Jeg har gået og glædet mig til filmen Immortals efter jeg først hørte om den. Forgængeren 300 syntes jeg rigtigt godt om, og den er siden vokset i min bevidsthed.

Så da jeg fik mulighed for at komme til forpremiere på Immortals greb jeg naturligvis chancen...

Og jeg forestiller mig at det vil være en film, som deler vandene. For den er godt nok corny og teatralsk. Spørgsmålet er så om man synes den er det på den gode måde.

Heldigvis syntes jeg det... jeg kunne - efter det første kvarters tid at have vaklet - godt om den. Men jeg forstår udmærket hvis ikke alle kan lide den. Bestemt. Det er en krævende film.

Hvor 300s historie var simpel og er denne her noget mere indviklet og til tider uden mening. Det kræves det at man ser bort fra. Og historien er arytmisk, til tider fortalt staccato, og minder på mange måder om gammeldags teater. Og baggrundene, scenografien, er gennemført stiliseret - langt fra på nogen måde at have noget med noget der kunne virke virkeligt at gøre.

Det kan man se som en svaghed eller som del af charmen.

Vælger man at lade sig føre med, får man historien om den unge horeunge, Theseus, som ender med at forsvare hellenerne mod den onde kong Hyperion og minotauren og meget andet - ikke mindst guderne og titanerne som venter i kulissen. (Nogen konkret myte er der dog tale om - så man skal ikke gå ind som oldævlsnørd og regne med legemliggørelsen af de våde drømme.)

Man trakteres med grusomheder og orgier af blod og overskårne lemmer og kroppe, i forskellige former for slow.

Jo, jeg kunne lide den. Men der trækkes i den grad veksler på ens suspension of disbelief. Også lidt for mange til mig. Derfor kommer den ikke op at ringe.

Men den skal have 4 ud af 6 fra mig. Grænsende til de 5. Jeg bliver samtidigt ikke overrasket over hvis nogen vil give den 2.

Skuespilsmæssigt skal Mickey Rourke fremhæves som Hyperion. Og så er det lidt pudsigt med Ulla Essendrop aka Freida Pinto som det jomfruelige orakel, Phaedra.

Jeg ved ikke om den version vi så var med de færdige tekster. Det håber jeg ikke. For det første var de dårligt teknisk udført, fordi de 3D-mæssigt indimellem befandt sig inde i baggrunden. Og hvis der i forvejen er problemer med suspension of disbelief, så hjælper det ikke ligefrem på det! Og for det andet var det indimellem simpelthen forfærdeligt oversat.

Hvis det ikke skulle fremgå, så er filmen ikke for de små. Den er nok mest til at invitere ens med-drengerøve ind til - men jeg mener bestemt ikke det er en kulturelt underlødig film. Der er sikkert bare mange der ikke vil fatte hvor lødig den er!

Den har vist officiel premiere 1. december.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg modtog min giveaway prize i går, fra Flo's Diner. Bogen Drengen i kufferten af Lene Kaaberbøl og Agnete Friis.

Og da jeg ikke lige var igang med noget andet, begyndte jeg på den i aftes. Det viste sig at være en rigtig pageturner, kan jeg sige her 300 sider efter.

Jeg vil ikke sige for meget om handlingen - for meget af drivet i bogen går på, at prøve at finde ud af hvad der egentlig foregår, men det er nok ikke at gå for vidt at sige at den handler om en dansk kvinde, Nina Borg, som finder en dreng i en kuffert. Og en litauisk kvinde som vågner op, og mangler sin dreng. Hvis man tror der er en sammenhæng mellem de to ting, må det være for egen regning, jeg siger ikke mere!

Min største anke i forhold til bogen er nok, at jeg synes Nina Borg er noget irrationel i sin tilgang til sagen. Det forklares og kan accepteres, men pressede min suspension of disbelief.

Og så kunne jeg godt have undværet passagerne med hendes mand - enten må han tegnes klarere op og komme mere i karakter, eller man må skære dem ud. Jeg forstår godt hvorfor passagerne er der, men den persontegning af Nina Borg der opnås, kunne være fremkommet på anden vis. Men det er i småtingsafdelingen.

Som regel læser jeg bøger på engelsk, og når jeg indimellem læser en dansk bog kan jeg godt blive irriteret over sproget. At der partout skal bindes krummelurer omkring hver eneste sætning, istedet for at fokusere på fortællingen. Jeg følte lidt af det samme med denne bog, men heldigvis kun i starten. Måske overså jeg det senere, fordi jeg var grebet af handlingen, måske er jeg i vane med at læse på dansk efter Afrika-trilogien, eller også er den bare dejligt fri for dem.

Det er en bog der sagtens kan anbefales til læsning i sommerlandet, eller på et hvilket som helst andet land, hvis man trænger til noget gedigen, dansk spændingsroman. Bogen er så den første om Nina Borg, kan jeg se - jeg skal bestemt ikke afvise at jeg får fat på de næste i rækken, Et stille umærkeligt drab og hvad der videre måtte komme.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er lige kommet hjem efter at have set Avatar i Imperial. Jeg havde pænt høje forventninger til filmen - og de blev mere end indfriet. Jeg er fuldstændig blæst omkuld i hovedet.

Jeg har aldrig i den grad oplevet suspension of disbelief. Og de der blå aliens man har set billeder af, som virker sådan utroværdige på billeder? Glem det, de er fuldstændig troværdige i den film, de eksisterer sgu!

Filmen hovedperson er marine-infanteristen Jake Sully, som har mistet førligheden i sine ben. Hans bror, forskeren er død, hvorfor han tilbydes at tage hans plads på planeten Pandora, i Avatar-programmet. Et program som sætter deltagerne i stand til at overtage en specialbygget krop - en genetisk blanding af Pandoras intelligente race, Na'vierne, og mennesket, Avatar-styreren selv.

Na'vierne og Pandora er filmens egentlige hovedpersoner. Na'vierne er et folk som lever i pagt med naturen - der er nok tænkt en del på indianere - og med en speciel kropsdel kan de interface med andre levende skabninger på planeten.

Men alt er naturligvis ikke lutter idyl - menneskets tilstedeværelse på planeten skyldes deres jagt på et meget værdifuldt mineral. Og det komme naturligvis til... skærmydsler... imellem mennsker og na'vier.

Hvis man skal sætte en finger på filmen er det den overordnede historie, som er ganske forudsigelig. Men det gør ikke noget mens musikken spiller, og faktisk er det fedt at se en så utrolig film, som ikke er baseret på en bog - men er helt sin egen.

Og det visuelle... man, oh man... filmen varer små 3 timer, og jeg kunne blive ved med at sidde og se på den planet, og de na'vier + planetes øvrige fantastiske dyr. Kæmpehøje, men elegante - de minder meget om katte (Leoparddrengen likes!). Langt, langt det meste af filmen må være computergenereret, men det virker absolut virkeligt.

Og 3D'en? Fantastisk, fantastisk, fantastisk. Jeg har ingen ide om hvordan filmen holder i 2D, det er også ligemeget - den skal ses i 3D. Og den skal absolut ikke ses på DVD - det vil være blasfemi.

Jeg opdagede at den kun har en 11 års aldersgrænse, så jeg tror jeg skal ind og se den igen med min ældste - jeg troede ikke på forhånd den ville være "fredelig" nok til ham - men den kan han godt klare. Og han skal have oplevelsen af at se den rigtigt.

Hvis man skal sammenligne med andre af James Camerons film, må det være Aliens der kommer nærmest - vi skal bare forestille os en lys & grøn planet i stedet for den skumle der er deri, og så nogle sympatiske aliens i stedet for dem derfra. Så er den der næsten... og Sigourney Weaver er jo også med her. Nej, alvorligt talt, den film er svær at sammenligne med noget.

Jake Sully spilles af Sam Worthington, som også var med i Terminator Salvation. Og selvom det ikke er en film med det store karakterskuespil synes jeg absolut han gør det godt - han minder lidt om Ewan McGregor. Ligesom den kvindelige hovedrolle, na'vien Neytiri, spillet af Zoe Saldana, gør det rigtig godt - selvom det er mærkeligt at skulle bedømme en skuespiller man aldrig ser i menneskeskikkelse.

Anyway - gå ind og se den film. Der er ingen vej udenom.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Kan sådan set meget godt lide den, omend den trækker ens suspension of disbelief til grænsen - og enkelte gange lidt over.

Men jeg kan ikke helt lade være med at tænke på: hvor bliver Herman fra Citybilen af?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.