Der kan være masser af grunde til at være skeptisk og slå koldt vand i blodet i forhold til hvad der sker i Iran i forhold til resten af verden (og måske på sigt også i Iran).

Der kan nu også være masser af grunde til ikke at være for skeptisk. Ikke mindst fordi optimisme kan skabe momentum, som kan løsne op for fastlåste fjendebilleder.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne situationen i øjeblikket med Sovjetunionen i 1985 da Gorbatjov kom til. Ret hurtigt stod det klart, at han ihvertfald i tale var en del forskellig fra sine forgængere. Men kunne han levere?

De fleste vestlige kommentatorer var skeptiske, og mere så des længere man kom på højrefløjen (naturligvis). Og, mente man, selv hvis Gorbatjov var ægte, så ville han næppe få lov til de ting han talte om - han havde jo også et politburo, der skulle stilles tilfreds.

Alligevel skete miraklet - indenfor et år var der topmøde om nedrustning i Reykjavik, mellem Reagan og Gorbatjov. Et topmøde der i første omgang ikke førte til noget direkte, men åbnede op for flere - som gjorde. Så meget at det der før var utænkeligt snart var rutine.

Og i Sovjet kom glasnost og perestrojka, som snart blev en uafvendelig proces, indtil nogle hardliners prøvede at kuppe det hele tilbage - hvilket førte til Sovjets sammenbrud.

Idag taler de datidens højrefløjsfolk om, at det naturligvis var deres hårde linie der var skyld i det, og at våbenkapløbet kørte Sovjet økonomisk ned, og de skal have medaljer.

In phone convo, President #Rouhani and President @BarackObama expressed their mutual political #will to rapidly solve the #nuclear issue.
— Hassan Rouhani (@HassanRouhani) September 27, 2013

På samme måde kan det garanteres, at de som idag ikke mener man skal give Rouhani en chance, vil tage æren for det hele hvis der kommer reelle forhandlinger, og de fører til noget.

Men det er sådan set arbitrært nu - jeg synes det vigtige er at holde fast i den positive tilgang.

Og hvis nu EU er smarte, og kender deres besøgelsestid, anerkender de Irans ret til a-kraft, men går ind og tilbyder nogle gode deals på solenergianlæg til opstilling i Irans ørkener - for eksempel i et joint venture, der kan give gensidig know how og klimavenlig strøm til Iran, og gøre atomenergi mindre attraktivt. Og verden kan blive bedre, både miljø- og spændingsmæssigt.

Ja, jeg er sikkert naiv - men det skal altså også til ind imellem.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det tror jeg ihvertfald. Jeg var for lidt inde på DR Nyheder - og der så jeg det her:

Det var bare ikke det billede som tegnede sig for mine øjne. Det eneste de viste mig var det her:

Mon det er noget alvorligt?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En artikel i Politiken fortæller om kvinden Sakineh Mohammadie Ashtiani som i Iran er dømt til døden ved stening - for utroskab. (I parentes er tilståelsen af utroskaben kommet under tortur, og siden trukket tilbage - i parentes fordi det jo ikke bliver mere eller mindre rigtigt, om kvinden rent faktisk har været utro eller ej.)

Det fortælles i artiklen, at dommen nu kan eksekveres når som helst, og at det eneste der eventuelt kan hjælpe er et internationalt pres mod Iran.

Sådan et pres vil jeg jo så gerne være med til at lægge - derfor dette indlæg. For stening er en rigtig grim dødsmåde - hvad baggrunden så iøvrigt er for at blive dømt til det. Og en sag som denne er jo komplet horribel.

Men nu har jeg googlet rundt, og det er altså ikke rigtigt til at finde nogen steder, at gå hen med det pres. Hvilket jeg synes er noget forbløffende, hvis Amnesty og andre grupper selv appellerer til det. Ikke engang en sølle facebook-gruppe kunne jeg finde...

Så det må for mit vedkommende blive til dette indlæg, som så måske meget bedskedent kan være med til at sprede nogle ringe i et vand.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Kender I det, når man pludselig kommer i tanker om et navn, kendt fra medierne, som det er uhyre længe siden man har hørt noget til. Og man så spekulerer på hvad han/hun mon laver i dag?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Eller gør det?

Ifølge iransk tv, var Nedas død et rent fupnummer. Altså ikke forstået på den måde, at hun ikke er død eller dræbt, men måden det skete er fup:

Ifølge dem smurte Neda sig under demonstrationen ind i teaterblod, hvorefter hun simulerede at være skudt og lod sig køre væk i en bil, med en læge og hendes musiklærer (som såvidt jeg husker var hendes ven eller kæreste). I bilen skyder de to hende så rigtigt, så propaganda-nummeret kan fungere ordentligt.

Occam ville klappe i sine små hænder!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er komplet uden hold i noget som helst - men jeg har en fornemmelse af at de igangværende uroligheder i Iran er det sidste søm i ligkisten på præstestyret. Jeg synes jeg kan genkende følelsen og fornemmelsen fra for 20 år siden, i Rumænien, på samme tid af året.

Og det ville jo være vidunderligt hvis det kunne nå dertil, og Persien kunne blive et land, tåleligt at leve i.

Under alle omstændigheder synes jeg vi skal ære dem der dør i disse timer (og før!), i håbet om en friere fremtid!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nu breder der sig almindelig forargelse over de her irakere som udover at modtage fine frihedspriser, også modtager førtidspension med videre, mens de er generaler og hvad ved jeg i Irak.





Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.