Det er ingen hemmelighed at Dan Simmons er en af de forfattere jeg holder rigtigt meget af - især hans science fiction, med Hyperion-bøgerne som de absolutte stjerner, men også hans gentolkning af Illiaden (bøgerne Illium + Olympos) står mig nært.

Denne sag, The Abominable, er ikke science fiction. Men man er langt henad vejen lidt i tvivl om hvilken type bog det så er: er det en rejsefortælling, en thriller, eller er det en monsterbog - titlen lægger op til at vi skal møde en afskyelig snemand - og da handlingen for en stor dels vedkommende udspiller sig på ganske få kvadratmeter af Himalaya - nærmere bestemt Mt Everest - er det vel også temmeligt nærliggende.

Tintin i Tibet er et af de værker jeg ofte kom til at tænke på undervejs - men ellers er det en meget klassisk komponeret bog, som i sin grundighed i forberedelsen af læseren til ekspeditionen nærmest kan give mindelser om Jules Verne eller Kaptajn Marryat. (Okay, må indrømme det er meget længe siden jeg har læst sidstnævnte, så jeg er ikke sikker på sammenligning holder - men det var ihvertfald en tanke jeg fik undervejs.)

Plottet er da også på overfladen klassisk: den unge bjergbestiger Jake Perry får i 1925 chancen for at komme med en ekspedition med sin mentor til Mt Everest. Officielt for at lede efter (formoder de) liget af en ung brite af god familie (men vist lidt af en laps), som forsvandt på bjerget året før - næsten samtidig med Mallory og Irvine. Uofficielt er deres mål at nå toppen - når de nu har finansieringen af ekspeditionen på plads.

At der er ugler i mosen får man en fornemmelse af undervejs, hvor forberedelserne således også går over en bayersk vinkælder med nogle ubehagelige tyskere i brune skjorter.

Bjergbestigning er ikke noget jeg har haft nogen synderlig interesse for - så det er noget af en bedrift at bogen (over 672 fysiske sider, skriver Amazon - jeg læste den på Kindle) kan gøre ikke blot bjergbestigningen men også teknikken og logistikken sindsygt medrivende.

For medrevet blev jeg - på bjerget og spillet udenom, som afsløres undervejs, og gør fabelagtig brug af den historiske ramme, på en måde jeg som historieforfalsker kun kan sætte pris på. Og som læsere af Simmons vil vide: når hans personer kommer under huden på én, så sidder de fast - således også med flere i denne. Jo, der dryppede tårer adskillige gange undervejs.

Jeg kan kun anbefale den, den er i mine øjne fremragende - men den må være lidt acquired taste, for på Amazon har den kun et gennemsnit omkring de 3.5 - for mig er det en klar 5'er. Jeg tror muligvis det er den meget lange og meget grundige indledning der skræmmer nogen væk.

For mig var det ihvertfald fortrinlig litteratur til en uges badeferie. Og, iøvrigt - hvis nogen har købt et Kodak Vest Pocket kamera på et loppemarked, cirka 1992, må de meget gerne lade mig det vide!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da Jesper Klein døde, husker jeg at Jeanne Boel mindedes ham ved at fortælle hvordan han slet ikke var til nymodens opfindelser som computere og mobiltelefon - "han var et rigtigt renæssancemenneske," mente hun.

Med al respekt for både Jesper Klein og Jeanne Boel var det dog nok ikke lige dét han var. Men Jeanne Boel har altså levet i den vildfarelse at renæssancemenneske betød gammeldags - som en der var lige så gammel som renæssancen.

Intet kunne dog være mere forkert - og faktisk har ordet slet intet med renæssancen at gøre, selvom det kunne lyde sådan*.

Den rigtige forklaring skal findes i den noget ukendte Dumas-roman Bonaparte's Hånd, som handler om den lavadelige René de Montparnasse, som fraskriver sig sin herkomst op til revolutionen og går ind i den på folkets side, under navnet René Chance.

Han bliver siden fortrolig med Bonaparte, og spion for ham og Frankrig - først og fremmest i England - og berømt i hjemlandet, først under navnet Spion nr 7 og siden Bonapartes Hånd.

Kendetegnende for ham er, at han er god til stort set hvad som helst. Fægtning og skydning mestrer han til fulde (her morer Dumas sig iøvrigt med at antyde et slægtskab til sin tidligere helt, d'Artagnan), ligesom han er noget af kemiker og ingeniør (Jules Verne indrømmer senere at hovedpersonen i dennes måne-duologi, Michel Ardan, er inspireret af Rene Chance).

Og ikke mindst er René Chance kunstner, især gør han sig indenfor billedhugningen - således foregår en del af bogen ved Piazza del Popolo i Rom, hvor han hænger ud med kunstnertyperne der - herunder den unge dansker - Thorvaldsen.

Men først og fremmest er han altså spion - og kvindebedårer. Og alle disse ting kunne måske blive for meget, hvis han ikke fremstilledes ganske humoristisk, med catch phrases som Mit navn er Chance - René Chance og En absint - kølig og med 3 stykker is, som gør bogen en fornøjelse at læse.

Bogens store clou - som også bliver Dumas' skæbne som forfatter - er, da René Chance efter at have befriet Napoleon fra denne fangenskab på Elba, kort før slaget ved Waterloo afslører sig som dobbelt-agent! Han har videregivet Napoleons planer til hertugen af Wellington.

Grunden til dette skal ses i et hævnmotiv som først kommer frem nu: René Chance er i virkeligheden Frimurer, og har ønsket at hævne Phillipe IV's overgreb på ordenen i 1307. Derfor er han også til at starte med for revolutionen og siden på Bonapartes side - men da Napoleon udråber sig til Kejser ser han, at Napoleon er mindst lige så slem som Bourbonerne. Og forstår at man må komme af med Napoleon - men på én måde hvor folket kan indse hvilken ulykke han er for landet.

Det er risky business Dumas her er ude i - og det er vel også derfor han har gemt på denne udvikling i historien til mod slutningen. Bogen udgives som føljeton, og var ganske givet aldrig kommet på gaden, hvis man havde kendt til René Chance's motiver fra start, eftersom Napoleon III var enehersker på dette tidspunkt, og sendte Frankrig i den ene nyttesløse krig efter den anden - og historien derfor også må ses som (meget slet) skjult kritik af ham.

For yderligere at sætte trumf på symbolikken udkom det skæbnesvangre afsnit af føljetonen fredag den 13. oktober 1865 - på årsdagen for arrestationen af Tempelridderne i 1307!

Dumas måtte gå i landflygtighed i flere år, til kort før sin død - og den tidligere så populære forfatter udsattes for grumme racistisk betonede smædeskrifter - og resten af romanen udkom aldrig i Frankrig.

Men det gjorde den i andre lande. Der var nu ikke så meget tilbage af historien viste det sig: René Chance blev såret ved sin flugt fra Napoleon, og døde ikke længe efter. I en smuk epilog fortælles det, hvordan den unge dansker - som er blevet stor frimurer** i Rom, sørger for at René Chances kiste fragtes til et marmorbrud på en klippeø i Østersøen hvor han kan hvile med sine brødre og det som er ham helligt. (Dette ses som endnu et tegn på, at Tempelriddernes Skat virkelig befinder sig på Bornholm, højst sandsynligt under Ørsterlars.)

Men historien om René Chance levede videre efter dennes død - især Englænderne tog ham til sig, han var jo trods alt medvirkende til Wellington endelige sejr i Belgien. (Og Ian Fleming kan vist iøvrigt ikke sige sig helt fri for en vis inspiration fra Dumas ...?!)

Men altså - Englænderne blev så glade for personen René Chance, at de begyndte at kalde folk som udmærkede sig indenfor flere felter for A real René Chance Man. Og fordi deres udtale af hans franske navn blev noget underligt noget, blev dette hos nogen hørt som A real Renaissance Man.

Og det er altså så det der på danske er blevet til et renæssancemenneske - og altså betyder en person som er dygtig til vidt forskellige ting.

Men bogen Napoleons Hånd og historien om René Chance er der ikke mange der kender. Og det er synd, for den er efter min mening en af Dumas' allerbedste - men den blev altså for politisk speget for sin tid, og er siden - udover udtrykket - gået en del i glemmebogen. Men den kan downloades gratis her.

Og nu vi er ved bøgerne - så kan du finde mere af samme folkeoplysende skuffe i min bog, Til almeen Dannelse.

* Og nogle tror da også, at ordet virkeligt kommer fra renæssancen, ved at henvise til alsidige genier som Leonardo da Vinci m.fl, som der tilsyneladende var en overflod af dengang. Og de får da meningen rigtig - at det er en som tilsyneladende mestrer alt - men de glemmer altså helt Dumas og René Chance.

** Det er typisk Dumas sådan at inddrage historiske personer i sine skrøner, og give dem opdigtede baggrunde og motiver - den slags romantiseren holdt han meget af.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Langt de fleste kender jo nok serien Lost, så i virkeligheden er dette indlæg nok lidt overflødigt. Men jeg må lige have luft for lidt begejstring. For på grund af mit spartanske udvalg af TV-stationer er den ny for mig.

Men jeg havde jo hørt nogle omtale den positivt - nok til at den dæmrede nok i baghovedet til mig, da jeg skulle finde julegaver i år, til at jeg købte første sæson til min eks. Med den lumske bagtanke, at jeg jo selv kunne låne den efterfølgende. (Men jag var nu ikke kun lumsk - jeg havde også en klar formodning om at den ville være noget for hende.)

Nå, men da jeg så for et par dage siden var 'sitter for ungerne hos hende, og jeg kunne se den stadig stod urørt - blev jeg utålmodig og bange for at den aldrig skulle blive set. Og jeg var jo nysgerrig. Så jeg lånte den lige med, den første sæson.

Og så har jeg ellers på 2 døgn set 9 afsnit... de er da også ret korte. Og jeg er ganske solgt på historien - som i den grad trækker på meget af det gode og arketypiske i litteraturen. Jeg mener ihvertfald at have genkendt - eller ihvertfald fornemme at genkende - Jules Vernes Den Hemmelighedsfulde Ø, H.G. Wells' The Island of Dr Moreau og ikke mindst Shakespeares The Tempest (Stormen). Og der er sikkert meget andet, som jeg eneten ikke har læst, eller ikke lige tænkt på. (Lord of the Flies er for banal at køre ind over, og Watership Down refereres der til, men det er meget begrænset hvad den kan overlappe.)

Men det jeg næsten bliver mest begejstret for er fortælleteknikken - som i den grad, sammen med dele af historien, giver mig mindelser om Dan Simmons Hyperion (første bind, altså) - og jeg er spændt på hvor længe de kan fortsætte serien i dens nuværende form, for det står samtidigt klart at den må ændre karakter (endnu mere) henad vejen.

Men i det hele taget må jeg sige, at Dan Simmons er den jeg kommer til at tænke mest på, når jeg ser historien - på grund af Hyperion, som nævnt, men også fordi jeg først og fremmest kender til The Tempest fra hans Illium og Olympos værker.

Og så er det jo ikke fordi det er så litterært og kedeligt, som det måske kunne komme til at lyde ud fra det her. Starten af serien må være noget af det mest adrenalinfremkaldende jeg længe har set. Og det er da også J.J. Abrams, som jeg før har været ganske glad for med Alias, som står bag.

Så - udfra hvad jeg indtil videre har set, kan jeg kun anbefale den serie, til de af mine læsere som endnu ikke måttet have set den. Jeg har med vilje ladet være med at fortælle noget om handlingen, for det vil uvægerligt føre til spoilers, og det er synd. Lad mig blot sige det handler om nogen der er styrtet ned med et fly - så er der vist ikke røbet for meget.

Og for de der har set serien.... så kunne det da være, at de fik lyst til at læse noget af det jeg henviser til. Hyperion-bøgerne er altså fantastiske!

(Jeg har dog enkelte brok ting over serien - når man som jeg har set rigtigt mange serier fra HBO eller Showtime, hvor der ikke er reklamer - så virker det så forbandet irriterende, når der kommer reklamehuller. Og så fatter jeg stadig ikke at de skulle have så svært ved at finde vand... for helvede, det er en tropisk (eller subtropisk?) ø, det regner, og der er bjerge?! Der må være tonsvis af bække...)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ja, det er ikke et spørgsmål, og dermed udenfor min serie. Men søgningen er for relativt nyligt klikket ind, så måske kan jeg nå at hjæpe den søgende:

Bogen Kidnappet (Kidnapped) er ikke af Jules Verne, men af Robert Louis Stevenson. Ham med Skatteøen og Dr Jekyll and mr Hyde.

[Opdatering 5/2 2011]: Jeg er dog netop kommet i besiddelse af en Sesams Berømte KLassikere med titlen Kidnappet - og der står at den er af Jules Verne. Men historien er faktisk Stevenson's Kidnapped (i en genfortalt og forkortet udgave). Ret pinligt, efter min mening. Jeg var ellers ved at tro at jeg havde spredt usandheder her, men det var heldigvis ikke tilfældet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

På en dag, hvor der ellers var lagt op til at medierne kunne gå i selvsving på landets anden DF-dag, var det dejligt med det selvsving der kørte på TV2 News - som jeg heldigvis i dag fandt et link til at få streamet, herligt.

For de kørte jo på raket-opsendelsen, og jeg var som barn igen - og sad i spændt forventning med den ældste og fulgte det hele i mange timer. Og fik da også mindelser om, da jeg sad og ventede på den første rumfærgeopsendelse.

Mest af alt følte jeg mig nu, som om jeg var tilskuer til noget i en Jules Verne-bog. Det var svært ikke at få tankerne i den retning, med billedet af den selvbyggede U-Båd, der lå tøjret til den selvbyggede affyringsrampe til den selvbyggede raket. Fantastisk er det jo, men samtidig altså ret langt fra Cape Canavarel.

Fordrukne af ilt og vægtløse, på vej til månen

Især gik mine tanker til den storslåede bog, Rejsen til Månen (som egentligt består af to, Fra Jorden til Månen og Rundt om Månen). Som - efter hukommelsen - handler om nogle artillerister - veteraner fra den amerikanske borgerkrig (og så kom der alligevel soldaterveteraner ind i indlægget) - der får den idé, at man må kunne bygge en kanon så stor og kraftfuld, at man kan skyde en granat ud i rummet, og op til månen.

Og hvis man gør granaten stor nok og hul, kan den jo være bemandet - en meget tidlig rumkapsel.

Og da de jo ikke rigtigt har andet at foretage sig, nu da krigen er slut, kaster de sig ud i projektet.

Jeg husker historien som en af mine absolutte favoritter af Vernes, det er ellers ikke en man så tit hører omtalt.  Hvilket er synd, for der er mange gode idéer og morsomheder i. (Og så den fuldstændigt vanvittige tanke, at man skule overleve de g-krafter der ville være ved en sådan affyring!)

Så - jeg hyggede mig storartet i eftermiddag. Også selvom ventilen var frosset fast, og der kun kom en lille røgsky. De prøver jo igen, og der skal da være tekniske problemer med sådan noget, ellers er det ikke sjovt!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det har ellers været en ganske fortrinlig dag i dag. Børnene har hygget sig (det meste af tiden), og jeg har fået nogle inspirerende idéer, som jeg glæder mig til at gøre noget konkret ved i næste uge - er såmænd så småt igang allerede, nu børnene er lagt.

Og så har jeg lige afsluttet at læse Den Hemmelighedsfulde Ø af Jules Verne for den ældste, den første Verne bog jeg selv fik læst op, så det har været sjovt at genopleve den. Og iøvrigt også lidt fedt at læse lidt ældre og mere omstændelig litteratur op - det kan ikke være Harry Potter det hele. Og jeg kan mærke han synes det er interessant med tidsskiftet, også selvom han bliver utålmodig indimellem.

Jo - det har været en god dag!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg var 15, var jeg på en rundrejse på Island med min mor. Eller halvrundrejse - den dækkede kun den vestlige og nordlige del af øen (+ Vestmannaeyar). (Der er vist stort set ingen og intet på den østlige del, bortset fra en jökull).

Anyway, det var en form for pakke-rejse. Islandsk turistindustri var i sin vorden, tydeligvis, men de gjorde en satsning med os - en samling danskere som ville se den gamle vulkankoloni.

Og vi så mange fascinerende ting. Jeg husker starten af rejsen til jordens indre, lavasletter og svovlkilder og i særdeleshed Heimaey - hvor der ca 10 år før havde fundet et kæmpeudbrud sted, og man stadig kunne bage kartofler hvis man gravede dem lidt ned i jorden.

Men der var så også en udendørspool vi skulle i - varmet af varmt kildevand. Hvorfor vi jo skulle omklædes. Jeg har som sådan altid hadet offentlige omklædningssteder, og især som 15 årig. Men det forhindrer jo ikke en i at kigge på andre - og jeg kunne ikke undgå at bemærke det her medlem af vores rejseselskab.

Han må have været omkring de 50-55, med velplejet grå/hvidt skæg omkring ½ cm. Men i omklædningen skilte han sig ud, for hans pik og nosser var røde. I den grad. De lyste nærmest op - og derfor kom jeg internt til at give ham tilnavnet julepik. Og omkring hver jul vender synet fra den omklædning tilbage til mig.

Og nu er han så blevet foreviget. Skål, julepik. Wherever you are!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Den eneste anke jeg egentlig har i forhold til filmen er - at det er ret upraktisk når tårer presser sig på under en 3D-brille!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.