Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten fantasy. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fantasy. Vis alle opslag

lørdag den 28. juni 2014

Sådan træner du din drage 2 - en anmeldelse

Ingen kommentarer
Den yngste var qua sit Anders And-abonnement blevet inviteret til gallapremiere på Sådan Træner Du Din Drage 2, og den var vi så til i Imperial her til formiddag. (Den får officiel premiere for pøblen på torsdag den 3. juli.)

Vi havde behørigt varmet op, og i ugens løb set 1'eren - som ingen af os havde set før. Det var ganske fornuftigt, for meget i filmen ville have givet en del mindre mening uden forhåndskendskab til Berserkøen, og dens forhold til drager. (Den yngste kendte dog universet fra tv-serien Dragerytterne fra Berserkø, som er lavet efter 1'erens succes. Men jeg var blank.)

Der er siden første film gået 5 år - både i virkeligheden og i filmen. Derfor var det da også lidt pudsigt, at publikum her var Anders And-abonnenter og deres forældre. For min fornemmelse var klart at rigtigt mange af børnene aldersmæssigt lå under målgruppen.

Hikke er nu en ung mand, og har fået en del mere selvtillid end han havde i første film. Faktisk er han blevet decideret cool. Men han har stadig problemer med de der samtaler med sin far, som ikke rigtigt lytter til ham. Og høvding har han ikke synderligt lyst til at blive - han vil hellere udforske verden, sammen med sin Natskygge-drage, Tandløs.

Og det er på en af disse ture, han opdager at Berserkøen ikke er de eneste, som har et forhold til drager - han hører om en grum fyr, som fanger og undertvinger sig drager. Og får den idé at han kan få vist denne, at man kan leve fredeligt med drager - ligesom han i sin tid fik vist befolkningen på Berserkøen.

Det er desværre ikke helt så enkelt som så. Jeg vil ikke røbe mere om handlingen, men der skal ihvertfald gøres nogle opdagelser - om både Hikke selv, og om Drager, inden der kan være mulighed for at det hele ikke vil ende helt galt.

Historien er i perioder ganske mørk fantasy - der kan findes klare paralleller til Star Wars 4 og især 5, samt lidt Ringenes Herre. Det, blandet med mere traditionelt fjollet animation, samt opbremsninger hvor filmen vil være dybere, kan godt gøre indtrykket noget skizofrent. Og en af grundene til at jeg ikke mener den er egnet til alt for ung målgruppe. (Jeg ville sige fra 8 og op, og i virkeligheden tror jeg voksne får mest ud af filmen.)

Men jeg syntes det er ret fed film - og ærgrede mig over at den ældste ikke havde lyst til at komme med, for den ville have passet bedre til ham.

Animationen er fuldfed, men det behøver man jo næsten ikke sige nu om dage. Og 3D fungerer godt sammen med drageflyvningen.

God animation, fin klassisk fantasy historie med mørke sider, rejse, drager - what's not to like?

Well, ikke ret meget. Men helt op & ringe kommer jeg ikke. Der er lige nogle steder undervejs, hvor historien går vel rigeligt i stå. Og så blev jeg også en anelse irriteret på et par af de danske stemmer til de voksne, mandlige vikinger - der simpelthen er lige vel utydelige. (Ellers er de danske stemmer fine.)

1'eren havde det samme problem. I det hele taget vil jeg sige det sådan - hvis man kunne li' etteren, og måske er blevet et par år ældre - så er 2'eren bestemt værd at fortsætte med, der er endnu mere at hente her.

Hvis man ikke ved om man kunne li' 1'eren, fordi man ikke har set den, så vil jeg foreslå man får set den hurtigst muligt, hvis man er til fantasy. Og så finder ud af om man ikke også skal se 2'eren.

På en skala op til 6 får den en stor 4'er fra mig. Og jeg skal klart se næste når den kommer om et par år - jeg har en god fornemmelse af hvad den vil handle om.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 20. januar 2011

Den Kæmpestore Bjørn

Ingen kommentarer
Den her film, Den Kæmpestore Bjørn, ser ret interessant ud (og det skriver jeg ikke fordi jeg bliver betalt for at vise forfilmen - men jeg bliver nu betalt).

Det er en dansk animationsfilm, instrueret af Esben Toft Jacobsen. Og ud fra traileren at dømme er vi på grænsen til noget Fantasy-agtigt, men måske ikke helt. Jeg kom umiddelbart til at tænke på Drengen og Jernkæmpen og bogen Shardik (af Richard Adams) - det sidste blot på grund af den ganske store bjørn.

Det her er hvad der står om filmen:
Den Kæmpestore Bjørn er en spændende og dramatisk fortælling om to søskendes farlige rejse ind i et fortryllet univers, hvor de kommer til at stå ansigt til ansigt med ondskaben. I en kamp om liv og død opdager de, at det er nødvendigt at hjælpe hinanden og holde sammen, hvis de vil slippe levende ud af den uhyggelige skov hvor gode og onde kræfter kæmper mod hinanden.
Den tror jeg jeg skal se med den ældste, men den yngste må vist vente noget tid, ser det ud til. Den ser lige dramatisk (& realistisk urealistisk) nok ud i forhold til ham.

Blandt andre Markus Rygaard, Alberte Blichfeldt, Flemming Quist Møller og Elith Nulle Nykjær Jørgensen lægger stemmer til. Der er premiere 10. februar (det er i Vinterferien, skriver de.)

[Opdatering]: Har nu været inde og se den storartede film. Læs eventuelt min anmeldelse af Den Kæmpestore Bjørn.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 28. december 2010

Det Gyldne Kompas

Ingen kommentarer
Jeg sad og så den film hertil aften, og var egentligt overasket over hvor god den var. Dunkel fantasy, sat i en parallelverden. Hvor alle mennesker havde en familiar, kaldet en dæmon, og verden kørte ved magificeret mekanik.

Desværre sluttede filmen noget abrubt - der var i den grad lagt i kakkelovnen til en to'er. Og jeg kan da også se at filmen åbenbart baserer sig på en bogtrilogi af Philip Pullman, hvoraf første bind hedder Northern Lights. Desværre kan jeg også se, at filmen åbenbart solgte for dårligt til at de fuldfører projektet.

Det var ikke en perfekt film - det virkede som om de prøvede at presse for meget ind på de to timer - og den krævede nok, at man kender fantasyformen rimeligt godt. Men jeg synes faktisk det er trist at der ikke kommer en fortsættelse, især fordi hende der spiller pigen Lyra, Dakota Blue Richards, gjorde det umådeligt godt, blandt stjerner som Daniel Craig og Nicole Kidman.

Men jeg tror det er nogle bøger jeg skal give til den ældste, med henblik på selv at læse dem! Så må jeg bare overveje om det skal være på dansk eller engelsk. For jeg kan se de er oversat.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 15. marts 2010

Ren ondskab

Ingen kommentarer
I diverse fantasy-bøger med videre jeg jo holder af at læse, findes der væsner som er rendykret ondskab. Som får næring fra andres lidelser, som jo derfor prøver at påføre. De har intet andet motiv - ikke penge, ikke magt; de nyder blot lidelsen.

I den virkelige verden plejer jeg ikke at bryde mig om begreber som god & ond - de holder som regel ikke en meter, verden er ikke sort og hvid på den måde.

Men indimellem hører man om ting, hvor det er svært ikke at føle, at det er ren ondskab. At her er dæmon på spil, som i førnævnt fantasy. Således med disse falske telefonopkald til elever på gymnasier og efterskoler, hvor en eller flere mænd, og vist også en kvinde, har sjov med at fortælle eleverne om de ulykker der er overgået elevens mor eller far.

Det er fuldstændig motivløst - bortset netop fra at påføre lidelse. Og jeg har svært ved at se det som andet end ren ondskab, ihvertfald i en fanatsy forstand. Hvad kan deres undskyldning være? Kedsomhed??

Det går (heldigvis) over min forstand.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 2. december 2009

Pagten

Ingen kommentarer
Jeg besluttede mig heldigvis for lige at se første afsnit af Pagten - DR1s julekalender for de større børn, mit indtryk er Harry Potter/næsten LotR segmentet.

Som de rammer rigtig godt efter hvad jeg har set. Det virker simpelthen som rigtig god historie. For et par år siden slog de benene væk under os med Absalons Hemmelighed - mit indtryk er, efter første afsnit, at selvom det er alt for tidligt at sige noget om, sker det muligvis igen.

Ihvertfald er den meget værd at holde øje med. Og selvom det er lidt for tidligt at sige, tror jeg den kan udvikle sig til at være en af de bedste kalendre ever - især altså fra et fantasy-synspunkt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.