Jeg har før været inde på hvordan jeg skriver denne blog; selvom det vist har udviklet sig lidt siden (inklusive skrivestil - men var så også stiv da jeg skrev det indlæg).

Jeg spekulerer jo så lidt på hvorfor. Til at starte med var det noget af et eksperiment. Og så hang det lidt sammen med mine optrædende på dansegulvet, hvor jeg fik så mange af de samme spøgrsmål, at det var meget fedt at kunne stikke en RTFM.

Men efterhånden må jeg jo nok sige det har udviklet sig til noget mere - en form for terapi med nogen ting, måske også en form for konkretisering af tanker, målrettethed? Jeg har aldrig skreveyt dagbog, udover en enkelt side da jeg var 7 år, så det her er på alle måder nyt for mig.

Men jeg tror jeg gradvis er kommet til den konklusion, at det jeg søger er en form for udødelighed - og hvis nok facetter af min personlighed kan blive fanget her, på denne blog, vil man om 100 år kunne genskabe min persona udfra den, og indprogrammere i en AI, som John Keats i Hyperion.

Man kan så undre sig over hvad jeg vil med udødelighed - jeg, som i depressive stunder har brugt mange timer på at forestille mig min egen død, på de mest opfindsomme måder? Men... there you are; der er ikke noget der er ligetil.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.