Som så mange andre var jeg engang beundrer af Baby Trump, i hans daværende inkarnation. I virkeligheden var den inkarnationen jo nok den samme, og det var bare sværere at se forbi elbilerne, soltagene & rumraketterne - men han virkede ihvertfald til at have fat i noget fedt.

Men billedet krakelerede langsomt. I starten virkede det egentligt tilforladeligt, som om han bare blev mere og mere excentrisk. Jeg havde det svært med at han overhovedet ville tale med Papa Trump, og han fremstod ikke længere beundringsværdig.

Men det var først ved oversvømmelsen af grotterne i Thailand at jeg for alvor kunne se hvem der gemte sig bag masken - og jeg ikke bare mistede alt for ham, jeg så ham derefter som en fjende & en fare.

Et billede han kun har forstærket i årene siden, men i det mindste kunne jeg undgå ham.

Lige indtil han kom til at købe twitter. Og nu, som den baby han er, er i færd med at ødelægge, som en rangle han ikke kan forstå.

Jeg elskede engang twitter, så det er svært. Ikke for det, twitter var langt fra perfekt før, og jeg brugte det mindre og mindre. Til dels fordi jeg i disse år har mindre tid, men også fordi stemningen var skiftet der - noget flokmentalitet der ikke var der før, var opstået.

Men på trods af uperfektheden rummede det stadig en masse minder, og jeg vidste at det var der, hvis jeg skulle få brug for det.

Men ikke længere. Med Baby Trumps tilkomst er det blevet et værktøj for ondskab, det bliver tydeligere og tydeligere. Og så meget jeg gennem tiden har punket facebook-brugere for ikke at forlade dén ondskab, kan jeg ikke rigtigt se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke drager konsekvensen.

I første omgang er det at gå eksil. Jeg lukker ikke min konto på twitter - endnu - jeg har stadig et håb om at det hele på en eller anden måde går over. Men jeg afinstallerer min app, og kontoen kommer til at være i dvale for nu.

Istedet er jeg blevet lukket ind i Helvede på mastodon, og vil der kunne findes som leoparddrengen@helvede.net - hvor meget det kommer til at blive til der er jeg ikke helt klar over endnu, jeg skal vænne mig til at trutte i stedet for at pippe.

Twitterguiden lader jeg foreløbig være. Når jeg tager mig sammen til det, tilføjer jeg en note om at jeg ikke længere kan anbefale twitter, og måske et link til dette indlæg. Men af historiske årsager synes jeg den vil være forkert at fjerne.

Og.... tja... det var vel det.