Da jeg første hørte at HBO var igang med at lave en serie baseret på den gamle, semi-klassiske Science Fiction film Westworld, syntes jeg det lød interessant, men så heller ikke mere.

Det var først da jeg for nogle måneder siden stødte på et interview med en af hovedrolleindehaverne i serien, Evan Rachel Wood, at jeg fik fornemmelse af at det måske var mere end blot… interessant. (Og, ja, jeg ved godt interviews gerne må skabe hype, men jeg fornemmede nu en ærlighed, som jeg i det hele taget finder hos hende. Har fulgt hende på twitter et års tid.)

Sister Babe Knudsen introducerede Westworld

Så jeg har gået og glædet mig til det skulle blive start oktober pænt længe. Og fik så muligheden for at komme ind og se premiere-afsnittet i Imperial i dag. (Man kunne godt have fortalt mig det var en decideret gallapremiere med rød løber og fotografer, så skulle jeg nok være kommet i leoparddragt!)

Og det er en lettere opgave end normalt at fortælle indtryk, for jeg er normalt meget undvigende i forhold til at fortælle selv basale ting om historien, da jeg ikke vil spoile noget. Men når serien er baseret på en 40 år gammel film, kan man vel godt slippe afsted med at fortælle hvad grundkonceptet er: Westworld er en forlystelsespark, hvor folk i dyre domme kan tage hen og opleve en tur i det vilde vesten. Og der er befolket med menneskelignene robotter, så du kan skyde beboerne som du lyster. Eller gøre andre interessante ting med dem. Og naturligvis går det hele på et tidspunkt galt. (Jurassic Park med robotter; eller snarere omvendt, da Michael Crichton lavede Westworld længe inden han skrev Jurassic Park.)

Den oprindelige film husker jeg (omend det er længe siden jeg har set den) mest af alt som en forgænger til Terminator.

Men allerede fra seriens første øjeblik drages tankerne snarere hen på Blade Runner; det lyder næsten som er vi havnet i en Voight-Kampff-test.

Og selv om jeg var særdeles interesseret i handlingen på lærredet, sattes mine tanker undervejs igang: fra hvor kunne det være fedt at være gæst i sådan en park — ikke nødvendigvis for at skyde eller kneppe nogen, men for det fuldstændige rollespil, over ville være interessant at skulle programmere de storylines de skal følge, må være meget som level-programmering i et CRPG, til hvordan kan man som gæst være sikker på man ikke er vært [værter er seriens betegnelse for androiderne/robotterne], det er sgudda Paint It Black og fuck, der kommer mange lag i det her!

Netop det sidste synes jeg meget man fornemmer. Det her er ikke gjort med et Spartacus-lignende robotoprør, og lidt bugs værterne har svært ved at håndtere.

Vi skal dybere ind — helt ind i sindet. Og dertil kommer intriger i parkens ledelse, en skjult dagsorden, Asimov og filosofi. Og vi er ikke engang kommet igang endnu, så vi har ikke fået nogen J.J. Abrams what the fuck-øjeblikke endnu, men vi ved det kommer.

Den levede op til mine forventninger for første afsnit. Jeg glæder mig helt vildt til næste mandag. Og jeg tror den ender med at blive større end Game of Thrones. Ihvertfald for mig.

Produktion og cast er der naturligvis ikke en finger at sætte på, det skriger blot på mere. Dobbelt-plus-godt.

[Skal måske lige gøre opmærksom på at jeg ikke fik billet tilgengæld for anmeldelse, dette er skrevet helt på eget initiativ. Billetten havde jeg også fået som almindelig dødelig!]
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Her i juledagene kan man jo godt trænge til at komme lidt væk i tid & rum, og det skulle de to serier jeg her anbefaler nok kunne hjælpe til. Begge er ganske nye — og jeg har selv hygget mig gevaldigt med dem den seneste uges tid.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Meget tilfældigt røg jeg her i eftermiddag ind på en dokumentar på DR2, ved navn Mordmysteriet i Memphis. Den var lige begyndt - titlen lød bestemt ikke interessant, men noget fangede mig. Hvilket jeg ikke fortryder - udover at jeg nu er rasende - rasende på amerikansk dumhed.

(Den oprindelige titel er Paradise Lost 3 - Purgatory, og jeg kan godt se den er svær at bruge - men Mordmysteriet i Memphis er ikke god; dels handler den ikke meget om et mordmysterie, og dels foregår den ikke i Memphis (Tennessee), men i West Memphis (Arkansas).)

Den handler om drabet på tre 8-årige drenge i Arkansas i 1993. Som bliver fundet nøgne og især for den ene drengs vedkommende tilsyneladende mishandlet - og med kønsdelene (øjensynligt) skåret af.

At de mord skaber vrede er der naturligvis ikke noget unaturligt i. Men politiet kan ikke rigtigt finde ud af noget. Så får de den idé at der må være noget satanisk over drabene - og en veritabel heksejagt følger. Virkeligt! Hvor man så får en mistanke til en ung fyr der går i sort tøj og er underlig. (Og så hedder han Damien - det er ærligt talt også lidt uheldigt!)

Herfra går det slag i slag - i en virkelig stærk dokumentar fra HBO. (De har åbenbart lavet to om sagen før, deraf 3 tallet i navnet). Jeg kan kun opfordre til at man ser den, for den viser meget om hvor forrykt det amerikanske retssystem kan være - og hvordan de ikke er kommet meget videre end 1693 (én siger ligefrem at han håber de tiltalte vil blive brændt, ligesom i Salem). De har her ikke engang racisme at "undskylde" sig med. Bare redneck stupiditet, og stædighed fra dommer og anklager. Den kan streames fra DR her (indtil videre, formoder jeg).

Som sagt opfordrer jeg til man ser den - men bander lidt mere her. Det vil dog være med spoilers, så vil man se filmen uden forhåndsviden, så læs ikke videre nu.

Noget af det der har bragt mit pis ekstra i kog, er nok følelsen af hvordan den hovedmistænkte - som bliver dødsdømt - udmærket kunne være mig; eller tusindvis af andre som har hørt heavy eller spillet D&D (rollespil nævnes ikke i filmen, men jeg kom til at tænke på firsernes påstande mod os, som kørte på de samme temaer.)

Og det helt og aldeles vanvittige i, at det er den samme dommer, som tager stilling til appeller, igen & igen. Og da han endelig kommer væk fra embedet sker der noget. Ikke at han går på pension eller bliver gået i unåde, naturligvis - nej, han vælges til Arkansas senat ...

Og selv da der er mulighed for at der faktisk kan komme en ny retssag, ender det med at løsningen - der kan lukke de uskyldigt dømte ud - er de skal tilstå drabene. Den tager vi lige igen: kun hvis de erklærer sig skyldige, kan de blive lukket ud!? Så de tre står foran dommeren, og siger de er uskyldige som de altid har sagt, men af hensyn til systemet erklærer de sig skyldige.

Ahr, men det er så fucking lamt #headdesk!

Og jeg kom til at tænke på - at jeg var i USA en måned i februar/marts '94. Hvor jeg var ovre for at møde og rejse rundt med min gode ven, som havde studeret derovre et års tid. Og havde fået kæreste på.

Og pludselig talte om, at der var situationer hvor dødsstraf var det eneste rigtige - for der var sager derovre, der var så slemme, at vi bare ikke kunne udtale os om dem fra Danmark. (Herhjemme var og er han meget venstreorienteret - og han har siden ikke kunnet genkende hvad jeg siger han sagde. Men det mener jeg nu er rigtigt - ingen tvivl om at hans kæreste havde heftig indflydelse på ham i lige den periode.)

Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om dette måske ikke netop har været en af de sager - det vil passe fint med tiden og området. Hvilket bare for mig sætter det yderligere i perspektiv.

Anyway, igen: hvis man tror på retfærdighed i amerikanske retssale, så se den. Og ellers se den for bare at blive godt gammeldags gal i skralden.

Jeg har forhåbentligt fået afreageret lidt nu.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Serien Masters of Sex begyndte på HBO Nordic mandag for en uge siden, 30/9. Der har således foreløbigt været vist 2 afsnit - hvilket måske nok er lidt vel lidt at skrive en egentlig anmeldelse på baggrund af, men jeg vil ihvertfald meget gerne anbefale den!

Den handler om Masters & Johnson og deres berømte sex-studier fra 50/60'erne. Ikke noget jeg på forhånd var solgt på som et fantastisk emne. Men det er jo HBO*, så jeg så pilot'en - og var ganske solgt.

Serien kan godt overfladisk minde om Mad Men, på grund af tidsperioden (serien starter i 1956). Men til forskel fra Mad Men - som jeg ikke ser, men så nok af at vide den ikke var for mig - som efter min mening kører i tomgang og er ren glitter, er der her tale om en væsentlig historie - og mere et opgør med en tid og nogle normer end et nostalgisk tilbageblik. Og nogle mennesker som gik meget på tværs af normerne for deres samtid.

Meget velspillet på alle niveauer og indtil videre et særdeles godt manuskript. At der ikke er tale om hverken vampyrer eller drager bør ikke afholde nogen fra at se den. Relativ nær fortid kan også gøres interessant - og  USA i 50'erne kan forekomme som et lige så sært sted som Westeros.

Jeg anbefaler den virkelig - man kan kun blive klogere på vores moderne selv- og sexforståelse. Og på hvor blank man kan være, hvis man lader sær moral styre hvad man må tænke og fantasere. Og ikke mindst kønsroller - og overveje om ikke nogle af seriens problemstillinger måske stadig er relevante, selvom vi nok føler os en anelse mere oplyste, og har hørt om oralsex.

Cast blandt andre: Michael Sheen (William Masters), Lizzy Caplan (Virginia Johnson), Caitlin FitzGerald (Libby Masters), Beau Bridges (Barton Scully).

* [Opdatering, 14/10]: Jeg har så lige opdaget at det faktisk ikke er en HBO serie - det er Showtime. Men det gør den jo ikke dårligere ... jeg er så en smule overrasket over at den kommer på HBO Nordic, men fint nok!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

For et par dage siden, da jeg var inde på HBO Nordic, så jeg at de anbefalede at man checkede serien Strike Back ud, da tredje sæson snart ville komme. Og, tja, jeg var tom for andre ting at se lige der, så det gjorde jeg.

Og det viste sig at den passer mig perfekt her i disse varme sommeraftener og nætter: Den handler om en britisk black-ops anti-terrorenhed, som besøger verdens brændpunkter, hvor de prøver at finde frem til bagmanden mod hvad de har en vag idé om er et nærtstående angreb mod UK og USA.

Hovedfigurerne er den glatbarberede englænder, og den grovere amerikaner, som er kommet med i teamet. Ikke ligefrem nogen ny sammensætning, men den fungerer jo. I det hele taget er der ikke så meget nyt - og serien er dejligt blottet for moralske overvejelser og stillingtagen. De har et job, og de prøver at udføre det.

Det går ikke altid skide godt - måske derfor slipper den uden om 24 Timers torturdyrkelse, for de fleste af de mål de helst skal tage i live, ender de med at dræbe - eller de ender ihvertfald med at dø. Ligesom rigtigt mange andre også må lade livet, inklusive på holdet selv. Ingen kan regnes for sikre, og det er nok her serien skiller sig mest ud.

Men hvor den måske ikke er synderligt nyskabende er den dælens effektiv: dens spændingsmomenter virker. Virkeligt godt. Der er garanteret plot huller en masse, stereotype skikkelser, alt muligt - men hvis man lige glemmer det et øjeblik er den ret medrivende.

Den er bygget op, så to afsnit (af cirka 45 minutter) udgør en mission - med en gevaldig, oldschool cliffhanger i mellem de to afsnit - så den er perfekt til bingewatching. Har jeg ihvertfald følt, efter 6 afsnit på et par dage.

Så hvis man godt kunne tænke sig noget effektiv spænding, som bestemt ikke kræver for meget af en, så kan serien altså anbefales. Dog ikke for børn - masse af skud gennem hovedet, lemlæstelser - og sex. Hvis Frederick Forsyth skrev TV-serier, tror jeg den her ville være et godt bud på hvordan de ville være.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg først hørte om at HBO kom til Danmark glædede jeg mig selvfølgeligt til at kunne følge de kendte serier. Men næsten lige så meget glædede jeg mig til at kunne udforske deres bagkatalog af mindre kendte serier - samt se hvad der ellers fulgte med i aftalen, for en del så i trailer interessant ud.

Således Continuum - som ikke er en HBO-serie, men en canadisk science-fiction sag - som i trailer så ganske velproduceret ud.

Og den var så også noget af det første jeg kastede mig over, efter helt obligatorisk at have set anden sæson af Game of Thrones.

Og den vil jeg altså godt anbefale! Den minder i virkeligheden en del om den engelske serie Life on Mars (og i forlængelse Ashes to Ashes), omend perspektivet er anderledes:

Serien tager sit udgangspunkt i et dystopisk Vancouver 2077, hvor hovedpersonen, ordenshåndhæveren Kiera Cameron meget uden sit vidende sendes tilbage i tiden, til 2012. Sammen med en terrorgruppe fra fremtiden.

Og her er hun så strandet, men ønsker jo meget at komme tilbage til sin egen tid, og egen familie. Alt i mens hun også må prøve at forhindre gruppen i at få held i deres forehavende, som tilsyneladende er at kæmpe imod den verden hun kommer fra - bortset fra at deres gerninger tilsyneladende samtidigt er hvad der har skabt den.

Det er således ikke ganske tydeligt hvem der egentlig er good guys og bad guys. Terroristerne er ganske vist ikke særligt rare, men de har egentligt noget forståeligt at være sure over, er indtrykket. Mens hvor dejlige heltinde er flink, men samtidigt repræsentere et ikke synderligt flinkt styre.

Og det bliver så mixet ind i vores 2012-occupy-virkelighed. Ikke uintelligent gjort.

Serien fungerer dog også som mere regulær drama-serie, hvor Keira arbejder i 2012-Vancouvers kriminalpoliti - som det er lykkedes hende at "infiltrere". Men det viser sig efterhånden at flere og flere sager er relateret til hendes fæller i tidsrejser.

Og de sidste 2 episoder af sæsonens 10 afsnit er simpelthen forrygende, efter min mening. Så med denne serie har jeg da omvendt af Life on Mars, som jeg i starten elskede for dens nostalgiske tilbageblik, men i længden blev ensformig - der er der her en fin udvikling, og hele tiden spændende flashbacks fra tiden i 2077.

Åh, og så er det en ret fed dragt Keira Cameron (spillet af Rachel Nichols) er udstyret med - det er jeg som superhelt nødt til at nævne!

Så hvis man har HBO - eller støder på serien på anden måde - er det bestemt en jeg kan anbefale, hvis man er til Science Fiction, og gerne noget med tidsrejser, men uden det tager overhånd.

Og måske også som afveksling fra de "tungere" HBO-serier, for selvom det er en fin og godt tænkt historie, er vi ikke nede i det dybe karakterflyttende.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har altid haft den fornemmelse, at man skulle læse en bog først, før man så en filmatisering, for så man først filmatiseringen ville man ikke selv kunne danne billeder på bogen. Blandt andre grunde - mange andre til at læse bogen først.

Nå, men - synes lige jeg har haft lidt sjov/interessant oplevelse i den anledning.

I marts i år så jeg over en meget kort periode første sæson af Game of Thrones. Det hører med at det var en sær tid - min mor lå for døden, og jeg fik opkaldet om hendes død ca 2/3-dele inde i afsnit 2. Der er ingen tvivl om at det har sat sit præg på min oplevelse af serien.

Ikke desto mindre synes jeg det er lidt pudsigt, at jeg nu efterfølgende har læst bog 1-5 i A Song of Ice and Fire - som serien Game of Thrones retteligt burde hedde, A Game of Thrones er blot titlen på første bind - og åbenbart kunnet danne mine helt egne billeder i hovedet, som stort set totalt har "overskrevet" dem jeg fik fra første sæson af serien.

For nu hvor jeg har fået HBO Nordic til at virke - og det var ved grød en større bedrift, som nok bliver selvstændigt indlæg en dag - og jeg kan begynde at se anden sæson - sidder jeg hele tiden og tænker om de forskellige karakterer: "Nå, er det sådan høn ser ud?!" - og det altså selvom jeg allerede har set på 10 timers serie med karaktererne. Og det skal understreges, det er ikke fordi de er fejlcastede - det passede bare ikke længere til mit indre billede.

Der er dog den meget store ting i forhold til casting af Game of Thrones, at de unge karakterer alle i serien er en del ældre end de er i bogen - ellers ville rigtigt mange scener simpelthen være ganske ulovlige. Men det forklarer ikke alt - faktisk er de eneste karakterer, som ser ud som jeg huskede dem, dem hvor jeg kendte skuespillerne i forvejen.

Så, jo, jeg vil revurdere hvor meget film (serier, nu om dage) egentligt sætter sit præg. Litteratur kan godt overskrive billedet. Det er så for A Song of Ice and Fires vedkommende rigtig mange tusinde sider, men alligevel - værd at bemærke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg i dag gik på twitter, blev jeg ret hurtigt meget interesseret i hvad der foregik - en interesse, der i løbaet af dagen nærmest er blevet til eufori.

@monggaard var nemlig på en form for release party / infomøde om #HBONordic. Som viser sig at blive en streaming og Video on Demand tjeneste, som vil give adgang til ikke blot HBO's serier, men også ting fra samarbejdspartnere.

Via kabel/parabol - men altså vigtigst for mit vedkommende, også over nettet. For en pris af 10 € om måneden!

Det lyder ganske fantastisk - det betyder blandt andet adgang til splinternye afsnit af HBO's blockbusters som Game of Thrones, indenfor 24 timer af at afsnittet har haft premiere i USA. Med danske tekster! (Jeg håber så også der bliver mulighed for at vælge engelske, og ikke mindst slå dem fra.)

Og altså, måske næsten endnu bedre - også adgang til alle de HBO-serier, vi aldrig hører om - som måske er for smalle til at der skabes hype internationalt, men stadig er kvalivare.

Det er simpelthen noget jeg har sukket efter meget længe - der har nemlig godtnok været mulighed for HBO på nettet i USA - men selv med unblock-us har man ikke kunnet herhjemmefra, fordi de har krævet US-kabelabonnement.

Og Netflix har HBO ikke villet være del af. Derfor har den eneste måde at se HBO-ting inden de kom på DVD været via pirat-sites - det er der kommet denne storartede tegneserie ud af, som beskrev problemet i en nøddeskal. Og jeg har altså aldrig rigtigt ville bruge de piratsider - det virker dobbelt forkert, når det er noget kvalitet, man faktisk rigtigt gerne vil betale for. Sådan har jeg det ihvertfald.

Men det lader til at være fortid, nu. Og jeg tror helt jeg vil droppe Netflix, for det jeg i virkeligheden altid ønskede var adgangen til HBO.

Og hvorfor er jeg så vild med HBO? Fordi de - sammen med et par andre selskaber, som leverer TV via kabel - står for de bedste TV-serier fra USA. Jo, enkelte andre serier, som for eksempel Lost, er bestemt også værd at se.

Men kabelselskaberne, med HBO i front, leverer kompromisløs kvalitet, især på manuskriptsiden. Det kan de gøre, fordi de ikke sender gennem luften - og derfor ikke er underlagt den "moralske" lovgivning USA har for hvad der må sendes i æteren, som udelukker bandeord, nøgenhed, sex og en masse andet godt.

Samtidig er der ikke reklamer i programmerne - så forfatteren skal ikke skrive henimod en cliffhanger hvert kvarter, så der er en chance for at seeren vender tilbage efter reklamepausen. (Det helt absurde er så, at rigtigt mange HBO-serier herhjemme er blevet sendt på reklamekanaler, så de er blevet fuldstændigt ødelagt.)

Dette gør - er min teori, ihvertfald - at forfatterne kan skrive sig helt ud, og koncentrere sig om det det handler om - den gode historie. Uden at skulle tage hensyn til alt muligt andet.

Og det har altså blandt andet resulteret i serier som Sopranos, Six Feet Under, Sex and the City, The Wire, Band of Brothers, Angels in America, Deadwood, Rome, True Blood og Game of Thrones.

Jeg synes sgu det er svært at få armene ned. Jeg håber implementeringen kommer til at leve op til det, der er blevet sagt.

Det er ihvertfald helt sikkert jeg skal være abonnent fra første dag - det skulle vist nok starte midt i oktober. Man kan skrive sig op på HBO Nordic for at få tilsendt, når der er nærmere oplysninger. Ellers kan man også følge @HBOdk på twitter.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Langt de fleste kender jo nok serien Lost, så i virkeligheden er dette indlæg nok lidt overflødigt. Men jeg må lige have luft for lidt begejstring. For på grund af mit spartanske udvalg af TV-stationer er den ny for mig.

Men jeg havde jo hørt nogle omtale den positivt - nok til at den dæmrede nok i baghovedet til mig, da jeg skulle finde julegaver i år, til at jeg købte første sæson til min eks. Med den lumske bagtanke, at jeg jo selv kunne låne den efterfølgende. (Men jag var nu ikke kun lumsk - jeg havde også en klar formodning om at den ville være noget for hende.)

Nå, men da jeg så for et par dage siden var 'sitter for ungerne hos hende, og jeg kunne se den stadig stod urørt - blev jeg utålmodig og bange for at den aldrig skulle blive set. Og jeg var jo nysgerrig. Så jeg lånte den lige med, den første sæson.

Og så har jeg ellers på 2 døgn set 9 afsnit... de er da også ret korte. Og jeg er ganske solgt på historien - som i den grad trækker på meget af det gode og arketypiske i litteraturen. Jeg mener ihvertfald at have genkendt - eller ihvertfald fornemme at genkende - Jules Vernes Den Hemmelighedsfulde Ø, H.G. Wells' The Island of Dr Moreau og ikke mindst Shakespeares The Tempest (Stormen). Og der er sikkert meget andet, som jeg eneten ikke har læst, eller ikke lige tænkt på. (Lord of the Flies er for banal at køre ind over, og Watership Down refereres der til, men det er meget begrænset hvad den kan overlappe.)

Men det jeg næsten bliver mest begejstret for er fortælleteknikken - som i den grad, sammen med dele af historien, giver mig mindelser om Dan Simmons Hyperion (første bind, altså) - og jeg er spændt på hvor længe de kan fortsætte serien i dens nuværende form, for det står samtidigt klart at den må ændre karakter (endnu mere) henad vejen.

Men i det hele taget må jeg sige, at Dan Simmons er den jeg kommer til at tænke mest på, når jeg ser historien - på grund af Hyperion, som nævnt, men også fordi jeg først og fremmest kender til The Tempest fra hans Illium og Olympos værker.

Og så er det jo ikke fordi det er så litterært og kedeligt, som det måske kunne komme til at lyde ud fra det her. Starten af serien må være noget af det mest adrenalinfremkaldende jeg længe har set. Og det er da også J.J. Abrams, som jeg før har været ganske glad for med Alias, som står bag.

Så - udfra hvad jeg indtil videre har set, kan jeg kun anbefale den serie, til de af mine læsere som endnu ikke måttet have set den. Jeg har med vilje ladet være med at fortælle noget om handlingen, for det vil uvægerligt føre til spoilers, og det er synd. Lad mig blot sige det handler om nogen der er styrtet ned med et fly - så er der vist ikke røbet for meget.

Og for de der har set serien.... så kunne det da være, at de fik lyst til at læse noget af det jeg henviser til. Hyperion-bøgerne er altså fantastiske!

(Jeg har dog enkelte brok ting over serien - når man som jeg har set rigtigt mange serier fra HBO eller Showtime, hvor der ikke er reklamer - så virker det så forbandet irriterende, når der kommer reklamehuller. Og så fatter jeg stadig ikke at de skulle have så svært ved at finde vand... for helvede, det er en tropisk (eller subtropisk?) ø, det regner, og der er bjerge?! Der må være tonsvis af bække...)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

(med tak til B-52's for inspiration til overskrift)

Jeg drager til den evige stad i morgen, med den ældste og min mor. Dernede skal vi fejre moderens 70-års fødselsdag. Det bliver sådan set rimeligt afslappet, i forhold til da hun blev 60, og dengang talte om at ved de 70 skulle hele familien på safari i Afrika. Nu er det så efterhånden - af forskellige årsager - blevet barberet ned til at det kun er os der tager afsted.

Og selvom jeg har lidt dårlig samivittighed i forhold til den yngste, som bliver hjemme med sin mor, er jeg egentligt ret glad for at det er blevet sådan. For ingen tvivl om at vi alle for bedre muligheder for at opleve byen, og det der interesserer os, på denne måde.

En uge bliver det til. Jeg har aldrig været i Rom før, og det er egentligt ikke noget jeg har tænkt så meget over - før her op til afrejse. Men nu går jeg faktisk og bliver lidt spændt på det hele.

Ikke mindst på grund af det som efter min mening er den bedste TV-serie ever, Rome. Som jeg i den grad har nydt alle de gange jeg har set den. Og som jeg nu som opvarmning til turen skriver nogle indlæg om, som kan blive postet mens jer er væk.

Rome
Alle jeg kender som har set serien på DVD har været vilde med den. Men blandt dem der har set den i TV har det været færre. Sandsynligvis fordi man ikke ser den på samme koncentrerede måde, og måske går glip af nogle afsnit. Og fordi den vistnok er blevet vist på kanaler med reklamer.

Det sidste er helt hul i hovedet, da den jo er en HBO-produktion. Og HBO har netop ikke reklamer, hvorfor manuskriptet ikke behøver være bygget op em et kimaks hvert kvarter. Og hvorfor det bliver totalt forstyrrende når reklamer smides ind på steder, hvor det aldrig var beregnet der skulle være en reklameblok.

Så har du snuset til den, og syntes den så lidt interessant ud, men uden at blive fanget - gør dig selv den tjeneste at prøev at se den på DVD. Jeg tror den er gammel nok til at den ikke længere koster en herregård at købe (som den gjorde da jeg fik den i sin tid).

Serien blev også i sin tid beskyldt for at spekulere i vold & sex. Hvilket overhovedet ikke passer. Bevares, der er vold & sex i, men ville det ikke være højst besynderligt med en historie om Romerriget, hvor det ikke indgik? Det føles på ingen måde overdrevent eller påklistret efter min mening.

Manuskriptet og skuespilspræstationerne er efter min mening absolut fantastiske. TV Serie som Kunst. Måske fordi de fleste skuespillere er engelske (BBC er også inde over som co-producer, og engelske skuespillere er generelt billigere og bedre.)

Og så behandler serien en periode, som vel nærmest for den vestlige civilisation er den mest betydende overhovedet - perioden omkring de romerske borgerkrige, hvor republikken bliver et kejserrige, først ledet af den guddommelige diktator, Julius Cæsar, og siden hans navne-arving Oktavian Cæsar (senere Augustus Cæsar).

Seriens pilot er ganske god - som jeg husker det var jeg en smule skuffet efter at have set dette første afsnit, fordi mine forventninger var ganske høje. Men fra middelgodt stiger det stødt over fremragende indtil afnit 8, som er helt suverænt - og det er så et niveau der holdes hele 1. sæson ud, med et lille dyk i afsnit 9.

Anden sæson (afsnit 13-22) er mere svingende, men bestemt overordnet set helt fantastisk. Og man lærer utrolig meget historie - på den gode måde - hele serien igennem. Jeg kan huske jeg brugte en time eller to efter hvert fasnit på at checke historiske facts, og læse uddybende om begivenhederne.

Og selvfølgeligt er der tilrettet enkelte ting af dramatiske hensyn, men i det store og hele er den særdeles nøjagtig.

Og - så får man også en del mere forståelse for fascismens væsen, og hvad den udspringer af.

Det eneste dårlige jeg har at sige om serien, er i virkeligheden at den slutter. De havde åbenbart ikke spekuleret nok i sex og vold, for den gav ikke penge nok til at fortsætte den ret dyre produktion. Hvilket kan ærgre, for jeg havde gerne set den fortsætte hele romerrigets tid ud, istedet for de blot 20-30 år den strejker sig over.

De følgende indlæg - hvis jeg når at få dem skrevet - vil jeg koncentrere mig om nogle af karaktererne fra serien.

[Opdatering] Nej, det nåede jeg så ikke. Jeg priorioterede fredelig pakning først. I overlever nok også uden. Til gengæld fik jeg tilføjet fin latinsk footer til alle indlæg! ;)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Muligvis har jeg været forskånet ret meget for den slags programmer, da jeg hverken har kunnet tage Discovery eller National Geographic eller nogen af deres kloner.

Men efter digitaliseringen, hvor DR2, DR K og DR HD er kommet ind i mit hjem, vælter det pludselig med dokumentarer om romerriget og ikke mindst ægypten.

Især de ægyptiske er ret syrede: en ægyptolog (og de findes tilsyneladende i meget stort tal, det er ligefør der er flere ægyptologer end kinesere i verden, tror jeg) har fået en fiks idé, og så bruger han ellers et program og en time af din tid på at prøve at underbygge den.

Som regel er det noget meget, meget langt ude, såsom et mærke på en stok, som helt klart må være kommet der fordi Ramses III i virkeligheden var spedalsk, og derfor slet ikke er begravet i Kongernes Dal, men i al hemmelighed blev sejlet vestpå, hvor Karthago siden er bygget ovenpå hans afsjælede legeme.

Den der har jeg så selv fundet på, men det kunne sagtens være sådan en udsendelse. Og det gode ved det - for programmagerne og ægyptologerne - er at man stort set kan påstå hvad som helst, for der er ikke nogen der kan bevise at det ikke var sådan. I stedet kan en anden ægyptolog så stille sig op og påstå, at sådan var det slet ikke, næh, nu skal I høre den rigtige historie om Ramses III.

Og på den måde er de en kilde til evige dokumentarprogrammer, som man hjernedødt kan sidde og se, og føle man bliver utrolig klog af.

Jeg kom til at tænke på det, efter at have læst denne artikel - om en undersøgelse af Tutankhamons rester, der utve´tydigt og ufravigeligt viser at Kong Tut døde af malaria. Eller gjorde han - læs selv og døm (eller døm ikke). Jeg ser det bare som et mirakel at den stakkels unge mand overhovedet nåede at blive 19....

Billedet er af Kleopatra i HBOs fortolkning i Rome. Min yndlingsfremstilling af hende (spillet af Lindsey Marshal), og ligeså troværdig som samtlige ægyptologer - og sikkert ligeså langt fra en eventuel sandhed.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så farvel, for nu - glæder mig til gensyn når båndsløjfen begynder igen!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Oplistning af favorit tv-serier:

Rome
Fantastisk serie fra HBO i (desværre kun) 2 sæsoner om tiden fra Julius Cæsar og Pompejus kommer i klammeri, til Oktavian Cæsar er enevældig hersker. Fantastisk manuskript og store skuespillere (engelske - det er en co-production med BBC). Serien er blevet beskyldt for at spekulere i sex & vold, men det er noget vrøvl - yes, det indgår, men det er på ingen måde spekulation. Glem alt om Caligula.

Deadwood
En anden serie fra HBO, og hvem skulle have troet en western kunne laves så intelligent - men det kan den altså. Handler om opbygningen og udviklingen i en lille (autentisk) guldgraver by i Black Hills - såvidt jeg husker er det i South Dakota idag, men på tidspunktet uden for USA - den foregår kort efter Custers store fejltrin ved Little Bighorn - men indianere spiller nu ikke den store rolle. Det gør derimod de mere eller mindre skumle og sære eksistenser som befolker byen, og deres dagsordener. I særklasse er replikkerne, der kunne virke som var Shakespeare stået op fra graven, for lige at ryste en western ud af ærmet.

Twin Peaks
Den holder måske ikke helt hundrede idag, men i starten af '90erne var det serien - Special FBI Agent Dale Cooper, damned good coffee - black as midnight on a moonless night, og de mere og mere syrede hændelser i byen gjorde mig totalt afhængig. Fire walk with me.

The Singing Detective
Dennis Potters mesterværk af en TV-serie, i kun 6 dele. Det er efterhånden længe siden jeg har set den, må snart få gjort det igen. Men udover at være fantasisk serie første gang jeg stiftede bekendtskab med psoriasis - desværre ikke sidste. Dennis Potter har i det hele taget været manden bag nogle af Englands bedste serier, ofte med en del selvbiografiske historier - der kan nævnes Lipstick on your Collar (med en meget ung Ewan McGregor!), Pennies from Heaven, og ikke mindst hans sidste, nærmest skrevet på dødslejet Karaoke og Cold Lazarus.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.