Eller som Gordon Gekko retteligt siger i filmen: Money is the bitch who never sleeps - jeg var til forpremiere på den i aften, og det var overordnet set et glædeligt "gensyn" med Wall Street.

Det er længe siden jeg først så traileren til Wall Street 2, og selvom jeg aldrig har været en kæmpefan af 1'eren, syntes jeg det så ud til at et gensyn kunne blive underholdende.

Gekko er efter en straf for insiderhandel og økonomisk kriminalitet kommet ud igen i 2001, hvorefter han først og fremmest ernærer sig ved at skrive bøger om finanslivet - som hans seneste Is Greed Good?


Han virker som - og påstår også - at fængslet har været godt for ham - han virker nu mere ude på at afsløre mekanismerne bag boblerne, end at udnytte dem.

Gekko - nu med månedskort til subway'en.

Men det er egentligt forkert at fokusere på ham - for nominelt er det ikke ham filmen handler om. Men hans datter Winnie (spillet af Carey Mulligan), som ikke vil have noget med ham at gøre, og dennes kæreste, Jake Moore - spillet af pigernes ven, Shia LaBeouf.

Vi befinder os nu i 2008, pengemarkederne begynder at vakle - og Shia arbejder for filmens Lehman Brothers. Han arbejder med energiinvesteringer, og kan bestemt godt lide at jonglere med de store tal - men hans store drøm er at skaffe penge til et projekt som arbejder på at lave laserdrevet fusionskraft. God idé, siger Gordon - Green is the next big bubble.

Dominoerne begynder at vælte - ret fint skildret, 2 år føles allerede som længe siden - og der kommer forskellige historier med hævn ind. Hovedhistorien er dog om det kan lykkes Jake at genforene Gekko med sin datter, om han blot er ude på at tjene penge, om Gordon virkelig er anderledes fyr idag, og om tid er vigtigere end penge.

Og her skal jeg selvfølgelig ikke afsløre hvordan det går med det. Filmen byder på fint skuespil - rigtigt fint (Susan Sarandon skal også nævnes, hun er Jakes mor, og har hygget sig med at små-investere i ejendomme, og kommer som en penge-junkie hele tiden rendende efter et nyt fiks til at dække det hul hun er havnet i), mange gode oneliners (when you stop telling lies about me, I'll stop telling the truth about you), og rigtig god musik. David Byrne er den konstante afdæmpede stemme filmen igennem, og den bringer også en tilbage til 80'erne.

Så får man tilgengæld også nogle fortællemæssige svagheder (der bliver hængt nogle geværer op på væggen, som altså aldrig bliver fyret af), og en noget udvandet slutning.

Men undervejs følte jeg mig fint underholdt, og filmen vil nok om en del år kunne bruges som et tidsbillede for 2008, meget som Wall Street er for slutfirserne. Oliver Stone har det jo med at tegne med den tykke tusch indimellem, så han er sikker på at alle fanger hans pointe. Den er heldigvis ikke så bred i denne film - jeg kan faktisk generelt ikke særligt godt lide hans film, men Wall Street "serien" er en undtagelse.

Alt i alt er jeg ganske positiv - levede fint op til forventningerne. Som så heller ikke var alt for høje. På en skala fra 1-6 vil jeg give den 4 (og hvis det var 1-5 ville det blive en 3'er).
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ganske vist anklages Saxo Bank for svindel og humbug, og for at deres kunder taber penge til gunst for Saxo Bank. Men det er de jo så vant til, og det kan man vel ikke helt komme uden om. Som bekendt kan man ikke lave omelet uden at slå æg i stykker.

Hvad de imidlertid ikke er vant til, er at deres politiske gren, kaldet Liberal Alliance, kommer over spærregrænsen til Folketinget, ifølge en meningsmåling foretaget for MetroExpress af firmaet YouGov Zapera (dem har jeg godtnok aldrig hørt om før.)

Naturligvis jubler Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll. De ser sig jo nu som det nye fundament for regeringen, som de ikke vil kunne komme udenom efter et valg.

Det er dog nok at tage munden lidt for fuld - for samme meningsmåling peger på en nærmest massakre af den nuværende regering, så der bliver stadig ikke meget med at være bærende støtteparti. Og det er da flot at LA altså har høstet et par procentpoint af frafaldet fra regeringens inkompetence - vælgere som altså ikke længere kan få sig selv til at stemme på et af de to regeringspartier, men heller ikke kan skifte fløj.

Det er flot. Og skulle det resultat holde stik vil det da være storartet.

Og for at gøre glæden komplet for Saxo Bank lader det også til at Gordon Gekko er på vej ud af fængslet, og får en revival til efteråret. Tak til Bloggalicious for at gøre opmærksom på det ved dagens tidligere grådige indlæg.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg fik lige lyst til at bringe nedenstående, i anledning af det tidligere indlæg om Saxo Bank, der lever af kundernes tab.

Lars Seier Christensen i rollen som Michael Douglas

Det kunne være Lars Seier, men er Gordon Gekko fra filmen Wall Street. Og jeg skal måske lige understrege, at jeg ikke som sådan har noget imod lysten til at tjene penge, som fremført af Ayn Rand. Som Lars Seier jo påstår han er mere eller mindre discipel af. Problemet opstår når lysten til penge får kæden til at hoppe af, og man spiller med mærkede kort.

Som Gordon Gekko gjorde, og som Saxo Bank igen-igen anklages for.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.