føler os en anelse mere oplyste, og har hørt om oralsex.
Cast blandt andre: Michael Sheen (William Masters), Lizzy Caplan (Virginia Johnson), Caitlin FitzGerald (Libby Masters), Beau Bridges (Barton Scully).
* [Opdatering, 14/10]: Jeg har så lige opdaget at det faktisk ikke er en HBO serie - det er Showtime. Men det gør den jo ikke dårligere ... jeg er så en smule overrasket over at den kommer på HBO Nordic, men fint nok!
For et par dage siden, da jeg var inde på HBO Nordic, så jeg at de anbefalede at man checkede serien Strike Back ud, da tredje sæson snart ville komme. Og, tja, jeg var tom for andre ting at se lige der, så det gjorde jeg.
Og det viste sig at den passer mig perfekt her i disse varme sommeraftener og nætter: Den handler om en britisk black-ops anti-terrorenhed, som besøger verdens brændpunkter, hvor de prøver at finde frem til bagmanden mod hvad de har en vag idé om er et nærtstående angreb mod UK og USA.
Hovedfigurerne er den glatbarberede englænder, og den grovere amerikaner, som er kommet med i teamet. Ikke ligefrem nogen ny sammensætning, men den fungerer jo. I det hele taget er der ikke så meget nyt - og serien er dejligt blottet for moralske overvejelser og stillingtagen. De har et job, og de prøver at udføre det.
Det går ikke altid skide godt - måske derfor slipper den uden om 24 Timers torturdyrkelse, for de fleste af de mål de helst skal tage i live, ender de med at dræbe - eller de ender ihvertfald med at dø. Ligesom rigtigt mange andre også må lade livet, inklusive på holdet selv. Ingen kan regnes for sikre, og det er nok her serien skiller sig mest ud.
Men hvor den måske ikke er synderligt nyskabende er den dælens effektiv: dens spændingsmomenter virker. Virkeligt godt. Der er garanteret plot huller en masse, stereotype skikkelser, alt muligt - men hvis man lige glemmer det et øjeblik er den ret medrivende.
Den er bygget op, så to afsnit (af cirka 45 minutter) udgør en mission - med en gevaldig, oldschool cliffhanger i mellem de to afsnit - så den er perfekt til bingewatching. Har jeg ihvertfald følt, efter 6 afsnit på et par dage.
Så hvis man godt kunne tænke sig noget effektiv spænding, som bestemt ikke kræver for meget af en, så kan serien altså anbefales. Dog ikke for børn - masse af skud gennem hovedet, lemlæstelser - og sex. Hvis Frederick Forsyth skrev TV-serier, tror jeg den her ville være et godt bud på hvordan de ville være.
Da jeg i dag gik på twitter, blev jeg ret hurtigt meget interesseret i hvad der foregik - en interesse, der i løbaet af dagen nærmest er blevet til eufori.
@monggaard var nemlig på en form for release party / infomøde om #HBONordic. Som viser sig at blive en streaming og Video on Demand tjeneste, som vil give adgang til ikke blot HBO's serier, men også ting fra samarbejdspartnere.
Via kabel/parabol - men altså vigtigst for mit vedkommende, også over nettet. For en pris af 10 € om måneden!
Det lyder ganske fantastisk - det betyder blandt andet adgang til splinternye afsnit af HBO's blockbusters som Game of Thrones, indenfor 24 timer af at afsnittet har haft premiere i USA. Med danske tekster! (Jeg håber så også der bliver mulighed for at vælge engelske, og ikke mindst slå dem fra.)
Og altså, måske næsten endnu bedre - også adgang til alle de HBO-serier, vi aldrig hører om - som måske er for smalle til at der skabes hype internationalt, men stadig er kvalivare.
Det er simpelthen noget jeg har sukket efter meget længe - der har nemlig godtnok været mulighed for HBO på nettet i USA - men selv med unblock-us har man ikke kunnet herhjemmefra, fordi de har krævet US-kabelabonnement.
Og Netflix har HBO ikke villet være del af. Derfor har den eneste måde at se HBO-ting inden de kom på DVD været via pirat-sites - det er der kommet denne storartede tegneserie ud af, som beskrev problemet i en nøddeskal. Og jeg har altså aldrig rigtigt ville bruge de piratsider - det virker dobbelt forkert, når det er noget kvalitet, man faktisk rigtigt gerne vil betale for. Sådan har jeg det ihvertfald.
Men det lader til at være fortid, nu. Og jeg tror helt jeg vil droppe Netflix, for det jeg i virkeligheden altid ønskede var adgangen til HBO.
Og hvorfor er jeg så vild med HBO? Fordi de - sammen med et par andre selskaber, som leverer TV via kabel - står for de bedste TV-serier fra USA. Jo, enkelte andre serier, som for eksempel Lost, er bestemt også værd at se.
Men kabelselskaberne, med HBO i front, leverer kompromisløs kvalitet, især på manuskriptsiden. Det kan de gøre, fordi de ikke sender gennem luften - og derfor ikke er underlagt den "moralske" lovgivning USA har for hvad der må sendes i æteren, som udelukker bandeord, nøgenhed, sex og en masse andet godt.
Samtidig er der ikke reklamer i programmerne - så forfatteren skal ikke skrive henimod en cliffhanger hvert kvarter, så der er en chance for at seeren vender tilbage efter reklamepausen. (Det helt absurde er så, at rigtigt mange HBO-serier herhjemme er blevet sendt på reklamekanaler, så de er blevet fuldstændigt ødelagt.)
Dette gør - er min teori, ihvertfald - at forfatterne kan skrive sig helt ud, og koncentrere sig om det det handler om - den gode historie. Uden at skulle tage hensyn til alt muligt andet.
Og det har altså blandt andet resulteret i serier som Sopranos, Six Feet Under, Sex and the City, The Wire, Band of Brothers, Angels in America, Deadwood, Rome, True Blood og Game of Thrones.
Jeg synes sgu det er svært at få armene ned. Jeg håber implementeringen kommer til at leve op til det, der er blevet sagt.
Det er ihvertfald helt sikkert jeg skal være abonnent fra første dag - det skulle vist nok starte midt i oktober. Man kan skrive sig op på HBO Nordic for at få tilsendt, når der er nærmere oplysninger. Ellers kan man også følge @HBOdk på twitter.
Da jeg får et par uger siden opdagede at der var en nyere TV-serie med denne titel, blev jeg straks ret nysgerrig - især i det jeg var - er- stor fan af TV Serien Rome, og gerne vil have mere af det. Jeg kunne dog se, at serien mere blev sammenlignet med et mix af 300 og Gladiator - men det lød nu heller ikke dårligt.
Jeg forhørte mig lige på twitter, at det ikke var en helt dødssyg historie - det ar det ikke fik jeg at vide. Og så købte jeg Blood and Sands. Som ankom i mandags - og jeg er allerede kommet til at se alle 13 afsnit - så helt dårlig var den vist ikke :)
Handlingen foregår inden det berømte slaveoprør, og følger thrakeren Spartacus' vej til at blive og være gladiator i provinsbyen Capua i det sydlige Italien. Men hvis man forventer en prequel til filmatiseringen/serialiseringen af Howard Fasts Spartacus-fortolkning tager man fejl.
Der er ikke meget socialist-romantik over denne historie; den handler mere om ære, forræderi og intriger. Og blod, sex og drab.
Sammenligningen med 300 og Gladiator er ikke helt forkert, men den giver også et lidt forkert billede synes jeg, for så tror man det hele handler om kamp. Og det gør det ikke - den bærende historie er efter min mening ganske udmærket, og tager sit udgangspunkt i Spartacus ønske om at genvinde sin kone fra før han blev slave - og om fortabelsen undervejs.
(Spartacus hedder iøvrigt slet ikke Spartacus, det er blot hans "kunstnernavn" som gladiator - det drilles vi som seer en del med, da vi aldrig lærer hans rigtige navn.)
Men, når det så er sagt, at historien faktisk er udmærket, kommer man heller ikke uden om at nævne andre hovedingridienser i serien. Nemlig sex og nøgenhed, og vold & blod.
Der er nemlig ganske meget nøgenhed i den serie, det er nok den mest gennemførte på det punkt jeg har set endnu. Og mere demokratisk fordelt end sædvanligt - jeg tror aldrig jeg har set så meget full-frontal mandlig nøgenhed (porno undtaget) - men så er der også tale om meget veltrimmede, og ikke mindst meget barberede mænd.
Og blodet - ja, det er der meget af. Lemmer afhugges, pulsårer skæres over, maver spiddes - i et væk, og i stop-motion sekvenser som i 300. Og med et farvefilter som lever op til titlen, som tillader blod og sandfarverne at trænge igennem - så får vi det hele med, og mere til. Indimellem grusomt, men ikke som sådan sadistiskt.
Det kan lyde som om det bliver trivielt, men det gør det ikke. Ikke for mig, ihvertfald. For der sker trods alt også en del andet. Men ingen tvivl om - føler man sig frastødt af tanken om at se nøgne mennesker, eller vold & blod - så er det en serie man bør gå i en stor bue udenom. Hvis ikke - så kan den klart anbefales.
Den når dog ikke Romes højder - dertil er perspektivet alligevel for begrænset. Historien er stort set begrænset til areanaen og den sært beliggende gladiatorskole - at anbringe sådan en på kanten af en skrænt forekommer mig at være en sær idé. Og udover at det hele naturligvis er en optakt til slaveoprøret, er der ikke mange henvisninger til historiske begivenheder.
Skuespillet fungerer fint, baserer sig mest på australske og britiske skuespillere, hvoraf kun én for alvor er kendt i forvejen, John Hannah, som giver den som Batiatus - ejeren af gladiatorskolen.
Spartacus spilles af Andy Whitfield - og jeg blev helt trist, da jeg i researchen til denne anmeldelse så at han døde af kræft sidste år, 40 år gammel. Fandme trist, når man lige har lært ham at kende. Han spiller defor af naturlige årsager ikke Spartacus i fortsættelsen, Vengeance - som jeg ikke har set, men glæder mig til. Der blev også, men Whitfield var syg, lavet en prequel, Gods of the Arena - den må jeg også have fat på.
(Det føles iøvrigt helt som der er en dansk connection - Whitfield lignede Coster-Waldau en del, slynglen Ashur ligner Michael Carøe - og slavinderne Naevia og Mira ligner henholdsvis Rikke Rønholt og Cecilie Stenspil - ikke at det har noget med noget at gøre, det føltes bare så sært at det måtte nævnes.)
Syret at fortsætte den serie 20 år efter - men det er åbenbart hvad man gør. Umiddelbart er jeg meget skeptisk over om den kan holde i forhold til konkurrence fra de mange klasseserier der skabes i øjeblikket.
Men ingen tvivl om at vi har brug for noget socialistisk propaganda, som Erhard Jacobsen betegnede serien...
Og jeg må sige at jeg ikke er overrasket. Ikke fordi jeg har noget imod Mad Men*, men fordi jeg efterhånden synes broadcastet TV er det sidste sted at se TV-serier. Hvor det første sted er fra DVD.
Hvor man kan se så mange afsnit man vil om dagen/ugen/måneden, hvor man er fri for reklamer, og hvor man ikke går glip af afsnit.
Hvad der virkelig har slået det fast for mig er den Lost-marathon jeg har været igennem de sidste par måneder - som nu desværre er afsluttet.
Den tror jeg aldrig jeg ville have fuldt på TV. Kun et afsnit om ugen? Og hvis man går glip af noget... ja, så er man for alvor lost. Jeg har også talt med flere af mine venner, som jeg ellers ville mene serien burde være lige noget for. Men de havde set enkelte afsnit i ny og næ, uden at synes det var noget.... enkelte afsnit, hvem sagde blasfemi. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre end at dumpe ind et tilfældigt sted i den serie!
Jeg syntes det var galt nok, at min ex lod den ældste se nogle afsnit af Lost, igen i ny og næ - uden at han havde set den fra starten. Det fik jeg straks sat en stopper for - så nu ser han den, og i rækkefølge, ikke hakket i stumper. (Og så får jeg iøvrigt genset nogle af afsnittene.)
Det gælder selvfølgelig ikke alle serier, at de ikke kan tåle at være i TV. Men langt, langt de fleste ville jeg egentligt ønske bare kom direkte på DVD.
* Jeg synes dog nok at Mad Men er blevet hypet lidt vel meget. Jeg har set halvdelen af første sæson, og så stod jeg af. Til at starte med kunne jeg da godt se en kvalitet i den, den er meget gennemført og It's Toasted virker stadig. Men jeg syntes den i den grad savnede udvikling og efter 6 afsnit syntes jeg bare jeg sad og så det samme igen og igen. Så jeg gætter på at hypen først og fremmest skyldes rygning på TV, samt at kvinder (og bøsser) synes Jon Hamm er lækker?
Jeg så at DR havde programsat hvad der så ud til at være en moderniseret Sherlock Holmes hertil aften. Udfra spottet og generel mistro havde jeg virkelig ikke store forventninger. Netop derfor ville jeg gerne se den - så jeg rigtigt kunne udspy min galde, efterfølgende.
Men den ældste ville gerne se Frækkere end Politiet Tillader 2, som TV2 samtidigt sendte. Og det kan jeg da godt forstå - for han har set de andre, og ved vel mere eller mindre at der så er garanti for bare bryster. Og et par sjove bemærkninger. Så jeg optog Sherlock.
Og har så lige set den. Og jeg må sgu trække min forventede galde i mig, for det var en ret intelligent modernisering, hvor jeg havde forventet blasfemi. Og jeg kan godt lide castet, selvom Holmes (Benedict Cumberbatch) og Watson (Martin Freeman) er en anelse unge for mig - lidt pudsigt, iøvrigt, for jeg kan huske da jeg først så den "gamle" BBC serie fra 1984- med Jeremy Brett som Sherlock, syntes jeg de var for gamle i forhold til bøgerne.
Men så er jeg jo iøvrigt også selv blevet en anelse ældre i mellemtiden.
Under alle omstændigheder - interessant brug af moderne kommunikationsteknologi - halvdelen af de medvirkende var begravet i deres mobiler det meste af tiden, ganske som IRL, og parret Holmes og Watson blev konstant taget som værende bøsser. En enkelt gang af Sherlock selv.
Jeg er ikke helt solgt endnu, men bestemt en serie jeg vil kigge videre på. Er også lidt spændt på hvilke stoffer det er Sherlock bruger nutids, udover nikotinplastre.
Jeg er stadig ganske fortabt i Lost, hvor jeg nu er cirka midt i 3. sæson.
Men et afsnit jeg så i går, Exposé, gjorde specielt indtryk - og demonstrerede fuldt hvor ekvilibristisk de skriverkarle på serien kan flette historier sammen.
Afsnittets handling var revet fuldstændig ud af hovedhistorien - i sig selv modigt, da den selvfølgeligt befinder sig midt i en cliffhanger - og man følger pludseligt 2 biroller i serien, hvis beskedne input i de foregående mange afsnit pludseligt sættes i et ganske andet perspektiv, og danner en sort, sort fortælling - som kunne være skrevet af Shakespeare i samarbejde med Poe. Som samtidigt kommer med meta-agtige budskaber om TV-serien som medie.
Og en serie som Lost giver da også grund til overvejelser om TV-serien - den nye fortælleform, hvor man virkelig kan komme i dybden med fortællingen. Som kun er blevet mulig på grund af DVD'en. For, jo, naturligvis var der TV-serier før DVD'erne, men det giver helt andre muligheder at folk kan købe en hel årgang, og se dem i deres eget tempo - istedet for at hvert afsnit skulle ses med en uges mellemrum, på et bestemt tidspunkt.
Hvis det var setup'et er jeg ret sikker på, man ikke ville have vovet et afsnit som Exposé.
Og jeg må godtnok sige, at jeg elsker det med serier på DVD, som man kan bruge uger eller sågar måneder på, i fordybelse. Men jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er synd at en fyr som Dennis Potter dog ikke kunne nå at få den tid med. Han arbejdede mest i hvad der i dag betegnes som miniserier - men jeg kan ikke lade være at forestille mig hvad han kunne få ud af en stor, smal produktion gående over et par sæsoner.
Det tror jeg kunne være blevet forfærdeligt interessant.
Langt de fleste kender jo nok serien Lost, så i virkeligheden er dette indlæg nok lidt overflødigt. Men jeg må lige have luft for lidt begejstring. For på grund af mit spartanske udvalg af TV-stationer er den ny for mig.
Men jeg havde jo hørt nogle omtale den positivt - nok til at den dæmrede nok i baghovedet til mig, da jeg skulle finde julegaver i år, til at jeg købte første sæson til min eks. Med den lumske bagtanke, at jeg jo selv kunne låne den efterfølgende. (Men jag var nu ikke kun lumsk - jeg havde også en klar formodning om at den ville være noget for hende.)
Nå, men da jeg så for et par dage siden var 'sitter for ungerne hos hende, og jeg kunne se den stadig stod urørt - blev jeg utålmodig og bange for at den aldrig skulle blive set. Og jeg var jo nysgerrig. Så jeg lånte den lige med, den første sæson.
Og så har jeg ellers på 2 døgn set 9 afsnit... de er da også ret korte. Og jeg er ganske solgt på historien - som i den grad trækker på meget af det gode og arketypiske i litteraturen. Jeg mener ihvertfald at have genkendt - eller ihvertfald fornemme at genkende - Jules Vernes Den Hemmelighedsfulde Ø, H.G. Wells' The Island of Dr Moreau og ikke mindst Shakespeares The Tempest (Stormen). Og der er sikkert meget andet, som jeg eneten ikke har læst, eller ikke lige tænkt på. (Lord of the Flies er for banal at køre ind over, og Watership Down refereres der til, men det er meget begrænset hvad den kan overlappe.)
Men det jeg næsten bliver mest begejstret for er fortælleteknikken - som i den grad, sammen med dele af historien, giver mig mindelser om Dan Simmons Hyperion (første bind, altså) - og jeg er spændt på hvor længe de kan fortsætte serien i dens nuværende form, for det står samtidigt klart at den må ændre karakter (endnu mere) henad vejen.
Men i det hele taget må jeg sige, at Dan Simmons er den jeg kommer til at tænke mest på, når jeg ser historien - på grund af Hyperion, som nævnt, men også fordi jeg først og fremmest kender til The Tempest fra hans Illium og Olympos værker.
Og så er det jo ikke fordi det er så litterært og kedeligt, som det måske kunne komme til at lyde ud fra det her. Starten af serien må være noget af det mest adrenalinfremkaldende jeg længe har set. Og det er da også J.J. Abrams, som jeg før har været ganske glad for med Alias, som står bag.
Så - udfra hvad jeg indtil videre har set, kan jeg kun anbefale den serie, til de af mine læsere som endnu ikke måttet have set den. Jeg har med vilje ladet være med at fortælle noget om handlingen, for det vil uvægerligt føre til spoilers, og det er synd. Lad mig blot sige det handler om nogen der er styrtet ned med et fly - så er der vist ikke røbet for meget.
Og for de der har set serien.... så kunne det da være, at de fik lyst til at læse noget af det jeg henviser til. Hyperion-bøgerne er altså fantastiske!
(Jeg har dog enkelte brok ting over serien - når man som jeg har set rigtigt mange serier fra HBO eller Showtime, hvor der ikke er reklamer - så virker det så forbandet irriterende, når der kommer reklamehuller. Og så fatter jeg stadig ikke at de skulle have så svært ved at finde vand... for helvede, det er en tropisk (eller subtropisk?) ø, det regner, og der er bjerge?! Der må være tonsvis af bække...)
Er netop blevet færdig med serien 13 Reasons Why, som er ny på Netflix. For så kort tid siden at øjenkrogen stadig er fugtig. Det er en rå sag…
