Der kan være masser af grunde til at være skeptisk og slå koldt vand i blodet i forhold til hvad der sker i Iran i forhold til resten af verden (og måske på sigt også i Iran).

Der kan nu også være masser af grunde til ikke at være for skeptisk. Ikke mindst fordi optimisme kan skabe momentum, som kan løsne op for fastlåste fjendebilleder.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne situationen i øjeblikket med Sovjetunionen i 1985 da Gorbatjov kom til. Ret hurtigt stod det klart, at han ihvertfald i tale var en del forskellig fra sine forgængere. Men kunne han levere?

De fleste vestlige kommentatorer var skeptiske, og mere så des længere man kom på højrefløjen (naturligvis). Og, mente man, selv hvis Gorbatjov var ægte, så ville han næppe få lov til de ting han talte om - han havde jo også et politburo, der skulle stilles tilfreds.

Alligevel skete miraklet - indenfor et år var der topmøde om nedrustning i Reykjavik, mellem Reagan og Gorbatjov. Et topmøde der i første omgang ikke førte til noget direkte, men åbnede op for flere - som gjorde. Så meget at det der før var utænkeligt snart var rutine.

Og i Sovjet kom glasnost og perestrojka, som snart blev en uafvendelig proces, indtil nogle hardliners prøvede at kuppe det hele tilbage - hvilket førte til Sovjets sammenbrud.

Idag taler de datidens højrefløjsfolk om, at det naturligvis var deres hårde linie der var skyld i det, og at våbenkapløbet kørte Sovjet økonomisk ned, og de skal have medaljer.

In phone convo, President #Rouhani and President @BarackObama expressed their mutual political #will to rapidly solve the #nuclear issue.
— Hassan Rouhani (@HassanRouhani) September 27, 2013

På samme måde kan det garanteres, at de som idag ikke mener man skal give Rouhani en chance, vil tage æren for det hele hvis der kommer reelle forhandlinger, og de fører til noget.

Men det er sådan set arbitrært nu - jeg synes det vigtige er at holde fast i den positive tilgang.

Og hvis nu EU er smarte, og kender deres besøgelsestid, anerkender de Irans ret til a-kraft, men går ind og tilbyder nogle gode deals på solenergianlæg til opstilling i Irans ørkener - for eksempel i et joint venture, der kan give gensidig know how og klimavenlig strøm til Iran, og gøre atomenergi mindre attraktivt. Og verden kan blive bedre, både miljø- og spændingsmæssigt.

Ja, jeg er sikkert naiv - men det skal altså også til ind imellem.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg, i starten af det ægyptiske oprør, gættede på Libyen som næste land i rækken, var det først og fremmest baseret på hvor længe Gaddafi (Muammar al-Gaddafi, معمر القذافي) har siddet. Og tilsyneladende ved ingen i danske medier, hvor længe han faktisk har siddet - der bliver talt om "over 30 år".

Men det gør det på ingen måde - han har været i spidsen for landet siden 1969 - altså omkring 42 år, og er dermed den længst siddende ikke-kongelige leder i verden - og en af de længst siddende i historien.

Allerede i 80'erne hvor jeg husker ham fra - og hvor Mubarak kom til.... - havde han siddet længe. Men dengang må jeg sige jeg så på ham med en vis sympati. Ikke mindst fordi han var en af de eneste arabiske ledere som reelt bakkede op om palæstinenserne; og fordi Ronald Reagan hadede ham som pesten. Mellemøstens gale hund, kaldte Ronny-Boy ham, og prøvede at bombe ham i småstykker. Det lykkedes ikke, men Gaddafis 15 måneder gamle adoptivdatter blev dræbt ved angrebet. (Forholdet mellem Reagan og Gaddafi er sammenligneligt med forholdet mellem W. Bush og Saddam Hussein - men i 80'erne var Saddam en af USAs nærmeste allierede.)

Og så opførte Gaddafi sig altid ganske excentrisk, og gav et indtryk som en blanding af en beduin og en rockstjerne - havde Rolling Stones ønsket et nyt medlem, efter Bill Wyman trådte ud, ville Gadaffi have været et genialt valg på bas.

Men - siden dengang er gået 25 år - og det må være tid for forandring. Ganske vist husker jeg, at jeg så et interview med Gaddafi for nogle år siden - naturligvis optaget i det beduin-telt han stadig foretrækker - hvor han hævdede at det sandelig ikke var ham der styrede Libyen. Han havde trukket sig tilbage efter ganske få år, og overlod nu styringen til andre. Han kom allerhøjst med at par gåde råd engang imellem.

Men det er vist kun på papiret situationen er sådan. Og selvom jeg et eller andet sted stadig har svlrt ved at droppe min sympati for ham... så må det være tid at sige farvel. Om det så rent faktisk bliver Libyen der er next in line må tiden vise. Der er jo røre mange steder - men jeg tror i morgen vil give et tydeligere billede, efter fredagsbønnen.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Sådan siger Sarah Palin.

Forhistorien er, at Obama siger om Republikanerne og økonomien, her op til midtvejsvalget: De satser på hukommelsestab. Det er op til jer at vise at I ikke har glemt.

Som svar på tiltale hyldede Sarah Palin præsident Reagan, blandt andet med ordene: Det jeg elsker mest ved ham, er at han ikke spildte tiden på at kigge tilbage.

What the fuck, sidder jeg så med i hovedet. Udover at det ikke passer - Reagan ville i 80'erne helst have et samfund som det så ud i 50'erne, da han var stjerne - er det noget af en satset udtalelse - når man tager i betragtning, at Reagan var senil og havde Alzheimer's...

Ikke spildte tiden med at kigge tilbage.... god dag mand økseskaft, manden kunne ikke huske fra næse til mund!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Kender I det, når man pludselig kommer i tanker om et navn, kendt fra medierne, som det er uhyre længe siden man har hørt noget til. Og man så spekulerer på hvad han/hun mon laver i dag?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg i går skrev: Vi hører ikke længere om gut-feelings og samtaler med Gud som begrundelse for amerikansk politik.


For det var åbenbart ikke helt rigtigt, der gemmer sig stadig bibelcitater i det amerikanske millitærs sigtekorn.


Dog skal det til mit (og Obamas) forsvar siges, at det er en leverandør som har gjort det længe, så det er en praksis der går tilbage til Bush, jrs dage (eller måske tidligere - jeg ville ikke blive overrasket hvis det har været i gang siden Reagan).


Men jeg kan da godt se, at der kan være bibelcitater det kan være meningsfuldt at have indprentet i kikkertsigtet eller på HUDen, for eksempel Matthæus 5:21.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.