Da jeg i sin tid for snart en del år siden blev hevet ind og se Biler (Cars) var det med en god portion skepsis. For jeg har aldrig været meget til biler, og de forfilm jeg havde set syntes jeg ikke tydede på noget interessant.

Men jeg blev meget positivt overrasket - over historien, som ramte dybt i noget med venskab, og over animationen, som virkeligt fik gjort de biler til nogen man kunne leve sig ind i og leve med.

Så det var med en noget anden forventning jeg i dag var med mine nu to biografmodne drenge inde og se fortsættelsen.

I denne omgang er hovedpersonen snarere kranvognen Bumle end Lynet McQueen. Bumle, som på mystisk vis bliver rodet ud i en agenthistorie i bedste James Bond-stil. Eller rettere, i bedste Frede-stil. For plottet og underplots minder mig i den grad om den danske Balling-film Slå først, Frede fra 1965, hvor Morten Grünwald, Frede, som spøg- og -skæmthandler på lignende vis bliver rodet ud i et agentsammensurium. (Frede-filmene kan iøvrigt lidt ses som forgængere til Olsen-banden, det er ihvertfald stort set de samme folk hele vejen igennem.)

Og det er da også på mange måder oplagt - for bilerne har jo gennem tiden spillet ret store roller i James Bond-film - og det bliver der også trukket på her.

Sideløbende kører så en historie med Lynet McQueen som prøver at vinde Verdenspokalen i ræs, ikke mindst for at vinde over den italienske charmebil med blottede hjul, Francesco. Men det er altså Bumles historie som er den styrende.

Og det er fint alt sammen. Masser af ramasjang, og meget fantasifuldt. Og der er sjove scener fra de lande (Japan, Italien og England) som ræsne foregår i - ikke mindst en scene hvor Bumle er havnet på japansk "toilet").

Desværre er der så ikke meget af den (emotionelle) dybde i filmen man efterhånden er kommet til at forvente fra Pixar. Det betyder ikke noget for ungerne, men jeg savnede det altså meget - så kan animationen være nok så nydelig. (Vi så den iøvrigt "kun" i 2D, det foretrækker den yngste og det var hans tur til at bestemme.)

Jeg syntes også den var lidt rigelig lang - 1 3/4 t var lang tid for den 6-årige.

Så karaktermæssigt bliver det for mig et sted mellem 3 og 4 ud af 6 - vel nærmest 3 store. Ungerne ville nok give den mindst 5 ud af 6. Så konklusionen må være, at den er fin at tage unger med at se - men man skal ikke som voksen forvente en ny Op. Og det er da også fair nok.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ja, jeg er ikke sikker på jeg er helt med på hvad det er, det der Sex and Sen - men det er åbenbart rasende populært i Hong Kong.

Og det får mig jo så til at tænke på, at jeg måske ikke tog helt fejl da jeg forudså pornobiografens genkomst? Jeg havde godt nok egentligt selv droppet tanken efterhånden som der kom 3D-fjernsyn. Men de er jo endnu ikke så udbredte.

Historien fortæller ikke om de bruger den japanske stil med at sløre kønsdelene - men det må da komme til at se voldsomt underligt ud i 3D?


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I lørdags var jeg og ungerne til forpremiere på Disney's seneste animationsfilm, To på flugt (originaltitel Tangled) i 3D.

Filmen er på godt og ondt klassisk Disney, hvor de tager et eventyr og laver deres egen version - i dette tilfælde er det Rapunzel de har fat i. Og det er faktisk et af de klassiske eventyr jeg kender mindst, så jeg kunne ikke rigtigt blive stødt på manchetterne i forhold til hvad de har gjort med historien, for jeg kender ikke den oprindelige.

Men når jeg skriver Disney på godt og ondt, mener jeg det. For det var altså lige lovlig meget musical-agtigt for mig. Og ikke synderligt god musik - og slet ikke i den danske udgave. Jeg syntes det virkede som om der var nogle versefødder som havde fået klippet lidt mange tæer, og tilføjet nogle ligtorne.

Tilgengæld var historien og effekter ganske fine - selve hovedhistorien var selvfølgeligt noget forudsigelig, men det er vel forventeligt (og jeg ser ingen grund til at referere den her) - og jeg syntes bestemt filmen fungerede rigtigt godt i perioder. Men så begyndte de at synge igen...

Ungerne havde det vist som mig - den yngste (på 5½) havde dog ingen kritik, syntes det var en god film, men han blev noget rastløs mod slutningen (og det ved jeg for han sad oven på mig) - den syntes også det var for meget med musikken. Han sagde han ville give den 5 eller 6 stjerner, men at musikken bragte den ned på 4.

Jeg er lidt mere kritisk - i sig selv synes jeg filmen er til et 4-tal (ud af seks), men den ender på en 3'er.

Men er man til musicals og/eller Disney som Den Lille Havfrue vil man sikkert synes filmen er helt fænomenal, og så kan den kun anbefales. Og det er der vist en del mennesker der er - jeg var ihvertfald overrasket over hvor stor en del voksne der var til forevisningen. Og mange klappede ved slutningen, så de fik da vist hvad de kom efter. Det gjorde vi sådan set også - bare også lidt for meget mere.

Hvad angår alder og hvor gammel man skal være for at se To på flugt, så mener jeg ikke der er det store at være nervøs for.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Warning: may contain spoilers

Det var ikke meget jeg kendte til filmen Megamind, da jeg igår fandt ud af at jeg havde børn i dag. Og fandt på, at så kunne man da gå i biografen og se det sidste nye på animationsfronten i 3D - denne her fra DreamWorks (altså Shrek-skolen).

Men det var bestemt et positivt møde for os alle tre. Undervejs var jeg lidt nervøs for den yngste (på 5 år), hvor meget han fik ud af historien. Men han var ihvertfald efterfølgende glad for filmen, så den var god fin. Og det var den ældste naturligvis også, samt jeg selv.

Filmen læner sig heftigt op af Superman-historien: Døende planet, forældre sender deres spædbarn afsted i de sidste sekunder, spædbarn havner på jorden... i denne historie er det bare 2 forskellige det sker for, fra forskellige planeter.

Den ene af de to vokser op hos en pæn familie, ser godt ud, har en harmonisk opvækst (er måske lidt mobbende og ulidelig)... og ender med at bruge sine superkræfter til menneskehedens bedste som Metro Man.

Den anden vokser op i fængsel blandt hardcore kriminelle, er blå og skaldet, har talefejl og bliver mobbet under sin opvækst - og ender som superskurken Megamind, som bruger sit super intellekt på at bekæmpe sin ærkefjende Metro Man; men for det meste havner han i fængsel.

En dag lykkes hans onde planer, imidlertid, og han gør det af med Metro Man. Og overtager kontrollen med Metro City.

Men han opdager hurtigt at livet ikke er det samme uden Metro Man, at han mangler en Yin til sin Yang. Og han føler sig nærmest som Palle alene i Verden.

Derfor finder han på at gøre et menneske om til en ny superhelt, med Metro Mans egenskaber. Men det går rent galt... og Megamind ender op med, at måtte påtage sig rollen som superhelt. Og at gøre kur til historiens Lois Lane, som han før har kidnappet igen og igen, for at genere Metro Man.

Historien handler altså helt grundliggende om, at hvis man først er låst i en identitet, kan det være forbandet svært at slippe ud af den igen. Medmindre man har muligheden for at påtage sig en andens identittet, ihvertfald for en periode. (En pointe Leoparddrengen kan tilslutte sig!)

Og så kan man jo også sagtens trække en parallel til Den Grimme Ælling. Også selvom ordspillet i overskriften næppe er noget de har tænkt på hos DreamWorks.

Den er rigtig god, men man skal nok være 7-8 år for at få maksimalt ud af historien. Animationen og 3D'en er helt fin - og der er nogle virkeligt flotte scener med Megaminds tusinder af robotter - og musikvalget er storartet (AC/DC har en fremtrædende plads hos Megamind).

Og så kan man som voksen morer sig over referencerne til Superman - således genopstår Marlon Brando for eksempel for en stund som rumhelte-far.

4 store et eller andet ud af 6. (Jeg må vist snart til at lave et egentligt karaktersystem - hvad kan det være jeg skal give? Leopardklør? Vil det være positivt? Leopardhjerter er selvfølgeligt oplagt, men den med hjertet er ligesom brugt... går i tænkebox.)

Når Megamind ikke får mere, er det først og fremmest fordi den ikke rammer dybt emotionelt, som andre nylige man kunne nævne (I'm looking at you, Pixar). Så det er god ramasjang, og en storartet historie, gode grin - men den sætter sig ikke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg og ungerne var inde og se Toy Story 3 - den seneste fra Pixar - i formiddag.

Og det var noget af en milepæl, for det var den første film den yngste så færdig i biografen. Vi prøvede for halvandet års tid siden med Madagaskar 2, men det var dengang alt for tidligt, og jeg kom til at være ude i forhallen med ham den sidste halve time, mens den ældste så den færdig med deres mor.

Men i dag kørte det som smurt, der var ingen problemer med at holde opmærksomheden - og så var det også hans første oplevelse af 3D lementet. Som han vist er for ung til at opfatte som noget særligt, for ham er det vist bare sådan det er - og hvorfor ikke.

Og filmen - den er ikke helt så dyb som Op, som jeg nok vil synes er en tand bedre - ihvertfald for en i min aldersklasse. Men det er en herlig film, også for mig - som rammer den rette blanding af arketyper og dybsindighed, blandet med gags og action.

Anders skal på college, og vil egentlig pakke legetøjet væk og på loftet (bortset fra Woody, som han vil tage med). Men ved et uheld havner legetøjet i stedet som skrald, hvilket de er meget fornærmede over. I jagten på et nyt hjem, finder de en tilsyneladende idyllisk børnehaven, men utopien smuldrer hurtigt, og det viser sig at de er havnet i et mareridt, styret af en despot. (Det gav mig lidt mindelser om Kabbelejes koloni i Kaninbjerget.)

De må naturligvis ikke så lidt igennem, for at slippe fri - og genfinde en værdig plads som legetøj. Og det hele er fantasifuldt og fantastisk skruet sammen, også visuelt (for eksempel da Mr Potatohead for udskiftet sin kartoffel med en tortilla.)

Og et herligt spil mellem Barbie og Ken, samt Buzz Lightyear i en meget spansk paso doble sørger for at hæve begejstringen yderligere.

Under det hele ligger - for de voksne - en tone af melankoli over tabet ved at blive ældre, men det kammer nu på ingen måde over.

3D-mæssigt fungerer det fint, men det var nu 3D på en meget afslappet måde - der var ingen scener som gave indtryk af at være der for at vise at man kan - det indgik blot naturligt.

Den kan rigtigt meget anbefales - især hvis man har børn i næsten enhver alder. Og hvis man er til animationsfilm kan man skam også se den uden børn. Men en film jeg direkte vil opforde voksne til at se uden børn - som Op - er det ikke. Så meget har den ikke sat sig i mig efterfølgende.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det hedder den 3D animationsfilm fra folkene bag Terkel i Knibe og Rejsen til Saturn som kommer i biograferne til efterårsferien. Det skal jo nok blive en sællert - jeg kommer nok til at skulle ind og se den med den ældste, og vil overveje den yngste - det sidste kommer nok an på omtalen.

Så kan de også få lov at opleve en Olsen Bande-premiere. Selvom jeg kan blive helt nostalgisk af at tænke på når der var premiere på Olsen Banden i Palads - dengang den var hvid og kun havde én (kæmpe) sal.

(Forfilmen er sponsoreret.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er blevet smækket 8 minutter ekstra på Avatar - primært fra Pandora - og det skulle så være nok til, at folk går i biografen og ser den igen. I 3D naturligvis - der er verdenspremiere 27. august.

Om konceptet holder må tiden vise - jeg synes umiddelbart nok at det er lidt kort efter, at filmen gik af i første omgang. Og den har også næsten lige haft DVD premiere.

Så hvis det var mig ville jeg nok have ventet et halvt år mere - men jeg har på den anden side heller ikke så meget styr på det som James Cameron. Om jeg selv skal se den (igen) - tja, det er jeg faktisk lidt usikker på. Og det er jo ellers bestemt ikke fordi jeg ikke kunne lide den oprindelige Avatar.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det skal sgu da lige overvejes - VM-kamp i 3D i Imperial.

Og hvorfor er det nu egentligt vi i Danmark insisterer på at kalde landet Holland, når Holland faktisk kun er en provins i landet. Og det rigtige navn er Nederenlandet?

[Opdatering]: Her kan man få billetter.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg var jo spændt på at høre hvad min far og min søste syntes om Avatar - som de jo skulle se i eftermiddag.

Men, men, men.... det er åbenbart ikke rigtig gået op for min far at den vises i to versioner,  både 2D og 3D - selvom jeg havde instrueret ham i, at han naturligvis skulle sørge for at se den i 3D. Så han havde naturligvis fået billetter til en 2D forestilling. Og det var jo ligesom ikke helt det samme (selvom i hvertfald min søster var begejstret for filmen).

I det hele taget fatter jeg ikke bare hvorfor han ikke køber billetter i Imperial, som er den nærmeste biograf for ham?!

Nogle gange har jeg altså rigtig meget lyst til at få en anden familie!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

For cirka 4 måneder siden læste jeg første gang om filmen Avatar. Og i morgen formiddag skal jeg så til premiere på skidtet. Det må jeg sige jeg er pænt spændt på!

Jeg var ellers i syv sind om jeg skulle gøre det, for normalt ville det være sådan en ting jeg så om aftenen med 3-5 af det sædvanlige slæng. Men ingen af dem kunne, ligesom andre jeg prøvede at hverve til premieren heller ikke kunne - så nu endte jeg op med at bestille en solo billet i Imperial i morgen.

Håber bare den kan leve op til nogen af forventningerne. Og under alle omstændigheder må 2009 vel være året for mere eller mindre nøgne og underlige blå væsener på film?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Den eneste anke jeg egentlig har i forhold til filmen er - at det er ret upraktisk når tårer presser sig på under en 3D-brille!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg var barn, i 70'erne, var der ganske mange - og store - pornobiografer i København; især på Vesterbrogade, samt Strøget og sidegader.

Det fik en brat ende med indtoget af videoen, især VHS'en. Nygade Bio på strøget var sejlivet, og bukkede under som den sidste, såvidt jeg husker i slutningen 80'erne. Da havde de øvrige været borte længe.

Jeg har aldrig været i en, og har også umiddelbart svært ved at se charmen i at være sammen med en større gruppe (fortrinsvis mænd), og dele udløsninger med dem.

Men, kan da godt forstå fænomenet eksisterede dengang, da det var de færreste beskåret at have privat biograf. Ganske vist fandtes der selvfølgelig smalfilmsfremvisere og film til dem, men det var særdeles uhandy.

Uden jeg skal gøre mig til den store ekspert, har filmene vel også været skruet sammen på en anden måde end i dag; blandt andet fordi mediet (blandt de brede masser) var relativt nyt, men først og fremmest fordi der ikke var nogen fast-forward løsning, og man gik udfra folk rent faktisk så det hele.

Anyway, jeg kom til at tænke på det, fordi nu kommer der jo en bølge af 3D film, og som jeg så med Monsters vs Aliens er det en teknik der faktisk virker - ganske overbevisende.

Og hver gang der kommer nye teknikker, plejer pornobranchen ikke at være sen til at udnytte dem; og 3D sex må kunne være en oplagt sællert.

Men der er det interessante bare, at såvidt jeg ved kan Blu-ray/DVD ikke klare de her 3D film, det er kun de digitale biograffremvisere der dur endnu; og de ligger i en del millioner kroner, trods alt ikke noget de fleste får installeret i stedet for fladskærmen.

Så det vil sige, hvis 3D muligheden skal bruges, må det næsten betyde pornobiografer the old way. Og det kunne sgu være lidt interessant hvis det skete igen, selvom jeg stadig synes hele konceptet med biograf til den slags er lidt underligt; jeg tror det ville have en indflydelse, god eller dårlig, på samfundet og synet på fællesskab, og sex i det hele taget.

Men det må - lissom med så meget andet - jo tiden vise. Time will tell... sooner or later time will tell, som Einstein siger i introen til Red Alert.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.