Da jeg i dag gik på twitter, blev jeg ret hurtigt meget interesseret i hvad der foregik - en interesse, der i løbaet af dagen nærmest er blevet til eufori.
@monggaard var nemlig på en form for release party / infomøde om #HBONordic. Som viser sig at blive en streaming og Video on Demand tjeneste, som vil give adgang til ikke blot HBO's serier, men også ting fra samarbejdspartnere.
Via kabel/parabol - men altså vigtigst for mit vedkommende, også over nettet. For en pris af 10 € om måneden!
Det lyder ganske fantastisk - det betyder blandt andet adgang til splinternye afsnit af HBO's blockbusters som Game of Thrones, indenfor 24 timer af at afsnittet har haft premiere i USA. Med danske tekster! (Jeg håber så også der bliver mulighed for at vælge engelske, og ikke mindst slå dem fra.)
Og altså, måske næsten endnu bedre - også adgang til alle de HBO-serier, vi aldrig hører om - som måske er for smalle til at der skabes hype internationalt, men stadig er kvalivare.
Det er simpelthen noget jeg har sukket efter meget længe - der har nemlig godtnok været mulighed for HBO på nettet i USA - men selv med unblock-us har man ikke kunnet herhjemmefra, fordi de har krævet US-kabelabonnement.
Og Netflix har HBO ikke villet være del af. Derfor har den eneste måde at se HBO-ting inden de kom på DVD været via pirat-sites - det er der kommet denne storartede tegneserie ud af, som beskrev problemet i en nøddeskal. Og jeg har altså aldrig rigtigt ville bruge de piratsider - det virker dobbelt forkert, når det er noget kvalitet, man faktisk rigtigt gerne vil betale for. Sådan har jeg det ihvertfald.
Men det lader til at være fortid, nu. Og jeg tror helt jeg vil droppe Netflix, for det jeg i virkeligheden altid ønskede var adgangen til HBO.
Og hvorfor er jeg så vild med HBO? Fordi de - sammen med et par andre selskaber, som leverer TV via kabel - står for de bedste TV-serier fra USA. Jo, enkelte andre serier, som for eksempel Lost, er bestemt også værd at se.
Men kabelselskaberne, med HBO i front, leverer kompromisløs kvalitet, især på manuskriptsiden. Det kan de gøre, fordi de ikke sender gennem luften - og derfor ikke er underlagt den "moralske" lovgivning USA har for hvad der må sendes i æteren, som udelukker bandeord, nøgenhed, sex og en masse andet godt.
Samtidig er der ikke reklamer i programmerne - så forfatteren skal ikke skrive henimod en cliffhanger hvert kvarter, så der er en chance for at seeren vender tilbage efter reklamepausen. (Det helt absurde er så, at rigtigt mange HBO-serier herhjemme er blevet sendt på reklamekanaler, så de er blevet fuldstændigt ødelagt.)
Dette gør - er min teori, ihvertfald - at forfatterne kan skrive sig helt ud, og koncentrere sig om det det handler om - den gode historie. Uden at skulle tage hensyn til alt muligt andet.
Og det har altså blandt andet resulteret i serier som Sopranos, Six Feet Under, Sex and the City, The Wire, Band of Brothers, Angels in America, Deadwood, Rome, True Blood og Game of Thrones.
Jeg synes sgu det er svært at få armene ned. Jeg håber implementeringen kommer til at leve op til det, der er blevet sagt.
Det er ihvertfald helt sikkert jeg skal være abonnent fra første dag - det skulle vist nok starte midt i oktober. Man kan skrive sig op på HBO Nordic for at få tilsendt, når der er nærmere oplysninger. Ellers kan man også følge @HBOdk på twitter.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Viser opslag med etiketten TV. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten TV. Vis alle opslag
torsdag den 30. august 2012
onsdag den 17. august 2011
X-Bov - resume og anmeldelse
Det var med spænding jeg åbnede op for DRs nye satsning i reality-genren i går. Da jeg kun kan se luftbårent TV er det begrænset hvad jeg ellers har kunnet følge med i af den slags.
Historien i X-Bov foregår i 3.X på et sjællandsk gymnasium - det præcise sted holdes hemmeligt for ikke at eksponere de unge for meget - og det gælder om at vinde nøglerne til Den Gyldne Bov (som bare ligner en Jaka Bov med noget maling). Undervejs holdes der delafstemninger, og seerne kan være med i nogle, andre er for eleverne på gymnasiet.
Jeg forstod ikke helt systemet, især er det lidt underligt, fordi man ikke ved hvornår afstemningerne kommer. Der var ikke nogen i første afsnit kan jeg afsløre.
Det åbnede med at Lars L havde stjålet et kærestefoto af Helle og Villy fra Helle, og det morede han sig nu med at vælte nede i kantinen - det troede han han ville blive rigtigt populær på, men han vidste ikke at Helle og Villy holdt fri den dag, og i stedet knaldede på Helles kollegieværelse. Hvilket straks gjorde dem så populære at de fik De Frosne Majs (Helle) og De Frosne Ærter (Villy). Jeg forstod ikke helt hvad forskellen er på dem, men ihvertfald er både Helle og Villy fredet i næste afsnit.
Den nørdede Søren P - som hele tiden citerer Star Trek (We are the Bov) - var lige kommet hjem fra spejderlejr i Jylland og talte på gymnasiets forum meget for at alle regler skulle overholdes, altid. Imens forsvarede Claus at Lars L havde stjålet Helles billede med "at et lille tyveri jo ikke gjorde så meget". Og brokkede sig over at Helle og Villy ikke kom i skole, men det viste sig at hans egen fraværsprocent var alt for høj, han blev senere kaldt ned til rektor og truet med at blive smidt ud.
Lars B, som er kæreste med Lars L, flippede grøn over at der ikke kom nogen afstemning, og truede med at forlade programmet. Lars L tænkte at han måtte vise Lars B at det kun var de to, og sagde derfor til Pia at hun alligevel ikke måtte komme med i en trekant. Pia havde ellers set frem til at være dominatrix, og blev nu skidesur fordi hun "blev spist af" med et golden shower af Lars L.
Søren E var blevet møgsur over at Gymnasiet ville holde fest, hvor også klasser fra et andet gymnasie var inviteret, og klagede til elevrådsformanden. Han gav i første omgang Søren E ret, men da festen ikke længere blev kaldt en fest men et bal sagde elevrådsformanden god for det, og så flippede Søren E for alvor skråt.
Søren Es gode ven, Søren K, fik imens hvad der må betegnes som et nervøst sammenbrud, fordi Søren K mente at hans tvillingesøster, Sørine var blevet hængt ud i GymnasieBladet. Sørine går ellers slet ikke i gymnasiet, men arbejder deltids som organist i den lokale kirke, men hun havde sat et skjult webcam op i drengenes omklædningsrum, og lagt det på nettet. Det var det de skrev om i GymnasieBladet. Søren svarede igen ved at sætte et skjult webcam op i pigernes omklædningsrum - "Så går det lige O-P op!" sagde han.
Og alt i mens scorede Margrethe billige point ved at tilbyde lektiehjælp i kantinen.
Og hvad syntes jeg så? Altså - ingen tvivl om at jeg følte mig godt underholdt, men på den lidt ufede mod hvor man sidder med dårlig smag i munden. Det skyldes til dels castingen - man har altså svært ved at tro på, at den danske ungdom virkeligt er så tåbelige, som de viser sig i serien - skulle det virkelig være reality? (Og så kunne castingen altså godt have fundet en klasse, hvor de ikke allesammen hedder Søren eller Lars, det er ret forvirrende.)
Det virker også som om der er nogle personer der er blevet klippet helt ud, eller som man ihvertfald ser meget lidt til. Det kan være det hjælper henad vejen, men de måtte ihvertfald godt profileres lidt bedre.
Seriens største problem er dog, at den er meget rodet synes jeg. Det er meget svært at forstå, som seer, hvordan nogle af de ting der bliver gjort, skal hjælpe eleverne til at vinde Den Gyldne Bov. Jeg håber det hjælper i næste afsnit. (Spoileren for næste afsnit var iøvrigt at Lars L får et blowjob - men det er skjult hvem som giver det.)
Historien i X-Bov foregår i 3.X på et sjællandsk gymnasium - det præcise sted holdes hemmeligt for ikke at eksponere de unge for meget - og det gælder om at vinde nøglerne til Den Gyldne Bov (som bare ligner en Jaka Bov med noget maling). Undervejs holdes der delafstemninger, og seerne kan være med i nogle, andre er for eleverne på gymnasiet.
Jeg forstod ikke helt systemet, især er det lidt underligt, fordi man ikke ved hvornår afstemningerne kommer. Der var ikke nogen i første afsnit kan jeg afsløre.
Det åbnede med at Lars L havde stjålet et kærestefoto af Helle og Villy fra Helle, og det morede han sig nu med at vælte nede i kantinen - det troede han han ville blive rigtigt populær på, men han vidste ikke at Helle og Villy holdt fri den dag, og i stedet knaldede på Helles kollegieværelse. Hvilket straks gjorde dem så populære at de fik De Frosne Majs (Helle) og De Frosne Ærter (Villy). Jeg forstod ikke helt hvad forskellen er på dem, men ihvertfald er både Helle og Villy fredet i næste afsnit.
Den nørdede Søren P - som hele tiden citerer Star Trek (We are the Bov) - var lige kommet hjem fra spejderlejr i Jylland og talte på gymnasiets forum meget for at alle regler skulle overholdes, altid. Imens forsvarede Claus at Lars L havde stjålet Helles billede med "at et lille tyveri jo ikke gjorde så meget". Og brokkede sig over at Helle og Villy ikke kom i skole, men det viste sig at hans egen fraværsprocent var alt for høj, han blev senere kaldt ned til rektor og truet med at blive smidt ud.
Lars B, som er kæreste med Lars L, flippede grøn over at der ikke kom nogen afstemning, og truede med at forlade programmet. Lars L tænkte at han måtte vise Lars B at det kun var de to, og sagde derfor til Pia at hun alligevel ikke måtte komme med i en trekant. Pia havde ellers set frem til at være dominatrix, og blev nu skidesur fordi hun "blev spist af" med et golden shower af Lars L.
Søren E var blevet møgsur over at Gymnasiet ville holde fest, hvor også klasser fra et andet gymnasie var inviteret, og klagede til elevrådsformanden. Han gav i første omgang Søren E ret, men da festen ikke længere blev kaldt en fest men et bal sagde elevrådsformanden god for det, og så flippede Søren E for alvor skråt.
Søren Es gode ven, Søren K, fik imens hvad der må betegnes som et nervøst sammenbrud, fordi Søren K mente at hans tvillingesøster, Sørine var blevet hængt ud i GymnasieBladet. Sørine går ellers slet ikke i gymnasiet, men arbejder deltids som organist i den lokale kirke, men hun havde sat et skjult webcam op i drengenes omklædningsrum, og lagt det på nettet. Det var det de skrev om i GymnasieBladet. Søren svarede igen ved at sætte et skjult webcam op i pigernes omklædningsrum - "Så går det lige O-P op!" sagde han.
Og alt i mens scorede Margrethe billige point ved at tilbyde lektiehjælp i kantinen.
Og hvad syntes jeg så? Altså - ingen tvivl om at jeg følte mig godt underholdt, men på den lidt ufede mod hvor man sidder med dårlig smag i munden. Det skyldes til dels castingen - man har altså svært ved at tro på, at den danske ungdom virkeligt er så tåbelige, som de viser sig i serien - skulle det virkelig være reality? (Og så kunne castingen altså godt have fundet en klasse, hvor de ikke allesammen hedder Søren eller Lars, det er ret forvirrende.)
Det virker også som om der er nogle personer der er blevet klippet helt ud, eller som man ihvertfald ser meget lidt til. Det kan være det hjælper henad vejen, men de måtte ihvertfald godt profileres lidt bedre.
Seriens største problem er dog, at den er meget rodet synes jeg. Det er meget svært at forstå, som seer, hvordan nogle af de ting der bliver gjort, skal hjælpe eleverne til at vinde Den Gyldne Bov. Jeg håber det hjælper i næste afsnit. (Spoileren for næste afsnit var iøvrigt at Lars L får et blowjob - men det er skjult hvem som giver det.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
lørdag den 26. februar 2011
Quiz 142: Hvilket TV-program
søndag den 30. januar 2011
Lykke - en irritationskomedie
Jeg synes efterhånden jeg har set nok afsnit af DRs såkaldte depressionskomedie Lykke til at have en mening om den (inklusive aftenens afsnit, som jeg smugkiggede på nettet - og det skal nok give nogen søgninger på Mathilde Norholt nøgen...).Og min konklusion er, at jeg fatisk ikke særlig godt kan lide den. Jeg har ellers været i tvivl længe. Der er masser af historier i serien - dens problem er bare, at de alle forekommer så inderligt ligegyldige, ligesom nogle af dem er så bortrevet fra hovedhistorien, at jeg overhovedet ikke fatter hvad de gør i serien.
Og det store persongalleri er tilsyneladende befolket af i bedste fald intetsigende personer - og langt de fleste af dem er særdeles usympatiske, og uden noget man kan identificere sig med, så man kan få interesse for personen.
Under det seneste afsnit bemærkede jeg hvordan jeg sad under hver scene, og bare håbede at scenen ville skifte snart, for det der gad jeg da ikke høre om - blot for at fornemmelsen gentog sig, når scenen rent faktisk skiftede.
Alligevel bliver jeg nok ved med at se den - jeg ved ikke helt hvorfor, hvilket også irriterer mig. Og det er nok den følelse jeg mest har om serien - den irriterer mig. Og jeg forstår stadig ikke hvad den vil.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
anmeldelser,
lykke,
TV
søndag den 23. januar 2011
Min kloge dreng
Ja, den ældste er bestemt også klog, men her er et par eksempler fra den yngste i løbet af ugen, som jeg har grint og været imponeret over.
Først spillede han Familiespillet i Pengeby. Det er sådan en slags pædagogisk sag, vistnok udviklet af Danske Bank, som skal lære de unge om hvad penge er, og hvordan man holder hus med dem og om økonomisk ansvarlighed.
Jeg har spillet det engang med ungerne - blandt andet fordi de sagde jeg skulle, det er vist derfor det hedder Familiespillet - og det er sådan at man har en familie som kommer ud for forskellige problemer (som at vandrøret er sprunget eller bilen er i stykker) og man så skal beslutte hvad man gør ved det - tingene kan blive mere bekostelige hvis man for eksempel prøver at reparere vandrøret selv, og det ender med en større vandskade.
Og så kommer der efter hver måned en opgørelse over hvordan det går med indtægter og udgifter, og ved årets slutning er spørgsmålet hvor mange penge man har til at holde en megafest. Som jeg husker det.
Et lille spil, men meget pædagogisk altså. Og den yngste spiller det nogen gang - det er beregnet til 8-9 årige, men han er kun 5 og har lidt problemer med at man egentlig skal kunne læse. Derfor råber han på mig, for at jeg kan læse spørgsmålene op for ham (og egentlig også tage stilling til hvad der skal gøres ved det sprungne vandrør).
Og efter denne lange indledning: da vi så var kommet gennem serien af spørgsmål og kom til månedsafslutningen sagde han meget henkastet, mens han trykkede sig videre forbi månedsoversigten: Det der, det er ikke vigtigt!
Og jeg kunne ikke lade være at more mig højlydt over hvordan der blev kastet smuds på det her store pædagogiske arbejde der var lagt i spillet. Og det glæder mig at han er så carefree i forhold til det samlede resultat :)
Anyway, den næste bemærkning faldt kort efter, og den var jeg faktisk oprigtigt imponeret over, for den viser noget om opfattelse af fiktion kontra virkelighed og dramaturgisk forståelse.
Vi sad og så et eller andet på Ramasjang. Noget med en fyr som blev ved med at få fortune cookies som hvergang spåede at han var verdens mest uheldige og ildestedte mand. Eller noget i den dur. Og senere udsattes han for alle mulige uheldigheder og tegn på uheldigheder. Blandt andet mødte han en sort kat, og kort efter 2 sorte katte, for til sidste at være forfulgt af en hæl sværm af sorte katte.
Da han mødte den første sorte kat kunne jeg fornemme på den yngste at han ikke forstod hvorfor manden prøvede at undgå den. "Det er fordi man siger, at sorte katte bringer uheld," forklarede jeg.
Hvortil han kort efter svarede, uddybende: "Og i TV sker der altid det man siger!" (Oversat: han ved godt det er myter & overtro, men han ved også at man kan være ganske sikker på at det bliver brugt i tegenfilmen som værende eviggyldige sandheder.) Det syntes jeg faktisk var ret indsigtsfuldt!
Og når jeg putter ham, ligger han og taler om tal i øjeblikket. Det har han gjort noget tid, og har fuldt check på lige og ulige tal. Jeg kunne så ikke lade være at fortælle ham om, i forgårs, hvordan man altid kunne regne med at, at hvis 2 lige tal eller 2 ulige tal bliver lagt sammen, bliver resultatet et lige tal. Men hvis det er et tal af hvert slags (1 lige tal + 1 ulige tal) bliver resultatet ulige.
Og det havde han så fuldt styr på da jeg puttede ham i aftes. Det syntes jeg egentlig også var ok imponerende grebet abstrakt tænkning.
Og det fik jeg bare lidt lyst til at skrive ned/dele. :)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Først spillede han Familiespillet i Pengeby. Det er sådan en slags pædagogisk sag, vistnok udviklet af Danske Bank, som skal lære de unge om hvad penge er, og hvordan man holder hus med dem og om økonomisk ansvarlighed.
Jeg har spillet det engang med ungerne - blandt andet fordi de sagde jeg skulle, det er vist derfor det hedder Familiespillet - og det er sådan at man har en familie som kommer ud for forskellige problemer (som at vandrøret er sprunget eller bilen er i stykker) og man så skal beslutte hvad man gør ved det - tingene kan blive mere bekostelige hvis man for eksempel prøver at reparere vandrøret selv, og det ender med en større vandskade.
Og så kommer der efter hver måned en opgørelse over hvordan det går med indtægter og udgifter, og ved årets slutning er spørgsmålet hvor mange penge man har til at holde en megafest. Som jeg husker det.
Et lille spil, men meget pædagogisk altså. Og den yngste spiller det nogen gang - det er beregnet til 8-9 årige, men han er kun 5 og har lidt problemer med at man egentlig skal kunne læse. Derfor råber han på mig, for at jeg kan læse spørgsmålene op for ham (og egentlig også tage stilling til hvad der skal gøres ved det sprungne vandrør).
Og efter denne lange indledning: da vi så var kommet gennem serien af spørgsmål og kom til månedsafslutningen sagde han meget henkastet, mens han trykkede sig videre forbi månedsoversigten: Det der, det er ikke vigtigt!
Og jeg kunne ikke lade være at more mig højlydt over hvordan der blev kastet smuds på det her store pædagogiske arbejde der var lagt i spillet. Og det glæder mig at han er så carefree i forhold til det samlede resultat :)
Anyway, den næste bemærkning faldt kort efter, og den var jeg faktisk oprigtigt imponeret over, for den viser noget om opfattelse af fiktion kontra virkelighed og dramaturgisk forståelse.
Vi sad og så et eller andet på Ramasjang. Noget med en fyr som blev ved med at få fortune cookies som hvergang spåede at han var verdens mest uheldige og ildestedte mand. Eller noget i den dur. Og senere udsattes han for alle mulige uheldigheder og tegn på uheldigheder. Blandt andet mødte han en sort kat, og kort efter 2 sorte katte, for til sidste at være forfulgt af en hæl sværm af sorte katte.
Da han mødte den første sorte kat kunne jeg fornemme på den yngste at han ikke forstod hvorfor manden prøvede at undgå den. "Det er fordi man siger, at sorte katte bringer uheld," forklarede jeg.
Hvortil han kort efter svarede, uddybende: "Og i TV sker der altid det man siger!" (Oversat: han ved godt det er myter & overtro, men han ved også at man kan være ganske sikker på at det bliver brugt i tegenfilmen som værende eviggyldige sandheder.) Det syntes jeg faktisk var ret indsigtsfuldt!
Og når jeg putter ham, ligger han og taler om tal i øjeblikket. Det har han gjort noget tid, og har fuldt check på lige og ulige tal. Jeg kunne så ikke lade være at fortælle ham om, i forgårs, hvordan man altid kunne regne med at, at hvis 2 lige tal eller 2 ulige tal bliver lagt sammen, bliver resultatet et lige tal. Men hvis det er et tal af hvert slags (1 lige tal + 1 ulige tal) bliver resultatet ulige.
Og det havde han så fuldt styr på da jeg puttede ham i aftes. Det syntes jeg egentlig også var ok imponerende grebet abstrakt tænkning.
Og det fik jeg bare lidt lyst til at skrive ned/dele. :)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
DR Ramasjang,
penge,
pædagogik,
TV,
unger
søndag den 26. december 2010
Fantastisk original tanke
 |
| Kan iøvrigt ikke lade være at tænke på Wilhelm Freddie, når DRs værter folder sig ud med påspændt mikrofon |
Idag til aften havde DR et årskavalkade program, hvor der blev set tilbage på året der gik. Blandt andet med et dobbeltinterview, som vist skulle være morsomt tænkt, med Lars Løkke Rasmussen og Morten Olsen, som skulle sammenligne hinandens jobs og situation.
Altså - kan de ikke snakke lidt sammen. Eller kunne enten Morten Olsen eller Lars Løkke ikke lige have informeret om, at det havde de altså gjort én gang?
For der er vel ikke nogen grund til ligefrem at træde i ensheden? Eller det er der måske netop?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
DR,
Lars Løkke Rasmussen,
medier,
Morten Olsen,
TV,
tv2
torsdag den 9. december 2010
Quiz 125: Hvilket TV-program
tirsdag den 30. november 2010
Absalons Hemmelighed
For de som ikke så den første gang - måske fordi man ikke havde børn i den alder - vil jeg anbefale Absalons Hemmelighed, DR1s julekalender for de større børn. Den var rigtig god, og jeg skal se den igen, også når jeg ikke har børn.
Den er skrevet af Maya Ilsøe, som også skrev sidste års Pagten - og hvilken af dem der er bedst, vil jeg ikke gøre mig til dommer over, for det er længe siden Absalons Hemmelighed kørte første gang nu - den er fra 2006. Men gode er de ihvertfald.
Absalons Hemmelighed er noget med Magasin, en engel, en syg søster og hemmelige gange. Og så skal jeg ikke gå mere i detaljer.
Den sendes 19:30-20:00 og fra 20:00-20:30 på Ramasjang hver aften på DR1.
[Opdatering]: En del er havnet på denne side, fordi de har Googlet hvor gammel man skal være for at se Absalons Hemmelighed, eller hvad aldersgrænsen er/hvad alder man skal være. Jeg kender ikke til nogen specifik aldersgrænse, men jeg kan sige at min ældste var syv da han så den første gang - med stor fornøjelse. Det kommer jo altid an på børnene, men jeg tror 6-7 år er grænsen hvor de for alvor får noget ud af den. Men jeg regner da med at min yngste (som er fem) også skal og vil se den. Han er så også ret "fremmelig".
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Absalons Hemmelighed er noget med Magasin, en engel, en syg søster og hemmelige gange. Og så skal jeg ikke gå mere i detaljer.
Den sendes 19:30-20:00 og fra 20:00-20:30 på Ramasjang hver aften på DR1.
[Opdatering]: En del er havnet på denne side, fordi de har Googlet hvor gammel man skal være for at se Absalons Hemmelighed, eller hvad aldersgrænsen er/hvad alder man skal være. Jeg kender ikke til nogen specifik aldersgrænse, men jeg kan sige at min ældste var syv da han så den første gang - med stor fornøjelse. Det kommer jo altid an på børnene, men jeg tror 6-7 år er grænsen hvor de for alvor får noget ud af den. Men jeg regner da med at min yngste (som er fem) også skal og vil se den. Han er så også ret "fremmelig".
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Absalon,
DR Ramasjang,
julekalender,
Maya Ilsøe,
Pagten,
TV
tirsdag den 26. oktober 2010
Berlusconi TV
Jeg har før været i Italien under Berlusconi, og oplevet deres mildest talt sære TV. Men ikke i så ekstrem form som i det nylige Rom-ophold.
Vi havde en eller anden satelit-modtager, så vi havde agang til ca 100 kanaler. Et par af dem var udenlandske: en polsk og en russisk musikkanal, samt et par arabiske, og en på vistnok urdu. Og så en spansk.
Den spanske var den eneste kanal hvor vi ind imellem stødte på nyheder - de handlede altid om chilenske minearbejdere.
Bortset fra det stod menuen på italienske Hvem vil være millionær-kloner (+ den rigtige i italienske udgave) og andre latterlige quizshows, nogle af de berømte shows med ældre Berlusconi-lignende hårtransplanterede mænd og unge storbarmede blonde kvinder (dem var der dog ikke så mange af som jeg havde forventet), et par italienske soaps, et par amerikanske italiensk-eftersynkroniserede ditto (Ugly Betty kunne de godt li'), en enkelt gang eller to en amerikansk spillefilm - naturligvis eftersynkroniseret (Rocky på italiensk - Rocky Balboa talende med klar, distingveret, italiensk stemme), og ikke at forglemme TV Shop, TV Shop og atter TV Shop.
Og masser af reklamer. Mellem udsendelser, midt i udsendelser, sågar nogle gange reklameblokke midt i en anden reklameblok. Det var virkeligt svært at orientere sig om hvad man egentligt var midt i.
På intet tidspunkt oplvede jeg noget, der på mindste måde lignede et oplysende program. Hverken på de statslige RAI 1, 2 eller 3, eller RAI GULP eller hvad de iøvrigt hed, eller de private eller de regionale. Det hele den samme suppe af reklamer og lowlife TV. Jeg så dog ikke noget reality-TV (bortset fra fra den bløde ende, i form af X-Factor, som kørte hele tiden): tror at Robinson og Paradise Hotel er for lowlife til selv italiensk tv.
Anyways: det må være det mest dødssyge og fordummende TV jeg nogensinde har oplevet - og det tør jeg godt udtale, selvom jeg naturligvis har været lidt handicappet i min tilgang, i og med det hele var på italiensk. Men faktisk har jeg en fornemmelse af at jeg ville have syntes endnu mindre om det, hvis jeg havde forstået hvad de sagde. Jeg må dog indrømme - jeg så ikke meget der lignede propaganda, i det det jo ville kræve et eller andet forsøg på oplysning. Som der altså ikke var noget af.
Ikke overraskende at så mange romere søger på gaden om aftenen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Vi havde en eller anden satelit-modtager, så vi havde agang til ca 100 kanaler. Et par af dem var udenlandske: en polsk og en russisk musikkanal, samt et par arabiske, og en på vistnok urdu. Og så en spansk.
Den spanske var den eneste kanal hvor vi ind imellem stødte på nyheder - de handlede altid om chilenske minearbejdere.
Bortset fra det stod menuen på italienske Hvem vil være millionær-kloner (+ den rigtige i italienske udgave) og andre latterlige quizshows, nogle af de berømte shows med ældre Berlusconi-lignende hårtransplanterede mænd og unge storbarmede blonde kvinder (dem var der dog ikke så mange af som jeg havde forventet), et par italienske soaps, et par amerikanske italiensk-eftersynkroniserede ditto (Ugly Betty kunne de godt li'), en enkelt gang eller to en amerikansk spillefilm - naturligvis eftersynkroniseret (Rocky på italiensk - Rocky Balboa talende med klar, distingveret, italiensk stemme), og ikke at forglemme TV Shop, TV Shop og atter TV Shop.
Og masser af reklamer. Mellem udsendelser, midt i udsendelser, sågar nogle gange reklameblokke midt i en anden reklameblok. Det var virkeligt svært at orientere sig om hvad man egentligt var midt i.
På intet tidspunkt oplvede jeg noget, der på mindste måde lignede et oplysende program. Hverken på de statslige RAI 1, 2 eller 3, eller RAI GULP eller hvad de iøvrigt hed, eller de private eller de regionale. Det hele den samme suppe af reklamer og lowlife TV. Jeg så dog ikke noget reality-TV (bortset fra fra den bløde ende, i form af X-Factor, som kørte hele tiden): tror at Robinson og Paradise Hotel er for lowlife til selv italiensk tv.
Anyways: det må være det mest dødssyge og fordummende TV jeg nogensinde har oplevet - og det tør jeg godt udtale, selvom jeg naturligvis har været lidt handicappet i min tilgang, i og med det hele var på italiensk. Men faktisk har jeg en fornemmelse af at jeg ville have syntes endnu mindre om det, hvis jeg havde forstået hvad de sagde. Jeg må dog indrømme - jeg så ikke meget der lignede propaganda, i det det jo ville kræve et eller andet forsøg på oplysning. Som der altså ikke var noget af.
Ikke overraskende at så mange romere søger på gaden om aftenen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
torsdag den 30. september 2010
Quiz 106: Hvilket TV-program
lørdag den 25. september 2010
Lampefeber
Egentligt havde jeg planlagt i dag til at være mit comeback på den københavnske danse- og natlivsscene. Som jeg har været væk fra i 4 måneder, eller deromkring.
Og det gav begyndende kriller i maven i går kunne jeg mærke. På en anden måde end i gamle dage, hvor det mest var noget med at glæde sig. Men nu er der en nervøsitet i at skulle ud og blotte sig - iblandet selvfølgelig det med at glæde sig.
Men som alting har formet sig får jeg flere og flere undskyldninger som gør at jeg tror jeg må overgive mig til lampefeberen og melde forfald.
For det første spillede jeg D&D i går - ellers havde det da også været igår jeg satsede på. Og det blev en dejlig sen tørn, hvor jeg først var sent hjemme og endnu senere i seng.
Hvorefter jeg vågner efter et par timer med kramper i læggen. Noget jeg engang var plaget en del af, men det er mange år siden det er sket sidst. Men det kom altså i søvne her. Og det har medført at jeg idag går og humper ret meget på det ene ben. Og ikke føler jeg har sovet ret meget.
For jeg skulle jo også op og sætte lamper op. Og efter hele den fornøjelse føler jeg min dag er slået totalt i stykker.
Så lige nu har jeg mest lyst til bare at hænge foran fjernsynet - som ser dødssygt ud; eller prøve at begynde på et større værk jeg har haft i tankerne siden engang i går eftermiddags.
Eller måske helst sidde og hænge og gå i seng, og så vågne forhåbentligt nogenlunde frisk op i morgen, og begynde på det opus.
Men - jeg har ikke meget lyst til at gå i byen. Så jeg tror sgu ikke rigtigt det bliver i aften jeg kommer ud igen. Medmindre jeg pludselig bliver ramt af en fantastisk bølge af energi.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Og det gav begyndende kriller i maven i går kunne jeg mærke. På en anden måde end i gamle dage, hvor det mest var noget med at glæde sig. Men nu er der en nervøsitet i at skulle ud og blotte sig - iblandet selvfølgelig det med at glæde sig.
Men som alting har formet sig får jeg flere og flere undskyldninger som gør at jeg tror jeg må overgive mig til lampefeberen og melde forfald.
For det første spillede jeg D&D i går - ellers havde det da også været igår jeg satsede på. Og det blev en dejlig sen tørn, hvor jeg først var sent hjemme og endnu senere i seng.
Hvorefter jeg vågner efter et par timer med kramper i læggen. Noget jeg engang var plaget en del af, men det er mange år siden det er sket sidst. Men det kom altså i søvne her. Og det har medført at jeg idag går og humper ret meget på det ene ben. Og ikke føler jeg har sovet ret meget.
For jeg skulle jo også op og sætte lamper op. Og efter hele den fornøjelse føler jeg min dag er slået totalt i stykker.
Så lige nu har jeg mest lyst til bare at hænge foran fjernsynet - som ser dødssygt ud; eller prøve at begynde på et større værk jeg har haft i tankerne siden engang i går eftermiddags.
Eller måske helst sidde og hænge og gå i seng, og så vågne forhåbentligt nogenlunde frisk op i morgen, og begynde på det opus.
Men - jeg har ikke meget lyst til at gå i byen. Så jeg tror sgu ikke rigtigt det bliver i aften jeg kommer ud igen. Medmindre jeg pludselig bliver ramt af en fantastisk bølge af energi.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
danser,
Dungeons and Dragons,
sløvsind,
TV,
undskyldninger
torsdag den 9. september 2010
Og så lidt reklamer
Ja, de får jo meget mere opmærksomhed end de fortjener, de her. Men altså... jeg kan ikke lade være mere.
Den første havde jeg selv tænkt: Hold da kæft hvor er den reklame dårlig - og hvor sælger Lars Bom bare meget ud!. Da den ældste så OnFone reklamen første gang, sagde han bare: Hold da kæft en dårlig reklame! Jeg ved ikke om det er en intern joke, eller noget meta-ironi eller blot intertekstualitet, der gør at Lars Bom endda begynder at diskutere sit honorar.
Opdatering]: Takket være M kan jeg også bringe Gordon Kennedys udgave af samme reklame:
Den anden, for Kokken og Jomfruen, kan bedre forsvares. Marianne Eihilt er trods alt ikke skuespiller, og det er tydeligt at budgettet ikke er det største - men hvad laver den så på landsdækkende TV? Den ville muligvis lige akkurat lige kunne gå i et lokalprogram - men den er godtnok tåkrummende dårlig. Replikkerne, afleveringen. Argh - bliv ved dansen, Marianne!
(Jeg skal understrege, at jeg på ingen måde får betaling for at bringe disse. Og jeg er ikke helt sikker på hvorfor jeg gør det - udover for at få luft.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Den første havde jeg selv tænkt: Hold da kæft hvor er den reklame dårlig - og hvor sælger Lars Bom bare meget ud!. Da den ældste så OnFone reklamen første gang, sagde han bare: Hold da kæft en dårlig reklame! Jeg ved ikke om det er en intern joke, eller noget meta-ironi eller blot intertekstualitet, der gør at Lars Bom endda begynder at diskutere sit honorar.
Opdatering]: Takket være M kan jeg også bringe Gordon Kennedys udgave af samme reklame:
Den anden, for Kokken og Jomfruen, kan bedre forsvares. Marianne Eihilt er trods alt ikke skuespiller, og det er tydeligt at budgettet ikke er det største - men hvad laver den så på landsdækkende TV? Den ville muligvis lige akkurat lige kunne gå i et lokalprogram - men den er godtnok tåkrummende dårlig. Replikkerne, afleveringen. Argh - bliv ved dansen, Marianne!
(Jeg skal understrege, at jeg på ingen måde får betaling for at bringe disse. Og jeg er ikke helt sikker på hvorfor jeg gør det - udover for at få luft.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
brog,
Gordon Kennedy,
Lars Bom,
Marianne Eihilt,
reklame,
TV
tirsdag den 7. september 2010
Lærkevej igen - og jeg glæder mig(?!)
Det tog mig noget tid at blive kørt ind på den sidste år. Jeg syntes vist den virkede lovende til at starte med, men efterhånden som ligene hobede sig op, blev jeg gladere og gladere for den. Men selvom jeg var ret glad for den tilsidst, er jeg egentlig lidt overrasket nu, over at jeg sådan ligefrem glæder mig til at den fortsætter.
Normalt er jeg vist sådan nå, kommer den nu igen-agtig, indtil jeg kommer ind i stemningen igen. Den eneste serie jeg kan huske jeg decideret gik og glædede mig til ny sæson af, var Friends.
Så det siger noget, at jeg har det sådan. Jeg tror så ikke mindst det skyldes Sarah-Sofie Boussnina, som jeg har et godt øje til!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Desperate Housewives,
friends,
Lærkevej,
Sarah-Sofie Boussnina,
TV
tirsdag den 24. august 2010
Langt ude nazister
 |
| Jeg synes iøvrigt det ser ud som om de var lidt skæve, de aliens? |
Men: jeg forstår ikke - hvis det er cirkler, så er det aliens; men hvis det er hagekors, så er det jordiske nazister. Er det indlysende ikke, at det der er tale om nazi-aliens?
Tanken er da heller ikke helt ny - jeg kan huske i filmen Contact - da er de signaler Jodie Foster modtager, i virkeligheden tilbagesending af gammel nazi-propaganda. (Godt nok ikke fordi de aliens var nazister, men fordi tyskerne lavede de første forsøg med tv i 30'erne.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
lørdag den 10. juli 2010
Nej, de skal da ikke være så tykke i ansigtet!
Er på besøg hos min mor, hvor jeg med unger overnatter til i morgen. Vi så så anden halvleg af fodbold i aften, senere Deadline, med videre.
Og min mor har hvad hun mener er et ret nyt fjernsyn - det er også kun ca 10 år gammelt, og i betragtning af at hendes tidligere fjernsyn holdt i 25 år (med mangefarvede streger på kryds og tværs) er det nye fjernsyn jo en ren årsunge.
Men altså - vi taler rent billedrørsfjernsyn, i 4:3 format. Som ganske vist kan stilles lidt om.
Og indtil digitaliseringen for et halvt år siden var alting helt fint. Men efter skiftet er hele billedrammen blevet brugt, ligemeget hvilket format ting sendes i.
Med det resultat at, det som sendes i 16:9 format (og det er vel efterhånden det hele) trækkes ud lodret, og giver meget lange ansigter.
Jeg spurgte hende så en af de første gange efter skiftet, hvordan hun kunne holde det ud?
"Holde hvad ud?"
"Jo, de der lange ansigter?"
"Nå - jo der var vist en forandring fornylig. Men jeg synes da det står helt fint nu!"
Og så gjorde jeg ligesom ikke mere ved det. Indtil i aften da jeg lige pillede ved fjernbetjeningen, og fik sat fjernsynet til at vise ting i det rette format. Hvorefter min mor, da hun så det, udbrød: "Nej, de er da blevet helt vildt tykke i ansigtet allesammen."
Jeg prøvede at forklare, at det altså var sådan folk ser ud - eller bør se ud - i fjernsynet. Men det ville min mor ikke høre tale om:
"Nej, de skal da ikke være så tykke i ansigtet! Tænk hvis Tøger Seidenfaden kommer på. Det går da slet ikke!"
Til hvilket jeg måtte svare: "Ja, eller Lars Løkke Rasmussen... men altså - det er sådan de ser ud!"
Hun: "Nej, det kan jeg altså ikke holde ud - du må sætte den tilbage!"
Hvilket jeg jo så gjorde. Men jeg synes et eller andet sted, at det er en meget god lektion i, hvor meget fjernsynet kan fordreje virkeligheden. Og hvor meget man kan vende sig til at det skal være sådan. Og det kan nok være meget godt at huske på.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Og min mor har hvad hun mener er et ret nyt fjernsyn - det er også kun ca 10 år gammelt, og i betragtning af at hendes tidligere fjernsyn holdt i 25 år (med mangefarvede streger på kryds og tværs) er det nye fjernsyn jo en ren årsunge.Men altså - vi taler rent billedrørsfjernsyn, i 4:3 format. Som ganske vist kan stilles lidt om.
Og indtil digitaliseringen for et halvt år siden var alting helt fint. Men efter skiftet er hele billedrammen blevet brugt, ligemeget hvilket format ting sendes i.
Med det resultat at, det som sendes i 16:9 format (og det er vel efterhånden det hele) trækkes ud lodret, og giver meget lange ansigter.
Jeg spurgte hende så en af de første gange efter skiftet, hvordan hun kunne holde det ud?
"Holde hvad ud?"
"Jo, de der lange ansigter?"
"Nå - jo der var vist en forandring fornylig. Men jeg synes da det står helt fint nu!"
Og så gjorde jeg ligesom ikke mere ved det. Indtil i aften da jeg lige pillede ved fjernbetjeningen, og fik sat fjernsynet til at vise ting i det rette format. Hvorefter min mor, da hun så det, udbrød: "Nej, de er da blevet helt vildt tykke i ansigtet allesammen."
Jeg prøvede at forklare, at det altså var sådan folk ser ud - eller bør se ud - i fjernsynet. Men det ville min mor ikke høre tale om:
"Nej, de skal da ikke være så tykke i ansigtet! Tænk hvis Tøger Seidenfaden kommer på. Det går da slet ikke!"
Til hvilket jeg måtte svare: "Ja, eller Lars Løkke Rasmussen... men altså - det er sådan de ser ud!"
Hun: "Nej, det kan jeg altså ikke holde ud - du må sætte den tilbage!"
Hvilket jeg jo så gjorde. Men jeg synes et eller andet sted, at det er en meget god lektion i, hvor meget fjernsynet kan fordreje virkeligheden. Og hvor meget man kan vende sig til at det skal være sådan. Og det kan nok være meget godt at huske på.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
digital TV,
TV
søndag den 4. juli 2010
Amanda Peet nøgen
I aften kommer på TV2 lystspillet 9 fod under (The Whole Nine Yards), som jeg kan anbefale - det er særdeles morsomt. Det er så også en af de film, jeg har en fornemmelse af TV2 fyrer af hver sommer, så de fleste har jo nok set det.Anyway, en af grundene til at jeg rigtigt godt kan lide den film er skuespillet. Og at Matthew Perry og Bruce Willis kører godt er nok ikke den store overraskelse, de minder lidt om Jack Lemon og Walter Matthau i deres storhedstid. Men Amanda Peet fungerer ganske suverænt, og har fået en stor stjerne hos mig efter sin præstation i filmen.
At hun så også er nøgen i en storartet scene kan man jo absolut ikke have noget imod - og slet ikke når det endda kan give dækning for en nøgen-overskrift.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Amanda Peet,
Bruce Willis,
Matthew Perry,
nøgen,
TV
tirsdag den 15. juni 2010
Djævlen i Hjertet
Jeg ser netop at DR HD sender Djævlen i Hjertet / Angel Heart i aften, kl 20:00.Jeg husker den som en ganske storartet sydstats film noir thriller/gyser - som jeg gerne vil anbefale, ikke mindst for skuespillerne: Mickey Rourke (som klassisk P.I), fra før han blev fuldstændigt smadret, da han var en slags forgænger til Bruce Willis; Robert de Niro (som sagfører) da han var på toppen, og Lisa Bonet - som i denne rolle er ganske langt fra sin Cosby-datter bås, som voodoo-dyrker.
Jeg tror ihvertfald jeg vil gense den. Om ikke andet for at se Lisa Bonet nøgen i HD - men vil nu også gerne se plottet igen, som er lidt twistet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Lisa Bonet,
Mickey Rourke,
nøgen,
Robert de Niro,
TV
tirsdag den 20. april 2010
Skal madprogrammer i TV forbydes?
Efter jeg er gået ind i debatten omkring madkøb - hvor jeg selvfølgelig går ind for et forbud, også efter at have snakket med en kok om det - er jeg ofte blevet spurgt, hvad jeg så synes om madlavningsprogrammer på TV.
Og jeg må indrømme, at det er et ufatteligt svært spørgsmål. For det vrimler jo med dem - man kan vel knap nok tænde for et fjernsyn, uden at få simrende grøntsager, eller det der er værre, smækket lige i synest. For ikke at tale om internettet, hvor det jo vrimler med blogs med madopskrifter og videoer der demonstrerer - i alle detaljer! - hvordan man laver den ene eller den anden ret.
Nogle ting - især på nettet - laves jo af amatører, og det kan jeg ikke se nogen grund til skulle forbydes, overhovedet.
Så er der grænsetilfældende, hvor de medvirkende måske ikke betales direkte - for eksempel Helvedes Køkken, et ulækkert program, hvor unge, naive håbefulde mennesker for åben skærm ydmyges mens de læres op i "madkunst" - og de fleste sendes hjem uden at få noget ud af det - men vinderen får et tilskud til egen restaurant! Føj for satan.
Og der er de mange professionelle som optræder i TV og på nettet. Og naturligvis bliver betalt for det. Ganske vist ikke af madspiseren, som jo ofte er en TV-vært (som selv betales for at spise for åbent kamera). Men istedet betales TV-kokken af en producent - som i sidste ende får pengene hos seerne, enten gennem direkte betaling eller gennem annoncer, som betales af at der er nok der ser det.
Så som seer er man jo madkøber, hvad enten man vil stå ved det eller ej.
Og hvis man laver mad for penge, bliver man vel lige ødelagt af det, om man får pengene af den ene eller den anden?
Det er altsammen gode argumenter - og i den perfekte verden ville jeg da også arbejde for at forbyde betalt madlavning af enhver form, inklusive på TV og på nettet. Men det er ikke en perfekt verden, og der er nogle grunde til, at jeg ikke tror det er en sag vi skal arbejde for foreløbigt.
For det første af historiske årsager. For der er jo ingen tvivl om, at da det i sin tid blev tilladt at lave kogebøger og vise billeder af mad (man havde vist ikke forestillet sig mere dengang), betød det en frigørelse på mange andre områder samtidig, og det er vel en tid ingen ønsker sig tilbage til - dengang medisterpølse med brun sovs og kartofler var noget af det mest avancerede mad man kunne forestille sig. Og det er ikke fordi jeg tror det ville ske, ved et forbud mod betalt madlavning - der ville jo stadig være amatørerne - men jeg tror mange forbinder en mængde frihedsrettigheder med ophævelsen af forbuddet dengang.
For det andet: om man kan lide det eller ej, nyder mange af disse TV-kokke en høj anseelse og prestige; nogen anses direkte som superstjerner, og deres navne er med til at sælge andre produkter, med videre. Og det betyder, at de jo ikke er udsat for den samme sociale udstødelse som restaurant-kokkene - hvorfor man med en vis ret kan argumentere for at skadevirkningerne ikke er så store for TV-kokken. (Nogle fortalere for madkøb vil jo så straks indvende, at vi modstandere af madkøb er med til at stigmatisere restaurant-kokkene; men det er jo noget vrøvl, de har altid været stigmatiseret, og vil altid være det, vi prøver blot at hjælpe dem ud af situationen.)
For det tredje, og det er nok den vigtigste årsag: vi er nødt til at være pragmatiske. Madprogrammer er populære, det er der ikke tvivl om. Ja, jeg skal da gerne indrømme, at hvis jeg kommer til at tænde for et af dem, kan jeg da godt blive fascineret og nysgerrig efter hvordan den ret de er igang med kommer til at se ud.
Og skal man tro på diverse statistikker er det jo næsten alle kvinder, og overraskende mange mænd, som indimellem ser et madprogram.
Jeg tror simpelthen, at hvis vi argumenterer for et forbud mod madprogrammer i TV, vil det være at skyde os selv i foden. For mange af de kvinder (og en del mænd), som aldrig kunne drømme om at sætte deres fod i en restaurant, vil nødig undvære deres madprogrammer på TV. Som de kan se, uden at føle sig som madkøbere - for de betaler jo ikke noget.
Jeg skal gerne indrømme, at det ikke er det mest holdbare argument, rent logisk, men som sagt - det er også ind imellem nødvendigt at være pragmatisk. Så derfor, går jeg ind for at vi - indtil videre, ihvertfald, "ser gennem fingre" med mad på TV og nettet.
(Der er så tilgengæld et andet problem, ved at tillade madprogrammer - for hvad gør man den dag en madkøber møder op på en restaurant medbringende et kamera - og , når politiet kommer, påstår at der ikke var tale om betaling for madkøb, men for at lave et madprogram. Men det er hypotetisk, og en helt anden historie.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
 |
| Reality madlavning - skal det forbydes? |
Nogle ting - især på nettet - laves jo af amatører, og det kan jeg ikke se nogen grund til skulle forbydes, overhovedet.
Så er der grænsetilfældende, hvor de medvirkende måske ikke betales direkte - for eksempel Helvedes Køkken, et ulækkert program, hvor unge, naive håbefulde mennesker for åben skærm ydmyges mens de læres op i "madkunst" - og de fleste sendes hjem uden at få noget ud af det - men vinderen får et tilskud til egen restaurant! Føj for satan.
Og der er de mange professionelle som optræder i TV og på nettet. Og naturligvis bliver betalt for det. Ganske vist ikke af madspiseren, som jo ofte er en TV-vært (som selv betales for at spise for åbent kamera). Men istedet betales TV-kokken af en producent - som i sidste ende får pengene hos seerne, enten gennem direkte betaling eller gennem annoncer, som betales af at der er nok der ser det.
Så som seer er man jo madkøber, hvad enten man vil stå ved det eller ej.
Og hvis man laver mad for penge, bliver man vel lige ødelagt af det, om man får pengene af den ene eller den anden?
Det er altsammen gode argumenter - og i den perfekte verden ville jeg da også arbejde for at forbyde betalt madlavning af enhver form, inklusive på TV og på nettet. Men det er ikke en perfekt verden, og der er nogle grunde til, at jeg ikke tror det er en sag vi skal arbejde for foreløbigt.
 |
| Dengang mad på TV endnu var nyt og uskyldigt |
For det andet: om man kan lide det eller ej, nyder mange af disse TV-kokke en høj anseelse og prestige; nogen anses direkte som superstjerner, og deres navne er med til at sælge andre produkter, med videre. Og det betyder, at de jo ikke er udsat for den samme sociale udstødelse som restaurant-kokkene - hvorfor man med en vis ret kan argumentere for at skadevirkningerne ikke er så store for TV-kokken. (Nogle fortalere for madkøb vil jo så straks indvende, at vi modstandere af madkøb er med til at stigmatisere restaurant-kokkene; men det er jo noget vrøvl, de har altid været stigmatiseret, og vil altid være det, vi prøver blot at hjælpe dem ud af situationen.)
For det tredje, og det er nok den vigtigste årsag: vi er nødt til at være pragmatiske. Madprogrammer er populære, det er der ikke tvivl om. Ja, jeg skal da gerne indrømme, at hvis jeg kommer til at tænde for et af dem, kan jeg da godt blive fascineret og nysgerrig efter hvordan den ret de er igang med kommer til at se ud.
Og skal man tro på diverse statistikker er det jo næsten alle kvinder, og overraskende mange mænd, som indimellem ser et madprogram.
Jeg tror simpelthen, at hvis vi argumenterer for et forbud mod madprogrammer i TV, vil det være at skyde os selv i foden. For mange af de kvinder (og en del mænd), som aldrig kunne drømme om at sætte deres fod i en restaurant, vil nødig undvære deres madprogrammer på TV. Som de kan se, uden at føle sig som madkøbere - for de betaler jo ikke noget.
Jeg skal gerne indrømme, at det ikke er det mest holdbare argument, rent logisk, men som sagt - det er også ind imellem nødvendigt at være pragmatisk. Så derfor, går jeg ind for at vi - indtil videre, ihvertfald, "ser gennem fingre" med mad på TV og nettet.
(Der er så tilgengæld et andet problem, ved at tillade madprogrammer - for hvad gør man den dag en madkøber møder op på en restaurant medbringende et kamera - og , når politiet kommer, påstår at der ikke var tale om betaling for madkøb, men for at lave et madprogram. Men det er hypotetisk, og en helt anden historie.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
tirsdag den 13. april 2010
Spise med Price
Jeg har de sidste 3-4 uger set dette lettere nørdede mad-program, med stor fornøjelse.Udfra Top 10 af mest sete programmer, er jeg vist ikke den eneste, men jeg tillader mig alligevel lige at sende en anbefaling ud - selvom man måske ikke skulle have lyst til selv at lave retterne, er det særdeles underholdende.
Programmet sendes på DR1 kl 20:30.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Adam Price,
James Price,
mad,
nørd,
Spise med Price,
TV
fredag den 2. april 2010
Højt Spin på DR2
Det er så en satirisk, britisk TV-serie, som DR2 sender, og som jeg så for første gang i aften. Og det var ikke helt enkelt, for det var 7. afsnit, og karaktererne minder meget om hinanden, overfladisk set - og der klippes ganske hurtigt.Jeg havde udfra omtale forestillet mig, at den tre år gamle Højt Spin (engelsk: The Thick of It) var lidt i stil med den gode, gamle Yes, Minister - men den er en del mere. Nok snarere The Office på steroider, og flyttet ind i magtens korridorer. Og med et noget mindre uslebent sprog end i Yes, Minister må man vist sige.
Og der var meget at genkende fra virkelighedens verden: diverse tåbelige Facebook statusopdateringer, amatøragtige lækager, intriger på kryds og tværs, spekulationer om en premierministers afgang - alt var noget man har set herhjemme indenfor det sidste års tid. Ligesom billedet af politikerne som mere eller mindre utænkende skakbrikker, som flyttes rundt efter medierådgiveres idéer ikke virker helt fremmed.
Den kan meget anbefales - jeg vil ihvertfald følge med fremover, og håber på en genudsendelse, så jeg kan se den fra start. Ellers måske køber jeg den - hvis den holder niveauet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
anmeldelser,
DR2,
satire,
The Thick of It,
TV
Abonner på:
Opslag (Atom)
