Bogen Zealot af Reza Aslan gik som bekendt hen og blev en bestseller, efter dette herostratisk berømte interview på Fox - hvor intervieweren bare ikke kan få det til at passe, at en muslim kan tillade sig at skrive en bog om Jesus. Vel at mærke den historiske Jesus. Interviewet gik viralt - bedste reklame ever.

Allerede inden havde jeg dog bogen i kikkerten, efter at jeg havde set Reza Aslan blive interviewet noget mere om indholdet af bogen, på The Daily Show (med John Oliver).

Så da jeg skulle nogle dage i sommerhus, sprang jeg ud i det, og købte Zealot: The Life and Times of Jesus of Nazareth fra Amazon til min Kindle - bogens listepris er egentligt $ 27, men jeg fik den til $14.99, og hardcover udgaven står til $16.20 pt.

Inden jeg går igang med anmeldelse er det måske meget godt lige at slå fast hvor jeg kommer fra. Så der ikke kommer underlige interviews med mig på TV2 Go'Morgen, om at jeg ikke har redegjort for dit eller dat (fat chance).

Jeg betegner mig selv som agnostiker: Jeg tror sådan set ikke rigtigt der findes nogen all-powerful beings derude, for det savnes enhver evidens. På den anden side vil jeg heller ikke påstå at jeg har nogen evidens for at en all-powerful being ikke eksisterer, derfor vil jeg ikke betegne mig som ateist. Og selv om jeg personligt har haft mærkelige oplevelser, tror jeg altså stadig ikke rigtigt på noget.

Men jeg har fuld respekt for folks personlige tro - og for behovet. Hvor jeg begynder at få det anstrengt er når det kommer til religion - når folk begynder at skulle tro på noget fælles - og påtvinge hinanden måder at tro på. Jeg kan sagtens se hvordan behovet har været der historisk som en sociologisk nødvendighed, men i dag synes jeg grundliggende religion er åndssvagt.

Til gengæld har jeg altid været relativt interesseret i religionshistorie, jeg har syntes det var interessant hvorfor folk begyndte at tro på noget hvornår, og se religiøse skrifter i mere historisk kontekst. Således har jeg også tidligere læst (dele af) Asimov's Guide to The Bible (og her er det så en jøde der (også) behandler Det Nye Testamente).

Selve biblen har jeg ikke læst meget af - og hvis jeg endeligt har har det mest været det gamle testamente (måske fordi min slægt har rødder der). Udover altså hvad man lærte i skolen i 70'erne.

Så: da jeg begyndte at læse, havde jeg ikke nogen dogmatisk tilgang, men mest af alt et ønske om religionshistorisk oplysning.

Og på det plan leverer bogen. I den grad. For at give et bud på hvem Jesus var - kunne være - tegner han grundigt billede Palæstinas historie i cirka 100 år før Jesus, naturligvis af Jesus levetid, og igen tiden efter Jesus korsfæstelse - for at forstå hvordan den historiske Jesus er blevet skrevet ind i en kristen utopi.

Og jeg har sgu lært meget, der er tale om en særdeles interessant periode, som jeg må tilstå jeg har kendte meget lidt til - og det jeg har kendt til den har som regel været set udfra en eller anden religiøs kontekst.

Det er således også ganske interessant at komme tættere på jøderne som de var i landet, og som de så sig selv, dengang - ganske anderledes i deres tilgang til religion end flertallet siden er blevet, men giver også en forståelse af de fanatikere og fundamentalister der i dag lever i Israel. Og hvad det er de vil have tilbage.

I det hele taget er det svært ikke at drage paraleller til vor tid - således kunne jeg ikke lade være at tænke på romerne, som er havnet i dette morads af religiøse fanatikere, som amerikanerne idag, der ikke altid har forståelse for lige hvad de er havnet midt i. Som den romerske soldat der starter et oprør ved at moone hele forsamlingen i templet ved pesach (påske).

Biblen og de første kristne er jeg også blevet en del klogere omkring. Jeg kendte for eksempel ikke synderligt til Paulus før, udover jeg vidste han var vigtig for den tidlige udbredelse og at han ikke kendte Jesus.

Men hvor meget han har hijacked hvad Jesus har gået og sagt, og lagt sit helt eget spin på, var jeg ikke klar over. Ligesom jeg ikke var klar over at Jesus' bror Jakob spillede så stor rolle som han efter alt at dømme gjorde, efter Jesus' død - han er så også på det nærmeste blevet skrevet ud af historien, siden. (Og så vidste jeg iøvrigt ikke at det engelske James er variant af navnet Jakob...)

Så klogere på historien er der ingen tvivl om at jeg er blevet. Meget. Men hvordan så med Jesus selv?

Med så få kilder - hvoraf de fleste er farvet af religiøst spin - sammenligner Aslan i introduktionen opgaven med at stykke et puslespil sammen, hvor man kun har ganske få af brikkerne. Og citerer teologen Bultmann for, at en sådan opgave uvægerligt ender som en søgen ind i sig selv - hvor man kommer til at bruge billeder man selv ønsker eller selv ser.

Så - ingen tvivl om at den person Aslan får givet et bud på, skal tages med et endog meget stort gran salt - og det bliver der altså heller ikke lagt skjul på.

Men han argumenterer nu meget godt for sine gæt - jeg synes bestemt den person han når frem til virker som et realistisk bud (så realistisk det nu kan være, i en samtid hvor mirakler var dagens orden).

Billedet af den person der tegnes er så et billede af en jeg personligt absolut ikke ville have interesse i at møde. Jeg kunne således ikke lade være også her at tænke i en moderne parallel - men den vil jeg ikke farve den eventuelle læser med her. Jeg synes næsten det er at spoile at sige for meget om den Jesus der tegnes - udover at bogens titel siger en del.

Men man skal altså ikke læse den her bog, hvis man tror den giver den endelige sandhed om Jesus - for den kan man ikke få. Men kunne man godt tænke sig at blive klogere på et tumultarisk sted på jorden i en tumultarisk tid, samtidigt lære om Det Nye Testamentes tidlige tilblivelse OG samtidigt få et bud på hvem denne Jesus kunne have været - så går man bestemt ikke galt i byen med denne.

Bogen er på trods af sin akademiske tilgang ganske let at læse (bogen kan måske bedst karakteriseres som populærvidenskabelig formidling) - vær opmærksom på at sidste halvdel af bogen er noter, så de 336 sider den trykte udgave står til er altså ca 170.

Jeg kan bestemt anbefale den, hvis det som skildret her på nogen måde kan have interesse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er tale om en obligatorisk kursusrække for profeter og andre hellige mennesker, som har planer om - eller har forudset - et pinefuldt martyrium. Hvilken?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er tale om en sekt som udspringer af mainstream ægyptisk kristendom; sekten har sin base i Kairo-forstaden Heliopolis (hvor Kairos lufthavn også ligger, så der er basis for at den kan spredes hurtigt). Hvad kaldes sektens medlemmer?

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nedenstående er i dag del af eBogen Til almeen Dannelse, som man også kan læse mere om her.

Mange snakker i dag om Oplysningstiden, men desværre ved en del ikke hvad den egentligt handler om. Det vil jeg her prøve at rode bod på.

Helt kort fortalt udviklede Oplysningstiden sig til en kamp - både bogstavelig og begrebsmæssig - mellem Kirken og visse videnskaber, om hvad man skulle have lov til at tænke og gøre - og på grund af navnet, Oplysningstiden, er der i dag mange som tror at det handlede om hvilke typer pærer man skulle have lov at bruge.

Tidlig alkymi-vejledning

Men faktisk er hele navnet en misforståelse, der er sket et vokalskifte. Egentlig hedder det slet ikke Oplysningstiden, men Opløsningstiden. Den drivende kraft i udforskningen af verden var nemlig på det tidspunkt alkymien. Som i begyndelsen var en jagt på De Vises Sten, med hvilke man skulle kunne transformere Grundstofferne (mest omtalt er transformationen af bly til guld). Ret hurtigt viste det sig imidlertid, at det slet ikke drejede sig om Sten, men om væsker, hvori man kunne opløse metallerne, og inddampe krystaller som andre metaller.

Sidenhen gik den alkymiske jagt ind på at finde en Eliksir til Evigt Liv, men perioden på over hundrede år, hvor man arbejdede med at opløse metaller, er det som har givet navn til tiden: Opløsningstiden.

Kirken var som nævnt meget imod denne praksis, og fandt den vederstyggelig - den mente at det var at forsøge at ændre på Guds skaberværk. Derfor udsendtes bandbuller mod de som praktiserede alkymi og relaterede beskæftigelser. Og da jagten på Eliksiren gik ind, følte kirken at den måtte gøre et modtræk - og fandt på historien om den Hellige Gral, som hvis man drikker af den ligeledes giver evigt liv.

Symbolikken er klar - om vejen til det evige liv (frelsen) går gennem egen tanke (alkymien), eller gennem troen - repræsenteret ved den Hellige Gral. Det er i bund og grund også derfor Kirken i dag har så meget imod Dan Brown - fordi de nødigt vil have at der ændres på folks forestilling om hvad Gralen er, af frygt for at man atter skal vende sig til alkymien.

Herhjemme var vi godt med - Tycho Brahe var en af tidens store alkymister. Et uheld gjorde dog at han engang kom til at opløse en fjerdedel af statskassen, hvorfor han blev sendt ud på Hven, så han kunne eksperimentere der uden at gøre yderligere skade. Det var i det samme uheld at hans næse blev opløst, så han lavede en ny i indsaltet sølv.

Idag er han dog mere kendt som astrolog - han var den første der fandt på at lave dagshoroskoper (som man kender det fra aviserne i dag). De blev hurtigt umådeligt populære, og han måtte have flere hundrede munke (som straks blev ekskommunikeret) sendt ud på Hven, så de kunne arbejde som Skriverkarle og dagligt kopiere horoskoperne for hvert stjernetegn. Disse kopier blev så sejlet ind til København og derfra videre rundt i landet, så adelen (som var de eneste der havde råd til dem) kunne få at vide, hvad dagen ville bringe.

Da Tycho Brahes tyske ven, Johann Gutenberg, var på besøg, og så hvilke enorme ressourcer der blev brugt på at skrive denne mængde af horoskoper, tænkte han over om der ikke fandtes en bedre løsning - og det var på den måde han fandt på Trykpressen, som straks blev brugt til at udbrede dagshoroskoperne til endnu flere. Hvilket igen betød at en af Kirkens grundpiller, informationsmonopolet, blev brudt.

De tidligere munke, skriverkarlene, blev omskolet til at være typografer - og kort efter opfandt de Strejken og dermed Arbejdskampen, men det er en anden historie.

Opløsningstiden var stor i Danmark, men det land som fik mest ud af perioden er uden tvivl England. Det skyldes at den mest basale ingrediens i væskerne til opløsning var portvin. Og portvin laves som bekendt på rosiner, og nogle af de bedste rosiner kom fra de engelske besiddelser ved Gibraltar, på grund af den tørre og salte luft der er i strædet. Så England havde stort set monopol på portvin, og tjente styrtende med penge - ikke mindst fordi de øvrige lande, som også kunnet have produceret rosiner var på Kirken og Pavens side. Det også derfor Opløsningstiden på engelsk omtales som The Age of Raisins (Rosinernes Tidsalder).

Men for at få rosinerne fra Gibraltar til England måtte man først forbi Spanien. Og Spanien var måske det land, som var mest på Pavens side. Derfor oprettede de et elitehold af toldere, kaldet Den Spanske Inkvisition, som støttet af Den Spanske Armada skulle opbringe engelske skibe og konfiskere eventuel last af rosiner.

Hvis spanierne var gode toldere, var englænderne dog endnu bedre smuglere. Ledet af den snu Sir Francis Drake (kendt som Dronning Elisabeths elsker) klarede de engelske skibe sig igen og igen udenom den Spanske Armada. Dette ses af mange som grundlaget for det Britiske Imperiums senere storhed. I et legendarisk togt snød Drake således de spanske toldere ved at sejle hele vejen rundt om jorden - den havde de ikke set komme.

Mange mener iøvrigt at Shakespeare-skuespillet Romeo og Julie er en slet skjult hentydning til Elisabeth og Drakes forhold.

Englænderne var også de eneste der nåede frem til en virkningsfuld ungdomseliksir, men opskriften er (vistnok) siden gået tabt. Faktisk er den eneste man med sikkerhed ved den har virket på Dronning Elisabeth, der jo som bekendt stadig sidder på tronen.

Man hører det iøvrigt ofte sagt, at Islam skulle være en problematisk religion, fordi den ikke har oplevet en Opløsningstid. Og det er både rigtigt og forkert - for for Islam fandt Opløsningstiden sted i Arabien før religionens formulering ved Muhammed, hvor tidlige arabiske alkymister eksperimenterede med portvin. Idéer om Opløsningstiden er således inkorporeret i Koranen - det er for eksempel derfor der tales om, at man i Paradis modtager 72 rosiner (senere fejltolket til at betyde 72 jomfruer).

72 regnes som det perfekte tal, som også Tycho Brahe regnede sig frem til - det består af (2 gange 3 gange 7) plus 13 plus 17 - alle sublime tal, som allerede Pythagoras slog fast. (2 gange 3 gange 7) kender man iøvrigt også fra andre skrifter, hvor det betegnes som Svaret på Livet, Universet og Alting. Araberne siger dog at regnestykket hedder 0 + (2 gange 3 gange 7) plus 13 plus 17 - resultatet er dog det samme, men araberne var så glade for at have opfundet 0'et at de ville have det med.

Historisk grænser Opløsningstiden i Danmark op til Guldalderen,  og indeholder andre betydelige perioder, såsom Kaudervældet.

Det var en lille primer på Opløsningstiden / Oplysningstiden. Jeg håber den har været oplysende. (Undskyld ordspillet!)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

På turen til Rom skulle vi jo også ned og se Peterskirken - selvom det bestemt ikke var den kristne del af Rom som interesserede mig eller den ældste synderligt, er det da et bygningsværk man sådan nok føler man bør se. Det er jo også med i nogle udgaver af Civilization.

Tidspunktet blev en søndag formiddag, det passede fint ind i andre planer, og var så i øvrigt min mors fødselsdag. Ville også passe hende fint med lidt hellighed på sin 70-årsdag, kunne jeg mærke.

Det er svært at se her, men paven befinder sig ca foran hovedporten

Så vi begav os på vej lidt i 11, og kunne efterhånden godt høre, efterhånden som vi nærmede os, lyde som af en  fjern 1. maj demonstration. Med en pibende pave-stemme som hovedtaler. Og det gik op for os, at det altså var en fungerende kirke og en fungerende kirke og en rigtig messe vi kom til. Jeg troede ellers det var noget med, hvis man var heldig, at man så paven vinke fra et vindue.

Men, nej: vi kommer til Peterspladsen, som er ganske fuld, og kommer igennem security (det eneste sted dernede bortset fra i lufthavnen hjem, vi så noget af den slags). Og så ser vi ellers det meste af ritualet.

Og det er jo ikke fordi jeg har noget specielt positivt forhold til religioner, og slet ikke til den nuværende pave, Benedikt XVI.

Men, fuck, jeg blev grebet af det. Hele det cirkus med kirken som baggrund, på latin - hvor de forskellige rangordner skulle stå forskelligt, og nogen specielt udvalgte hellige personer kom op for at modtage personlig velsignelse, og så ellers nadver med vin & brød og det hele som en hær af messedrenge - ja det var vist voksne, ved ikke om det er noget nyt at man vælger voksne af PR hensyn? - blev sendt ud for at fordele blandt pladsens tilhørere.

Så stod jeg ellers der og blev grebet af en eller anden samhørighed gennem i sær tid, fordi man kunne se hvordan det her var noget der var gået for sig på samme plads på samme måde gennem hundreder af år. En underlig følelse for en agnostiker og religionsskeptiker - men meget fint at opleve.

Og da det endte med at paven velsignede os alle - var det på en eller anden måde perfekt, for jeg kunne også mærke at det betød noget for min mor, at det skete netop på hendes 70 årsdag.

Den ældste var jo så - forståeligt nok - efterhånden blevet noget utålmodig - og da vi fandt ud af at der ville gå nogen timer efter ritualet sluttede helt - og vi anede ikke hvor længe det ville være - før man kunne få adgang til selve kirken, droppede vi det. Og gik under stadig messen og fik en kop kaffe.

Og, ja, det var sådan set det. Men meget fornem oplevelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er nordatlantisk topmøde på Færøerne! Den islandske statsminister, Jóhanna Sigurdardóttir, er på besøg. Og det er jo nok meget fornuftigt med sådan et topmøde, for der kan sikkert være meget at diskutere omkring fiskekvoter og brug for at udveksle erfaringer omkring bankdrift.

Men der er opstået problemer: den islandske præsident er nemlig lesbisk og endda gift med sin kone, Jónína Leósdóttir.

Jenis av Rena efter en samtale med Gud. Eller også opdagede han pludseligt, at han skulle på toilettet.

Og det at sådan en åbent... homoseksuel... person kommer til Island i officielt øjemed er mere end partilederen Jenis av Rena* kan klare, så han har kategorisk afvist at deltage i den officielle middag i anledningen af besøget. Tilsyneladende synes han, at Jóhanna skulle være blevet i skabet, for sådan noget djævelskab kan han ikke være med til: Hvis jeg deltog i den officielle middag ville det også vise, at jeg støtter en forening, som strider imod naturen og er fordømt af Biblen, og jeg vil under ingen omstændigheder risikere det, siger han.

Han er sådan set nok mest bange for at blive smittet eller noget - jeg kan ikke se han støtter specielt meget forening ved at deltage i middagen. Men, whatever - man kan selvfølgelig ikke tvinge manden til at deltage hvis han har det sådan. Og man skal lige spise brød til: det færøske parti Miðflokkurin, som Jenis av Rena repræsenterer, har 3 mandater ud af 33 i Lagtinget.

Så det vil nok være lidt for tidligt at bruge det som en undskyldning til at smide Færøerne ud af rigsfællesskabet. Men jeg synes godt Jenis av Renas kolleger i det færøske kunne tage ham på ordet: hvis man virkelig støtter så meget ved at deltage i en middag, så må man jo også støtte Jenis av Renas oldnordiske homofobiske tankegang ved at spise frokost med ham - og ved at trykke ham i hånden.

Så jeg kan ikke se anden udvej, end at samtlige partiledere på Færøerne undgår ham i fremtiden, medmindre de ønsker at støtte hans synspunkter. Og det gælder ikke kun Færøerne - det må vel også gælde de danske kolleger, samt i Nordisk Råd hvor Jenis av Rena har sæde.

Alt andet vil være en støtte af homofobisk tankegang - for at følge Jenis av Renas tankegang. Så kan han få sin frokost i fred.

* Jenis av Rena er prædikant og læge (må være svært at kombinere de to gerninger forsvarligt?!) og har som kernepunkter modstand mod registreret partnerskab og retten til abort.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Tallet 7 er jo et af de "særlige" tal, som går igen i mange religioner og megen tro i det hele taget, så det er nok årsagen til at man har fundet frem til der var netop 7.

I jødedommen og afledte religioner har man opereret med at der var 7 himle, og den syvende Araboth (ערבות, fundamentet) er den hvor Guds trone, samt ærkeenglene med videre holder til. Altså inderkredsen, det fineste af det fineste af Guds rige.

Jeg fandt et link hvor overrabbiner Bent Lexner behandler emnet med et uddrag fra Talmud. Han skriver så her, at han ikke har fundet henvisninger i bibelen, men der er nu altså nogen i wikipedia artiklen om det.

En anden udlægning af det med de syv himle, handler om at man inden Galileo opfandt teleskopet, og før man opdagede det her med at jorden er rund og kører rundt om solen og så videre, mente at der var Jorden, og over den var firmamentet (stjernerne). Inde imellem på nogle store hvælvinger befandt de 7 kendte himmellegemer sig: Månen, Solen, Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn - hver på sin "plade". Og hver af disse plader var så en himmel.

Men denne fortolkning giver ingen forklaring på, hvorfor den syvende himmel (Saturns) skulle være specielt god. Den er godtnok den som er nærmest stjernerne og firmamentet, og Saturn er i romersk mytologi fader til overguden Jupiter, men det er næppe forklaringen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Endnu en fremragende roman af Michael Gruber. Jeg er jo før gået i dybden med hans forfatterskab, og med denne bog slår han fast at han er en af mine absolutte yndlingsforfattere i øjeblikket, og muligvis den der sidder på det øverste trin på min rangstige.

Som han har haft for vane med sine seneste bøger går han nye veje, men bruger samtidigt nogle af de klassiske Gruber-elementer: den (i dette tilfælde de) hyperintelligente kvinde, med fantastisk sprogsans; interessante filosofiske tilgange til religion og tro, og noget så usædvanligt som moderne spændingsromaner, hvor gudelig indgriben ikke er uden for rækkevidde, men en faktisk mulighed.

The Good Son kunne genre/handlingsmæssigt sagtens være en Frederick Forsyth-bog, eller en anden af den skole - men har altså ovenstående Gruber-karakteristika til forskel. Samt at Gruber har en dyb respekt for de kulturer han beskriver - hvilket Forsyth tildels også har, dog med den forudsætning af the British way of Life naturligvis er den eneste rigtige.

Men altså - bogen er en spændingsroman, med lidt spiontema, og foregår tildels på gangene i NSA, dels i hovedet på en Black-Ops militærmand - hvis mor tages til fange på en særdeles mærkelig fredsmission i Pakistan, og dels i hovedet på samme mor. Hvor mor og søns tidlige liv efterhånden oprulles, og det er ikke småting de har oplevet. Og så handler det jo ellers for sønnen om at få befriet moren - men der er nu mere på spil end bare det.

Det er på mest fremragende vis infotainment, og giver først og fremmest et - føles det - uhyre realistisk billede af stammesamfundende i Afghanistan/dele af Pakistan. Og altså, som sagt, samtidig med en interessant tilgang til tro - ikke så udfordrende som i for eksempel Valley of Bones, men den har noget af det samme. Og kan således muligvis være en udfordring for den ateistiske/agnostiske læser, men jeg holder altså meget af det.

Så, bestemt - læs den, læs den; mine favoritter fra Michael Grubers hånd er stadig Tropic of Night og Valley of Bones - så dem vil jeg jo nok anbefale mest. Men den her kommer ind på en flot tredieplads - og har så ekstra relevans på grund af Afghanistan/Pakistan vinklen. Og er nok også noget lettere tilgengælig.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg nu for første gang fortalte om den i går, in person, kan jeg vel nu også tage skridtet at beskrive den her.

Jeg har holdt mig tilbage, da den på en eller anden måde stempler mig som skør - det ville jeg ihvertfald selv tænke, hvis jeg læste om det. Men jeg ved også det er en ting jeg må fortælle hvis jeg skal leve op til mit ønske.

Det var en aften i tidlig sommer for et par siden. Jeg havde for første gang købt mad fra "Det Sunde Køkken" på H.C. Ørstedsvej, og maden, især deres hummus, slog benene væk under mig. Jeg drak også noget - hvidvin tror jeg - men ikke i vanvittige mængder. Jeg følte mig bare naturligt opstemt.

Jeg tror det var en torsdag. Jeg bestemte mig for at gå en tur i min by, og gjorde det. Jeg har altid elsket at gå, men denne aften skete der noget specielt, mine skridt blev længere end normalt, og foregik med ca dobbelt hastighed.

Og jeg følte hvad jeg kun kan kalde en tilstedeværelse i mit hovede.

Og det her komer til at lyd underligt, fordi det vil lyde som en samtale - en samtale med mig selv, eller stemmer i hovedet. Men sådan var det ikke, det er blot den eneste måde jeg kan beskrive det på.

Det var ikke en samtale, men en fælles bevidsthed. Eller rettere, jeg var pludselig en underlagt bevidsthed. Og jeg vidste den anden bevidsthed var Gud.

Hvilket er meget besynderligt, når man er agnostiker, og sådan set ikke rigtig tror på den slags. Og stadig ikke gør det.

Ikke destor mindre blev jeg denne aften forvandlet til Guds værktøj. Og jeg/Han/vi gik ind til byen, hvor jegstødte på en tror jeg ny natklub på Amagertorv som var stort set tom, men spillede udmærket tekno. Og jeg/Han/vi gik ind og dansede, og min krop leverede nok det bedste jeg endnu har leveret.

Og stedet lukkede og jeg/Han/vi gik/blev ført tilbage, nu mod Vesterbro, stadig med disse forunderlige svævende syvmileskridt. Og jeg befandt mig ved Buddha Bar på Vesterbros Torv.

Ikke ligefrem et sted jeg plejer at opsøge, har været der en eller to gange før, men det er et af de mere underlige, sumpede og bumsede værtshuse i København, stort set kun befolket af alkoholiske grønlændere og Tom Cruise 4th of July agige kørestolsramte folk.

Men jeg/Han/vi gik ind der, uden nogen som helst grund, og gik op i baren og købte en Tuborg. Og ved siden af sad en kvinde, som faldt uden for resten, fordi hun var dansker.

Hun var nok lidt yngre end mig, men havde tydeligvis prøvet lidt af hvert - ikke ment som junk, men hun var mærket af tidens tand.

Og vi faldt i sank. Og det viste sig vi havde en fælles forbindelse, hvorfor jeg tror hun stolede på mig. Og begyndte at fortælle mig ting hun egentlig ikke måtte fortælle.

Og første troede jeg hun var sindssyg, elelr fuld af løgn. Men jeg er ret vidende om verden, og de ting hun fortalte hang sammen på en forunderlig, hæslig måde. Og hun virkede meget sandfærdig, og vi var jeg både jeg og Ham.

Og vi snakkede og hun fortalte. Og da Buddha Bar lukkede, gik vi og købte nogle øl og sad ved søen og snakkede videre og hun fortalte, og senere gik vi hjem til mig. Og snakkede videre og hun fortalte.

Og jeg er svoret til tavshed omkring hvad hun fortalte, men det var ikke mærkeligt at hun havde det mærkeligt i hovedet. Men jeg følte, at mens vi snakkede, og hun for føste gang fik muligheden for at fortælle sin historie til en fremmed, en udenforstående, at hun løsnede op. At hun fik det bedre.

Hun endte med at sove hos mig. Og på det tidspunkt forlod Gud mig, og jeg kunne agere på en fremmed kvinde i min seng, så det prøvede jeg. Men det havde hun ikke lyst til, og så meget havde Gud ikke forladt mig at jeg ikke respekterede det.

Og vi vågnede op næste dag, og talte kort, og hun måtte skynde sig afsted (af forskellige grunde, som hang sammen med alt det andet), og vi sagde farvel. Og siden har jeg aldrig set eller hørt noget til hende, hvilket jeg var udmærket klar over ville være sådan da hun gik.

Jeg er sikker på til den dag i dag, at min/vores tale/lytning i forhold til hende hende hjalp hende - msåke et sted redede hendes liv. Og jeg er sikker på at Gud bragte mig/os/min krop derhen med det formål at det skulle ske.

Og jeg har det meget mærkeligt med det, for jeg er stadig agnostiker. Jeg tror grundlæggende ikke på det der med Gud, før der er beviser. Det absurde er, at Han "sagde" til mig, at det var helt okay, Han var sådan set ligeglad om jeg var troende eller ej.

Så jeg er efterladt med det mærkelige paradoks, at jeg ved hvad jeg følte var virkeligt, at det skete. Og at jeg ikke tror på Gud. Og at det er ok, for det har Han selv sagt.

Jeg ved det ikke giver meget mening. Men jeg lever med det, og det er ikke noget jeg er hjemsøgt af i det daglige. Men jeg har nok fået en del mere respekt for, når folk taler om diverse religiøse oplevelser.

Og jeg ved udmærket psykiatrien har en klar beskrivelse og diagnose af en oplevelse som min: religiøs mani. Og det skal de være velkomne til, ligesom I skal. Jeg ville selv være hurtig til at tænke sådan noget, hvis jeg ikke selv havde oplevet det.

Og det at jeg har oplevet det, betyder naturligvis ikke at jeg ikke har været ramt af sådan en mani. Nope. Men i min opfattelse af verden, kombineret med mine erfaringer vælger jeg stadig i dag at tro det var rigtigt, at det skete.

Selvom jeg stadig ikke tror på Gud. Og selvom det ikke giver mening - for andet end mit sind, for jeg ved hvad jeg oplevede.

(Iøvrigt, kort efter læste jeg Valley of Bones, hvori heltinden har nogle oplevelser jeg virkelig kunne forstå på grund af det her. Det er under alle omstændigheder en fantastisk bog, men ingen tvivl om at det slog hovedet på sømmet for mig.)

(Og jeg skal også lige slå fast at Gud ikke var en speciel gud fra en bestemt religion; det var ikke en jødsik/kristen/muslimsk eller whatever gud, det var ikke noget dogmatisk religiøst på den måde.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der er vist noget med, at nonner går for at være gift med Jesus (og det er også en af grundende til de skal være så kyske - fordi deres krop er helliget ham).

Men hvem pokker er det Biskoppen skal giftes med i dag? Er det også Jesus? Er det så ikke noget grisefy? Eller er det den hellige jomfru? Det er vel også noget grisefy?

Og så må de jo i den danske folkekirke endda være gift, og således bolle ved siden af og alt muligt.

Jeg synes det er noget underligt noget - godt jeg ikke er del af det foretagende.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Kan vi ikke få gennemført en ændring af Grundloven, således at Kongehuset gøres agnostisk? Ikke så meget fordi de ikke må tro på noget (det må de gerne for min skyld - jeg undrer mig sådan set mere over at der i øjeblikket står hvad de skal tro) - men fordi vi da så kunne slippe for alle disse kirkelige højtideligheder.

Hvad er det dennegang? Barnedåb? Give me a fucking break, altså - vi andre nøjes med at dumpe en formular ind hos kordegnen (og hvorfor det lige skal være kordegnen fatter jeg iøvrigt heller ikke).

Alternativt, hvis det hele absolut skal være så religiøst, så lad de forskellige medlemmer være medlem af forskellige religioner. Det ville også være godt for integrationen - eller disintegrationen om man vil. Og jeg ville elske at se Pia Ks ansigt ved fremlæggelse af forslaget - for ikke at tale om præstefætrene. Så ville de sgu nok tage en tørn mere på tinge.

Og så ville det altså være væsentligt mere spændende at skulle overvære en tv-transmitteret prinse-bris.

Apropos præstefætrene, tjek lige denne liste over stednavne i Seem Sogn ud. Jeg ville bare til at skrive at det vistnok lå et sted mellem Lem og Tarm, men den er næsten bedre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

For eksempel på en dag som i dag. For så ville man da have et sted at sende en klage over vejret. For det her kan da ikke være rigtigt.

Og jeg har prøvet Forbrugerombudsmanden, men de ville ikke tage sagen. Der må da for hulen være 14 dages returret, men så kommer man igen til problemet: hvor skal man returnere det til.
Det er sgu George Fucking W. Bush, og hans fucking globale opvarmnings skyld. Men han var jo også både troende og religiøs.

Kunne nu godt bruge lidt mere opvarmning; de sidste dage var der 25-30 grader på mit kontor, idag er der 15, og total træk gennem oldnordiske vinduer.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.