Da jeg for et par uger siden skrev et indlæg om Mubarak under overskriften En gal mand, havde jeg ærligt talt ikke regnet med, at jeg nu kort efter er nødt til at overtrumfe den overskrift, med en ny leder fra Mellemøsten.

Men de sidste dages billeder af Gaddafi levner desværre ikke meget tvivl om, at manden er bindegal.

Først billederne igår, hvor han sidder i en faldefærdig pickup-truck i en faldefærdig garage og en paraply, og regnen der drypper ned mellem huller i taget - og taler om at han da gerne ville passiare med de unge mennesker, men at det jo regner.

Og så billederne i dag, fra hvad der ligner en faldefærdig svømmehal, hvor han i 1½ time skælder ud på alt og alle - og mest af alt ligner en mellemting mellem en parodi på en lommediktator optaget til et lowbudget satireprogram og en scene fra Der Untergang.... (jeg er da også sikker på at den optagelse i fremtiden vil blive tekstet på mange kreative måder, ligesom med Der Untergang.)

Det ville være forrygende morsomt, hvis det ikke samtidigt var så tragisk. Især hvis historierne om de importerede lejesoldater fra det sorte Afrika er sande, hvad de desværre nok er. For under normale omstændigheder må man formode, at en hær ville sige fra, hvis den blev sat til at nedslagte egen befolkning - men det kan man ikke regne med med lejesoldater, som hvis Gaddafi har valgt dem omhyggeligt, sikkert endda nærer et had til arabere.

Så i Libyens tilfælde er det ikke nok at militæret forholder sig passivt, eller desserterer. De er simpelthen nødt til at gå over på befolkningens side, og imod den gale diktator, Gaddafi.

Der som tingene ser ud nu, om meget få dage vil få sit eftermæle. Og på den positive side, kan man sige at han ihvertfald ikke pralede af sin luksus - for det har godt nok været ydmyge omgivelser han har ladet sig fotografere i de sidste par dage.

På den negative side, vil han nok fremstå som Afrikas galeste diktator og slagter siden Idi Amin - og det er en bedrift, for der er for eksempel også en Robert Mugabe at konkurrere med.

Og med brugen af lejesoldater og bombninger af egen befolkning kan man godt frygte at han kommer til at overgå Idi Amin.

(Som afslutning ville jeg jo gerne finde en af de to taler - men jeg allerede kun finde ting i satiriseret version - jeg er ikke sikker på jeg ville have valgt klippet herunder, ellers, situationens alvor taget i betragtning. Men det er sådan set ramt meget godt på kornet.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når man har været så optaget af den ægyptiske/mellemøstlige/nordafrikanske opstand & revolution som jeg har været de senste 3 ugers tid, så er det godt nok noget bevægende at se billederne fra Tahrir-pladsen - som nu virkelig lever op til sit andet navn, Befrielsespladsen - i dag; eller rettere til aften.

For efter Mubaraks galimatias tale igår var der intet der tydede på, at dagen i dag skulle blive en glædens dag. Men en ting må man sige om Mubarak - han forstår at tage røven på folk.

Og efter alt hvad jeg kan tyde, er udkommet det mest positive man kunne håbe på: hæren tager magten med det formål at gennemføre en demokratisering, som vel indbefatter en ny grundlov og frie valg. Fantastisk.

Mohandas Gandhi - jeg fornemmer hans ånd

Når man tænker på det styre som har siddet, er det utroligt at det har forløbet så fredeligt. Ikke at de flere hundrede som har måttet lade livet skal glemmes, men når man tænker på hvordan det kunne være gået. Den største fortjeneste for det ligger naturligvis hos de demonstrerende, som har været forbilledlige i deres ikke-voldelighed - kun når de blev direkte angrebet af stenkastende kamelryttere hyret af Mubarak, har de måttet forsvare sig.

Så det er svært ikke også at tænke på Mahatma Gandhi - han ville være stolt af hvad der var sket.

For præcis 9 år og 11 måneder siden var det en sorgens dag, som ændrede verden til det værre. Idag er en glædens dag - med et potentiale til at ændre verden - til det bedre.

(Jeg har bemærket, at mange af Kairos broer, pladser og boulevarder er opkaldt efter en dato - gad vide hvilken som skal få 11. februar på sig?)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så sad man ellers der, nærmest med popcorn & chips (men da jeg kører frugt-diæt nogle dage kun i overført betydning), og ventede på at Mubarak skulle træde tilbage. Som det har været annonceret fra mange sider- blandt andet NDP, Mubaraks eget parti - at han ville her til aften, i en tale kl 21 dansk tid. Altimens millitæret tilsyneladende har sagt, at det er dem der kører bixen nu.

Og hvad sker der så? Well, for det første kommer han alt for sent på. Og så giver han ellers fingeren til alle - gu går jeg ikke af! - også til USA, læser jeg mellem linierne, for han ævler om at fremmede magter ikke skal komme og lægge pres på ham.

Hvis ægypterne er blot halvt så skuffede og vrede som jeg blev af at se det, så er det et mirakel hvis de kan forholde sig fredsommelige. Og de går jo trods alt nok lidt mere op i det end jeg gør... Så jeg håber virkelig, at millitæret imorgen - eller i nat - går ud, og siger at fra nu af er Mubarak og Suleiman irrelevante, at de har udspillet deres rolle.

De havde chancen - men jeg tvivler på, at det kan blive ved at gå fredeligt. Det stunt idag var for langt ude. Men det er desværre muligvis også hvad Mubarak ønskede. Do not go gently into that good night, og alt det der.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

At Saudi-Arabiens Kong Abdullah af huset Saud nødigt ser Ægyptens Mubarak stødt fra tronen kan sådan set ikke overraske - ligesom det ikke er mærkeligt, at han vil støtte Mubarak økonomisk hvis USA trækker sig.

Kong Abdullah - en mand af den oldgamle skole.

For ham er status quo jo en dejlig tilstand - og det værste der kan ske, er for ham, at folket skal få for gode idéer. Som de allerede er godt på vej til at få i mange lande i regionen. Og hvis Mubarak må gå fra hus & hjem med halen mellem benene vil det klart være et signal til endnu flere: det kan faktisk lade sig gøre, at komme fri af årtiers/århundreders undertrykkelse.

Hans syn på folket gives meget godt i hans betegnelse af de ægyptiske demonstranter: de er ubudne gæster. Prøv lige at vend den i munden engang. Ubudne gæster.

Han ser den legitime befolkning i et andet land, som værende ubudne gæster, når de forlanger forandringer i deres eget land. Hvis det så var i Saudi-Arabien kunne man tildels forstå udtrykket, for her består den arbejdende befolkning stort set udelukkende af gæstearbejdere.

Men, nej, det er ikke derfor: for Kong Abdullah er befolkningen kun gæster i eget land. Tredjerangsborgere. Ja, faktisk er de vel ikke engang at regne som borgere - slaver og fæstebønder er der tale om. Som skal kende deres plads.

Ubudne gæster - han er sgu længere ude end Marie-Antoinette?!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kan se, at rigtigt mange har googlet varianter af dette spørgsmål det seneste døgn - først tænkte jeg det var en quiz - og man kan da også finde, sammen med en masse andre spørgsmål, finde svar om Shakira her. Altså blandt andet hvad hendes efternavn er, Shakira Isabel Mebarak Ripoll.

Men det slog mig så - var det nu en quiz, eller var der nogen der havde sat hendes Mebarak i forbindelse med Ægyptens Hosni Mubarak - og det er det rygte som skaber trafikken?

Well, jeg tvivler på der er nogen forbindelse - Mebarak har hun fra sin far, William Mebarak Chadid, som er af blandet Libanesisk/Spansk/Italiensk herkomst.

Og jeg forestiller mig, at Mubarak/Mebarak (مبارك) ikke nødvendigvis er et specielt sjældent arabisk navn - så at trække en linie mellem en libanesisk forfader til Shakira til Ægyptens afgående diktator lyder umiddelbart lidt langt ude.

Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Shakira forvalter så sine gener bedre, efter min mening. (Iøvrigt stammer Barack Obamas fornavn ifølge Wikipedia-linket fra samme rod - som på arabisk betyder den velsignede.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Mens resten af Verdens ledere, vist efterhånden er kommet til den uungåelige konklusion, at Mubarak er en Dead Man Walking, og des før han forsvinder ud af billedet des bedre, melder Silvio Berlusconi sig pludseligt på banen, med sin uforbeholdne støtte til Mubarak, som han anser for at være en meget viis mand.

Ja, vel nærmest sådan at man kunne forestille sig Silvio og Hosni som to af de tre viise mænd ved Jesus fødsel... så må man spekulere på hvem den tredie skulle være - men var der ikke noget om, at de kom fra alle verdenshjørner? Så kunne den tredie vel passende være Kim Jong Il - det ville godt nok være et smukt syn med de 3 sammen; og sikken en fest de kunne fyre af!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Den 19. februar 1986 modtog Ægyptens præsident Hosni Mubarak Elefantordenen, den fornemste danske orden overhovedet. Det foregik under et statsbesøg, hvor Dronng Margrethe II var på besøg i Ægypten.

Kunne egentlig være meget fedt med sådan en Elefantorden - den kunne være god som miniature når vi spiller D&D

Den foreslår Kamal Qureshi (SF) nu bliver ham frataget - han synes ikke lige at Mubaraks styre rimer på demokrati og menneskerettigheder. Og det er jo svært at være uenig i.

Man kan selvfølgeligt så tænke lidt over, om det var ok at Mubarak havde ordenen i alle de år, hvor der ikke var folkelige protester. Og spekulere på om ordenen ikke er ude andre steder, hvor den måske ikke burde være. (Og iøvrigt også huske på, ordener jo hænges på idioter.)

Men jeg tænker mere på symbolikken og historien - og husker stadig hvordan man valgte at fratage Ceauşescu hans Elefantorden, samtidig med at det Rumænske styre brød sammen. Og blot to dage før Ceauşescu blev likvideret henrettet.

Og det er jo en historie som langt henad vejen gerne må gentage sig. Jeg håber dog ikke Mubarak bliver slået ihjel på samme måde, jeg ser stadig henrettelsen af Ceauşescu som en sort plet på begyndelsen af Rumæniens post-kommunistiske historie. Langt hellere ser jeg Mubarak flygte til Saudi-Arabien så de der kan danne en Afsatte Præsidenters Klub. Som et ydmyget symbol, som i sidste ende kan blive nødt til at flygte ud på en eller anden ø i det indiske ocean, som langsomt oversvømmes på grund af stigende vandstand på grund af afbrændt olie...

Men det var et sidespring - hovedsagen er, at jeg synes Kamal Qureshi har helt ret - den orden skal kaldes hjem. Det er ganske vist en symbolsk gestus, som nærmest kan forekomme ligegyldig. Men lat hvad der kan få Mubarak til at fremstå isoleret internationalt er vigtigt - ikke mindst fordi jeg forestiller mig at han selv lægger meget vægt på den fine symbolik i sine ordner.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.