Guardians of the Galaxy er sidste skud på stammen af film i Marvels superhelteunivers. Og for første gang er der tale om en film hvor jeg intet kendte til hverken karaktererne eller historien før.

Jeg troede egentligt først at der var tale om noget nyt - altså fra efter jeg holdt op med at følge med i serierne - men det går faktisk langt tilbage. Jeg har bare overhovedet ikke været opmærksom på denne kosmiske side af Marvel, udover når den skvulpede lidt over til de jordiske historier.

Med andre ord, bortset fra traileren var jeg ganske blank.

Men føj da for et festfyrværkeri af Science Fiction der mødte mig - en extravaganza. Med et party af anti-helte der hver især er ganske langt ude, men som gruppe er freaking far out. På en så skør måde at de - sammen med fantastiskt visuelt arbejde - bliver troværdige. Og faktisk er de stille scener, hvor vore helte diskuterer indbyrdes det der fungerer allerbedst.

Dem er der ikke så meget af - de stille scener. Meget af tiden foregår i fuldt firspring, enten på jagt eller på flugt - og det er også godt.

Men det næsten aller-aller-bedste er det awesome soundtrack filmen er udstyret med, som også spiller en hovedrolle en decideret hovedrolle, og går ind i handlingen.

Historien er simpel, men effektiv, ligesom karaktererne er arketyper. Så der er ikke noget nyt der - vi taler Ringenes Herre og Star Wars, og Han Solo, Indiana Jones og Chewbacca. Og steder som minder om Linda & Valentin. Gode navne; effektivt og effektfuldt og charmerende leveret.

Den eneste anke jeg for alvor har ved filmen, er at det fremmedartede univers med et mylder af racer og personer med sære navne, kombineret med det
høje tempo, ærligt talt kan gøre det lidt svært at holde styr på hvem og hvad der nu er hvem. Eller også er jeg bare ved at være gammel.

Men det gør ikke noget når musikken (bogstaveligt talt) spiller. Det er bare at læne sig tilbage og spænde sikkerhedsbæltet - det skal nok gå. Og har du det som mig vil du bagefter have lyst til at gå ind og se filmen én gang til. For den er fed - og så kan man måske, selvom man er gammel, få fat i nogle af de missede detaljer. Eller ihvertfald grine endnu mere af deres åndsforsnåttede, herlige dialog.

I'm hooked on a feeling ...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg havde meget store forventninger, da jeg i går var til forpremiere på denne femte X-Men film (eller syvende, hvis vi tællere wolfies side-film med). I modsætning til Spiderman - som i de moderne Marvel-film også har 5 film under vesten - har der heldigvis ikke været noget reboot undervejs. Istedet er man så hoppet tilbage i tiden for at se på de unge dage.

I den aktuelle x-travaganza får vi så hele kagen - alternativ fremtid, fortid og glimt fra en nutid vi vel strengt taget ikke kan være sikre på eksisterer. Med et cast der kan sparke benene væk under de fleste, selv Avengers-filmene kan dårligt følge med.

Fra en fremtid, der ikke hverken historiemæssigt eller visuelt er helt uinspireret af Terminator, kæmper de sidste mutanter for overlevelse. Som en desperat udvej sender de den eneste hvis krop og sind kan holde til belastningen (guess who ...) tilbage i tiden til sit eget tidligere jeg, i det herrens år 1973, for at forhindre at historien skal udvikle sig som den har gjort.

Der går kun en smule Austin Powers i den, mens man puster ud - og inden løjerne genoptages. I første omgang gælder det om at få forklaret datidens helte (og skurke), at man altså godt kan komme fra fremtiden - og den ser grum ud.

Og så går det ellers over stok og sten og stadion og Det Hvide Hus i en legesyg, fantastisk film, der også byder på Peter Dinklage (Tyrion Lannister i Game of Thrones) i egen lave person i protagonistens rolle. Og Nixon, ikke at forglemme.

Jojo, man kan godt komme med indvendinger om tidsparadokser (og at det da er en tidlig alternativ fremtid vi starter i, når hverken professor X eller Magneto er døde af alderdom). Og undre sig over de tidslinier der efter filmen muligvis ikke længere eksisterer, muligvis aldrig har gjort det og muligvis aldrig vil komme til det. (Lidt som når man ser Fringe.) Sådan vil det uvægerligt være.

Men forhåbentligt er det ikke noget man fordyber sig for meget i mens musikken spiller - hvilket den gør med fuldt drøn på alle subwoofer-kanaler.

Efter X-Men 2 - som for mig stadig er den mest vellykkede Marvel-film - vil jeg for nuværende sige at dette er min favorit blandt de øvrige X-Men. (Som det vil være en god idé at få set inden denne film, da meget vil give en del mindre mening uden den viden. (Det vil sige, 3'eren er det måske mindre forvirrende ikke at have set ....) ).

Er man til ramasjang og X-Men - i deres mange skikkelser - er dette en must-see. Mine forventinger blev indfriet!

(Men jeg savnede nu lidt Stan Lee ...)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg skrev i min anmeldelse af Thor har Avengers heltene aldrig været min kop the i tegneserierne. Og det gælder sandelig også Captain America, som for mig har stået som noget af en spradebasse, og det nationalistiske, amerikanske symbol er bestemt ikke noget jeg har læst meget af.

Men Iron Man og Thor har jo begge overrasket mig meget, meget positivt - så selvfølgelig skulle jeg da også se Captain America, da den i dag havde premiere - denne gang med pæne forventninger.

Og denne er da også noget speciel - hvor Thor var halvt fantasy, er der her tale om en superheltefilm sat i 40'erne, under 2. verdenskrig. Ikke så overraskende hvis man kender lidt til Captain America historien, men stadig ganske pudsigt, filmisk.

Splejsen Steve Rogers vil så gerne ind i US Army, så han kan hjælpe i kampen mod nazisterne - desværre gør alle hans dårligdomme at millitæret ikke vil vide af ham. Indtil en videnskabsmand kaster sin kærlighed på ham, og bruger ham til forsøg - som gør ham til noget af en kampmaskine, men han bliver istedet brugt som propaganda, under navnet Captain America.

Men det bliver han naturligvis ikke ved med i længden, der viser sig at være nogen endnu værre end Adolfs folk, som skal ordnes.

Og det bliver der så, i et mix af Alistair MacLean møder Indiana Jones møder superhelteverdenen. Altsammen fin underholdning, og - som sædvanlig har jeg nær sagt - med et overraskende fint cast. Og på trods af tidsforskellen også med folk man kender fra andre Marvel/Avengers film.

Men så går den heller ikke så meget dybere end underholdningen - udover at lægge endnu mere op til den kommende Avengers film. Som vel snart er den film, med det største oplæg i filmhistorien, ihvertfald i superhelte branchen. Og som jeg ser frem til.

Men så god som Iron Man eller Thor var Captain America altså ikke, men finfin underholdning, og jeg har en del mere sympati for kaptajnen, end jeg havde før.

Jeg giver den 4 ud af 6.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg må være helt ærlig og sige, at i mine Marvel-læsende dage var Avengers ikke ligefrem en superheltegruppe jeg gik op i. Faktisk irriterede en del af medlemmerne mig - blandt andet Iron Man, Thor og Captain America.

Men mest af alt var jeg nok irriteret af Thor - for hvad helvede lavede en aser i et superhelteunivers. Og de (få) afsnit af Avengers jeg læste, hvor han optrådte, gjorde bestemt ikke sagen bedre.

Og det er så egentligt fordomme jeg har haft siden (dvs, siden 80'erne). Men så kom Iron Man filmen jo her for nogle år siden, og jeg kunne se at jeg måtte revurdere mit syn på Tony Stark/Iron Man. Og så kom der en 2'er, hvori der begyndte at blive lagt op til en Avengers film. Som jeg jo også har set på IMDb er på vej.

Og så kom der jo nu en Thor-film. Og det går op for mig, at med Avengers-filmen laver de den individuelle introduktion først, og får dem så samlet som gruppe (tilsyneladende som initiativ under SHIELD). På den måde er det omvendt af for eksempel X-Men*, hvor hele gruppen blev præsenteret i samme film (hvilket også gør at etteren nok er den svageste af dem) - og den er så blevet splittet ud i mere individuelt fokuserede film siden. Okay, kun Wolverine, men andre kan tænkes.

Så, synes egentligt nok det er en ganske fin måde at samle trådene på, at starte med de individuelle film. Ikke mindst fordi det også gør at filmene hænger mere sammen på tværs - akkurat som tegneserierne, men som er noget jeg har savnet i filmene til nu. Hvorfor nævnes Fantastic Four ikke bare en gang eller to i en Spiderman-film, for eksempel?

Anyway... det var en lang indledning om ingenting. Bottomline er, at jeg gerne ville se Thor på grund af hvad der bliver bygget op til. Men at jeg nok stadig var noget skeptisk i forhold til hele Guden-i-Superhelteland konceptet.

Men det behøvede jeg ikke være. Det er en fed film. Den er faktisk rigtig fed!!

Jeg havde glemt, at jeg jo har læst et par storartede bøger af Dan Simmons, Illium og Olympos, som bringer græsk mytologi ind i en science-fiction verden. Og filmen her minder mig faktisk om noget der kunne være en filmatisering af det, de første 20 minutters tid.

Faktisk ser jeg filmen meget mere som en Science/Fantasy film, end en superhelte film - og en god en af slagsen. Og gude-indledningen får på alle tangenter, så der kom gang i hele Imperials arsenal af subwoofers. Som godt kunne minde om Ringenes Herre, i glimt Og så i 3D. Good times.

Nede på Jorden/i Midgård er det mere komedien der er i centrum - Thor er blevet almindelig dødelig (dog ikke en svækling!), og det har han lidt problemer med at acceptere. Mens astrofysikeren Jane Foster, som støder ind i ham nogle gange, har lidt svært ved at tro på ham. Selvom hun kan sin Arthur C. Clarke.

Kampen er lagt på flere fronter - Thor skal genvinde sin guddommelighed, og asernes trone må ikke falde i Jætternes kolde hænder.

Hvilket sådan set var drive nok til mig - men samtidigt ligger der også gennem denne film, den større historie, om tilblivelsen af Avengers. Og det giver altså lige den dimension mere, som gør at jeg synes dette klart er en topfilm i Marvel-serien; selvom jeg altså egentligt ikke vil betegne den som egentlig superheltefilm. (Og jeg forestiller mig i øvrigt at det er en dimension, som går hen over hovedet på de fleste anmeldere på aviserne.)

Castet er noget nær sublimt: Chris Hemsworth leverer i den grad som Thor (som jeg ellers kun kender fra en ikke særligt gode Star Trek), Natalie Portman fungerer også i 3D (i en scene med bouncing boobs måtte jeg dog overveje om de igen var blevet computerforstørret), store biroller leveres storartet af Anthony Hopkins og Stellan Skarsgård.

Og Loke spilles af en Tom Hiddleston, som jeg hele tiden havde fornemmelse af jeg kendte, men kan ikke på IMDb se at jeg kender ham fra noget. Men det vil nu overraske mig hvis han ikke dukker op en del i fremtiden!

Og så er Stan Lee naturligvis still going strong, i Thor deltager han som den tabende part i et forsøg på tovtrækning.

3D'en fungerede på den bedste måde - uden at man lagde mærke til den, den var der bare.

Hvis man skal finde en svaghed, er det måske nok at man ikke bliver revet emotionelt med. Der var ingen tårer ved slutningen som jeg bestemt har kunnet klemme ud ved et par af de bedste Marvel-film (mest X-Men 2). Det er absolut mest en film som underholder.

Den har rating 15 år - det synes jeg personligt nok er i overkanten, der var sådan set ikke andet end ren ramasjang - og den var i 114 underholdende minutter, nogle actionfyldte, nogle komiske. Og den skal have 5 ud af 6 leopardkløer, eller hvad det nu er jeg giver. Også selvom jeg var skeptisk inden - eller måske har det gjort mig glædeligt overrasket. Whatever.

* Der var iøvrigt også trailer til X-Men-i-60'erne filmen, X-Men: First-Class. Jeg tror nok det var 1. juni den stod til. Det glæder man sig naturligvis også til!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nå jeg nu alligevel er i gang med at reklamere for superheltefilm på TV, i form af en nøgen superskurkinde, kan jeg jo ligeså godt samtidig bringe denne reklame for at der nu kommer Avengers på Disneys XD kanal. (Som vi ikke kan se hos mig...)

Hvis man ikke skulle have styr på det, er Avengers en superheltegruppe (fra Marvel). I denne inkarnation består den af Thor, Iron Man, Hulk, Captain America, Wasp og Ant-Man. (Når jeg siger "denne inkarnation" er det fordi jeg ikke mener Hulk altid er med, det kommer vist lidt an på hvor han er i sin cyklus. Men jeg er ikke ekspert i hverken Hulk eller Avengers.)

Det er tegnefilm, skal understreges. Ligesom jeg skal specificere at jeg betales, hvis du ser på dette mini-afsnit:

Premiere 14. januar, kl 19.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I aften sendes den første X-Men film (kl 22:35 på TV2), og i den anledning må man da lige lave en passende overskrift som reklame for en af de sejeste & lækreste superskurkinder i tegneserieverdenen: Mystique. Hun render trods alt blå & mutant-nøgen rundt i hele filmen. (Rebecca Romijn har godt nok selv påstået at hun ikke er nøgen, at det er en slags extravagant bikini, men vi ved jo udmærket bedre!)

Iøvrigt kan man selvfølgelig indimellem kan komme i tvivl om hun nu også er superskurkinde, eller hvad hun egentligt er - i 1'eren mener jeg dog hendes rolle er rimeligt klar.

Rebecca Romijn er af hollandsk afstamning - sjovt nok er min klare favorit fra X-Men, Famke Janssen (som spiller Jean Grey/Marvel Girl (og siden Phoenix) ) hollænder. Men det må blive et senere indlæg, om Famke Janssen nøgen.

Hvorom alting er, hvis man ikke har set X-Men bør man helt klart unde sig selv det, selvom 1'eren ikke er den bedste - det er efter min mening klart 2'eren, X2.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er længe siden jeg har set Jennifer Garner i noget, men jeg tænkte - da jeg nu så at hun kom i fjernsynet i aften - at det sikkert ville være populært med et indlæg om hende nøgen.

Desværre er de neste billeder af den slags jeg kender -og kan finde - paparazzi-fotos. (Og der er hun så forøvrigt kun delvis topløs.) Efter noget eftertanke gik det op for mig, at det faktisk ikke er en type billeder jeg gider bringe her. Så visuelt præsenteres i bare for et klassisk Alias-outfit.

For det var i serien Alias jeg lærte hende at kende - en af de klart allerbedste action/underholdningsserier fra det sidste 10-år efter min mening. Men ingen tvivl om at ms Garners smukhed også var med til, at jeg troligt fulgte med i de mærkværdige historier om Milo Rambaldi.

Og så var hun Elektra i Marvel-filmen Daredevil - en storartet film. Tilgengæld var filmen Elektra - hvor hun har hovedrollen - et makværk - den klart dårligste af Marvel-filmatiseringerne; også dårligere end Hulk, og det siger en del!

Men altså - hvis nu jeg var i forhold, men vi lavede den der med en liste på 10, man måtte bryde monogamien med? Den liste skulle Jennifer Garner være på!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.