Som jeg skrev i går, har jeg her på bloggen droppet Google AdSense. Eller de har droppet mig - det står lidt uklart for mig. Jeg overvejede egentligt først at skrive dette som et åbent brev til Google (her i Danmark), men det blev både for besværligt og pompøst, så nu kværner jeg bare løs som jeg plejer. Så må jeg se om jeg sender det videre siden.
For at opsummere de facts jeg kender til, så har jeg over den seneste periode set en forøget trafik fra Google (ved at studere Google Analytics) - som viser sig ved pings fra Mountain View i Californien, med tjenesteudbyderen Google, Inc.
Og det tog jeg egentligt som værende lidt sejt: Hey, Google interesserer sig for dig!
Lige indtil sidste onsdag, da jeg opdagede at samtlige mine annoncer var... blanke. Der var bare store huller i mit design. (Det virkeligt forvirrende var at Google AdSense samme eftermiddag/aften indførte et nyt interface - så kunne det være på grund af det?)
Anyway, jeg kiggede mig omkring - men andres AdSense så ud til at fungere ok. Og jeg kiggede på deres Help Forum - og fandt lignende symptomer, som gav mig en mistanke - men ingen sikkerhed for hvad der var galt, langt fra.
Efter der var gået ca seks timer, gik jeg gennem AdSense's support, og endte med at skrive en form til dem om mit problem. Jeg fik en mail tilbage, som sagde at de ville kigge på det asap, men at der nok ville gå 48 timer - og hvis det var weekend skulle jeg tage højde for det.
Fint nok. Imens kunne jeg så overveje - for det jeg kunne se fra Help Forumet var, at mine symptomer pegede på, at AdSense havde udelukket mit site (bloggen her) fra AdSense, på grund af en overtrædelse af deres betingelser. Eftersom jeg stadig havde adgang til min AdSense-konto havde de dog ikke smidt mig helt ud, så det var kun det ene site (bloggen, hvor 99% af min aktivitet foregår) de var sure over.
Det ret mystiske i forhold til det, var at ifølge alt hvad jeg kunne læse alle steder ville man få besked om, når Google AdSense fandt ud af at de syntes man overtrådte deres regler - og man kunne så reagere. Menjeg har ikke fået nogen som helst besked?!
I den tanke, at jeg muligvis ved en fejl ikke havde modtaget den besked, fulgte jeg et link til en form, hvor man kunne gen-rekvirere sin advarsel. På den fik jeg samme svar som tidligere, at der nok ville gå mindst 48 timer, etc.
Nå, men altså, jeg tænker jo. Hvad kan jeg nu have gjort, hvor jeg har trådt ved siden af i forhold til Google. En selvgranskning jeg jo iøvrigt har prøvet før. Og den mest almindelige overtrædelse jeg kan se ifølge de Forums, og også det jeg finder er det mest sandsynlige, er at AdSense mener jeg har adult content.
Her skal det historisk siges, at jeg netop havde en del erotiske/pornografiske (tekst) indlæg, før jeg gik kommercielt, men udskilte dem - netop for ikke at være for "fræk" i forhold til AdSense, med videre. Alligevel ved jeg da godt, at med en del af mine indlæg er der ingen tvivl om, at jeg er gået over stregen, hvis man ser mit site i en amerikansk kontekst... Der er hvad som helst jo stort set over stregen.
Men AdSense er jo internationalt, og har forskellige annoncer indenfor land, sprog og kultur. Så jeg må sige, at jeg også opfattede de regler i kontekst med den dansk/europæiske relativt frigjorte kontekst jeg befinder mig i. Hvor folketingspolitikere forlanger bare bryster i oplysningsfilm om Danmark, og hvor Lærkevej og Borgen giver os røve, dildoer og orgasmer i primetime på landsdækkende public service TV. (Ikke at jeg på nogen måde har noget imod det!)
I den kontekst føler jeg ikke jeg er gået over nogen streg.
Men det er jo ikke mig der bestemmer stregen - det er Google AdSense. Og det anerkender jeg fuldt ud, at det er en streg de selv har alt mulig ret til at sætte. Jeg synes det er synd - og i længden farligt - hvis de tror at amerikanske standarder for hvad der er tilladt eller ej, kan gøre universelle og globale. Men øjensynligt (udfra hvad jeg kunne læse på forummet) er det tilfældet.
Men altså - jeg ved det stadig ikke - for jeg har intet hørt fra dem. Stadig. Og det putter én i et lidt underligt limbo. Sådan set betyder det ikke det store for mig - for det er ved grød ikke nogen formue der er kommet ind på den front for mit vedkommende - men for mennesker som har opbygget sites, som de lever fuldt af - og de findes jo - er det da en uhyggelig situation at blive sat i. Uden at vide hvad man har gjort galt - eller om man har gjort noget galt - og bare kunne se sin indtægt gå i nul.
Nå - men alt i mens jeg ikke rigtigt anede hvad der foregik, kunne jeg se, at den der Google 'Bot fra Mountain View... den gik mere og mere amok; brugte ca 1 time hver på 12 forskellige sider om dagen, plus et par stykker den var hurtigere igennem.
Hvad den lavede aner jeg ikke, igen kan jeg kun gisne - men jeg begyndte at føle paranoia, når jeg kiggede i mine Analytics. For hvad ville det næste blive? At jeg helt ville komme i bad standing hos Google? Det har jeg meget lidt lyst til.
Nu følte jeg efterhånden at jeg var nødt til at gøre noget - jeg havde jo efetrladt bloggen med reklamer etc, for at de teknikere jeg først havde bedt om at kigge på sitet, kunne se det som det var - ellers kan de jo ikke sige om der skulle være noget galt. Men, altså... jeg troede ikke rigtigt på der skulle komme nogen løsning fra den kant mere.
Og så kunne jeg jo fjerne alt hvad der havde med nøgenhed, med videre, at gøre på sitet. Men gu' vil jeg ej! Der kan de amerikanere efter min mening stoppe deres bornerthed skråt op. Plus: hvor ville det så stoppe?
Jeg havde nemlig allerede længe været godt irriteret over, at så snart jeg skrev noget om taliban, terror, spam eller nogle andre ubelejlige(?) ord, var de eneste reklamer der blev vist for indlægget (og på forsiden, til indlægget var væk) reklamer for Falck førstehjælpskasser og lignende. Jeg går ud fra det er det, som i USA betegnes som PSAs (Public Service Announcements), svarende til vores OBS, som de smækker på når de ikke føler de kan tillade sig at sætte betalende reklamer på.
Så - til sidst endte jeg med simpelt hen at droppe AdSense på bloggen her.
1) Fordi AdSense oplysnings/serviceniveauet for mig var for ringe, og
2) Ligemeget hvad synes jeg AdSense er uhyggeligt restriktivt - og amerikansk imperialistisk. (Nu lyder jeg helt som min gamle kommunist-far.)
Men jeg mener det - for jeg synes det er helt fint, at AdSense vil beskytte AdWords kunderne mod, at blive associeret med noget de ikke ønsker - fordi det strider imod almindelig moral. Problemet er her, hvad almindelig moral er. Og det er ikke globalt - langtfra.
Og på samme måde er det også et problem, at AdSense siger der er ord, som hvis du nævner dem, så ryger dele af din indtægt.
Igen - jeg anerkender fuldt ud AdSenses ret til, som privat virksomhed, at agere som de gør. Men jeg synes ikke det er hensigtsmæssigt i den store virkelighed & sammenhæng. Og der ligger i det en debat om hvad man må og tør skrive, baseret i et rent kommercielt synspunkt, som i virkeligheden er langt vigtigere end al snakken i forbindelse med Muhammedtegningerne. Efter min mening.
(Se det som en stor-annoncør, som i gamle dage kunne sige til en avis: I trykker ikke den artikel! Det er lidt det samme - nu er det bare nogle automatiserede 'bots, som bestemmer hvad der absolut ikke må trykkes. Og i modsætning til før, hvor det var én avis, er det nu 100.000 bloggere som hver især skal afgøre om de vil leve med deres reklamer forsvinder en periode.)
Jeg holder stadig meget af Google - faktisk er det min favoritbusiness - og har al mulig respekt for dem. Derfor tror jeg også at dette må være noget de vil have lyst til at tænke over, og måske debattere?
Og jeg vil da ihvertfald foreslå dem ikke på den måde at efterlade deres reklamepladsleverandører i limbo, uden forklaring. Det betød sådan set ikke noget for mig - men det kunne det have gjort.
Don't be evil... vel?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
4 måneder siden
0 kommentarer:
Send en kommentar