Meget tilfældigt røg jeg her i eftermiddag ind på en dokumentar på DR2, ved navn Mordmysteriet i Memphis. Den var lige begyndt - titlen lød bestemt ikke interessant, men noget fangede mig. Hvilket jeg ikke fortryder - udover at jeg nu er rasende - rasende på amerikansk dumhed.

(Den oprindelige titel er Paradise Lost 3 - Purgatory, og jeg kan godt se den er svær at bruge - men Mordmysteriet i Memphis er ikke god; dels handler den ikke meget om et mordmysterie, og dels foregår den ikke i Memphis (Tennessee), men i West Memphis (Arkansas).)

Den handler om drabet på tre 8-årige drenge i Arkansas i 1993. Som bliver fundet nøgne og især for den ene drengs vedkommende tilsyneladende mishandlet - og med kønsdelene (øjensynligt) skåret af.

At de mord skaber vrede er der naturligvis ikke noget unaturligt i. Men politiet kan ikke rigtigt finde ud af noget. Så får de den idé at der må være noget satanisk over drabene - og en veritabel heksejagt følger. Virkeligt! Hvor man så får en mistanke til en ung fyr der går i sort tøj og er underlig. (Og så hedder han Damien - det er ærligt talt også lidt uheldigt!)

Herfra går det slag i slag - i en virkelig stærk dokumentar fra HBO. (De har åbenbart lavet to om sagen før, deraf 3 tallet i navnet). Jeg kan kun opfordre til at man ser den, for den viser meget om hvor forrykt det amerikanske retssystem kan være - og hvordan de ikke er kommet meget videre end 1693 (én siger ligefrem at han håber de tiltalte vil blive brændt, ligesom i Salem). De har her ikke engang racisme at "undskylde" sig med. Bare redneck stupiditet, og stædighed fra dommer og anklager. Den kan streames fra DR her (indtil videre, formoder jeg).

Som sagt opfordrer jeg til man ser den - men bander lidt mere her. Det vil dog være med spoilers, så vil man se filmen uden forhåndsviden, så læs ikke videre nu.

Noget af det der har bragt mit pis ekstra i kog, er nok følelsen af hvordan den hovedmistænkte - som bliver dødsdømt - udmærket kunne være mig; eller tusindvis af andre som har hørt heavy eller spillet D&D (rollespil nævnes ikke i filmen, men jeg kom til at tænke på firsernes påstande mod os, som kørte på de samme temaer.)

Og det helt og aldeles vanvittige i, at det er den samme dommer, som tager stilling til appeller, igen & igen. Og da han endelig kommer væk fra embedet sker der noget. Ikke at han går på pension eller bliver gået i unåde, naturligvis - nej, han vælges til Arkansas senat ...

Og selv da der er mulighed for at der faktisk kan komme en ny retssag, ender det med at løsningen - der kan lukke de uskyldigt dømte ud - er de skal tilstå drabene. Den tager vi lige igen: kun hvis de erklærer sig skyldige, kan de blive lukket ud!? Så de tre står foran dommeren, og siger de er uskyldige som de altid har sagt, men af hensyn til systemet erklærer de sig skyldige.

Ahr, men det er så fucking lamt #headdesk!

Og jeg kom til at tænke på - at jeg var i USA en måned i februar/marts '94. Hvor jeg var ovre for at møde og rejse rundt med min gode ven, som havde studeret derovre et års tid. Og havde fået kæreste på.

Og pludselig talte om, at der var situationer hvor dødsstraf var det eneste rigtige - for der var sager derovre, der var så slemme, at vi bare ikke kunne udtale os om dem fra Danmark. (Herhjemme var og er han meget venstreorienteret - og han har siden ikke kunnet genkende hvad jeg siger han sagde. Men det mener jeg nu er rigtigt - ingen tvivl om at hans kæreste havde heftig indflydelse på ham i lige den periode.)

Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om dette måske ikke netop har været en af de sager - det vil passe fint med tiden og området. Hvilket bare for mig sætter det yderligere i perspektiv.

Anyway, igen: hvis man tror på retfærdighed i amerikanske retssale, så se den. Og ellers se den for bare at blive godt gammeldags gal i skralden.

Jeg har forhåbentligt fået afreageret lidt nu.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.