Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten doping. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten doping. Vis alle opslag

torsdag den 30. september 2010

Sådan fik Contador clenbuterol

2 kommentarer
Normalt er doping i cykelsport ikke noget jeg gider beskæftige mig med - jeg synes grundliggende cykelrytterne skal have lov til at tage hvad de har lyst til, under lægekontrol og åbenhed - men i den aktuelle sag om Alberto Contador som beskyldes for at have dopet sig, vil jeg nu alligevel blande mig.

For jeg finder det ganske indlysende hvad der er foregået!

Man skal huske, at de spor af clenbuterol man har fundet er ganske minimale. Og at de er fundet i byen Pau, som ligger neden for Pyrenæerne.

I pyrenæerne er bjerggeden så godt som udryddet, på grund af den globale opvarmning. Men det er den ikke i alperne! Derfor har man et program, hvor man indfører bjerggeder til pyrenæerne fra alperne. Og hvad har det med sagen at gøre? Jo, det giver denne ganske enkle årsagssammenhæng, som pure frikender Contador:

Udfor Basel i Schweiz laver Hoffmann-LaRoches fabrikker clenbuterol
->
Clenbuterol-dampe fra fabrikation havner i området
->
Alpe-bjergged indånder clenbuterol dampe
->
Alpe-bjergged flyttes til Pyrenæerne
->
d. 20/7 om morgenen lægger den flyttede bjergged lorte
->
I løbet af dagen, i sommervarmen,  besøger en spyflue disse gedelorte, som indeholder spor af clenbuterol
->
Om aftenen d. 20/7 flyver spyfluen ned til Pau, hvor det er varmere
->
I Pau finder den en god bøf at lægge æg på
->
Kort efter indtager Contador bøffen, efter en hård dags prøvelser, med udsigt til en velfortjent hviledag
->
I løbet af natten til den 21/7 optages clenbuterolet fra æggene i bøffen i Contadors blod
->
Den 21/7 får Contador i dopingkontrol tages en blodprøve - nu indeholdende minimale mængder clenbuterol.

Jeg synes det er elementært!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 14. juni 2010

Afsløring: Magnet-doping udbredt ved VM

Ingen kommentarer
Jeg modtog følgende mail fra Theodor Tøhe, fodboldprofessor ved Dansk Idræts-Fysiologisk Institut. Jeg bringer den bare ordret, så behøver jeg ikke selv forklare det hele.

Kære Leoparddreng

Jeg er kommet på sporet af en opsigstvækkende nyhed, som sikkert vil være et scoop for dit tidsskrift eller weblog eller hvad det nu er betegnelsen er.

Som vi talte om forleden er Jabulani jo fyldt med aske fra Eyjafjallajökull - og det har fået større konsekvenser end jeg havde forudset.

For det betyder ikke bare, at bolden bevæger sig uberegneligt - nej, visse lyssky personer har udnyttet det på en kriminel måde. For sådan noget vulkan-aske består jo for en stor dels vedkommende af jern, hvorfor det selvfølgelig er magnetisk påvirkeligt.

Det har disse kriminelle elementer så udnyttet til at få syet stærke elektromagneter ind i spillernes støvler og handsker, magneter som kan fjernstyres.

Hvis man aktiverer magneten tiltrækker det askestøvet inde i bolden, når støvlen er tæt på den - hvilket får bolden til næsten at klistre til støvlen - og så er det jo ingen sag at drible forbi modstanderne.

Jeg ved at nogen hold benytter sig af det - desværre ved jeg ikke hvilke - men ellers er det vist mest den russiske mafia, som bruger det til at fixe spil - og det er vist også dem, som har sat de kinesiske støvle-fabrikker til at indlægge elektromagneterne.

Hidindtil har jeg ikke fundet fyldestgørende eksempler på brugen af magneterne, men har fundet et godt eksempel, hvor en spiller regner med magneten, men den på mystisk vis er slået fra - sandsynligvis fordi det engelske hold benytter magnetdoping, men russiske hackere har fået deres passwords, og på strategiske tider kan slå det fra. Jeg taler selvfølgeligt om Robert Greens såkaldte drop i kampen mod USA - det er tydeligt at han forventer at magneterne i handskerne griber bolden, og da de ikke virker triller bolden forbi ham og i mål - og han bliver så overrasket at han reagerer for sent.

Hvis man undersøger sagen, er jeg ganske sikker på, at der i minutterne op til scoringen er blevet spillet kraftigt på amerikansk udligning!

Hvem som benytter magnet-doping står lidt hen i det uvisse - og mange spillere er sandsynligvis ikke selv klar over det - men mine spilleragenter fortæller, at især de støvler med pangfarver - gule, orange og røde - er inficeret med magneter.

Hvor udbredt det allerede er, vises lidt ved at man kan finde en iPhone-applikation, som man kan downloade, og som man kan bruge til at styre magneterne, hvis man har deres IP-nr. Den hedder Soccer: Magnetic Yanking of Balls, eller forkortet SocMYBalls.

Jeg håber det er noget du kan bruge, og gerne føre til offentlighedens kendskab - den har ret til at kende til problemet. Milliarder af mennesker risikerer at blive snydt, og det forkerte hold kan ende med at blive verdensmestre. Jeg har kontaktet Sepp Blatter om problemet, men han har ignoreret mig. Jeg havde nu heller ikke forventet andet.

Din ven,
dr. phil., dr. med., mm, Theodor Tøhe, professor

Som bevis har jeg lige fundet videoen hvor Robert Greens magneter kikser - jeg synes det er ret tydeligt hvad der sker - og bemærk hvordan han efterfølgende viser sin handske frem; tydeligvis fortæller han til nogen, at det var den det var galt med.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 24. februar 2009

Chokeret.... igen

Ingen kommentarer
Ifølge nyhederne.tv2.dk er stakkels Brian Arthur Mikkelsen chokeret over politiets store underskud; det er jo synd for ham, for det er jo ikke en rar følelse.

Det er bare synd for ham at det skal ske så tit når der kommer overraskende & uventede oplysninger - som dengang Bjarne Riis stod frem og indrømmede brug af EPO mv - da var Brian Arthur Mikkelsen også chokeret.

Og så får man jo lyst til en lille google-søgning - han var sandelig også chokeret da det kom frem, at Blekingegadebanden måske kunne være stoppet længe før - hvis ikke JM og PET havde blokeret efterforskningen.

Så jeg synes hvor kære kultur/justits-minister har en tendens til at blive chokeret ret tit; jeg ved ikke om vi kan gøre noget for ham - det er da også synd at han så ofte skal blive overrasket af ubehagelige nyheder.

Men ret skal være ret - min google-søgning viste også, at kultist-ministeren selv har chokeret andre langt mere end han selv er blevet chokeret. Så det er vel ikke så slemt alligevel.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.