Hvis jeg nu måtte stemme til det amerikanske præsidentvalg, hvad ville jeg så egentligt stemme? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv undervejs i valgkampen, og jeg har været lidt spændt på svaret, for jeg har følt det måtte komme lidt an på hvordan tingene lå.

Svaret kan måske lyde enkelt: det handler først og fremmest om at den orange kæmpebaby ikke skal komme til. Men: det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke just er fan af Hillary Rodham Clinton. Noget som på ingen måde har ændret sig undervejs i valgkampen. (Så var jeg også blevet for alvor overrasket.)

Så hvad ville jeg stemme?

Svaret må blive: det kommer an på. An på hvor jeg skulle stemme — i hvilken stat. For det amerikanske valgsystem, der er ganske vanvittigt, gør det til en nødvendig overvejelse.

I langt de fleste stater ville jeg dog stemme Jill Stein. Man kan sige meget om hende, og som præsident ville det nok gå hen og blive ret kokset. Men hun står for en del værdier, som USA i den grad har brug for. Rettigheder, fordeling og grønt. Hende ville jeg stemme på, hvis jeg for eksempel skulle stemme i Californien, Washington eller New York; de mest sandsynlige steder for mig at bo i USA, tænker jeg. Stater som helt sikkert går til Hillary.

Men jeg ville også stemme på Jill Stein, hvis jeg stemte i Mississippi eller Louisiana, eller andre af de stater der helt sikkert går til den orange kæmpebaby.

Kun i Ohio, Florida eller en af de andre få svingstater, ville jeg ende op med at stemme på Hillary. Nødtvungent, og jeg ville have det virkeligt dårligt med det — og nok kaste lidt op bagefter. Men jeg ville gøre det. Fordi alternativet, at den orange kæmpebaby skulle vinde der, er for forfærdelig en udsigt.

Og så er der pudsigheden, Utah: her ville jeg stemme på mormonen Evan McMullin — der på landsplan ikke har en chance for noget som helst, men i Utah har en chance for at slå kæmpebabyen og score statens 6 valgmænd. (Det kan så føre til andre interessante situationer længere nede ad vejen, men vil alt andet lige være en kæp i hjulet for den orange befamler.)

At amerikanerne stadig (på nær få stater) kører med winner takes all på deres valgmænd er grotesk; ja hele valgmandsystemet er langt ude.

Jeg mener jeg læste i år 2000 — i balladen om Gore og W. Bush — at det oprindeligt var lavet som værn mod at en populist skulle kunne narre folket. Hvis det var sandt, kunne valgmændene jo passende træde i karakter i tilfælde af en Trump-sejr; men det tror jeg nu ikke meget på de ville gøre. (Omend det måske kan komme på tale, hvis den voldtægtssag mod Trump der starter den 16. december har noget på sig.)

Edsvoren udtalelse i sag om voldtægt af mindreårig af Trump og Epstein, der kommer for retten efter valget. pic.twitter.com/MawtXxBLYF

— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) 1. november 2016

Jeg ledte efter noget baggrunden for dette system med valgmænd, men stødte i stedet for på dette forsvar for det. Skrevet af en amerikansk circuit judge og jura-lektor. Og det er fuldstændig ude i hampen i sine argumenter.

Systemet er så skørt at der er lavet en app, så de der vil undgå kæmpebabyen kan bytte stemmer mellem staterne, så de kan stemme på hvem de ønsker, og stadig bremse kæmpebabyen i svingstaterne. Absurd, men skulle jeg stemme i en svingstat ville jeg nok også prøve den.

Og resultatet af det hele? Ja, jeg er jo nødt til at håbe og heppe på Hillary i nat. Selvom jeg virkeligt ikke bryder mig om det. Men det andet er trods alt værre.

Jeg tror nu nok det skal gå. Jeg håber så også at det bliver et så slemt valg for Republikanerne, at de ser at det ikke er en farbar vej, den racisme/fascisme/vanvids kurs de er slået ind på.

Det bedste der kunne ske ville nok være at Hillary vinder, og GOP ender med at splitte fra hinanden, og at det betyder at amerikanerne langt om længe indser at deres valgmandsystem & winner-takes-all ikke længere kan bruges.

Men det er nok lige utopisk nok. Ligesom at Jill Stein skulle få ret mange stemmer.

Men man har da endnu lov at håbe. Hvis kæmpebabyen kommer til bliver det nok forbudt.

[Opdatering: Læs også Peter Kofods indlæg om hele (fra)valget.]


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg holder med Bernie Sanders — selvom jeg synes han er vel gammel til jobbet som USAs præsident.

Udover jeg naturligvis synes at USA nok kunne have meget godt af en lidt skandinavisk inspireret tilgang til velfærd, så skyldes det at jeg holder med Sanders mindste lige så meget min modvilje mod Hillary Clinton. Som jeg på rigtig mange måder synes er ret forfærdelig.

Det er en modvilje der nok or alvor begyndte, da jeg en nattetime i januar 2003 sad og så George W. Bush' State of the Union-tale. Hvor grunden blev lagt til den krig mod Irak der kom et par måneder senere. Og hvor de mest entusiastiske klappere ved udsigten til krig mod Irak ikke var nogle neokonservative — men de Demokratiske senatorer Joseph Lieberman og Hillary Rodham Clinton.

Siden er den blevet udbygget. Som da hun i et interview i The Atlantic affærdigede kritik af Israel i  forbindelse med bombardementerne og myrderierne i Gaza med, at det var udtryk for europæisk anti-semitisme. (Hvilket hun så netop selv gjorde sig skyldig i.) Og hendes nylige carte blanche til Netanyahu — lige meget hvad han finder på, vil han og Israel have hendes opbakning.

Der er (den jødiske) Bernie Sanders noget mere balanceret.

Men jeg tror ikke at det at jeg håber på Sanders vil komme bag på så mange af mine læsere. Der kan jeg måske mere overrumple, når jeg siger at jeg blandt republikanerne håber på Trump.

Det er naturnligvis ikke fordi jeg er fan af Trump. Men hans eneste relle modkandidat, Ted Cruz, er simpelthen meget værre. Trump har ikke rigtigt nogen ideologi, men Cruz er fundamentalistisk teokrat.

Af de to onder ser jeg Trump som det mindste — også selvom hans wannabe brunskjorte følgere er skræmmende.

Så har meget været sagt om mediedækningen — først og fremmest hvor uforholdsmæssigt meget tid Trump har fået. Men ser man på demokraterne er fordelingen — især herhjemme — lige så skæv. Sanders ignoreres stort set; medierne har besluttet sig for at Hillary er den der vinder, og så må dækningen afpasses derefter.

Så Sanders overaskende mange sejre ignoreres, istedet fremhæves det når Hillary vinder, og "øger" afstanden til Sanders.

Et eksempel på en sådan øgning var primærvalgene 22 marts: Arizona, Idaho og Utah var i spil. Clinton vandt Arizona 57,6% mod Sanders 39,9%. Det blev af danske medier udlagt til at Clinton endnu engang øgede. De få medier der nævnte at Sanders vandt Idaho og Utah sagde at det ikke rigtigt betød noget, for Arizona gav flest delegerede.

Nuvel. Men Sanders vandt de to stater med 75%-80%. Og sammenlagt gav dagen 77 delegerede til Sanders, mens Clinton fik 63. Hvilket altså blev udlagt til at Clinton øgede sit forspring.

Nu tog Sanders så i nat 3 stater mere, den største Washington; med 70%-80% af stemmerne. Den har været lidt svær at udlægge som fremgang til Hillary, så for næsten første gang nævnes det at Sanders vandt.

Så bliver det igen og igen slået fast at Clinton har et forspring som er nærmest umuligt at indhente. Og man kan for eksempel se en aktuel stilling som hedder 1004 til Sanders mod 1712 til Clinton.

Og det er da sandt, at det ser svært ud. Men der er et par ting at bemærke: Clintons store sejre er alle kommet i Sydstaterne. Og der er ikke rigtigt flere tilbage.

En anden vigtig pointe, man stort set aldrig hører, er at dette store forspring skyldes de såkaldt Superdelegerede. Hvis man tager dem ud af ligningen hedder stillingen 925 til Sanders og 1243 til Clinton; altså meget tættere på dødt løb, hvis man ser på den stemmemæssige opbakning, indtil nu. (De Superdelegerede er ikke demokratisk valgt, men er udpeget af partiet, samt medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatorer fra staterne; deres stemmer afhænger således af studehandler og hvem partiet gerne ser: dem fra Sanders stort set ingen af).

Sandsynligheden taler naturligvis for at Clinton kører den hjem. Men der er bestemt ingen grund til at være skråsikker — og der er ihvertfald slet ingen grund til at tro, at det betyder hat hun nærer synderlig popularitet i befolkningen.

Og Sanders får tvunget Clinton til indrømmelser (hvis man da ellers kan stole på dem). Så hans kampagne har under alle omstændigheder en effekt.

Så har jeg set en del der siger, at de egentligt holder med Sanders, men alligevel håber på Clinton, fordi hun vil have bedst mulighed mod Trump.

Og det har da egentligt også været min instinktive tanke, ikke mindst fordi selve tanken om en valgkamp af Sanders vs Trump lyder så vanvittig — men jeg kom til at tænke nærmere over det, og jeg er ikke længere så sikker på at det er rigtigt. (Og det er lidt grunden til at jeg satte mig for at skrive dette indlæg.)

For det første skal det nok slås fast, at som tingene ser ud nu, er der ikke meget der tyder på at en Trump har nogensomhelst chancer mod en Demokratisk kandidat, hvem det så end måtte blive. Men meget kan ændre sig — og man kan ikke sige andet end at Trump har overrasket igen og igen. Så man skal jo nok passe på med at være for sikker på noget som helst hvad det angår.

Men min tanke er, at Sanders og Trump faktisk ikke er så langt fra hinanden i hvem de henvender sig til: primært hvide vælgere, som på den ene eller den anden måde er desillusionerede ved Washington; i den ene ende af spektret har vi så KKK, Tea Party og survivalists, og i den anden Occupy-bevægelsen og lignende.

De som har det fint med de etablerede vil nok føle sig ret hjemløse i mellem de to. Og kan nok gå hver vej, hvis de da ikke opgiver at stemme.

Hvor jeg så vil påstå at Sanders har fordelen er de etniske stemmer. Som lige nu i høj grad er hans problem i primærvalgene — dem har Clinton (af en eller anden grund) bedre fat i. Men hvis valget står mellem Trump og Sanders, så kan jeg ikke se andet end at langt de fleste (lige bortset fra eksilcubanere) vil gå til Sanders. Som trods alt ikke kalder dem dovne hunde og voldtægtsforbrydere, eller har KKK som nære støtter, eller bruger Mussolini-citater.

Hvorimod Clinton mod Trump er det etablerede Washington imod oprøret. Det er noget Trump kan spille på — det er faktisk lige vand på hans mølle. Jeg er ret sikker på at Trump langt hellere vil op mod Clinton end han vil op imod Sanders. Ikke mindst fordi Trumps metoder kan fungere mod Hillary.

Jeg har svært ved at se dem fungere imod #BirdieSanders.

Det er ikke fordi jeg vil påstå at Sanders har bedst chancer mod Trump. Jeg synes bare heller ikke man skal tage det som givet at hans chancer er dårligere.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Meget tilfældigt røg jeg her i eftermiddag ind på en dokumentar på DR2, ved navn Mordmysteriet i Memphis. Den var lige begyndt - titlen lød bestemt ikke interessant, men noget fangede mig. Hvilket jeg ikke fortryder - udover at jeg nu er rasende - rasende på amerikansk dumhed.

(Den oprindelige titel er Paradise Lost 3 - Purgatory, og jeg kan godt se den er svær at bruge - men Mordmysteriet i Memphis er ikke god; dels handler den ikke meget om et mordmysterie, og dels foregår den ikke i Memphis (Tennessee), men i West Memphis (Arkansas).)

Den handler om drabet på tre 8-årige drenge i Arkansas i 1993. Som bliver fundet nøgne og især for den ene drengs vedkommende tilsyneladende mishandlet - og med kønsdelene (øjensynligt) skåret af.

At de mord skaber vrede er der naturligvis ikke noget unaturligt i. Men politiet kan ikke rigtigt finde ud af noget. Så får de den idé at der må være noget satanisk over drabene - og en veritabel heksejagt følger. Virkeligt! Hvor man så får en mistanke til en ung fyr der går i sort tøj og er underlig. (Og så hedder han Damien - det er ærligt talt også lidt uheldigt!)

Herfra går det slag i slag - i en virkelig stærk dokumentar fra HBO. (De har åbenbart lavet to om sagen før, deraf 3 tallet i navnet). Jeg kan kun opfordre til at man ser den, for den viser meget om hvor forrykt det amerikanske retssystem kan være - og hvordan de ikke er kommet meget videre end 1693 (én siger ligefrem at han håber de tiltalte vil blive brændt, ligesom i Salem). De har her ikke engang racisme at "undskylde" sig med. Bare redneck stupiditet, og stædighed fra dommer og anklager. Den kan streames fra DR her (indtil videre, formoder jeg).

Som sagt opfordrer jeg til man ser den - men bander lidt mere her. Det vil dog være med spoilers, så vil man se filmen uden forhåndsviden, så læs ikke videre nu.

Noget af det der har bragt mit pis ekstra i kog, er nok følelsen af hvordan den hovedmistænkte - som bliver dødsdømt - udmærket kunne være mig; eller tusindvis af andre som har hørt heavy eller spillet D&D (rollespil nævnes ikke i filmen, men jeg kom til at tænke på firsernes påstande mod os, som kørte på de samme temaer.)

Og det helt og aldeles vanvittige i, at det er den samme dommer, som tager stilling til appeller, igen & igen. Og da han endelig kommer væk fra embedet sker der noget. Ikke at han går på pension eller bliver gået i unåde, naturligvis - nej, han vælges til Arkansas senat ...

Og selv da der er mulighed for at der faktisk kan komme en ny retssag, ender det med at løsningen - der kan lukke de uskyldigt dømte ud - er de skal tilstå drabene. Den tager vi lige igen: kun hvis de erklærer sig skyldige, kan de blive lukket ud!? Så de tre står foran dommeren, og siger de er uskyldige som de altid har sagt, men af hensyn til systemet erklærer de sig skyldige.

Ahr, men det er så fucking lamt #headdesk!

Og jeg kom til at tænke på - at jeg var i USA en måned i februar/marts '94. Hvor jeg var ovre for at møde og rejse rundt med min gode ven, som havde studeret derovre et års tid. Og havde fået kæreste på.

Og pludselig talte om, at der var situationer hvor dødsstraf var det eneste rigtige - for der var sager derovre, der var så slemme, at vi bare ikke kunne udtale os om dem fra Danmark. (Herhjemme var og er han meget venstreorienteret - og han har siden ikke kunnet genkende hvad jeg siger han sagde. Men det mener jeg nu er rigtigt - ingen tvivl om at hans kæreste havde heftig indflydelse på ham i lige den periode.)

Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om dette måske ikke netop har været en af de sager - det vil passe fint med tiden og området. Hvilket bare for mig sætter det yderligere i perspektiv.

Anyway, igen: hvis man tror på retfærdighed i amerikanske retssale, så se den. Og ellers se den for bare at blive godt gammeldags gal i skralden.

Jeg har forhåbentligt fået afreageret lidt nu.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Serien Masters of Sex begyndte på HBO Nordic mandag for en uge siden, 30/9. Der har således foreløbigt været vist 2 afsnit - hvilket måske nok er lidt vel lidt at skrive en egentlig anmeldelse på baggrund af, men jeg vil ihvertfald meget gerne anbefale den!

Den handler om Masters & Johnson og deres berømte sex-studier fra 50/60'erne. Ikke noget jeg på forhånd var solgt på som et fantastisk emne. Men det er jo HBO*, så jeg så pilot'en - og var ganske solgt.

Serien kan godt overfladisk minde om Mad Men, på grund af tidsperioden (serien starter i 1956). Men til forskel fra Mad Men - som jeg ikke ser, men så nok af at vide den ikke var for mig - som efter min mening kører i tomgang og er ren glitter, er der her tale om en væsentlig historie - og mere et opgør med en tid og nogle normer end et nostalgisk tilbageblik. Og nogle mennesker som gik meget på tværs af normerne for deres samtid.

Meget velspillet på alle niveauer og indtil videre et særdeles godt manuskript. At der ikke er tale om hverken vampyrer eller drager bør ikke afholde nogen fra at se den. Relativ nær fortid kan også gøres interessant - og  USA i 50'erne kan forekomme som et lige så sært sted som Westeros.

Jeg anbefaler den virkelig - man kan kun blive klogere på vores moderne selv- og sexforståelse. Og på hvor blank man kan være, hvis man lader sær moral styre hvad man må tænke og fantasere. Og ikke mindst kønsroller - og overveje om ikke nogle af seriens problemstillinger måske stadig er relevante, selvom vi nok føler os en anelse mere oplyste, og har hørt om oralsex.

Cast blandt andre: Michael Sheen (William Masters), Lizzy Caplan (Virginia Johnson), Caitlin FitzGerald (Libby Masters), Beau Bridges (Barton Scully).

* [Opdatering, 14/10]: Jeg har så lige opdaget at det faktisk ikke er en HBO serie - det er Showtime. Men det gør den jo ikke dårligere ... jeg er så en smule overrasket over at den kommer på HBO Nordic, men fint nok!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der kan være masser af grunde til at være skeptisk og slå koldt vand i blodet i forhold til hvad der sker i Iran i forhold til resten af verden (og måske på sigt også i Iran).

Der kan nu også være masser af grunde til ikke at være for skeptisk. Ikke mindst fordi optimisme kan skabe momentum, som kan løsne op for fastlåste fjendebilleder.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne situationen i øjeblikket med Sovjetunionen i 1985 da Gorbatjov kom til. Ret hurtigt stod det klart, at han ihvertfald i tale var en del forskellig fra sine forgængere. Men kunne han levere?

De fleste vestlige kommentatorer var skeptiske, og mere så des længere man kom på højrefløjen (naturligvis). Og, mente man, selv hvis Gorbatjov var ægte, så ville han næppe få lov til de ting han talte om - han havde jo også et politburo, der skulle stilles tilfreds.

Alligevel skete miraklet - indenfor et år var der topmøde om nedrustning i Reykjavik, mellem Reagan og Gorbatjov. Et topmøde der i første omgang ikke førte til noget direkte, men åbnede op for flere - som gjorde. Så meget at det der før var utænkeligt snart var rutine.

Og i Sovjet kom glasnost og perestrojka, som snart blev en uafvendelig proces, indtil nogle hardliners prøvede at kuppe det hele tilbage - hvilket førte til Sovjets sammenbrud.

Idag taler de datidens højrefløjsfolk om, at det naturligvis var deres hårde linie der var skyld i det, og at våbenkapløbet kørte Sovjet økonomisk ned, og de skal have medaljer.

In phone convo, President #Rouhani and President @BarackObama expressed their mutual political #will to rapidly solve the #nuclear issue.
— Hassan Rouhani (@HassanRouhani) September 27, 2013

På samme måde kan det garanteres, at de som idag ikke mener man skal give Rouhani en chance, vil tage æren for det hele hvis der kommer reelle forhandlinger, og de fører til noget.

Men det er sådan set arbitrært nu - jeg synes det vigtige er at holde fast i den positive tilgang.

Og hvis nu EU er smarte, og kender deres besøgelsestid, anerkender de Irans ret til a-kraft, men går ind og tilbyder nogle gode deals på solenergianlæg til opstilling i Irans ørkener - for eksempel i et joint venture, der kan give gensidig know how og klimavenlig strøm til Iran, og gøre atomenergi mindre attraktivt. Og verden kan blive bedre, både miljø- og spændingsmæssigt.

Ja, jeg er sikkert naiv - men det skal altså også til ind imellem.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En scene i en film den anden dag mindede mig om jeg og min ex'es tur til Las Vegas for snart mange år siden.

Eller rettere, turen gennem ørkenen, som vi foretog i Greyhound over Barstow.

Sådan en bus til Las Vegas er fyldt med ret sære mennesker. Nogle som givetvis bor og arbejder i LV, men de fleste småsitrende af forventning, med begyndende zombie-blikke (disse blikke bliver dog for alvor først gennemgående i selve byen, som er ganske uhyggelig). Så stemningen var allerede en smule skæv, lidt twilight zone-agtig - uden jeg dog endnu kunne sætte en finger på det.

Men på et tidspunkt stopper bussen så i nødsporet - chaufføren er blevet prajet af nogle folk som står ved en bil, som åbenbart er brændt sammen.

Og fire menneske-lignende skikkelser kommer ombord i bussen. Men de er ikke rigtige mennesker - deres hud er gul læder, og deres øjne er ... forkerte.

Efter at have været på diner i Barstow - som påstår at være verdens UFO-hovedstad (hvilket iøvrigt også et afsnit af Beverly handler om) - er det svært ikke at se dem som væsner fra Area 51.

Jeg er siden kommet til den erkendelse, at de nok bare var lokale - mennesker. Og at det bare er sådan man kommer til at se ud at den intensive stråling fra solen og tidligere atomprøvesprængninger i nærheden.

Men som stemningen var, var jeg sikker på det var aliens. Hvilket kun virkede naturligt, når man siden så på de levende døde, som gæstede Las Vegas.

Måske skyldes det, at jeg ikke rigtigt er den store spiller*, og derfor ikke gik på casino - udover at passere gennem casinoet i hotellet vi boede på, som man ikke kunne komme udenom, det var der i stedet for en lobby, og man blev således mødt af en infernalsk larm fra trækken i enarmede tyveknægte, eller mønter som trillede ud af samme, og andre maskiner der prøvede at påkalde sig ens opmærksomhed med at være loose slots.

Nej, Las Vegas er ikke en by for mig - jeg kan kun sige to gode ting om byen: hotellerne er billige, og beboerne er faktisk meget sjove at tale med. Men alt andet - atmosfæren, de besøgende, hotellerne, falskheden - er bare for ... forfærdeligt for mig.

Så det er ikke et sted jeg skal tilbage til. Men jeg er samtidigt glad for at have prøvet det, selvom jeg bestemt ikke brød mig om det mens jeg var der. For det er som at komme over i en parallel verden, og træde ind i noget som er en blanding af The Walking Dead og X-Files.

Men allerstærkest står stadig for mig de aliens vi samlede op i nødsporet.

* Jeg havde dog på det tidspunkt gjort mig lidt erfaringer med at "gå på" online casino hvor vi danskere var så gode til at udnytte deres tilbud på gratis $ at spille for, at vi blev udelukket fra de fleste efterhånden. Og det lykkedes mig da også at vinde nogle penge - eller rettere, ikke tabe så mange af deres gratis $. Jeg fik bare aldrig noget ud af det, for jeg glemte at hæve pengene ... sådan kan man jo være så uchecket.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

[Dette indlæg er egentligt skrevet for en lille uge siden, ca. Opdagede lige at det stod som kladde - troede egentligt det var udgivet for længe siden. Ikke fordi det ændrer noget - men måske er der noget af teksten der mønter sig på noget højaktuelt da jeg skrev det. I så fald er dette forklaringen.]

I lidt research på de forskellige radioaktive stoffer, som jo er ret apropos hele tiden for iden, stødte jeg på noget i Wikipedia's opslag om plutonium, som jeg fandt ret skræmmende, nævnt i en bisætning: at man havde indsprøjtet patienter med plutonium, for at lave forsøg med det. Så det googlede jeg lidt nærmere. Og fandt dette notat om emnet.

Og den er god nok - kort fortalt ville man i USA i 1945/46 gerne have mere viden om hvor meget plutonium blev optaget i den menneskelige krop, og for at finde ud af det måtte man måle hvad der blev udskilt gennem afføringen - efter at have indgivet præcise mængder.

Så derfor bad man op tilladelse til at injicere patienter på forskellige hospitaler med meget små mængder plutonium direkte i blodet, og derefter anylysere deres afføring. En tilladelse der blev givet, og forsøgene blev udført på mindst 18 patienter fordelt på et par hospitaler.

Små 30 år senere ville man lave nogle opfølgende forsøg på de patienter som stadig var i live. (En del var døde, ikke på grund af plutoniumen, men man havde til forsøgene primært brugt folk oppe i årene og med begrænset forventet levealder.)

Der var bare et problem: man havde aldrig informeret patienterne om forsøgene, og i mellemtiden var der kommet lovgivning om at medicinske forsøg krævede informeret samtykke. Alligevel blev de genindkaldte patienter stadig ikke informeret om, hvad man havde udsat dem for.

Tankevækkende, synes jeg.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

At Saudi-Arabiens Kong Abdullah af huset Saud nødigt ser Ægyptens Mubarak stødt fra tronen kan sådan set ikke overraske - ligesom det ikke er mærkeligt, at han vil støtte Mubarak økonomisk hvis USA trækker sig.

Kong Abdullah - en mand af den oldgamle skole.

For ham er status quo jo en dejlig tilstand - og det værste der kan ske, er for ham, at folket skal få for gode idéer. Som de allerede er godt på vej til at få i mange lande i regionen. Og hvis Mubarak må gå fra hus & hjem med halen mellem benene vil det klart være et signal til endnu flere: det kan faktisk lade sig gøre, at komme fri af årtiers/århundreders undertrykkelse.

Hans syn på folket gives meget godt i hans betegnelse af de ægyptiske demonstranter: de er ubudne gæster. Prøv lige at vend den i munden engang. Ubudne gæster.

Han ser den legitime befolkning i et andet land, som værende ubudne gæster, når de forlanger forandringer i deres eget land. Hvis det så var i Saudi-Arabien kunne man tildels forstå udtrykket, for her består den arbejdende befolkning stort set udelukkende af gæstearbejdere.

Men, nej, det er ikke derfor: for Kong Abdullah er befolkningen kun gæster i eget land. Tredjerangsborgere. Ja, faktisk er de vel ikke engang at regne som borgere - slaver og fæstebønder er der tale om. Som skal kende deres plads.

Ubudne gæster - han er sgu længere ude end Marie-Antoinette?!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så kom der endeligt noget kød på den seneste omgang Wikileaks, og sikke da en lækker luns Politiken har serveret for os i dag. Ikke at jeg er synderligt overrasket over regeringens håndtering af affæren, det er sådan set nogenlunde som jeg havde forestillet mig. For den er helt på linie med regeringen Anders Fogh Rasmussen håndtering af alle former for kildne sager gennem hele hans regeringsperiode.

Det eneste jeg ikke havde forventet var, at det ville komme så tydeligt frem - men det var selvfølgelig også svært at forudese en så massiv læk i USA, som cablegate har været.

Min spådom er, når der sker et skifte i flertallet i Folketinget efter næste valg, og der kommer en ny regering til, at der vil ske to ting: for det første vil der blive fundet så mange ting, der tyder på urent trav, i Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og et par mere, at en kommende regering vil se sig nødsaget til at foreslå en kulegravning af hvad der er foregået, for at kunne vaske tavlen ren.

Og at et flertal i folketinget vil støtte en sådan undersøgelse - og de Grønlandske mandater vil kræve det. Som kommer til at vare nogle år, med afhøringer af embedsmænd og tidligere ministre under vidneansvar. Og at det vil ende med at der rejses tiltale for brud på ministeransvarsloven mod Anders Fogh Rasmussen og Lene Espersen.

Per Stig Møller vil gå fri - undersøgelsen vil en gang for alle slå fast, at han gennem hele forløbet blot har været en nyttig idiot. Som det også fremgår af dette dokument, det Politiken kalder det tredje WikiLeaks dokument - hvori Per Stig Møller tilsyneladende ikke aner noget som helst om noget som helst, men dog gerne vil hjælpe amerikanerne mest muligt, for eksempel kan de selv være med til at formulere de spørgsmål, som de skal svare på.

Derudover ender det med straffesager mod enkelte embedsmænd, samt et par sager om mened.

Men vi skal selvfølgelig lige have det nye flertal i Folketinget først.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Generelt har jeg været ganske positivt indstillet overfor WikiLeaks, men med deres seneste udlægning synes jeg de går for langt.

Ikke så meget på grund af, at jeg er bange for hvad der skal ske med diplomatiet - selvom man sagtens kan forestille sig negative konsekvenser i forhold til de lande, som syres mere eller mindre af despoter - men i det jeg har set hidtil er der jo ikke tale om lækager.

Forstået på den måde, at jeg ser lækager, som noget der kan afsløre et cover-up, noget der holdes hemmeligt for offentligheden - og hvor den officielle historie er en anden.

Men her er der ganske vist tale om tonsvis af fortroligt materiale, men for langt størsteparten er det jo netop bare det - fortroligt, men ikke noget hvor befolkningen føres bag lyset. Og langt det meste, er det da ganske naturligt har været fortroligt - tag for eksempel USAs drøftelser med Kina om Nordkorea. Som jeg da ganske vist synes er interessant - men det ville nok være bedre for alle parter, hvis de ikke kom ud.

Som jeg ser det, svarer de her "leaks" til, hvis man havde placeret en båndoptager i et privat hjem, og så udgav rub & stub af hvad ægteparret i huset talte om. Havde man nu anbragt båndoptageren, fordi man havde mistanke om en forbrydelse, og udgav man kun det som havde med en forbrydelse at gøre, ville jeg synes det var fint nok. Men ikke rub & stub, uden andet formål, end at det har været hemmeligt.

Selv stater har ret til et privatliv - og det her synes jeg er et brud på privatlivets fred. Jeg har de seneste dage ledt efter en begrundelse for det brud, men har ikke kunnet finde nogen - udover at WikiLeaks kunne. Og det synes jeg faktisk ikke er særligt sympatisk.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg skrev i går, har jeg her på bloggen droppet Google AdSense. Eller de har droppet mig - det står lidt uklart for mig. Jeg overvejede egentligt først at skrive dette som et åbent brev til Google (her i Danmark), men det blev både for besværligt og pompøst, så nu kværner jeg bare løs som jeg plejer. Så må jeg se om jeg sender det videre siden.

For at opsummere de facts jeg kender til, så har jeg over den seneste periode set en forøget trafik fra Google (ved at studere Google Analytics) - som viser sig ved pings fra Mountain View i Californien, med tjenesteudbyderen Google, Inc.

Og det tog jeg egentligt som værende lidt sejt: Hey, Google interesserer sig for dig!

Lige indtil sidste onsdag, da jeg opdagede at samtlige mine annoncer var... blanke. Der var bare store huller i mit design. (Det virkeligt forvirrende var at Google AdSense samme eftermiddag/aften indførte et nyt interface - så kunne det være på grund af det?)

Anyway, jeg kiggede mig omkring - men andres AdSense så ud til at fungere ok. Og jeg kiggede på deres Help Forum - og fandt lignende symptomer, som gav mig en mistanke - men ingen sikkerhed for hvad der var galt, langt fra.

Efter der var gået ca seks timer, gik jeg gennem AdSense's support, og endte med at skrive en form til dem om mit problem. Jeg fik en mail tilbage, som sagde at de ville kigge på det asap, men at der nok ville gå 48 timer - og hvis det var weekend skulle jeg tage højde for det.

Fint nok. Imens kunne jeg så overveje - for det jeg kunne se fra Help Forumet var, at mine symptomer pegede på, at AdSense havde udelukket mit site (bloggen her) fra AdSense, på grund af en overtrædelse af deres betingelser. Eftersom jeg stadig havde adgang til min AdSense-konto havde de dog ikke smidt mig helt ud, så det var kun det ene site (bloggen, hvor 99% af min aktivitet foregår) de var sure over.

Det ret mystiske i forhold til det, var at ifølge alt hvad jeg kunne læse alle steder ville man få besked om, når Google AdSense fandt ud af at de syntes man overtrådte deres regler - og man kunne så reagere. Menjeg har ikke fået nogen som helst besked?!

I den tanke, at jeg muligvis ved en fejl ikke havde modtaget den besked, fulgte jeg et link til en form, hvor man kunne gen-rekvirere sin advarsel. På den fik jeg samme svar som tidligere, at der nok ville gå mindst 48 timer, etc.

Nå, men altså, jeg tænker jo. Hvad kan jeg nu have gjort, hvor jeg har trådt ved siden af i forhold til Google. En selvgranskning jeg jo iøvrigt har prøvet før. Og den mest almindelige overtrædelse jeg kan se ifølge de Forums, og også det jeg finder er det mest sandsynlige, er at AdSense mener jeg har adult content.

Her skal det historisk siges, at jeg netop havde en del erotiske/pornografiske (tekst) indlæg, før jeg gik kommercielt, men udskilte dem - netop for ikke at være for "fræk" i forhold til AdSense, med videre. Alligevel ved jeg da godt, at med en del af mine indlæg er der ingen tvivl om, at jeg er gået over stregen, hvis man ser mit site i en amerikansk kontekst... Der er hvad som helst jo stort set over stregen.

Men AdSense er jo internationalt, og har forskellige annoncer indenfor land, sprog og kultur. Så jeg må sige, at jeg også opfattede de regler i kontekst med den dansk/europæiske relativt frigjorte kontekst jeg befinder mig i. Hvor folketingspolitikere forlanger bare bryster i oplysningsfilm om Danmark, og hvor Lærkevej og Borgen giver os røve, dildoer og orgasmer i primetime på landsdækkende public service TV. (Ikke at jeg på nogen måde har noget imod det!)

I den kontekst føler jeg ikke jeg er gået over nogen streg.

Men det er jo ikke mig der bestemmer stregen - det er Google AdSense. Og det anerkender jeg fuldt ud, at det er en streg de selv har alt mulig ret til at sætte. Jeg synes det er synd - og i længden farligt - hvis de tror at amerikanske standarder for hvad der er tilladt eller ej, kan gøre universelle og globale. Men øjensynligt (udfra hvad jeg kunne læse på forummet) er det tilfældet.

Men altså - jeg ved det stadig ikke - for jeg har intet hørt fra dem. Stadig. Og det putter én i et lidt underligt limbo. Sådan set betyder det ikke det store for mig - for det er ved grød ikke nogen formue der er kommet ind på den front for mit vedkommende - men for mennesker som har opbygget sites, som de lever fuldt af - og de findes jo - er det da en uhyggelig situation at blive sat i. Uden at vide hvad man har gjort galt - eller om man har gjort noget galt - og bare kunne se sin indtægt gå i nul.

Nå - men alt i mens jeg ikke rigtigt anede hvad der foregik, kunne jeg se, at den der Google 'Bot fra Mountain View... den gik mere og mere amok; brugte ca 1 time hver på 12 forskellige sider om dagen, plus et par stykker den var hurtigere igennem.

Hvad den lavede aner jeg ikke, igen kan jeg kun gisne - men jeg begyndte at føle paranoia, når jeg kiggede i mine Analytics. For hvad ville det næste blive? At jeg helt ville komme i bad standing hos Google? Det har jeg meget lidt lyst til.

Nu følte jeg efterhånden at jeg var nødt til at gøre noget - jeg havde jo efetrladt bloggen med reklamer etc, for at de teknikere jeg først havde bedt om at kigge på sitet, kunne se det som det var - ellers kan de jo ikke sige om der skulle være noget galt. Men, altså... jeg troede ikke rigtigt på der skulle komme nogen løsning fra den kant mere.

Og så kunne jeg jo fjerne alt hvad der havde med nøgenhed, med videre, at gøre på sitet. Men gu' vil jeg ej! Der kan de amerikanere efter min mening stoppe deres bornerthed skråt op. Plus: hvor ville det så stoppe?

Jeg havde nemlig allerede længe været godt irriteret over, at så snart jeg skrev noget om taliban, terror, spam eller nogle andre ubelejlige(?) ord, var de eneste reklamer der blev vist for indlægget (og på forsiden, til indlægget var væk) reklamer for Falck førstehjælpskasser og lignende. Jeg går ud fra det er det, som i USA betegnes som PSAs (Public Service Announcements), svarende til vores OBS, som de smækker på når de ikke føler de kan tillade sig at sætte betalende reklamer på.

Så - til sidst endte jeg med simpelt hen at droppe AdSense på bloggen her.

1) Fordi AdSense oplysnings/serviceniveauet for mig var for ringe, og
2) Ligemeget hvad synes jeg AdSense er uhyggeligt restriktivt - og amerikansk imperialistisk. (Nu lyder jeg helt som min gamle kommunist-far.)

Men jeg mener det - for jeg synes det er helt fint, at AdSense vil beskytte AdWords kunderne mod, at blive associeret med noget de ikke ønsker - fordi det strider imod almindelig moral. Problemet er her, hvad almindelig moral er. Og det er ikke globalt - langtfra.

Og på samme måde er det også et problem, at AdSense siger der er ord, som hvis du nævner dem, så ryger dele af din indtægt.

Igen - jeg anerkender fuldt ud AdSenses ret til, som privat virksomhed, at agere som de gør. Men jeg synes ikke det er hensigtsmæssigt i den store virkelighed & sammenhæng. Og der ligger i det en debat om hvad man må og tør skrive, baseret i et rent kommercielt synspunkt, som i virkeligheden er langt vigtigere end al snakken i forbindelse med Muhammedtegningerne. Efter min mening.

(Se det som en stor-annoncør, som i gamle dage kunne sige til en avis: I trykker ikke den artikel! Det er lidt det samme - nu er det bare nogle automatiserede 'bots, som bestemmer hvad der absolut ikke må trykkes. Og i modsætning til før, hvor det var én avis, er det nu 100.000 bloggere som hver især skal afgøre om de vil leve med deres reklamer forsvinder en periode.)

Jeg holder stadig meget af Google - faktisk er det min favoritbusiness - og har al mulig respekt for dem. Derfor tror jeg også at dette må være noget de vil have lyst til at tænke over, og måske debattere?

Og jeg vil da ihvertfald foreslå dem ikke på den måde at efterlade deres reklamepladsleverandører i limbo, uden forklaring. Det betød sådan set ikke noget for mig - men det kunne det have gjort.

Don't be evil... vel?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg skal være helt ærlig og tilstå, at historierne omkring amerikansk overvågning på Dag Hammerskiölds Allé ikke kan få mit pis i kog - for naturligvis har amerikanerne da holdt øje med deres ambassade, og naturligvis er de da gået til grænsen - og over den - hvis de ikke har fået besked på andet.

Og jeg synes overraskelsen og forargelsen hos visse personer - bland andet Hans Jørgen Bonnichsen, som jeg ellers har en del respekt for - skriger til himlen af enten hykleri eller naivitet. I dette tilfælde tror jeg mest det sidste.

Men når det så er sagt, synes jeg det er bemærkelsesværdigt at Justitsminister Lars Barfoed end ikke har tænkt sig at undersøge hvad der er foregået, men blot vil sende nogle PET agenter ud til a nice cuppa tea.

Altså det er ikke for det - det flugter naturligvis med regeringens gennemgående politik lige siden 9/11, som har handlet om at forsøge ikke at kende til, hvad det er USA har gang i - selv når man måtte blive stillet overfor de mest åbenlyse indicier og endda beviser. Som efterhånden snart bliver oprullet i blandt andet Forsvaret.


Det overraskende er den tydelighed der lægges for dagen - vi ved godt nogle skide love er overtrådt, men vi vil helst ikke vide hvilke - og slet ikke nærmere om hvad det drejer sig om. Og jeg må igen være helt ærlig - jeg kan ikke helt finde ud af hvad der stikker bag. Er det amatørisme eller arrogance fra Lars Barfoed? Eller bare en særlig ærlighed?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Sådan siger Sarah Palin.

Forhistorien er, at Obama siger om Republikanerne og økonomien, her op til midtvejsvalget: De satser på hukommelsestab. Det er op til jer at vise at I ikke har glemt.

Som svar på tiltale hyldede Sarah Palin præsident Reagan, blandt andet med ordene: Det jeg elsker mest ved ham, er at han ikke spildte tiden på at kigge tilbage.

What the fuck, sidder jeg så med i hovedet. Udover at det ikke passer - Reagan ville i 80'erne helst have et samfund som det så ud i 50'erne, da han var stjerne - er det noget af en satset udtalelse - når man tager i betragtning, at Reagan var senil og havde Alzheimer's...

Ikke spildte tiden med at kigge tilbage.... god dag mand økseskaft, manden kunne ikke huske fra næse til mund!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

BP - som gribbene kaster sig over, mens der stadig er noget at hente - bliver nu mødt af civile søgsmål, som bruger den såkaldte RICO-lovgivning. En lovgivning som oprindeligt blev indført for at komme organiseret kriminalitet til livs, men man mener altså at der er nok lighedspunkter til at man vil køre en sag på det.

Og det er om noget dårligt nyt for BPs aktionærer. Muligvis kan det i længden vise sig at blive endnu værre end Deepwater Horizon katastrofen.

For RICO lovgivningskomplekset er notorisk usjovt at blive rodet ind i. Ikke mindst da det åbner mulighed for konfiskation af midler, som bare mistænkes for at være ill-gotten gains - altså penge man er kommet til, ved at bruge snavsede metoder. Og når man først når dertil hersker der omvendt bevisbyrde - det vil sige, at BP skal kunne dokumentere og godtgøre, at deres indtjente dollars ikke er fremkommet ved bestikkelse eller lignende. (Omtalen af bogen jeg bruger som illustration forklarer alvoren meget godt & kort.)

Og det der med omvendt bevisbyrde er ikke rart - det er nemlig stort set umuligt at leve op til. Staten Florida, som har været en af de mest aktive til at benytte RICO-lovene og konfiskationsmuligheden, har da også i flere omgange været anklaget for at komme med opdigtede anklager, for at kunne konfiskere folks penge.

Anklager som aldrig rigtigt er blevet afkræftet, og da Florida er en af USAs absolut mest korrupte stater vil det nærmest overraske mig hvis det ikke skulle være tilfældet.

Og sagerne? Ja, de er netop anlagt i Louisiana og Florida. Så selvom der muligvis ikke er fugls føde på juraen i sagen (aner jeg ikke), ville jeg ryste i bukserne hvis jeg var direktør eller bestyrelsesformand i BP - eller aktionær. Og håbe på at man kan lukke sagen med et forlig hurtigst muligt - hvilket sikkert også er hvad sagsøgerne håber på - men det bliver nok dyrt. Meget dyrt.

Da Deepwater Horizon historien for alvor begyndte at køre, sagde en økonomisk ekspert meget skråsikkert at det aldrig kunne blive et problem for BP. Jeg var tilgengæld lidt skråsikker den anden vej, og var tidligt usikker på deres overlevelse. Nu er jeg mere skråsikker: jeg tror ikke BP eksisterer i den form det har i dag, om et år. Enten er det overtaget, eller solgt i småbidder - og det eneste BP der er tilbage er en tom skal, der hænger på alle lortesagerne.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lacrosse er en af de her lidt sære amerikanske sportsgrene, som ikke rigtigt dyrkes herhjemme, men som er relativt stort i USA - især fordi de dyrker det meget på college-niveau.

Første gang jeg stiftede nok bekendtskab med sporten, til at gide sætte mig ind i hvad det er, var da jeg læste  Tom Wolfes I am Charlotte Simmons - hvor Charlottes fyr er lacrosse spiller.

Men kort fortalt kan det vidst bedst beskrives som en slags luftbårent ishockey, hvor man bruger net på stænger til at kaste og gribe bolden, og prøve at score mål med.

Det er oprindeligt en indiansk sport - hvilket er en vigtig pointe, i forhold til grunden til at jeg blev mindet om sporten nu: et hold fra the Iroqouis Confederacy (indianer-nation på grænsen mellem Canada og USA (New York) er nemlig blevet nægtet indrejse i Storbritannien, fordi de insisterede på at rejse under deres indianske pas.

Men det måtte de ikke for først de amerikanske myndigheder, siden de britiske. De var ikke sikre nok. Amerikanerne - anført af Hillary Clinton, endte dog med at give dispensation, men briterne var ikke til at hugge eller stikke i.

Hvorfor de nu ikke kan komme til at spille et VM i en sport de selv er grundlæggere af, langt tilbage i tiden.

Og hvorfor kan de så ikke bare rejse under amerikansk pas, som de godt kan få udstedt? Det er vel sådan set meget naturligt - hvis de vil vedblive med at kunne fremstå som selvstændig nation, nytter det jo ikke noget, at de ikke selv kan udstede pas, men er nødt til at bede deres naboland om hjælp.

Så det er faktisk ikke en uinteressant sag, som handler om indianer-nationernes suverænitet rækker længere end til at måtte drive casinoer. Og om det nu skal være europæiske lande, der - efter at have skældt ud på amerikanerne over hvordan de dog behandlede indianerne i "cowboydertiden" - ender med at give det sidste dødsstød til de tilbageværende nationers eksistens.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der var forhåbninger om det skulle blive Afrikas VM - ihvertfald hos værterne og de afrikanske nationer - men det ser langt fra ud til at blive tilfældet.

Tilgengæld ser det med USA sejr i dag, og dermed gåen videre i turneringen, mere og mere ud til at blive Amerikas VM - altså både Nord- og Sydamerikas, hvilket må siges at være usædvanligt.

Det ville være ganske efter planen, at vinderen i år skulle blive et hold fra Sydamerika (sådan plejer det at være når VM spilles uden for Europa), men indtil videre ser det meget overbevisende ud for Amerika. Stort set er det vel kun Honduras, der ikke lader til at gå videre, og de fleste amerikanske lande er allerede sikre.

Det er jo noget i modsætning til de europæiske hold, hvor de fleste af de traditionelle favoritter på ingen måde har virket overbevisende, snarere tværtimod. Med Frankrig som det mest grelle eksempel, men for eksempel Italien har heller ikke set gode ud (det plejer de så næsten aldrig i de indledende kampe, især ikke de år hvor de går hen og vinder).

Så hvis jeg i dag skulle sætte penge på et hold som samlet vinder, skulle det uden tvivl være amerikansk. Og jeg ville ikke blive vanvittigt overrasket, hvis den lille tykke ender med at vinde det hele igen, og fortæller journalisterne at de kan slikke pik på ham og Castro.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg modtog følgende mail fra Theodor Tøhe, fodboldprofessor ved Dansk Idræts-Fysiologisk Institut. Jeg bringer den bare ordret, så behøver jeg ikke selv forklare det hele.

Kære Leoparddreng

Jeg er kommet på sporet af en opsigstvækkende nyhed, som sikkert vil være et scoop for dit tidsskrift eller weblog eller hvad det nu er betegnelsen er.

Som vi talte om forleden er Jabulani jo fyldt med aske fra Eyjafjallajökull - og det har fået større konsekvenser end jeg havde forudset.

For det betyder ikke bare, at bolden bevæger sig uberegneligt - nej, visse lyssky personer har udnyttet det på en kriminel måde. For sådan noget vulkan-aske består jo for en stor dels vedkommende af jern, hvorfor det selvfølgelig er magnetisk påvirkeligt.

Det har disse kriminelle elementer så udnyttet til at få syet stærke elektromagneter ind i spillernes støvler og handsker, magneter som kan fjernstyres.

Hvis man aktiverer magneten tiltrækker det askestøvet inde i bolden, når støvlen er tæt på den - hvilket får bolden til næsten at klistre til støvlen - og så er det jo ingen sag at drible forbi modstanderne.

Jeg ved at nogen hold benytter sig af det - desværre ved jeg ikke hvilke - men ellers er det vist mest den russiske mafia, som bruger det til at fixe spil - og det er vist også dem, som har sat de kinesiske støvle-fabrikker til at indlægge elektromagneterne.

Hidindtil har jeg ikke fundet fyldestgørende eksempler på brugen af magneterne, men har fundet et godt eksempel, hvor en spiller regner med magneten, men den på mystisk vis er slået fra - sandsynligvis fordi det engelske hold benytter magnetdoping, men russiske hackere har fået deres passwords, og på strategiske tider kan slå det fra. Jeg taler selvfølgeligt om Robert Greens såkaldte drop i kampen mod USA - det er tydeligt at han forventer at magneterne i handskerne griber bolden, og da de ikke virker triller bolden forbi ham og i mål - og han bliver så overrasket at han reagerer for sent.

Hvis man undersøger sagen, er jeg ganske sikker på, at der i minutterne op til scoringen er blevet spillet kraftigt på amerikansk udligning!

Hvem som benytter magnet-doping står lidt hen i det uvisse - og mange spillere er sandsynligvis ikke selv klar over det - men mine spilleragenter fortæller, at især de støvler med pangfarver - gule, orange og røde - er inficeret med magneter.

Hvor udbredt det allerede er, vises lidt ved at man kan finde en iPhone-applikation, som man kan downloade, og som man kan bruge til at styre magneterne, hvis man har deres IP-nr. Den hedder Soccer: Magnetic Yanking of Balls, eller forkortet SocMYBalls.

Jeg håber det er noget du kan bruge, og gerne føre til offentlighedens kendskab - den har ret til at kende til problemet. Milliarder af mennesker risikerer at blive snydt, og det forkerte hold kan ende med at blive verdensmestre. Jeg har kontaktet Sepp Blatter om problemet, men han har ignoreret mig. Jeg havde nu heller ikke forventet andet.

Din ven,
dr. phil., dr. med., mm, Theodor Tøhe, professor

Som bevis har jeg lige fundet videoen hvor Robert Greens magneter kikser - jeg synes det er ret tydeligt hvad der sker - og bemærk hvordan han efterfølgende viser sin handske frem; tydeligvis fortæller han til nogen, at det var den det var galt med.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.