Jeg og ungerne var inde og se Toy Story 3 - den seneste fra Pixar - i formiddag.

Og det var noget af en milepæl, for det var den første film den yngste så færdig i biografen. Vi prøvede for halvandet års tid siden med Madagaskar 2, men det var dengang alt for tidligt, og jeg kom til at være ude i forhallen med ham den sidste halve time, mens den ældste så den færdig med deres mor.

Men i dag kørte det som smurt, der var ingen problemer med at holde opmærksomheden - og så var det også hans første oplevelse af 3D lementet. Som han vist er for ung til at opfatte som noget særligt, for ham er det vist bare sådan det er - og hvorfor ikke.

Og filmen - den er ikke helt så dyb som Op, som jeg nok vil synes er en tand bedre - ihvertfald for en i min aldersklasse. Men det er en herlig film, også for mig - som rammer den rette blanding af arketyper og dybsindighed, blandet med gags og action.

Anders skal på college, og vil egentlig pakke legetøjet væk og på loftet (bortset fra Woody, som han vil tage med). Men ved et uheld havner legetøjet i stedet som skrald, hvilket de er meget fornærmede over. I jagten på et nyt hjem, finder de en tilsyneladende idyllisk børnehaven, men utopien smuldrer hurtigt, og det viser sig at de er havnet i et mareridt, styret af en despot. (Det gav mig lidt mindelser om Kabbelejes koloni i Kaninbjerget.)

De må naturligvis ikke så lidt igennem, for at slippe fri - og genfinde en værdig plads som legetøj. Og det hele er fantasifuldt og fantastisk skruet sammen, også visuelt (for eksempel da Mr Potatohead for udskiftet sin kartoffel med en tortilla.)

Og et herligt spil mellem Barbie og Ken, samt Buzz Lightyear i en meget spansk paso doble sørger for at hæve begejstringen yderligere.

Under det hele ligger - for de voksne - en tone af melankoli over tabet ved at blive ældre, men det kammer nu på ingen måde over.

3D-mæssigt fungerer det fint, men det var nu 3D på en meget afslappet måde - der var ingen scener som gave indtryk af at være der for at vise at man kan - det indgik blot naturligt.

Den kan rigtigt meget anbefales - især hvis man har børn i næsten enhver alder. Og hvis man er til animationsfilm kan man skam også se den uden børn. Men en film jeg direkte vil opforde voksne til at se uden børn - som Op - er det ikke. Så meget har den ikke sat sig i mig efterfølgende.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.