Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten ballet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ballet. Vis alle opslag

lørdag den 9. juli 2011

Lidt løse tanker om dans & stoffer

Ingen kommentarer
Lidt opfølgende på gårsdagens indlæg om optagelse på balletskolen - som jeg skrev, kan jeg egentligt forestille mig det nuværende (latterlige) ramaskrig omkring kokainrygter kan være godt for balletten - fordi den kommer til at virke mere tidssvarende, mere relevant.

Men jeg gjorde mig også efterfølgende lidt andre tanker: for det første om Nikolaj Hübbe - som jeg ikker kendte synderligt til, men dog føler jeg har fået en fornemmelse for efter jeg har set de førnævnte dokumentarudsendelser, De Udvalgte. (Og samtidigt har fulgt teatret balletten intenst i en kort periode, fordi jeg følte mig involveret.)

Kort sagt, er der ingen tvivl om, fra hvad jeg har set, at han er: engageret, intens, en enorm kunstnerisk begavelse, arrogant, krævende, humørsvingende, visionær, forventende, målrettet.

Med andre ord, vanvittigt hård at skulle leve op til. Og man kan sikkert let føle man ikke får den store anerkendelse. Men samtidig er han også en person, som i den grad kan løfte en trup til det ekstreme.

Og med de karakteregenskaber - så tror jeg egentligt det er ret ligegyldigt om han skulle være på coke eller andet. Jeg mener det er en skindiskussion (og forargelsen over de anonyme beskyldninger er latterlig).

Det er da også på andre måder ganske sært med den eneorme forargelse, over et dansekompagni hvor nogen siges at være på coke... Hvis man tog en hvilken som helst anden elitær dansegruppe tvivler jeg på nogen ville løfte et øjenbryn - hvad med "Rygter siger Lady Gagas dansere tage kokain"? Wow... - indimellem når jeg har været på steder med meget dans de seneste år, har jeg da følt jeg var den eneste som ikke var på coke.

Eller, set fra en anden vinkel: Alle ved - eller burde vide - at ballet på det niveau det Kongelige leverer involverer fysiske ofrer og piner, som er på linie med eller overgår hvad elitesportsfolk udsætter sig for. Og så er det eddermame naivt ikke at forestille sig at en eller anden form for doping skulle blive involveret.

Anyway - jeg aner intet om hvad der foregår i balletten - og skal bestemt ikke anbefale kokain som sådan - men jeg synes den debat der kører i øjeblikket foregår på et hyklerisk grundlag.

For er det en forargelse over, at folk som ofrer de bedste år af deres liv, føler de trænger til noget at dulme tiden mellem dansen på? (Husk, at det ikke går med meget alkohol, som resten af os kan forsøde os med!)

Eller handler det om, at Nikolahj Hübbe er for elitær og skal føle janteloven?

Eller... ja, hvad handler historien egentligt om? Den har vokset sig forfærdeligt stor, og normalt er der sgu ingen der interesserer sig for det ballet - så hvad handler det om. Andet end hykleri?

(For, jo, jeg kan sagtens se nogle dansere som kan blive kvast i Hübbes måder og drømme - og dem skal der sikkert samles bedre op på - det er bare ikke det historien er kommet til at handle om.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 7. juli 2011

Balletskolen revisited

Ingen kommentarer
Egentligt havde jeg glædet mig til at fortælle mere live om oplevelser med det balletkursus den yngste skulle på, efter at han havde "bestået" den indledende optagelsesprøve - som kunne lede hen til optagelse på det Kongeliges Balletskole.

Men jeg endte faktisk med ikke at ville skrive om det - jeg kunne nemlig se, at der var nogen der blev ved at checke ind på min side ved at søge på noget med leoparddrengen og balletskole. Og det er selvfølgelig ikke fordi jeg ikke gerne vil læses, men her forestillede jeg mig det var en anden forælder eller ansatte - og i en så lille kreds, der alligevel er tale om, med ret få drengebørn især, ville jeg føle min anonymitet for udsat - og det endda i kombination med min familie.

Så jeg besluttede mig for at vente med at skrive om det, til noget tid efter. Og det bliver så i aften, inspireret af kokain-historierne fra teatret. (Som jeg i øvrigt tænker kan ende med at blive et plus - de vil jo gerne ud til at yngre publikum, og det kan vel gøre det lidt mere hipt.)

Nå, men til kurset: Jeg havde sørget for at få indkøbt hvide gymnastikbukser, som sammen med hvide strømper og en hvid t-shirt fik min smukke dreng til at ligne en Luke Skywalker, eller noget. Og som jeg vist også skrev tidligere, var jeg egentligt ret sikker på at han rent fysisk egnede sig rigtigt meget. Det store spørgsmål ville være motivationen.

Det viste sig da også efter første dag på kurset: "Det var kødligt, kødligt, kødligt!" fastslog han (hvormed han altså mente kedeligt, hvis nogen skulle være i tvivl. "Men var det slet ikke svært?" spurgte jeg. "Nej, det er jo derfor det var så kødligt! Vi skulle bare ligge på gulvet og rulle rundt!"

Næste dag ville han ikke afsted. (Det var hans mor der stod for bringning til og fra, jeg var optaget af ting med min mor.) Lidt upædagogiske metoder - noget med is på vejen, og noget andet lækkert efterfølgende - fik ham dog hen på det kongelige. Men kort inde i lektionen var han så åbenbart gået i strejke - som havde spredt sig til en af de andre drenge.

Vi var velkomne til at fortsætte, fik vi at vide - men hvis han ikke ville var der måske ikke den store idé i det. Jeg overvejede senere nogle meget mere upædagogiske metoder for at få ham til at fortsætte, men fandt heldigvis ud af, at det bare ville ende med at give bagslag. Og hvis han ikke gad, så var det sådan det var.

Så dermed sluttede det ballet-eventyr. Ihvertfald foreløbigt. Man ved jo aldrig om han pludseligt skulle få lyst et af de næste år, men jeg tvivler.

Jeg kan godt synes det er lidt synd, fordi jeg selv har fået så mange glæder med dans - som jeg først opdagede i de sene teen-år. Og jeg har engang imellem spekuleret på, hvad der egentligt ville være sket, hvis min mor rent faktisk havde forsøgt sig med balletskolen dengang, som hun vidst havde lyst til.

Men det var nok gået ret meget, som det nu gik med min egen søn. Nogle ting opdager man bare ikke man kan lide før senere i livet. Og kan man selvfølgelig altid tænke tilbage på "hvad nu hvis" - det fører bare ikke til så meget.

Men det har været ret sjovt at være inde og snuse lidt bag kulisserne - selvom det er meget lidt man får lov at deltage som forælder, det er mest noget med at vente. Men jeg blev en del klogere da jeg genså første del af den iøvrigt fremragende dokumentar, De Udvalgte. Som handlede om optagelse fra året før.

Især anden del kan nok også ses med en vis relevans i forhold til de angreb som sikkert nu kommer mod balletten.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 10. april 2011

I Bournonvilles fodspor

Ingen kommentarer
Så var vi jo ellers lige til første optagelsesprøve i dag for den yngste på det kongelige teaters balletskole, som jeg skrev om for godt en måned siden jeg havde meldt ham til. Jeg må ellers tilstå at jeg var ved at få kolde fødder, for da jeg fortalte ham om det var han bestemt ikke meget for det. Faktisk sagde han med det samme jeg begyndte at tale om noget med en optagelsesprøve, at det bare ikke måtte være noget med dans!

Det var da ihvertfald det sidste i verden, og kun noget for piger. Og da jeg samtidig har meget om ørerne og i hovedet i øjeblikket - så kunne jeg næsten ikke overskue det. Men hans mor, der i starten var skeptisk og ville overlade det til mig, var i mellemtiden blevet mere entusiastisk - så vi kom allesammen afsted her til formiddag.

Og han gik sgu videre, til et såkaldt forkursus i maj. (Hvis man skal sammenligne med x-factor - hvilket man ikke skal - svarer det vel til bootcamp.) Men jeg ved ikke hvor stor procentdel der i første omgang i dag blev siet fra - egentligt var det vist mest noget med det skulle checkes at deres hofter var smidige nok, samt nok noget basal motorik.

Men jeg ved det egentligt ikke - vi forældre var ikke med til selve udtagelsen, ungerne blev taget fra os i grupper på 10 - det var egentligt lidt underlig følelse - og så kom de tilbage noget tid senere med papir der sagde om de var videre eller ej.

Men han virkede da ihvertfald ikke traumatiseret, var i ganske godt humør, sagde at de havde skullet strække ud, og så noget med at klappe 7 gange og sætte en arm i siden. Og at det var hårdt (det tror jeg nu mest var... tja, fordi det ville give point at sige.)

Men, øh, tja, fortsættelse følger fra "bootcamp", hvorfra de løbende gennem 3 uger vil blive siet fra.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 3. marts 2011

Balletbarn

Ingen kommentarer
Det er ikke fordi jeg er vanvittigt interesseret i ballet. Langtfra. Jeg har vist sådan set kun set én forestilling i mit liv.

Og det er ikke fordi jeg er har synderlige ambitioner på nogens vegne...

Men nu har jeg lige tilmeldt den yngste til optagelsesprøve på det Kongelige Teaters balletskole.

Det er sådan set ikke en ny tanke - han har kropsbygningen og koordinationen til at blive gymnast eller danser. Hvis han vil - men jeg tror det passer godt til ham. (Og selvom jeg ikke har det store forhold til ballet, har jeg jo et ret stort forhold til dans. Og kan godt forestille mig antrengelserne, men også glæden, ved balletten.)

Så derfor har jeg også tidligere tænkt på det med balletskolen. Men indtil nu har det været sådan, at man først kunne søge optagelse til første klasse - altså et år efter de begynder i 0te. Og det havde jeg godt nok tænkt mig at gøre, for jeg tror altså det passer godt til ham - men det virkede samtidigt ret dumt, at han først skulle begynde et sted, og så året efter - muligvis, hvis han kom gennem nåleøjet - skifte. For hurtigt derefter at kunne ryge ud, og skulle starte nyt sted igen.

Men i dag så jeg så nyheden, at balletskolen fra i år optager eleverne fra 0te klasse - og det synes jeg altså alt i alt virker en del smartere, så de kan starte der.

Så... nu har jeg sendt en ansøgning ind. Det skal blive spændende hvad der kommer ud af den.

(Apropos ballet - jeg har vist helt glemt at fremhæve, at jeg mere eller mindre forudsagde Natalie Portmans Oscar?!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 11. januar 2011

Black Swan - en anmeldelse

Ingen kommentarer
Jeg gjorde så alvor af overvejelserne, og var til forpremiere på balletfilmen Black Swan idag.

Den handler om balletpigen Nina - spillet meget gennemført og overbevisende af Natalie Portman - som får chancen for at danse hovedrollen som Odette/Odile (den hvide (gode) svane og den sorte (onde)) i Svanesøen.

Rollen som Odette mestrer hun til fingerspidserne, men Odiles mørke, forføriske side har hun svært ved at nå. Og det er ikke mærkeligt, da hun stadig lever hjemme med sin mor (Barbara Hershey), og har et kompleks til hende som kan nå til månen og tilbage igen. Og er ganske hæmmet seksuelt.

Så filmen handler om hendes forsøg på at finde den sorte svane, og om hvor meget transformationen vil koste, hvis den lykkes. Og om hun i givet fald kan finde tilbage igen. For det forekommer hurtigt klart, at Nina ikke har det mest stabile sind.

Til at hjælpe med at finde den sorte svane har hun Lily (Mila Kunis), nytilkommen fra San Fransisco (til New York), for hvem netop den rolle, den sorte svane, synes medfødt. Men prøver Lily at hjælpe hende, eller er hun i virkeligheden selv ude efter rollen. Eller vil hun bare have Ninas krop?

Nina er under stort pres, og har megen tvivl, men også meget beslutsomhed. Og der er behov for begge dele, som det bliver klart. Men kan beslutsomheden ende med at ødelægge Nina selv - eller dem omkring hende?

Filmen minder mig i virkeligheden mest om tidlige Polanski-gysere, mest af alt Repulsion (Chok). Og så kunne nørden i mig ikke lade være at tænke på Star Wars, når nu det er Natalie Portman, der er tale om - nogle af de scener hvor instruktøren Leroy (Vincent Cassel) prøver at lokke den sorte svane frem, mindede mig mest af alt om Darth Vaders forsøg på forførelse af Luke Skywalker - eller Senator Palpatines ditto af Anakin Skywalker.

Balletten tager ikke overhånd, så selvom man er balletforskrækket kan man godt tåle at se den - og slutdansen er forrygende. I det hele taget vil jeg sige at det er noget nær den perfekte date-film, for det unge, intellektuelle publikum: det er kunst & spænding & sex - hvad mere kan man ønske? Det var da også i høj grad det publikum som havde fundet vej til forpremieren.

Jeg vil nu mene, at det er en film alle kan tåle at se - og jeg vil gerne anbefale den til alle. Jeg ligger og svinger meller 4 & 5 etellerandet ud af 6 - og jeg giver den sgu 5, på grund af Natalie Portman - jeg bliver ikke overrasket hvis hun ender med at løbe med en Oscar for rollen - og jeg bliver ret overrasket hvis hun ikke bliver nomineret.

Iøvrigt har jeg også lyst til at nævne at Winona Ryder har en rolle i filmen - den kunne have været større, men det var godt at se hende igen. I det hele taget er filmen stærk på birollerne - men det er Natalie Portman der bærer den hjem.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 22. december 2010

Black Swan

Ingen kommentarer
Jeg kom gående forbi Imperial tidligere, hvor jeg så en plakat for en kommende film, Black Swan, med Natalie Portman. Og da jeg synes hun er en af de ganske få gode ting Israel har givet verden vakte det min interesse, ikke mindst fordi hun ser hammergodt ud på plakaten.

Måske er det igen noget med en genetisk tiltrækning? Jeg vil ihvertfald holde øje med den - det kan da godt være det ender med at jeg skal se en balletfilm! (Den har premiere 20. januar.)

[Opdatering]: Jeg har så set filmen - her er min anmeldelse af Black Swan. Storartet film! (Og, jo, Natalie Portman er lækker!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 7. november 2010

Nøgenballet

Ingen kommentarer
Jeg ser i programmet for i aften, at DR2 har et program om Dødens Triumf. Og det er ikke fordi jeg har tænkt mig at se det - men det slog mig, at der da sikkert er nogle søgninger på sådan noget nøgenballet.

Så det bringer jeg da straks et klip med her. Tiden var en anden dengang, for nu at citere Morfar, når han citerer landets statsminister - bikinilinien gik lidt andre steder end den vist gør i dag.

Det piner mig dog en smule at bringe klippet. For det betyder også at der kommer musik fra Savage Rose på bloggen her. Heldigvis er det her stykke ikke så slemt, emn ellers er jeg langtfra positivt indstillet overfor Savage Rose. Blandt andet fordi jeg har hørt dem utallige gange i Fælledparken - hvor jeg altså bestemt ikke var der for deres skyld - og hver gang Annisettes stemme sætter ind rammer den noget i min hjerne, og jeg får en vederstyggelig migræne.

Anyways - det var nøgenballet vi kom fra:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 15. september 2010

Ballet: Svanesøen

6 kommentarer
Så skal det være kulturelt! Svanesøen i ny opsætning i Operaen fra 15. september til 6. november. Iscenesat af Peter Martins og Per Kirkeby.

Cast:
  • Gudrun Bojesen, Odette/Odile
  • Alban Lendorf, Prins Siegfried
  • Jurgita Dronina, Odette/Odile
  • Thomas Lund, Prins Siegfried
  • Amy Watson, Odette/Odile
  • Ulrik Birkkjær, Prins Siegfried
  • Susanne Grinder, Odette/Odile
  • Marcin Kupiñski, Prins Siegfried
  • Hilary Guswiler, Odette/Odile
  • Gregory Dean, Prins Siegfried


(sponsoreret klip)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 12. april 2009

Hvad nu hvis

2 kommentarer
Har lige set portræt på Lorry af den nu pensionerede balletdanserinde Silja Schandorff. Jævnaldrende med mig.

Og kom til at tænke, hvad nu hvis det var mig? Hvad nu hvis jeg havde viet stort set hele mit liv til nu til dansen? Jeg ved at min mor faktisk havde tanker om at prøve at få mig ind på det kongelige, da jeg havde den rette alder til den slags (6-7 år?). Hvad nu hvis hun havde gjort det, og jeg faktisk var kommet ind?

Må sige, set udefra er det ikke et liv jeg ville have ønsket for mig selv. Ja, jeg elsker dans - men jeg elsker det ikke udelukkende. Og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan den fokusering på en ting kan være sund - hverken kunsterisk eller menneskeligt.

Og så har jeg iøvrigt aldrig rigtigt fattet en dyt af ballet, skal også siges. Men jeg har dyb, dyb respekt for dem som gør det. Og kan sagtens leve mig ind i hvor hårdt det må være - eller rettere, jeg kan leve mig ind i det nok til at vide, at jeg aldrig vil fatte hvor hårdt det må være.

Men hvad nu hvis - igen. Hvis jeg var kommet ind ville jeg jo nok have et andet syn på det hele. Underligt at tænke på. Det eneste jeg sjovt nok ikke er tvivl om - det er at hvis jeg var kommet ind, ville jeg have været fucking stjerne, og Lorry ville have lavet et program om de her to ballet-koryfæer som gik på pension samtidig. I al ubeskedenhed, men det ville være underligt andet.

Noget andet er, hende Silja dér - kunne sgu være ganske interessant at møde hende en våd aften...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.