Det er ingen hemmelighed at Dan Simmons er en af de forfattere jeg holder rigtigt meget af - især hans science fiction, med Hyperion-bøgerne som de absolutte stjerner, men også hans gentolkning af Illiaden (bøgerne Illium + Olympos) står mig nært.

Denne sag, The Abominable, er ikke science fiction. Men man er langt henad vejen lidt i tvivl om hvilken type bog det så er: er det en rejsefortælling, en thriller, eller er det en monsterbog - titlen lægger op til at vi skal møde en afskyelig snemand - og da handlingen for en stor dels vedkommende udspiller sig på ganske få kvadratmeter af Himalaya - nærmere bestemt Mt Everest - er det vel også temmeligt nærliggende.

Tintin i Tibet er et af de værker jeg ofte kom til at tænke på undervejs - men ellers er det en meget klassisk komponeret bog, som i sin grundighed i forberedelsen af læseren til ekspeditionen nærmest kan give mindelser om Jules Verne eller Kaptajn Marryat. (Okay, må indrømme det er meget længe siden jeg har læst sidstnævnte, så jeg er ikke sikker på sammenligning holder - men det var ihvertfald en tanke jeg fik undervejs.)

Plottet er da også på overfladen klassisk: den unge bjergbestiger Jake Perry får i 1925 chancen for at komme med en ekspedition med sin mentor til Mt Everest. Officielt for at lede efter (formoder de) liget af en ung brite af god familie (men vist lidt af en laps), som forsvandt på bjerget året før - næsten samtidig med Mallory og Irvine. Uofficielt er deres mål at nå toppen - når de nu har finansieringen af ekspeditionen på plads.

At der er ugler i mosen får man en fornemmelse af undervejs, hvor forberedelserne således også går over en bayersk vinkælder med nogle ubehagelige tyskere i brune skjorter.

Bjergbestigning er ikke noget jeg har haft nogen synderlig interesse for - så det er noget af en bedrift at bogen (over 672 fysiske sider, skriver Amazon - jeg læste den på Kindle) kan gøre ikke blot bjergbestigningen men også teknikken og logistikken sindsygt medrivende.

For medrevet blev jeg - på bjerget og spillet udenom, som afsløres undervejs, og gør fabelagtig brug af den historiske ramme, på en måde jeg som historieforfalsker kun kan sætte pris på. Og som læsere af Simmons vil vide: når hans personer kommer under huden på én, så sidder de fast - således også med flere i denne. Jo, der dryppede tårer adskillige gange undervejs.

Jeg kan kun anbefale den, den er i mine øjne fremragende - men den må være lidt acquired taste, for på Amazon har den kun et gennemsnit omkring de 3.5 - for mig er det en klar 5'er. Jeg tror muligvis det er den meget lange og meget grundige indledning der skræmmer nogen væk.

For mig var det ihvertfald fortrinlig litteratur til en uges badeferie. Og, iøvrigt - hvis nogen har købt et Kodak Vest Pocket kamera på et loppemarked, cirka 1992, må de meget gerne lade mig det vide!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg må være helt ærlig og sige, at i mine Marvel-læsende dage var Avengers ikke ligefrem en superheltegruppe jeg gik op i. Faktisk irriterede en del af medlemmerne mig - blandt andet Iron Man, Thor og Captain America.

Men mest af alt var jeg nok irriteret af Thor - for hvad helvede lavede en aser i et superhelteunivers. Og de (få) afsnit af Avengers jeg læste, hvor han optrådte, gjorde bestemt ikke sagen bedre.

Og det er så egentligt fordomme jeg har haft siden (dvs, siden 80'erne). Men så kom Iron Man filmen jo her for nogle år siden, og jeg kunne se at jeg måtte revurdere mit syn på Tony Stark/Iron Man. Og så kom der en 2'er, hvori der begyndte at blive lagt op til en Avengers film. Som jeg jo også har set på IMDb er på vej.

Og så kom der jo nu en Thor-film. Og det går op for mig, at med Avengers-filmen laver de den individuelle introduktion først, og får dem så samlet som gruppe (tilsyneladende som initiativ under SHIELD). På den måde er det omvendt af for eksempel X-Men*, hvor hele gruppen blev præsenteret i samme film (hvilket også gør at etteren nok er den svageste af dem) - og den er så blevet splittet ud i mere individuelt fokuserede film siden. Okay, kun Wolverine, men andre kan tænkes.

Så, synes egentligt nok det er en ganske fin måde at samle trådene på, at starte med de individuelle film. Ikke mindst fordi det også gør at filmene hænger mere sammen på tværs - akkurat som tegneserierne, men som er noget jeg har savnet i filmene til nu. Hvorfor nævnes Fantastic Four ikke bare en gang eller to i en Spiderman-film, for eksempel?

Anyway... det var en lang indledning om ingenting. Bottomline er, at jeg gerne ville se Thor på grund af hvad der bliver bygget op til. Men at jeg nok stadig var noget skeptisk i forhold til hele Guden-i-Superhelteland konceptet.

Men det behøvede jeg ikke være. Det er en fed film. Den er faktisk rigtig fed!!

Jeg havde glemt, at jeg jo har læst et par storartede bøger af Dan Simmons, Illium og Olympos, som bringer græsk mytologi ind i en science-fiction verden. Og filmen her minder mig faktisk om noget der kunne være en filmatisering af det, de første 20 minutters tid.

Faktisk ser jeg filmen meget mere som en Science/Fantasy film, end en superhelte film - og en god en af slagsen. Og gude-indledningen får på alle tangenter, så der kom gang i hele Imperials arsenal af subwoofers. Som godt kunne minde om Ringenes Herre, i glimt Og så i 3D. Good times.

Nede på Jorden/i Midgård er det mere komedien der er i centrum - Thor er blevet almindelig dødelig (dog ikke en svækling!), og det har han lidt problemer med at acceptere. Mens astrofysikeren Jane Foster, som støder ind i ham nogle gange, har lidt svært ved at tro på ham. Selvom hun kan sin Arthur C. Clarke.

Kampen er lagt på flere fronter - Thor skal genvinde sin guddommelighed, og asernes trone må ikke falde i Jætternes kolde hænder.

Hvilket sådan set var drive nok til mig - men samtidigt ligger der også gennem denne film, den større historie, om tilblivelsen af Avengers. Og det giver altså lige den dimension mere, som gør at jeg synes dette klart er en topfilm i Marvel-serien; selvom jeg altså egentligt ikke vil betegne den som egentlig superheltefilm. (Og jeg forestiller mig i øvrigt at det er en dimension, som går hen over hovedet på de fleste anmeldere på aviserne.)

Castet er noget nær sublimt: Chris Hemsworth leverer i den grad som Thor (som jeg ellers kun kender fra en ikke særligt gode Star Trek), Natalie Portman fungerer også i 3D (i en scene med bouncing boobs måtte jeg dog overveje om de igen var blevet computerforstørret), store biroller leveres storartet af Anthony Hopkins og Stellan Skarsgård.

Og Loke spilles af en Tom Hiddleston, som jeg hele tiden havde fornemmelse af jeg kendte, men kan ikke på IMDb se at jeg kender ham fra noget. Men det vil nu overraske mig hvis han ikke dukker op en del i fremtiden!

Og så er Stan Lee naturligvis still going strong, i Thor deltager han som den tabende part i et forsøg på tovtrækning.

3D'en fungerede på den bedste måde - uden at man lagde mærke til den, den var der bare.

Hvis man skal finde en svaghed, er det måske nok at man ikke bliver revet emotionelt med. Der var ingen tårer ved slutningen som jeg bestemt har kunnet klemme ud ved et par af de bedste Marvel-film (mest X-Men 2). Det er absolut mest en film som underholder.

Den har rating 15 år - det synes jeg personligt nok er i overkanten, der var sådan set ikke andet end ren ramasjang - og den var i 114 underholdende minutter, nogle actionfyldte, nogle komiske. Og den skal have 5 ud af 6 leopardkløer, eller hvad det nu er jeg giver. Også selvom jeg var skeptisk inden - eller måske har det gjort mig glædeligt overrasket. Whatever.

* Der var iøvrigt også trailer til X-Men-i-60'erne filmen, X-Men: First-Class. Jeg tror nok det var 1. juni den stod til. Det glæder man sig naturligvis også til!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Langt de fleste kender jo nok serien Lost, så i virkeligheden er dette indlæg nok lidt overflødigt. Men jeg må lige have luft for lidt begejstring. For på grund af mit spartanske udvalg af TV-stationer er den ny for mig.

Men jeg havde jo hørt nogle omtale den positivt - nok til at den dæmrede nok i baghovedet til mig, da jeg skulle finde julegaver i år, til at jeg købte første sæson til min eks. Med den lumske bagtanke, at jeg jo selv kunne låne den efterfølgende. (Men jag var nu ikke kun lumsk - jeg havde også en klar formodning om at den ville være noget for hende.)

Nå, men da jeg så for et par dage siden var 'sitter for ungerne hos hende, og jeg kunne se den stadig stod urørt - blev jeg utålmodig og bange for at den aldrig skulle blive set. Og jeg var jo nysgerrig. Så jeg lånte den lige med, den første sæson.

Og så har jeg ellers på 2 døgn set 9 afsnit... de er da også ret korte. Og jeg er ganske solgt på historien - som i den grad trækker på meget af det gode og arketypiske i litteraturen. Jeg mener ihvertfald at have genkendt - eller ihvertfald fornemme at genkende - Jules Vernes Den Hemmelighedsfulde Ø, H.G. Wells' The Island of Dr Moreau og ikke mindst Shakespeares The Tempest (Stormen). Og der er sikkert meget andet, som jeg eneten ikke har læst, eller ikke lige tænkt på. (Lord of the Flies er for banal at køre ind over, og Watership Down refereres der til, men det er meget begrænset hvad den kan overlappe.)

Men det jeg næsten bliver mest begejstret for er fortælleteknikken - som i den grad, sammen med dele af historien, giver mig mindelser om Dan Simmons Hyperion (første bind, altså) - og jeg er spændt på hvor længe de kan fortsætte serien i dens nuværende form, for det står samtidigt klart at den må ændre karakter (endnu mere) henad vejen.

Men i det hele taget må jeg sige, at Dan Simmons er den jeg kommer til at tænke mest på, når jeg ser historien - på grund af Hyperion, som nævnt, men også fordi jeg først og fremmest kender til The Tempest fra hans Illium og Olympos værker.

Og så er det jo ikke fordi det er så litterært og kedeligt, som det måske kunne komme til at lyde ud fra det her. Starten af serien må være noget af det mest adrenalinfremkaldende jeg længe har set. Og det er da også J.J. Abrams, som jeg før har været ganske glad for med Alias, som står bag.

Så - udfra hvad jeg indtil videre har set, kan jeg kun anbefale den serie, til de af mine læsere som endnu ikke måttet have set den. Jeg har med vilje ladet være med at fortælle noget om handlingen, for det vil uvægerligt føre til spoilers, og det er synd. Lad mig blot sige det handler om nogen der er styrtet ned med et fly - så er der vist ikke røbet for meget.

Og for de der har set serien.... så kunne det da være, at de fik lyst til at læse noget af det jeg henviser til. Hyperion-bøgerne er altså fantastiske!

(Jeg har dog enkelte brok ting over serien - når man som jeg har set rigtigt mange serier fra HBO eller Showtime, hvor der ikke er reklamer - så virker det så forbandet irriterende, når der kommer reklamehuller. Og så fatter jeg stadig ikke at de skulle have så svært ved at finde vand... for helvede, det er en tropisk (eller subtropisk?) ø, det regner, og der er bjerge?! Der må være tonsvis af bække...)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu hvor jeg er ved boganmeldelserne, bør jeg måske også komme ind på en af mine absolutte favorit Science Fiction bogserier: den såkaldte Hyperion Cantos, en moderne klassiker bestående af 4 bøger af Dan Simmons (Hyperion, The Rise of Hyperion, Endymion, The Fall of Endymion), som også blev aktualiseret for mig for nylig.

Det tog mig lidt tid at komme ind i Hyperion - jeg var totalt uforberedt på den, og det tager lidt tid før man finder ud af sammenhængende & universet - og ydermere består Hyperion (altså første bog) af 7 mindre historier, en slags dekameron - skrevet i vidt forskellig stil. Mit bedste råd er bare at lade sig flyde med strømmen, sammenhængen skal nok komme (og man har under alle omstændigheder lyst til at læse den igen når den er slut).

Og når først man kommer ind i historierne, er de nogle af de mest medrivende & fantastiske & emotionelle man kan finde i Science Fiction. Min personlige favorit blandt de korte er The Scholar's Tale.

De efterfølgende 3 bøger er mere traditionelle i fortælleform (altså ikke brudt op som 1'eren), men er ikke mindre medrivende af den grund.

Som en servicemeddelelse inden man begiver sig i kast med bøgerne: det er godt at vide at Shrike betyder tornfugl, og det skader ikke at have et blot overfladisk kendskab til John Keats.

Andre bøger af Simmons kan i øvrigt også anbefales, for eksempel Ilium og Olympos (hans Science Fiction genfortolkninger af Iliaden, iblandet lidt Shakespeare - jo, jo, det er skam meget litterært det hele!).

Pas på. Here be lions and tigers and bears!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.