Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Lars Barfoed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lars Barfoed. Vis alle opslag

lørdag den 27. august 2011

Go Johanne

Ingen kommentarer
At Johanne Schmidt-Nielsen ser godt ud er næppe en nyhed. Ejheller at hun kan styre en debat, som hun gjorde i aftes.

Derfor er det måske så meget mere bemærkelsesværdigt, at Det Lille Postbud, aka Bubber, aka Lars Barfoed tror at han lige kan snige sig til en kigger.

Jeg må da tilstå, at det ville jeg sikkert også gå efter... Men,tja, Barfoed. Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal sige. Bent Bendtsen troede jo for nogle år siden  Johanne Schmidt-Nielsen var piccoline - hvad tror Barfoed?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 17. august 2011

X-Bov - resume og anmeldelse

2 kommentarer
Det var med spænding jeg åbnede op for DRs nye satsning i reality-genren i går. Da jeg kun kan se luftbårent TV er det begrænset hvad jeg ellers har kunnet følge med i af den slags.

Historien i X-Bov foregår i 3.X på et sjællandsk gymnasium - det præcise sted holdes hemmeligt for ikke at eksponere de unge for meget - og det gælder om at vinde nøglerne til Den Gyldne Bov (som bare ligner en Jaka Bov med noget maling). Undervejs holdes der delafstemninger, og seerne kan være med i nogle, andre er for eleverne på gymnasiet.

Jeg forstod ikke helt systemet, især er det lidt underligt, fordi man ikke ved hvornår afstemningerne kommer. Der var ikke nogen i første afsnit kan jeg afsløre.

Det åbnede med at Lars L havde stjålet et kærestefoto af Helle og Villy fra Helle, og det morede han sig nu med at vælte nede i kantinen - det troede han han ville blive rigtigt populær på, men han vidste ikke at Helle og Villy holdt fri den dag, og i stedet knaldede på Helles kollegieværelse. Hvilket straks gjorde dem så populære at de fik De Frosne Majs (Helle) og De Frosne Ærter (Villy). Jeg forstod ikke helt hvad forskellen er på dem, men ihvertfald er både Helle og Villy fredet i næste afsnit.

Den nørdede Søren P - som hele tiden citerer Star Trek (We are the Bov) - var lige kommet hjem fra spejderlejr i Jylland og talte på gymnasiets forum meget for at alle regler skulle overholdes, altid. Imens forsvarede Claus at Lars L havde stjålet Helles billede med "at et lille tyveri jo ikke gjorde så meget". Og brokkede sig over at Helle og Villy ikke kom i skole, men det viste sig at hans egen fraværsprocent var alt for høj, han blev senere kaldt ned til rektor og truet med at blive smidt ud.

Lars B, som er kæreste med Lars L, flippede grøn over at der ikke kom nogen afstemning, og truede med at forlade programmet. Lars L tænkte at han måtte vise Lars B at det kun var de to, og sagde derfor til Pia at hun alligevel ikke måtte komme med i en trekant. Pia havde ellers set frem til at være dominatrix, og blev nu skidesur fordi hun "blev spist af" med et golden shower af Lars L.

Søren E var blevet møgsur over at Gymnasiet ville holde fest, hvor også klasser fra et andet gymnasie var inviteret, og klagede til elevrådsformanden. Han gav i første omgang Søren E ret, men da festen ikke længere blev kaldt en fest men et bal sagde elevrådsformanden god for det, og så flippede Søren E for alvor skråt.

Søren Es gode ven, Søren K, fik imens hvad der må betegnes som et nervøst sammenbrud, fordi Søren K mente at hans tvillingesøster, Sørine var blevet hængt ud i GymnasieBladet. Sørine går ellers slet ikke i gymnasiet, men arbejder deltids som organist i den lokale kirke, men hun havde sat et skjult webcam op i drengenes omklædningsrum, og lagt det på nettet. Det var det de skrev om i GymnasieBladet. Søren svarede igen ved at sætte et skjult webcam op i pigernes omklædningsrum - "Så går det lige O-P op!" sagde han.

Og alt i mens scorede Margrethe billige point ved at tilbyde lektiehjælp i kantinen.

Og hvad syntes jeg så? Altså - ingen tvivl om at jeg følte mig godt underholdt, men på den lidt ufede mod hvor man sidder med dårlig smag i munden. Det skyldes til dels castingen - man har altså svært ved at tro på, at den danske ungdom virkeligt er så tåbelige, som de viser sig i serien - skulle det virkelig være reality? (Og så kunne castingen altså godt have fundet en klasse, hvor de ikke allesammen hedder Søren eller Lars, det er ret forvirrende.)

Det virker også som om der er nogle personer der er blevet klippet helt ud, eller som man ihvertfald ser meget lidt til. Det kan være det hjælper henad vejen, men de måtte ihvertfald godt profileres lidt bedre.

Seriens største problem er dog, at den er meget rodet synes jeg. Det er meget svært at forstå, som seer, hvordan nogle af de ting der bliver gjort, skal hjælpe eleverne til at vinde Den Gyldne Bov. Jeg håber det hjælper i næste afsnit. (Spoileren for næste afsnit var iøvrigt at Lars L får et blowjob - men det er skjult hvem som giver det.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 3. juli 2011

Log på med NemID for at komme på nettet

1 kommentar
Jeg blev i går ringet op af ingen ringere end Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Og... ja, samtalen fortæller vist det hele:

LPD: Goddag, det er Leoparddrengen?

CSM: Hej, Leoparddreng, du taler med Charlotte Sahl-Madsen!

LPD: Charlotte Sahl-Madsen....?

CSM: Ja, Videnskabsministeren...!

LPD: Nå, okay, ja - nu er jeg med. Men... hvorfor?

CSM: Jo, altså - jeg har en historie jeg gerne vil ud med, men andre i regeringen vil hellere vente lidt. Og så har nogle af mine embedsfolk hørt fra nogle kolleger i Forsvarsministeriet, at du er god at gå til hvis noget skal lækkes diskret?

LPD: Jamen, det er skam også rigtigt!

CSM: Så... Forstår du, det drejer sig om, at Justitsministeriet vil gøre det umuligt at være anonym på nettet. Af hensyn til Rigets sikkerhed, og sådan noget som jeg ikke kan komme nærmere ind på, men det er noget af et dilemma kan du tro.

LPD: Ja...?

CSM: Og så er det, at mine embedsfolk har været lidt fortørnede over at vi ikke er blevet taget med på råd. Især da vi har en genial løsning. Og hvis vi kan få plantet den i pressen er Barfoed nødt til at tage den til sig på grund af folkestemningen.

LPD: Okay...? Og hvad er løsningen så?

CSM: Jamen, det er jo en genial simpel løsning: det skal simpelthen gøres lovpligtigt at man logger på med NemID, inden man kan komme på nettet. Vi har allerede kodet en side, som alle internetudbydere skal have som gateway, tror jeg det hedder.

LPD: Og hvorfor skulle det være smart?

CSM: For det første fordi vi jo allerede har udviklet NemID, en simpel og sikker løsning, som virker og som danskerne elsker, og så man garanteret ved hvem man er. Men på den måde kan ens identitet følge en hvorhen man surfer på nettet i den session, og så behøver man ikke siden logge på nogen steder - så kan man gå direkte på sin netbank, eller tilgå sine sundhedsoplysninger eller skatteoplysninger, uden at skulle logge på - for det har man jo allerede gjort en gang!

LPD: Det lyder faktisk ret smart, det kan jeg godt høre...

CSM: Og når man skal handle på nettet behøver man heller ikke udfylde noget, for butikken kan selv se adresseoplysninger, og betaling kan nemt ske, for du er jo allerede logget på banken.

LPD: Genialt - det kan jeg godt se. Men er der ikke en fare. Hvad nu hvis en person overtager en andens browsersession?

CSM: Det har vi selvfølgeligt tænkt på. Derfor bliver man automatisk logget ud efter ganske kort tids inaktivitet, og skal logge på igen. Jeg kan ikke sige præcist hvorlænge, det er af sikkershedshensyn en hemmelighed, men det er efter omkring 90 sekunder.

LPD: Ja, okay, så skulle den vel være sikret... Men hvad med computere?

CSM: Computere?

LPD: Ja, jeg mener: mange programmer har jo i dag brug for at komme på internettet, uden at der nødvendigvis er et menneske som logger på. Hvordan skal de så komme på nettet?

CSM: Det har mine kloge embedsmænd skam også tænkt på: Vi indfører et MaskinID, så man kan søge om at ens hardware enhed får et - ligesom et personnummer - og med det kan de så logge på.

LPD: Men hvad så med Nøglekortet?

CSM: Ja, der har vi så lavet et lille program, så man - det vil sige Maskinens Værge, alle maskiner skal have sådan en - kan indtaste maskinens nøglekort når man modtager det.

LPD: Det lyder som om I har tænkt på alt...?

CSM: Naturligvis, vi ved jo hvad vi gør i Videnskabsministeriet.

LPD: Det bliver rent Fagre Nye Verden?

CSM: Ja, man fristes næsten til at sige Fagre Nye Elektronverden, haha.

LPD: Men, okay, fint. Den kan du godt regne som lækket, jeg tror ikke du får problemer med Barfoed i den sag. Jeg tror klart der vil være solid opbakning bag jeres forslag.

CSM: Jeg må indrømme jeg var lidt nervøs da jeg ringede... men det gik jo meget smertefrit. Tak skal du ha', Leoparddreng!

LPD: Jamen, det var så lidt. I aim to please...

Og - ja, det var sådan set det. Og nu er lækken fuldbragt

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 7. april 2011

Derfor bliver Bubber vred over dyresex

3 kommentarer
Ligesom sin doppelgänger, Lars Barfoed, er Bubber vred. Vred over dyresex - det vil man kunne se i et program i aften på TV2. Det forhindrer dog ikke en del mennesker i at blive vrede på Bubber - selvom de også er vrede over dyresex. I det hele taget er der rigtigt meget vrede.

Nu prøver Bubber så i helsides annoncer at forklare hvad han har i mod dyresex, så ingen skal være i tvivl:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 20. marts 2011

Lars Barfoed er vred

7 kommentarer
Justitsministeren bør skiftes ud
- lad Lars Barfoed komme til!
De sidste dage, på vej hjem når jeg har været nede og handle i min lokale fakta, mødes jeg af en plakat med en vred Lars Barfoed. Han ser godt nok ikke særlig vred ud - jeg synes mest han ligner en som lægger an til et poker spil med svigersøn. I sort-hvid og med ærmerne rullet op.

Men teksten fortæller en anden historie - med en font, som vist er lånt af Danske Bank fortæller Lars Barfoed:
Det gør mig vred når jeg hører om f.eks. hjemmerøverier.

Det er en voldsom krænkelse af den personlige frihed at blive krænket i sit eget hjem.
Og det må jo siges at være en stærk udmelding! Her har Lars Barfoed virkelig fundet sin niche, sin platform. For hvor alle de andre partier virkelig går ind for f.eks. hjemmerøverier, så bliver Lars Barfoed vred!

Og med den viste forargelse over de her hjemmerøverier, kan jeg kun tolke det på en måde - han går benhårdt efter justitsministerposten, så han kan få lavet tingene om - for som det fungerer i øjeblikket og har gjort længe - det går da virkelig ikke. Der trænges til nye boller på suppen!

Sådan forstår jeg ihvertfald den annonce!

[Opdatering]: Se også Bubber være vred!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 13. februar 2011

Endelig en succeshistorie!

Ingen kommentarer
Det kan godt være, at det har set skidt ud for de Konservative. Og vi husker vel stadig allesammen Lene Espersen, når hun skulle fortælle om alle de Konservative mærkesager, som var blevet gennemført - det lød ærligt talt noget skingert & hult.

Men nu: nu er der nye nøgletal, som de Konservative virkelig kan være stolte og tage æren for.

De danske fængsler er fyldt til mere end bristepunktet - en ren Konservativ succeshistorie!

10 år har de Konservative haft justitsministerposten - først var det Lene Espersen, så Brian Mikkelsen og nu trumfkortet Lars Barfoed - og langt om længe bærer deres arbejde frugt: flere varetægtsfængslinger, minimumsstraffe, nedsat kriminel lavalder, længere straffe - de har ikke ligget på den lade side. Men nu viser det sig også at indsatsen kunne betale sig.

Og det er jo ikke fordi der er tale om udenlandske kriminelle - som man sikkert ellers let kunne komme til at tænke. Nej, romaer og den slags pak bliver jo elegant smidt ud af landet, så de ikke skal fylde op i statistiken.  Så det er gode danske indsatte, som der produceres flere og flere af, år for år.

Det er da værd at ønske tillykke med!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 8. februar 2011

Generalforsamlingen, fortsat

Ingen kommentarer
(fortsættelse af referat fra generalforsamlingen i A/B Paradisæblevej 22-28)

Lars (26, 1tv): Jeg skal bare gøre opmærksom på, at jeg nu er her i stedet for Lene, som havde et vigtigt møde med nogle arabere.

Lars (24, 1mf): Vel mødt, Lars.

Lars (26, 1tv): Og så skal jeg gøre opmærksom på, at forslaget om at nedlægge vaskekælderen er mit forslag!

Brian (28, 2th): Jeg stemmer på Lars!

Villy (24, 4tv): Hvilken af dem?

Brian (28, 2th): Lars... Lille-Lars!

Helle (22, 2th): De er sgu da ret små begge to...?

Maglehøj (ordstyrer): Nu er vi ret beset slet ikke nået til punktet om formandsvalg endnu. Næste punkt er Ledig lejlighed i 26, 1th. Johanne, du har bedt om at punktet kom på, vil du lægge ud.

Johanne (22, st.tv): Efter Henriette meldte hun ville flytte ud af 26, 1th har den stået tom i flere uger. Men nu hørte jeg fra Birthe i sidste uge at den er gået til en børnefamilie fra Hellerup.

Maglehøj (ordstyrer): Jamen det lyder da glimrende.

Johanne (22, st.tv): Nej, for jeg havde et ungt par fra Nørrebro skrevet op øverst på ventelisten, og de har slet ikke fået besked om at lejligheden var ledig. Og det synes jeg er skidestrengt.

Maglehøj (ordstyrer): Birthe, er det noget du vil forklare? Birthe?

Tom (26, 4th): Birthe gik vist lige på toilettet...

Maglehøj (ordstyrer): ...

Tom (26, 4th): Jeg foreslår, når nu Birthe ikke er her til at svare på spørgsmålet, at det tages op på førstkommende bestyrelsesmøde, eller måske senere, hvis det passer Birthe bedre.

Johanne (22 st.tv): Det må da være...

Maglehøj (ordstyrer): Videre til næste punkt, godkendelse af regnskab

Margrethe (24, 3th): Vi har haft råd i kælderen i 8 år, og bestyrelsen har stadig ikke gjort noget ved det.

Anders (26, 2mf): Det er fordi Lars er en hængerøv. Og det er Lars også. Vi skal nedlægge den vaskekælder og få sat boligafgiften ned. Med tilbagevirkende kraft!

Brian (28, 2th): Det er kun Lars som er en hængerøv.

Pia (28, st.th): Hold nu kæft, altså.

Ole (22, 3tv): Jeg vil godt vide hvorfor regnskabet ikke er revisorpåtegnet.

Maglehøj (ordstyrer): Revisor har sagt han ikke kunne godkende regnskabet, der er papirer han aldrig har modtaget.

Claus (26, st.th): Hvis Ole kommer i bestyrelsen vil han sætte varmeafgiften op!

Ole (22, 3tv): Hvornår har jeg sagt det Claus? Hvorfor siger du det? Det er jo løgn, Claus!

Claus (26, st.th): Det er da fordi det er det eneste fornuftige at gøre. Vi bruger jo mere varme end vi betaler i øjeblikket. Men jeg vil selvfølgelig ikke sætte den op hvis jeg bliver i bestyrelsen.

Maglehøj (ordstyrer): Vi er stadig ikke ved punkt om formandsvalg eller valg til bestyrelse. Du kan tage en ny Ramlösa i kassen, Claus, den flaske må have været dårlig. Anders har bedt om det blev drøftet at vi skifter bank, for eksempel til Saxo Bank, fordi der går rygter om at vores nuværende Amagerbanken måske lukker. Brian, du er kasserer, hvad siger du til det?

Brian (28, 2th): Vi kan trygt beholde vores penge i Amagerbanken. Det vil også være alt for dyrt at flytte.

Anders (26, 2mf): Hvor ved du det fra Brian?

Brian (28, 2th): Fordi jeg personligt har undersøgt det.

Maglehøj (ordstyrer): Så kommer vi til næste punkt...

[fortsættes]

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 20. januar 2011

De Konservative jubler over Lars Barfoed

2 kommentarer
Der er tilsyneladende ikke
mange kvinder, som kan stå
for Lars Barfoeds
sovekammerøjne!
De Konservative er jublende lykkelige over at de tilsyneladende har ramt plet hos de kvindelige vælgere i Danmark - han går populært sagt lige i trussen hos dem, og er den blandt de borgerlige politikere med klart mest sexappeal.

Ihvertfald ifølge en meningsmåling som analyseinstituttet Epicent netop er udkommet med, hvor de sammenligner 16 mandlige, borgerlige toppolitkere med Lars Barfoed - og spørger til de klassiske "markører", som over en bred kam viser hvor tiltrækkende en politiker er hos den heteroseksuelle kvinde i den vælgerdygtige alder.

1067 kvinder deltog i undersøgelsen som blev foretaget telefonisk. Spørgsmålene - som alle, helt uhørt, faldt ud til Lars Barfoeds fordel - var:
  1. Hvem er mest velklædt: Hans Christian Schmidt eller Lars Barfoed?
  2. Hvem har det lækreste hår: Lars Barfoed eller Mike Legarth?
  3. Hvem ser du som mest intelligent: Brian Mikkelsen eller Lars Barfoed?
  4. Hvem forekommer at være mest i balance: Lars Barfoed eller Bertel Haarder?
  5. Hvem er efter din mening højest: Lars Barfoed eller Lars Løkke Rasmussen?*
  6. Hvem er efter din mening mest "sexet": Henrik Høegh eller Lars Barfoed?
  7. Hvem har efter din mening mest humor: Lars Barfoed eller Rune Kristensen?
  8. Hvem ville du helst have var far til dine børn: Lars Barfoed eller Karsten Lauritzen?
  9. Hvem ville du helst kysse: Per Stieg Møller eller Lars Barfoed?
  10. Hvem ville du helst blive set på date med: Peter Christensen eller Lars Barfoed?
  11. Hvem anser du som mest stabil: Lars Barfoed eller Naser Khader?
  12. Hvem har mest kendis-faktor: Jens Vibjerg eller Lars Barfoed?
  13. Hvem forekommer mest maskulin: Lars Barfoed eller Simon Emil Ammitzbøl?
  14. Hvem tror du danser mest forførende: Kristian Jensen eller Lars Barfoed?
  15. Hvem har fingeren mest på pulsen: Flemming Damgaard Larsen eller Lars Barfoed?
  16. Hvem tror du har mest udholdenhed: Lars Barfoed eller Claus Hjort Frederiksen?
Man kan godt forstå De Konservative har svært ved at få armene ned!

* Her skal det siges at det var en meget lille margin Lars Barfoed vandt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 14. januar 2011

Barfoeds Badekar

Ingen kommentarer
Kommende valgplakat for Lars Barfoed
Når nu Bubber er blevet politisk leder for de Konservative (under pseudonymet Lars Barfoed) istedet for Helle Ib, så er jeg spændt på hvad næste træk bliver.

Men mon ikke det bliver noget med en række pseudo-reality programmer på TV2 - sådan noget med H.A. og Barfoed på Stroppetur (hvor H.A. er Helge Adam Møller, naturligvis). Eller måske bliver det snarere noget med optagelser fra det konservative Danmark, som kan forundre og pirre. Og der skal altid være noget med bryster, så vi får en topløs Henriette Kjær, og Charlotte Dyremose som indretter swingerklub i en hestestald.

Og mon ikke der kommer nogle kokkeprogrammer - Mad med Lars og Naser. Samt den prisvindende Barfoed bag Tremmer, fra da Bubber blev anholdt under klimatopmødet. (Hvorfor er der iøvrigt ikke nogen der har gravet i det?)

Og så selvfølgeligt godt med genudsendelser af de gamle Barfoeds Badekar-programmer: de kommende vælgere skal jo også være tunet ind på hvem de skal stemme på.

Jo, jeg tror hurtigt det skal gå frem med meningsmålingerne for de Konservative.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 13. januar 2011

Google: Hvor gammel er Lars Barfoed?

Ingen kommentarer
Tja, der kommer jo nok mange spørgsmål om ham de næste dage, og de første som ovenstående klikker allerede ind. Man kan selvfølgelig finde svarene på Wikipedia, men lad da bare mig høste nogle hits.

Lars Barfoed er født 4. juli 1957, og det gør at dags dato er Lars Barfoed 53 år gammel. Han blev medlem af folketinget i 2001, og var Familie- & Forbrugerminister 2005-2006 (efter Henriette Kjær var blevet gået efter mandens økonomiske udskejelser). Selv blev Lars Barfoed gået efter en række madskandaler, som endte med at Dansk Folkeparti ikke kunne holde til at bakke ham op.

Efter en periode uden ministerpost blev han taget til nåde igen i 2008, hvor han blev transportminister, og efter Brian Mikkelsen blev Økonomi- & Erhvervsminister i 2010 overtog Lars Barfoed justistministeriet.

Lars Barfoed er valgt i Fredensborgkredsen, og er med i VL-2... hvis man er til loger & den slags.

Og så er han muligvis iøvrigt storebror til Niels Christian Meyer, bedre kendt som Bubber - ligheden er ihvertfald slående.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En glædens & sorgens dag

2 kommentarer
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er ovenud glad for at Lene Espersen idag er blevet tvunget til at tage sit gode tøj og gå. Jeg kunne ganske vist forestille mig bedre scenarier - for eksempel at hun var blevet, og havde kørt partiet helt under spærregrænsen. Eller at Brian, som jeg hepper på, overtager roret og gør det.

Det sidste er dog nok urealistisk - at han bliver valgt altså. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil få ødelagt partiet fuldstændig hvis det skulle ske. Lars Barfoed er jo nok den mest sandsynlige og bedste kandidat de Konservative kan stile med. Hans største problem er nok, at DF hader ham - men det må man jo sådan set sige er et sympatisk træk.

Kan man føle sig fristet til at have medlidenhed med Lene Espersen? Muligvis kan nogle - min mor havde det for eksempel allerede lidt i efteråret. Jeg har ingen medlidenhed whatsoever. For mig er der ingen tvivl om, at hun er et af de største svin der har haft sin gang i dansk politik, eksemplificeret af hendes behandling af Camilla Broe og de danske retsprincipper.

Dog skal det indrømmes, at jeg på ingen måde mener Lene Espersen er dum. Hun er en yderst, yderst ubehagelig person, men dum er hun ikke. Og man må da også sige hun klarede sin aftrædelsestale storartet. Det fantastiske (og stadig urealistiske) ville dog være, hvis Brian kunne overtage - for han er ikke blot en yderst, yderst ubehagelig person, men også en yderst, yderst dum person. Så muligvis peger Lene på ham - som hun plejer - så hun igen kan komme til stå sig bedre end hun ellers ville. Vi for dog næppe at vide hvem der peger på hvem, imorgen.

Når jeg også nævner det er en sorgens dag, er det på grund af mindehøjtideligheden i Tucson, for de dræbte og sårede ved skyderiet i lørdags. Og egentligt skete det sørgelige naturligvis i lørdags, men jeg må sige at jeg begyndte at græde snot, da jeg så klip fra Obamas tale (bragt i sin helhed herunder) - især da det handlede om den niårige pige, født 11. september 2001 - så kan det altså næsten heller ikke komme længere ud.

(Og så har jeg iøvrigt helt personligt haft en ganske storartet & produktiv dag, så er vist i det hele taget lidt højspændt til aften.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Go, Brian, go!

2 kommentarer
Du ved vi elsker dig & du har hvor fulde opbakning. Du er altid gået i Lene Espersens fodspor - du kan gøre det! Du kan selv! Kom nu - vi gider ikke ham den kedelige Lars Barfoed!

Lad os få noget dynamik og vanvittig professionalisme! Danmark har brug for dig! De Konservative har brug for dig! Din intelligens skal lyse på os!

Ahr, jeg kommer næsten i ekstase ved tanken. NyLiberal Alliance - kan I se spærregrænsen? I ryger ud nu! Nu kommer Brian!

Go go Brian Go! Brian B. Goode!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 18. december 2010

Brian Mikkelsen: Lars Barfoed er blevet misforstået!

Ingen kommentarer
Dagen igennem har det givet rystelser i det politiske landskab i Danmark, at Lars Barfoed muligvis har undsagt en VK-regering efter næste valg. Samtidig har Brian Mikkelsens meldinger om, at han muligvis ikke er at finde som minister i en ny regering givet anledning til chok og bestyrtelse på højrefløjen i dansk politik.

Jeg har derfor dagen igennem forsøgt at få et uddybende interview med Brian Mikkelsen, og det er endeligt lykkedes:

LPD: Brian, du siger til Altinget.dk, at hvis du forbliver minister, bliver du i politik? Skal det tages som et ultimativt krav?

BAM: Ja, det kan du godt sige, men det er egentligt forkert stillet op. For selvfølgelig bliver jeg i politik, hvis jeg forbliver som minister - det andet er jo noget vås at sige. Det det handler om er, at jeg muligvis får tilbudt en meget attraktiv international toppost, som jeg ikke kan komme nærmere ind på hvad er, og den vil jeg naturligvis sige ja til!

LPD: Burde du ikke sige det lidt klarere til vælgerne, inden et eventuelt folketingsvalg - så de ved om det er dig de stemmer på, eller om de måske hellere skal stemme på en anden, fordi du alligevel forlader tinget?

BAM: Jomen, det er jo sådan set også det jeg gør nu...?

LPD: Hvad er det så for en toppost?

BAM: Ja, det kan jeg i sagens natur ikke komme nærmere ind på. Men det er noget min nye personlige rådgiver, Billy Adamsen, har fået tunet mig ind på. Og det er i sportens verden - den har jeg jo før været involveret i, da jeg var kulturminister og næstformand for WADA.

LPD: Er det den Olympiske Komité? Eller FIFA?

BAM: Jeg kan ikke komme nærmere ind på det. Men det er ikke fodbold - der er ikke græs på banen, og det foregår om vinteren.

LPD: Curling?

BAM: Nej, haha, men tampen brænder...

LPD: Okay, så tror jeg vi stopper, og overlader gætteriet til læserne. Lad os hellere snakke om situationen i dansk politik i øjeblikket, som du ser den. Hvad mener du om, at Lars Barfoed siger I muligvis skal træde ud af regeringen?

BAM: Det har han aldrig sagt, det er en misforståelse som jeg meget gerne vil rette. Det Lars sagde var, at en VK-regering muligvis ikke ville være det rette.

LPD: Så I vil blive i regeringen - men uden Venstre?

BAM: Præcis!

LPD: Sammen med hvem så? De radikale eller NyLiberal Alliance? For det er vel ikke DF?

BAM: Ja, der er jo forskellige konstellationsmuligheder. Men vi kunne jo også danne en ren Konservativ regering.

LPD: Ren Konservativ? I står til 5% af stemmerne, måske 10 mandater hvis I er heldige?

BAM: Nu skal man jo ikke lægge for meget i meningsmålinger - de Konservative er altid gået frem under en valgkamp.

LPD: Passer det virkelig?

BAM: Aner det ikke, men det lyder godt.

LPD: Så fremtidsscenariet, som du ser det, er altså at enten bliver du i politik eller også gør du ikke. Og uafhængigt af det vil de Konservative muligvis gå efter regeringsmagten alene, efter næste valg?

BAM: Ja, det er vist nogenlunde dækkende...

LPD: Hvad nu hvis I slet ikke kommer ind - I skal jo over 2%?

BAM: Haha...

LPD: Det var sådan set ikke noget jeg sagde for sjov. Under alle omstændigheder, hvis Lene Espersen bliver tvunget til at gå af, hvem skal så efterfølge hende?

BAM: For det første, det bliver hun ikke. Vi har allesammen stor tillid til Lene Espersen, hun er partiets eneste formand, og hun gør et kæmpestort stykke arbejde. Men altså - jeg regner da egentlig mig som den naturlige arvtager efter Lene Espersen - jeg er jo fulgt i hendes fodspor i samtlige ministerier ind til videre, så det vil vel forekomme naturligt.

LPD: Hvad med Lars Barfoed?

BAM: Vissevasse med Lars Barfoed... vi kan sgudda ikke have Bubber som formand?!

LPD: Nej... hmm, så tror jeg også vi er ved at være noget hele vejen rundt. Så slutter vi interviewet her, og jeg takker.

BAM: Det var så lidt.

LPD: Helt off the record og til dyb baggrund - det der sportsjob... hvad går det ud på?

BAM: Nå, det er Billy... Billy Adamsen? Han har nogle kontakter i ishockey-verdenen. Og han mener godt han kan skaffe mig et job der. (Til gengæld for et job jeg prøver at skaffe ham.)

LPD: Hvor? I det Internationale Ishockey Forbund?

BAM: Næ...

LPD: NHL?

BAM: Nej, jeg ved sgu ikke om jeg kunne få familien med til USA eller Canada...

LPD: Det kunne du nu nok godt - de har ikke så stramme udlændingeregler der. Men hvor så?

BAM: I Estland...

LPD: Okay... eksotisk?! Som hvad om jeg må spørge...?

BAM: Jeg skal assistere med vedligehold af banen. Køre fejemaskinen og den slags. Og så får jeg fri adgang til at se kampene.

LPD: Okay, sejt! Held & Lykke med det, så!

BAM: Jeg håber virkelig jeg får det!

LPD: Vi krydser fingre!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 13. november 2010

Ganske som vi plejer

Ingen kommentarer
Jeg skal være helt ærlig og tilstå, at historierne omkring amerikansk overvågning på Dag Hammerskiölds Allé ikke kan få mit pis i kog - for naturligvis har amerikanerne da holdt øje med deres ambassade, og naturligvis er de da gået til grænsen - og over den - hvis de ikke har fået besked på andet.

Og jeg synes overraskelsen og forargelsen hos visse personer - bland andet Hans Jørgen Bonnichsen, som jeg ellers har en del respekt for - skriger til himlen af enten hykleri eller naivitet. I dette tilfælde tror jeg mest det sidste.

Men når det så er sagt, synes jeg det er bemærkelsesværdigt at Justitsminister Lars Barfoed end ikke har tænkt sig at undersøge hvad der er foregået, men blot vil sende nogle PET agenter ud til a nice cuppa tea.

Altså det er ikke for det - det flugter naturligvis med regeringens gennemgående politik lige siden 9/11, som har handlet om at forsøge ikke at kende til, hvad det er USA har gang i - selv når man måtte blive stillet overfor de mest åbenlyse indicier og endda beviser. Som efterhånden snart bliver oprullet i blandt andet Forsvaret.


Det overraskende er den tydelighed der lægges for dagen - vi ved godt nogle skide love er overtrådt, men vi vil helst ikke vide hvilke - og slet ikke nærmere om hvad det drejer sig om. Og jeg må igen være helt ærlig - jeg kan ikke helt finde ud af hvad der stikker bag. Er det amatørisme eller arrogance fra Lars Barfoed? Eller bare en særlig ærlighed?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 23. oktober 2010

Brian Mikkelsen fanget på Bornholm

Ingen kommentarer
En betuttet Brian Mikkelsen
i håndjern efter anholdelsen.
Efter en regulær menneskejagt er det her til aften lykkedes for politiet at stoppe Brian Mikkelsen i hans ministerbil nær Åkirkeby på Bornholm. I bilen fandt man Sheila E., som Brian Mikkelsen i nat bortførte i Ikast efter ekstrakoncert med Prince. Hun var heldigvis i god behold, men er nu indlagt på Bornholms Sygehus til observation.

Politiets foreløbige efterforskning viser, at Brian Mikkelsen i sin tid som justitsminister opbyggede sit helt eget hemmelige korps, Brian Millitsen, bestående fortrinsvis af PET-agenter og folk fra Narkopolitiet. Tilsyneladende har han planlagt et kup mod staten, hvis det skulle blive til et valgnederlag ved næste folketingsvalg, men hans had til Prince fik ham til at bruge sine paramilitære tropper før tid - det var dem der bistod ham ved bortførelsen af Sheila E, og iøvrigt sørgede for de tumulter, der førte til anholdelsen af Prince.

Nuværende justitsminister, Lars Barfoed - de Konservative problemknuser - oplyser her til aften, at Brian Mikkelsen er sendt hjem i seng, og nok har været overanstrengt af at have haft efterårsferie, og det bedste for ham er at få ro nu. Han er nok klar til at genoptage arbejdet om et par dage, oplyser Lars Barfoed, som indtil da er fungerende Økonomi- og Erhversminister.

Oppositionen kræver en undersøgelse af forløbet, men dette afviser justitsministeren: "Der er jo efterhånden ingen grænser for hvad oppositionen vil have undersøgt," udtaler han.

Han oplyser også at Prince i løbet af eftermiddagen er blevet løsladt, og har modtaget en undskyldning, og herefter er udvist af landet, med forbud mod indrejse de næste 5 år.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 23. september 2010

Islamister censurerer Sesame Street

Ingen kommentarer
Nu må vi virkelig op på barrikaderne igen - for det her er da for galt?!

Sesame Street er bukket under for klager over kvindelige gæsters påklædning, og udøver nu selvcensur af skræk for konsekvenserne. Det går virkeligt ikke, vi må straks sørge for at alle landets aviser genoptrykker Muhammedtegningerne, og få Lars Løkke og Lene Espersen Lars Barfoed til at lægge pres på den amerikanske regering, så de kan få fortalt Sesame Streets direktører, redaktører og ejere, at man ikke sådan må bukke under for den slags pres og censurerer sig selv, bare fordi nogle fanatikere finder noget anstødeligt.

Også DR har et problem, for de tør ikke engang sige at det er islamister der står bag kravet. Men hvem skulle det ellers være - det er da altid islamister der forlanger at kvinder er tildækkede, er det ikke?


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 17. august 2010

Stakkels Lars Barfoed

1 kommentar
Han har det svært.

For mens han agerede stand-in for sin partiformand, Lene Espersen til arktisk topmøde i Canada - hvilket han senere næppe er kommet i kridthuset for, for man retter vel bager for smed! -  rullede sagen om den digitale tinglysning herhjemme. Som han nu står til at blive hudflettet for imorgen.

Lars Barfoed - noget han ikke vil fortælle?
Endnu en sag han faktisk på ingen måde har ansvar for, da miseren er sat i værk under hans forgænger, Brian Arthur Mikkelsen - men det er Lars Barfoed, som sidder med aben.

Det er næppe et tilfælde, at han - ifølge ellers upålidelige medier - forsøges at blive gjort til fronfigur i et kupforsøg på Lene-pigen.

Hvis jeg var ham ville jeg nu frygte at blive forvist til Arktis, for bestandig!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 23. juli 2010

Er Bubber udenrigsminister?

2 kommentarer
Bubber
Lars Barfoed
Det slog mig i dag, da TV Avisen havde et indslag, hvor udenrigsministerjustistminister Lars Barfoed skulle forklare, at det bestemt ikke var racisme at vise 23 romaer ud uden at de var dømt for noget, at han da egentligt ligner Bubber utroligt meget. Og ikke bare ligner, hans mimik er også en tro kopi.

Faktisk så meget, at jeg tilsidst kom i tvivl: er Bubber faktisk Lars Barfoed? Eller er det Lars Barfoed som er Bubber? Og hvem af dem er det som er udenrigsminister? Og vidste Hillary, at Lars Barfoed var blevet fængslet under klimatopmødet? Indvirkede det på Danmarks chancer for at få fat på olien i Arktis?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 25. juni 2010

Salt i såret

2 kommentarer
DR har en artikel om nye meningsmålinger, der sender de Konservative ned omkring 6% - selv ikke en fantastisk humoristisk kampagne har kunnet hjælpe.

Det er næsten ondt af dem, at de interviewer Lars Barfoed om sagen - manden som blev sendt afsted i stedet for Lene Espersen til det arktiske topmøde, hvilket jo startede hendes og de Konservatives nedtur. Ikke at man med nogen rimelighed kan påstå det er Lars Barfoeds skyld, men associationen er der alligevel.

Han siger selvfølgelig pligtskyldigst det han skal, Lene er den bedste, etc.

DR giver ikke rigtigt nogen forklaring på, hvorfor de spørger Lars Barfoed om situationen, og ikke Lene E. selv. Men det er faktisk nok for at være venlig. For skal vi gætte - forklaringen er, at hun er på ferie...?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 29. april 2010

Lars Barfoed fik endda kaffe!

2 kommentarer
På trods af billedet, følte Lars sig ikke holdt udenfor.
Det er ikke så underligt, at der ikke har været brok fra de andre lande fra mødet om Nordpolen over at Lene Espersen udeblev. For tilsyneladende har de troet at reserven, justistminister Lars Barfoed, var udenrigsminister.

Lars Barfoed følte sig da heller ikke holdt udenfor:
Der var ingen grænser for venligheden. Alle hilste på, jeg fik det samme at spise som dem og også en kop kaffe bagefter. Jeg hyggede mig også godt i den pause, der var.
Er det ikke mageløst? Han fik det samme at spise som dem! Og en kop kaffe bagefter!! Nordpolen er vores!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.