Jeg er stadig ganske fortabt i Lost, hvor jeg nu er cirka midt i 3. sæson.

Men et afsnit jeg så i går, Exposé, gjorde specielt indtryk - og demonstrerede fuldt hvor ekvilibristisk de skriverkarle på serien kan flette historier sammen.

Afsnittets handling var revet fuldstændig ud af hovedhistorien - i sig selv modigt, da den selvfølgeligt befinder sig midt i en cliffhanger - og man følger pludseligt 2 biroller i serien, hvis beskedne input i de foregående mange afsnit pludseligt sættes i et ganske andet perspektiv, og danner en sort, sort fortælling - som kunne være skrevet af Shakespeare i samarbejde med Poe. Som samtidigt kommer med meta-agtige budskaber om TV-serien som medie.

Og en serie som Lost giver da også grund til overvejelser om TV-serien - den nye fortælleform, hvor man virkelig kan komme i dybden med fortællingen. Som kun er blevet mulig på grund af DVD'en. For, jo, naturligvis var der TV-serier før DVD'erne, men det giver helt andre muligheder at folk kan købe en hel årgang, og se dem i deres eget tempo - istedet for at hvert afsnit skulle ses med en uges mellemrum, på et bestemt tidspunkt.

Hvis det var setup'et er jeg ret sikker på, man ikke ville have vovet et afsnit som Exposé.

Og jeg må godtnok sige, at jeg elsker det med serier på DVD, som man kan bruge uger eller sågar måneder på, i fordybelse. Men jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er synd at en fyr som Dennis Potter dog ikke kunne nå at få den tid med. Han arbejdede mest i hvad der i dag betegnes som miniserier - men jeg kan ikke lade være at forestille mig hvad han kunne få ud af en stor, smal produktion gående over et par sæsoner.

Det tror jeg kunne være blevet forfærdeligt interessant.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Langt de fleste kender jo nok serien Lost, så i virkeligheden er dette indlæg nok lidt overflødigt. Men jeg må lige have luft for lidt begejstring. For på grund af mit spartanske udvalg af TV-stationer er den ny for mig.

Men jeg havde jo hørt nogle omtale den positivt - nok til at den dæmrede nok i baghovedet til mig, da jeg skulle finde julegaver i år, til at jeg købte første sæson til min eks. Med den lumske bagtanke, at jeg jo selv kunne låne den efterfølgende. (Men jag var nu ikke kun lumsk - jeg havde også en klar formodning om at den ville være noget for hende.)

Nå, men da jeg så for et par dage siden var 'sitter for ungerne hos hende, og jeg kunne se den stadig stod urørt - blev jeg utålmodig og bange for at den aldrig skulle blive set. Og jeg var jo nysgerrig. Så jeg lånte den lige med, den første sæson.

Og så har jeg ellers på 2 døgn set 9 afsnit... de er da også ret korte. Og jeg er ganske solgt på historien - som i den grad trækker på meget af det gode og arketypiske i litteraturen. Jeg mener ihvertfald at have genkendt - eller ihvertfald fornemme at genkende - Jules Vernes Den Hemmelighedsfulde Ø, H.G. Wells' The Island of Dr Moreau og ikke mindst Shakespeares The Tempest (Stormen). Og der er sikkert meget andet, som jeg eneten ikke har læst, eller ikke lige tænkt på. (Lord of the Flies er for banal at køre ind over, og Watership Down refereres der til, men det er meget begrænset hvad den kan overlappe.)

Men det jeg næsten bliver mest begejstret for er fortælleteknikken - som i den grad, sammen med dele af historien, giver mig mindelser om Dan Simmons Hyperion (første bind, altså) - og jeg er spændt på hvor længe de kan fortsætte serien i dens nuværende form, for det står samtidigt klart at den må ændre karakter (endnu mere) henad vejen.

Men i det hele taget må jeg sige, at Dan Simmons er den jeg kommer til at tænke mest på, når jeg ser historien - på grund af Hyperion, som nævnt, men også fordi jeg først og fremmest kender til The Tempest fra hans Illium og Olympos værker.

Og så er det jo ikke fordi det er så litterært og kedeligt, som det måske kunne komme til at lyde ud fra det her. Starten af serien må være noget af det mest adrenalinfremkaldende jeg længe har set. Og det er da også J.J. Abrams, som jeg før har været ganske glad for med Alias, som står bag.

Så - udfra hvad jeg indtil videre har set, kan jeg kun anbefale den serie, til de af mine læsere som endnu ikke måttet have set den. Jeg har med vilje ladet være med at fortælle noget om handlingen, for det vil uvægerligt føre til spoilers, og det er synd. Lad mig blot sige det handler om nogen der er styrtet ned med et fly - så er der vist ikke røbet for meget.

Og for de der har set serien.... så kunne det da være, at de fik lyst til at læse noget af det jeg henviser til. Hyperion-bøgerne er altså fantastiske!

(Jeg har dog enkelte brok ting over serien - når man som jeg har set rigtigt mange serier fra HBO eller Showtime, hvor der ikke er reklamer - så virker det så forbandet irriterende, når der kommer reklamehuller. Og så fatter jeg stadig ikke at de skulle have så svært ved at finde vand... for helvede, det er en tropisk (eller subtropisk?) ø, det regner, og der er bjerge?! Der må være tonsvis af bække...)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nedenstående er i dag del af eBogen Til almeen Dannelse, som man også kan læse mere om her.

Mange snakker i dag om Oplysningstiden, men desværre ved en del ikke hvad den egentligt handler om. Det vil jeg her prøve at rode bod på.

Helt kort fortalt udviklede Oplysningstiden sig til en kamp - både bogstavelig og begrebsmæssig - mellem Kirken og visse videnskaber, om hvad man skulle have lov til at tænke og gøre - og på grund af navnet, Oplysningstiden, er der i dag mange som tror at det handlede om hvilke typer pærer man skulle have lov at bruge.

Tidlig alkymi-vejledning

Men faktisk er hele navnet en misforståelse, der er sket et vokalskifte. Egentlig hedder det slet ikke Oplysningstiden, men Opløsningstiden. Den drivende kraft i udforskningen af verden var nemlig på det tidspunkt alkymien. Som i begyndelsen var en jagt på De Vises Sten, med hvilke man skulle kunne transformere Grundstofferne (mest omtalt er transformationen af bly til guld). Ret hurtigt viste det sig imidlertid, at det slet ikke drejede sig om Sten, men om væsker, hvori man kunne opløse metallerne, og inddampe krystaller som andre metaller.

Sidenhen gik den alkymiske jagt ind på at finde en Eliksir til Evigt Liv, men perioden på over hundrede år, hvor man arbejdede med at opløse metaller, er det som har givet navn til tiden: Opløsningstiden.

Kirken var som nævnt meget imod denne praksis, og fandt den vederstyggelig - den mente at det var at forsøge at ændre på Guds skaberværk. Derfor udsendtes bandbuller mod de som praktiserede alkymi og relaterede beskæftigelser. Og da jagten på Eliksiren gik ind, følte kirken at den måtte gøre et modtræk - og fandt på historien om den Hellige Gral, som hvis man drikker af den ligeledes giver evigt liv.

Symbolikken er klar - om vejen til det evige liv (frelsen) går gennem egen tanke (alkymien), eller gennem troen - repræsenteret ved den Hellige Gral. Det er i bund og grund også derfor Kirken i dag har så meget imod Dan Brown - fordi de nødigt vil have at der ændres på folks forestilling om hvad Gralen er, af frygt for at man atter skal vende sig til alkymien.

Herhjemme var vi godt med - Tycho Brahe var en af tidens store alkymister. Et uheld gjorde dog at han engang kom til at opløse en fjerdedel af statskassen, hvorfor han blev sendt ud på Hven, så han kunne eksperimentere der uden at gøre yderligere skade. Det var i det samme uheld at hans næse blev opløst, så han lavede en ny i indsaltet sølv.

Idag er han dog mere kendt som astrolog - han var den første der fandt på at lave dagshoroskoper (som man kender det fra aviserne i dag). De blev hurtigt umådeligt populære, og han måtte have flere hundrede munke (som straks blev ekskommunikeret) sendt ud på Hven, så de kunne arbejde som Skriverkarle og dagligt kopiere horoskoperne for hvert stjernetegn. Disse kopier blev så sejlet ind til København og derfra videre rundt i landet, så adelen (som var de eneste der havde råd til dem) kunne få at vide, hvad dagen ville bringe.

Da Tycho Brahes tyske ven, Johann Gutenberg, var på besøg, og så hvilke enorme ressourcer der blev brugt på at skrive denne mængde af horoskoper, tænkte han over om der ikke fandtes en bedre løsning - og det var på den måde han fandt på Trykpressen, som straks blev brugt til at udbrede dagshoroskoperne til endnu flere. Hvilket igen betød at en af Kirkens grundpiller, informationsmonopolet, blev brudt.

De tidligere munke, skriverkarlene, blev omskolet til at være typografer - og kort efter opfandt de Strejken og dermed Arbejdskampen, men det er en anden historie.

Opløsningstiden var stor i Danmark, men det land som fik mest ud af perioden er uden tvivl England. Det skyldes at den mest basale ingrediens i væskerne til opløsning var portvin. Og portvin laves som bekendt på rosiner, og nogle af de bedste rosiner kom fra de engelske besiddelser ved Gibraltar, på grund af den tørre og salte luft der er i strædet. Så England havde stort set monopol på portvin, og tjente styrtende med penge - ikke mindst fordi de øvrige lande, som også kunnet have produceret rosiner var på Kirken og Pavens side. Det også derfor Opløsningstiden på engelsk omtales som The Age of Raisins (Rosinernes Tidsalder).

Men for at få rosinerne fra Gibraltar til England måtte man først forbi Spanien. Og Spanien var måske det land, som var mest på Pavens side. Derfor oprettede de et elitehold af toldere, kaldet Den Spanske Inkvisition, som støttet af Den Spanske Armada skulle opbringe engelske skibe og konfiskere eventuel last af rosiner.

Hvis spanierne var gode toldere, var englænderne dog endnu bedre smuglere. Ledet af den snu Sir Francis Drake (kendt som Dronning Elisabeths elsker) klarede de engelske skibe sig igen og igen udenom den Spanske Armada. Dette ses af mange som grundlaget for det Britiske Imperiums senere storhed. I et legendarisk togt snød Drake således de spanske toldere ved at sejle hele vejen rundt om jorden - den havde de ikke set komme.

Mange mener iøvrigt at Shakespeare-skuespillet Romeo og Julie er en slet skjult hentydning til Elisabeth og Drakes forhold.

Englænderne var også de eneste der nåede frem til en virkningsfuld ungdomseliksir, men opskriften er (vistnok) siden gået tabt. Faktisk er den eneste man med sikkerhed ved den har virket på Dronning Elisabeth, der jo som bekendt stadig sidder på tronen.

Man hører det iøvrigt ofte sagt, at Islam skulle være en problematisk religion, fordi den ikke har oplevet en Opløsningstid. Og det er både rigtigt og forkert - for for Islam fandt Opløsningstiden sted i Arabien før religionens formulering ved Muhammed, hvor tidlige arabiske alkymister eksperimenterede med portvin. Idéer om Opløsningstiden er således inkorporeret i Koranen - det er for eksempel derfor der tales om, at man i Paradis modtager 72 rosiner (senere fejltolket til at betyde 72 jomfruer).

72 regnes som det perfekte tal, som også Tycho Brahe regnede sig frem til - det består af (2 gange 3 gange 7) plus 13 plus 17 - alle sublime tal, som allerede Pythagoras slog fast. (2 gange 3 gange 7) kender man iøvrigt også fra andre skrifter, hvor det betegnes som Svaret på Livet, Universet og Alting. Araberne siger dog at regnestykket hedder 0 + (2 gange 3 gange 7) plus 13 plus 17 - resultatet er dog det samme, men araberne var så glade for at have opfundet 0'et at de ville have det med.

Historisk grænser Opløsningstiden i Danmark op til Guldalderen,  og indeholder andre betydelige perioder, såsom Kaudervældet.

Det var en lille primer på Opløsningstiden / Oplysningstiden. Jeg håber den har været oplysende. (Undskyld ordspillet!)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

"Det ligner Københavns Borgerrepræsentation," sagde min mor.

Det var i onsdags, dagen efter kommunalvalget. Min mor havde stemt radikalt i København, på Manu Sareen. Jeg fik en tidlig fødselsdagsgave, da hun vil være bortrejst på min rigtige fødselsdag. En middag på Kap Horn i Nyhavn, og efterfølgende Richard III i det nye kongelige skuespilhus (ihvertfald nyt nok til at det var første gang jeg var der.)



Det er ikke overraskende, at det er tidløst - det er Shakespeare. Men det er meget aktuelt.


Som ordret ud af Richard af Gloucesters mund. Eller Uriah Heeps, for den sags skyld?


Og så ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal finde på?

Men lidt mærkeligt - i Richard III får Richard henrettet hertugen af Buckingham kort før han selv dør. I København lader det til at Buckingham og Richard er gået sammen i samme skikkelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.