Serien Masters of Sex begyndte på HBO Nordic mandag for en uge siden, 30/9. Der har således foreløbigt været vist 2 afsnit - hvilket måske nok er lidt vel lidt at skrive en egentlig anmeldelse på baggrund af, men jeg vil ihvertfald meget gerne anbefale den!
Den handler om Masters & Johnson og deres berømte sex-studier fra 50/60'erne. Ikke noget jeg på forhånd var solgt på som et fantastisk emne. Men det er jo HBO*, så jeg så pilot'en - og var ganske solgt.
Serien kan godt overfladisk minde om Mad Men, på grund af tidsperioden (serien starter i 1956). Men til forskel fra Mad Men - som jeg ikke ser, men så nok af at vide den ikke var for mig - som efter min mening kører i tomgang og er ren glitter, er der her tale om en væsentlig historie - og mere et opgør med en tid og nogle normer end et nostalgisk tilbageblik. Og nogle mennesker som gik meget på tværs af normerne for deres samtid.
Meget velspillet på alle niveauer og indtil videre et særdeles godt manuskript. At der ikke er tale om hverken vampyrer eller drager bør ikke afholde nogen fra at se den. Relativ nær fortid kan også gøres interessant - og USA i 50'erne kan forekomme som et lige så sært sted som Westeros.
Jeg anbefaler den virkelig - man kan kun blive klogere på vores moderne selv- og sexforståelse. Og på hvor blank man kan være, hvis man lader sær moral styre hvad man må tænke og fantasere. Og ikke mindst kønsroller - og overveje om ikke nogle af seriens problemstillinger måske stadig er relevante, selvom vi nok føler os en anelse mere oplyste, og har hørt om oralsex.
Cast blandt andre: Michael Sheen (William Masters), Lizzy Caplan (Virginia Johnson), Caitlin FitzGerald (Libby Masters), Beau Bridges (Barton Scully).
* [Opdatering, 14/10]: Jeg har så lige opdaget at det faktisk ikke er en HBO serie - det er Showtime. Men det gør den jo ikke dårligere ... jeg er så en smule overrasket over at den kommer på HBO Nordic, men fint nok!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
3 måneder siden
0 kommentarer:
Send en kommentar