Der kan være masser af grunde til at være skeptisk og slå koldt vand i blodet i forhold til hvad der sker i Iran i forhold til resten af verden (og måske på sigt også i Iran).

Der kan nu også være masser af grunde til ikke at være for skeptisk. Ikke mindst fordi optimisme kan skabe momentum, som kan løsne op for fastlåste fjendebilleder.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne situationen i øjeblikket med Sovjetunionen i 1985 da Gorbatjov kom til. Ret hurtigt stod det klart, at han ihvertfald i tale var en del forskellig fra sine forgængere. Men kunne han levere?

De fleste vestlige kommentatorer var skeptiske, og mere så des længere man kom på højrefløjen (naturligvis). Og, mente man, selv hvis Gorbatjov var ægte, så ville han næppe få lov til de ting han talte om - han havde jo også et politburo, der skulle stilles tilfreds.

Alligevel skete miraklet - indenfor et år var der topmøde om nedrustning i Reykjavik, mellem Reagan og Gorbatjov. Et topmøde der i første omgang ikke førte til noget direkte, men åbnede op for flere - som gjorde. Så meget at det der før var utænkeligt snart var rutine.

Og i Sovjet kom glasnost og perestrojka, som snart blev en uafvendelig proces, indtil nogle hardliners prøvede at kuppe det hele tilbage - hvilket førte til Sovjets sammenbrud.

Idag taler de datidens højrefløjsfolk om, at det naturligvis var deres hårde linie der var skyld i det, og at våbenkapløbet kørte Sovjet økonomisk ned, og de skal have medaljer.

In phone convo, President #Rouhani and President @BarackObama expressed their mutual political #will to rapidly solve the #nuclear issue.
— Hassan Rouhani (@HassanRouhani) September 27, 2013

På samme måde kan det garanteres, at de som idag ikke mener man skal give Rouhani en chance, vil tage æren for det hele hvis der kommer reelle forhandlinger, og de fører til noget.

Men det er sådan set arbitrært nu - jeg synes det vigtige er at holde fast i den positive tilgang.

Og hvis nu EU er smarte, og kender deres besøgelsestid, anerkender de Irans ret til a-kraft, men går ind og tilbyder nogle gode deals på solenergianlæg til opstilling i Irans ørkener - for eksempel i et joint venture, der kan give gensidig know how og klimavenlig strøm til Iran, og gøre atomenergi mindre attraktivt. Og verden kan blive bedre, både miljø- og spændingsmæssigt.

Ja, jeg er sikkert naiv - men det skal altså også til ind imellem.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dansk Folkepartis hofforsker, den gamle koldkriger Bent Jensen, har lækket konklusionerne fra sin kommende rapport om Danmark under den Kolde Krig. Konklusioner der går på, at Danmark var lige ved at blive smidt ud af NATO, fordi de røde var ved at få overtaget herhjemme.

De konklusioner havde han såmænd ikke behøvet at lække, for det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at det er det resultat han når frem til - det kunne man sådan set have regnet ud, allerede inden han fik bevilget penge til magnum opus.

Men lad nu manden og hans latterlighed være - den skal der nok blive skrevet en del om - og lad mig i stedet prøve at gå af en vej som jeg ikke tror ret mange vil gå: For hvad var der nu sket, hvis vi rent faktisk var blevet smidt ud af NATO i for eksempel 1988?

Og lad os bare sige, at det værste scenarie var sket, Sovjetrusland havde med det samme bagefter, med en diktatorisk Gorbatjov(?) i spidsen, invaderet vort land - og de andre NATO-lande ville i deres surhed over os ikke løfte en finger for os.

Det var jo nok gået rimeligt smertefrit, for skal vi tro Bent Jensen var vores Forsvar i en forfærdelig forfatning og kunne ikke bruges til noget som helst.

Så vi var blevet nikkedukker for det onde, onde Sovjetunionen. Som umiddelbart efter ville være brudt sammen - og så kunne vi ellers holde en ordentlig fest, i stil med den vi holdt et par år efter i 1992, da vi vandt  EM i fodbold.

Og op gennem halvfemserne og 0'erne sparede vi en hulens masse penge på ikke at være med i det der NATO, og vi kom ikke til at føre ulovlige krige i Kosovo, Irak og Afghanistan.

Det eneste negative jeg umiddelbart kan se ved at vi ikke havde været medlem af NATO, er at vi ikke havde noget sted at skippe ham lystløgneren og krigsforbryderen som vi måtte trækkes med i alt for mange år, hen.

Men det havde selvfølgeligt også været slemt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

For 24 år siden, den 26. april 1986, kl 1:23:04 Ukrainsk tid begyndte et eksperiment på reaktor 4 i atomkraftværket Tjernobyl - eksperimentet blev sat i værk for at prøve at finde måder at forbedre sikkerheden ved en ikke-planlagt nedlukning af værket.

Mindre end 1 minut senere var eksperimentet gået grueligt galt; en damp-eksplosion blæste det 2.000 tons tunge tag af reaktoren, og en efterfølgende brinteksplosion blotlagde kernen, og lod ilt komme til de overophedede grafit-isoleringer, som straks brød i brand.

Og verden var forandret for altid.

Der skulle ganske vist gå nogle dage, før det blev kendt i verden - først da opdagede måleudstyr på det svenske atomkraftværk Forsmark at noget var helt galt. Sovjet startede med i vanlig stil at nægte at det kom fra dem, og at noget skulle være forkert, men krøb tilsidst til korset. Selvom der gik yderligere tid før den almindelige sovjetborger blev orienteret om det fulde omfang.

Selv husker jeg dagen den 28. april, da jeg først hørte om ulykken meget tydeligt - jeg havde nemlig den dag, samt de foregående, ligget hele dagen i Fælledparken og læst og fået sol. Vejret var usædvanlig varmt og klart for april, og jeg kan huske at jeg var meget imponeret af den kulør jeg allerede så tidligt på foråret havde opnået.

En imponerethed der et par timer efter blev til nervøsitet, da jeg i TV Avisen hørte om den her mystiske atomsky svenskerne havde opdaget, og påstod måtte komme fra Sovjet. (Vi troede såmænd nok det var et af de svenske værker, dem havde vi jo ikke udpræget sympati for.) Jeg kunne ihvertfald ikke lade være at tænke på, om noget af min farve skulle være kommet fra den sky.

Det viste sig dog, at det var der ingen fare for - skyen havde ramt Finland og Sverige, men vi var gået fri; og da den senere svingede rundt, gik det så hurtigt, at Danmark også slap fri af det, nu var det istedet Tyskland og Tjekkoslovakiet som var i farezonen. Ja, skyobserveringen var mindste ligeså hektisk some vore dages askeskyer, og nok med lidt bedre grund.

Så vi gik dejligt fri herhjemme - det meste af radioaktiviten havnede i Hviderusland.

Imens kæmpede brandfolk for at få slukket ilden i reaktor 4, og da det var lykkedes, for at pumpe vand væk fra kernen, for at undgå en yderligere dampeksplosion, som ville sprede reaktorens indhold bogstaveligt talt for alle vinde; det lykkedes 8. maj, men ganske mange af de brandmænd med videre der udførte opgaven døde senere af strålesyge. Æret være deres minde.

For det radioaktive materiale som blev udsendt - man regner med 400 gange Hiroshima-bomben - var blot en brøkdel af det der ville være blevet udsendt ved den fulde nedsmeltning. Nu blev kernen i reaktoren istedet indkapslet i en beton-sarkofag, som blev hasteanlagt - og som skulle have været udskiftet i 2005, men den er blevet forsinket, og man forventer den først færdig i 2012.

Konsekvenserne er svære at gøre op, i præcise antal dødsfald med videre. Men ihvertfald er en lille ½ million blevet evakueret eller på anden måde flyttet, og et stort område omkring værket er stadig ikke egent til menneskelig beboelse (eller ophold uden beskyttelse) - tilgengæld er der så blevet anlagt en nationalpark, hvor dyrene vist stortrives (og sikkert får sjove unger).

Når jeg mener katastrofen ændrede verden er det ikke så meget for de negative konsekvenser for ukrainere, russere, hviderussere og i resten af Europa. Men fordi jeg mener, at katastrofen på mange måder blev et gennembrud for Mikhail Gorbatjov - han havde på det tidspunkt været generalsekretær for Politbureauet godt et år - og hans nyligt lancerede glasnost (åbenhed).

Det gik ikke skide godt i starten, hvor fortielserne var som i gamle dage; men efterhånden blev bladet taget fra munden, og man oplevede en åbenhed og ærlighed, som man aldrig ville have troet mulig. (Under tidligere ledere ville de uden tvivl være blevet ved at nægte at noget som helst var sket, og folk som sagde anderledes ville blive kørt i lukkede tog til en gulag i Sibirien - eller måske til Tjernobyl, hvor de passende kunne blive reaktorarbejdere.)

Det var en åbenhed som både blev oplevet i Vesten og i Sovjet selv, og viste at det ikke kun havde været tom snak han kom med. Og som naturligvis udviklede sig over de næste år.

Derudover skete noget andet uhørt - amerikanske eksperter tilbød deres hjælp, og den blev modtaget af de sovjettiske myndigheder, og de var med til at lave sarkofagen som skulle holde kernen lukket inde. (Dette sidste har jeg ikke kunnet finde bekræftet, det er udelukkende efter hukommelsen fra datidens nyheder, men jeg mener den er god nok. Resten af indlægget her kan der findes dækning for i Wikipedia artiklen jeg henviser til i starten.)

Og jeg mener dette pludselige samarbejde i krisen på mange måder var første skridt imod det topmøde som blev aholdt ½ år efter i Reykjavik, og som ledte til de efterfølgende nedrustningsaftaler. Og afslutningen på den kolde krig.

Så der er meget at tænke på en dag som i dag.

Tilsidst lige en afklaring af navnet Tjernobyl. Lidt tid efter ulykken påstod en artikel i New York Times at en "unavngiven prominet ukrainsk forfatter" havde sagt, at Tjernobyl betyder "malurt".

Bynke

Og hvorfor var det så vigtigt? Jo, det fik jo straks de bibelkyndige til at slå ned på Johannes Åbenbaring (den med apokalypsen) 8:10-11 - som unægtelig var meget passende:

10. Den tredje engel blæste i sin basun, og en stor stjerne, der brændte som en fakkel, faldt ned fra himlen og faldt på en tredjedel af floderne og kildevældene.
11. Den stjernes navn er Malurt. Og en tredjedel af vandet blev til malurt, så mange mennesker døde af vandet, fordi det blev bittert.

God historie, men Tjernobyl betyder slet ikke malurt; det er afledt af det Ukrainske ord Tjornobyl (Чорнобиль) - som betyder bynke.

[Opdatering:] Læs eventuelt også om den mindre kendte Kyshtym-katastrofe.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Medierne varmer jo op til at gå i selvsving over 20 året for murens fald. Og det skal de da have lov til.

Men som jeg husker det, var  jeg egentlig ret blasert omkring det, da det skete.  Selvfølgelig var  det af stor symbolsk betydning, at der blev åbnet op for gennemgang.

Men som jeg så (og stadig ser det) var de store begivenheder tidligere i '89, da de store forandringer skete i Tjekkoslovakiet og Ungarn - og grænserne blev åbnet fra Ungarn. Derefter virkede Murens Fald blot som et spørgsmål om tid. Naturligvis kunne det ske på mange forskellige  måder; men at det ville  ske var jeg   ikke  i tvivl om.

Og senere i '89 kommer oprøret i Rumænien. Jeg husker stadig i starten, inden det var blusset rigtigt op, at jeg var til demonstration ved den Rumænske ambassade, med en masse rumænere der råbte Ceauşescu assasin. Juledag  blev Nicolae Ceauşescu og hans kone så henrettet ved en selvbestaltet rettergang der ikke varslede godt for fremtiden for Rumænien.

Og liggende over det hele lå spørgsmålet, hvad vil der ske med Sovjet?  Ville Gorbatjov kunne vedblive med en fredelig  afvikling af de totalitære dele, eller ville der komme en modreaktion? Især nu Warzawa-pagten smuldrede. Fremtiden ville vise, at det kunne han ikke,  men at modreaktionen trods  alt  blev  en del mere fredelig end man kunne have frygtet.

Så for mig står selve Murens Fald faktisk som en mindre parentes  i de meget begivenhedsrige år; men det er klart at det har stor symbolsk betydning og værdi. Og det skal man ikke underkende.

Så til lykke med de 20 år.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der kommer en film baseret på tegneserien Watchmen om en uges tid. Og det er en god ting.

For hvad enten filmen er god eller dårlig, fik den henledt min opmærksomhed på dette mesterværk indenfor Graphic Novel genren, som jeg indtil nu har været uvidende omkring. Lykkeligt uvidende, kan man næsten sige, for som folkene i Fantask talte om da jeg købte den, misundte de dem der skulle læse disse mesterværker for første gang.

Jeg tror nu dog også man kan finde andre glæder i at læse dem senere.

En af grundende til jeg ikke har læst den da den kom frem - den er fra 1985, og da var jeg ret meget på amerikanske tegneserier - er at den er udgivet på DC, og jeg har altid mest været Marvel-mand, hvad angår superhelte.

Men den her indgår ikke i noget "univers", så hvor den er udkommet er totalt ligegyldig.

Vi følger, i ufatteligt mange historier og sidehistorier, to generationer af "super" helte. Super i gåseøjne, for de har ikke nogen superkræfter (bortset fra en enkelt, han er tilgengæld en gud...), de har blot valgt at iklæde sig kostumerne, tildels for at bekæmpe kriminalitet - men vel også for spændingen og opmærksomhedens skyld. (Det sidste lyder bekendt et eller andet sted - hvor har Leoparddrengen hørt om det før??)

Fra at handle om opklaringen af et tilsyneladende tilfældigt mord, ender den med at handle om verdens frelse eller fortabelse. Udover at gå igennem et parallel-tids USA fra 30'erne til 1985, foregår selve hovedhistorien i 1985 - fantastisk at få smækket op i sylten igen; for den skræk der gennemsyrer historien for atomkrig husker jeg ganske tydeligt, og i årene 1983-1985 føltes det ikke som et spørgsmål om der ville komme en sådan, men hvornår og hvordan den ville bryde ud. Først ca et år efter Gorbatjov kom til i Sovjet begyndte gemytterne at dæmpe sig.

Men i denne alternative verden er Nixon stadig præsident - for med heltenes hjælp vandt USA Vietnamkrigen og Watergate blev forhindret - Sovjet går ind i Afghanistan, og vi venter blot på der bliver trykket på den røde knap.

Så mens uret langsomt tæller ned til midnat, er vores fastelavnshelt Rorschach (helt? manden er psykotisk morder!) i færd med at undersøge hvem der tilsyneladende er ude på at slå hans gamle klubvenner ihjel - og det finder han da også ud af, men først efter at have gennemgået en del sammen med sit gamle sidekick, Nite Owl, som også er trukket i fastelavnstøjet igen. Undervejs har vi så også lige været et smuttur på Mars og Antarktis, samt fået fortalt nogle dystre, halve pirathistorier.

Der er stort set ikke noget action i bogen, så hvordan man har tænkt sig at lave den om til en slå-på-tæven film er jeg spændt på at se. Men den kan ihvertfald på det varmeste anbefales, ikke mindst for sine mange sidehistorier. Den er skrevet af Alan Moore, som også er manden bag V for Vendetta, hvis filmatisering jeg anmeldte for nogle uger siden. Alan Moore er efter sigende stærkt imod at bogen er blevet filmatiseret, men det har han åbenbart ikke haft så meget at sige i forhold til...

Iøvrigt er der også kommet et computerspil baseret på filmen/historien, lavet af danske Deadline Games. Det har jeg nu ikke prøvet endnu.

Og slutter lige med en video som meget godt beskriver stemningen fra dengang, Frankie Goes To Hollywoods Two Tribes, med en Reagan og Tjernenko lookalike i kløerne på hinanden.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.